Den farlige tørst: Arthur Rimbaud 1854-1891

HELVEDES BRUDGOM
Digteren Arthur Rimbaud 1854-1891

Af BO GREEN JENSEN

DER er to billeder af digteren Arthur Rimbaud, og til at begynde med er det svært at få dem til at passe sammen.

   Først er der drengen fra stjernerne, født den 20. oktober 1854, som på bare fire år, fra han er 16 til han er 20 år gammel, skriver stort set alle ordene i det kompakte poetiske forfatterskab, der indvarsler et nyt kunstsyn og en ny verdensopfattelse, som kaster lange skygger og skærer dybe spor i de følgende århundreders kulturelle landskab.

   Han hylder »den farlige tørst«, som formørker hans årer, ofrer sig til »solen, ildens gud« og ser under en tom himmel frem til det grænseløse daggry. Lad den komme, lad den komme, tiden hvor vi begejstres, lyder refrænet i »Sangen om det højeste tårn«, der i En sæson i helvede gør op med alt det, som er gået forud.

   Dernæst er der manden Rimbaud, som 26 år gammel vender ryggen til sin digtning, tager konsekvensen af sine fribytterdrømme og hele den monumentale civilisationslede, som er en drivkraft fra begyndelsen. Han kaster alt som er klaustrofobisk og europæisk af sig, for som en anden »Mistah Kurtz« at forsvinde i Mørkets hjerte og den store afrikanske nat.

   I den sidste tredjedel af sit liv fungerede Rimbaud i Abyssinien, det nuværende Etiopien, som købmand, våbenhandler og lejlighedsvis opdagelsesrejsende. Han købte slaver, tog mørke fotografier og kanaliserede al sin higen ud i en guldfeber, der kan måle sig med drengens farlige tørst efter ny virkelighed. Han sendte familien breve om, hvor led han var ved alting og hvor udmattet han følte sig. Og han skrev (stort set) ikke ny poesi i de sidste 11 år af sit liv.

DRENGEN var i ét og alt en grov og vanskelig person, der satte en ære i at være en belastning for sine omgivelser. Je m'encrapule le plus possible, skriver han i et af »seer-brevene« fra 1871, mens han forbereder flugten fra provinsflækken Charleville til hovedstaden, hvor han vil slutte sig til Pariserkommunen.

   Jeg gør hvad jeg kan for at leve som et svin. Han ødelagde tilværelsen for sin blide elsker, digterfællen Paul Verlaine (1844-1896), der forlod sin familie for at følge med Rimbaud, som brød med ham efter et år. Der var en sagnomspunden skudepisode i Bruxelles – Verlaine affyrede to skud i beruset jalousi, og det ene ramte Rimbaud i håndledet. Verlaine kom i fængsel, vendte tilbage til katoliscismen og skev med endnu mere bristende vemod, men han døde som stofmisbruger og alkoholiker, en sand poète maudit.* 

   Rimbaud var videre for længst. Med alkohol, hash og en anarkistisk livsførelse gjorde han sit bedste for at realisere projektet om ny erkendelse erfaret gennem den totale nedbrydning af alle sanser. Den brutale dreng skrev nogle af de mest centrale og grænseoverskridende digteriske tekster i nyere vestlig kultur. I trodsig kraft af Une Saison en enfer (1873) og Les Illuminations (1886) blev han i endnu højere grad end Baudelaire og Lautréamont den store forløber for modernismen.

DRENGEN Rimbaud gav svimmelheden skikkelse, fra den anarkistiske livsfryd i det lange digt om »Le bateau ivre« (»Den berusede båd«) til den brændende slutning på »Ordets alkymi« og videre ind i Illuminationerne. »Rimbauds digte er karate: På én gang elegance og overraskende kraftudladning,« skrev hans ivrige danske discipel Michael Strunge i 1981. Strunges vrængende tvillingebøger, Nigger 1 og Nigger 2 fra 1982, voksede direkte ud af besværgelsen i »Dårligt blod«:

Ja, mine øjne er lukkede for jeres lys. Jeg er et dyr, en neger. Men jeg kan frelses. I er falske negre i forklædning. I er vanvittige, asociale, smålige. Kræmmer, du er neger. Dommer, du er neger. General, du er neger. Kejser, gamle lystliderlige, du er en neger: du har drukket smuglersprit af Satans destillat. Dette folk er besjælet af feber og kræft...

Dette er negationen, »skyggernes og hvirvelvindens fødested,« den ene ekstreme pol i Rimbaud. Fra den andens lysende drift mod »Det Umulige« stråler billedet af den genfundne og genvundne evighed, som Rimbaud sætter over og for enden af al sin stræben: la mer melee au soleil, havet der blandes med solen. »Din lidenskab er din eneste pligt,« insisterer digteren i »Ordets alkymi«.

MANDEN Rimbaud er en gold og formørket figur, der af kolleger i Harrar huskes således: »Han var snarest i miskredit, så stor var hans begærlighed, hans sans for vinding. Man kan kun sætte ham i klasse med et utal af de sjakrere, som har hærget landet.« 

   Et af hans sidste breve hjem, dateret 1888, strejfer endnu en gang grundtonen af lede i hele det mærkelige forfatterskab: »Lykkeligt at dette liv er det eneste, og det er evident, for man kan ikke forestille sig et liv med en lede større end denne.«

   For både drengen og manden hersker en klinisk og næsten pervers distance til »denne Rimbaud«, dette »jeg« som altid er en anden. Mellem dem er digteren, der som en forfærdende smuk sommerfugl folder sig ud og lever totalt og brændende de fire korte år, hvor samtlige nøgletekster bliver til.

   Rimbaud er fra begyndelsen næsten programmatisk bevidst om sit mål og sine virkemidler. I maj 1871 skriver han: »Jeg vil være poet, og jeg arbejder på at gøre mig selv til en seer. Det er forkert at sige »Jeg tænker«. Man burde sige: »Nogen tænker mig.« For JEG er en anden.«

MED dette JE est un autre bryder Rimbaud igennem til en digterisk bevidsthed, der ligger i forlængelse af romantikken og dog kapper forbindelsen rent til sit bagland. Fra og med »Den berusede båd« er Rimbaud uafvendeligt på vej ind i sansernes og de nye erkendelsers frodige kaos. Når han i Une Saison en enfer hører »den vanvittiges frygtelige latter« i foråret, er vi fremme i næste århundredes Sacre du printemps og hele ideen om april som »den grusomste måned.«

   Hans sande fæller er skikkelser som Büchner, Trakl, Céline, Artaud, Hamsun og Strindberg, men Rimbauds betydning for modernismens formsprog kan næppe overvurderes. Han blev en allieret identifikationsfigur for rockmusikkens store sangkrivere. Det er ikke for meget sagt, at prosadigtet som vi kender det konsoliderer sig i denne faldne seers Illuminationer, der inde bag leden alle stræber mod »at besidde SANDHEDEN I EN SJÆL OG ET LEGEME.«**

I MODERNE dansk digtning har Rimbauds betydning taget fart siden 1930erne, da udviklingen og opløsningen i verdenssamfundet begyndte at korrespondere med seerens brutale fragmenter. Det er hos Rimbaud, at man finder den oprindelige længsel »mod Hærværk og pludselig Død,« og Tom Kristensen kaldte selv Steffensen-skikkelsen i Hærværk for »Rimbaud-agtig«.

   Une Saison en enfer blev første gang oversat som En tid i helvede af Erik Ditlevsen i 1949, samme år som Jørgen Sonne gendigtede et udvalg af Les Illuminations. For de yngre digtere, der omkring 1980 – men uafhængigt af hinanden – begyndte at citere »Sangen om det højeste tårn«, var standardversionerne dog Rolf Gjedsteds formidable gendigtninger. En sæson i helvede og Efter syndfloden, der udkom 1972 og 1973, rangerer i dag ganske højt på antikvarboghandlernes hitliste.

   I 1991 blev Gjedsteds gendigtninger samlet i ét bind med titlen En engel i hænderne på en barbar. Det var en smuk markering af 100-året for Rimbauds febrilske bevidsthedstrukturer. I 1992 udkom Uffe Harders oversættelse af En Årstid i Helvede med Robert Jacobsens grafiske arbejder på Forlaget Cordelia. Det er den oversættelse, som er brugt i 1998-udgaven fra Roskilde Bogcafé (nu Batzer & Co.)

   I 2007 udkom Illuminationer i Erik Knudsens gendigtning på Gyldendal. Rolf Gjedsteds roman om Rimbaud, Fordømt af regnbuen, udkom i 1998. Det Poetiske Bureau begyndte fra bunden med Udvalgte værker (2010). Rimbaud i udvalg (2020) samler Helvede og Illuminationer i et bind, hvor også brevene står i en kommenteret oversættelse ved Hippolyte de la Garde. Bureauets udgaver er tosprogede.*** 

RIMBAUDS eget forbillede var Charles Baudelaire (1821-1867), som han ganske vist fandt for traditionsbunden, men alligevel hyldede hengivent som »den første seer, digternes konge, en sand Gud.«

   Rimbauds seer-evangelium – såvel som nogle personlige manerer og en næsten drengeagtig opstemthed ved hele ideen om eksotiske opdagelsesrejser – har sit udspring i Les fleurs du mal (1857, da. Syndens Blomster, Ondskabens blomster eller Helvedsblomsterne – hver ny version har sit bud på en titel) og Baudelaires bestræbelse på gennem uafladelig beruselse at bryde bevidsthedsskallen og rejse ud for at komme »til bunds i det ukendte, for at finde DET NY!«

   17 år gammel formulerer Rimbaud sin kongstanke således: Le Poete se fait voyant par un long, immense et raisonné dérèglement de tout les sens. »Digteren gør sig synsk ved en lang, umådelig og beregnet forstyrrelse af alle sanser,« er vel hvad der står, men »forstyrrelse« dækker ikke helt, og det er interessant at sammenligne de forskellige bud på en oversættelse.

   I sin kommenterede guide til De første moderne (1985) har Jørgen Sonne en blændende idiosynkratisk version af skriftstedet: »Digteren gør sig til seer ved en langstrakt, umådelig og ræsonneret uordning i alle sanserne.« Per Aage Brandt taler om en »systematisk forstyrrelse af alle sanser«, Torben Brostrøm om en »desorganisering af alle sanser,« mens Rolf Gjedsted afstår fra at oversætte og bare parafraserer: »Sanserne skal tilsøles og forvitre, før man kan sætte de sande ord til papiret, det banale såvel som det ophøjede.«

   

SAMTLIGE versioner strejfer en facet af den tro på profetisk delirium som kunstnerisk erkendelsesmåde, der er kernen og fundamentet i Rimbauds erfaringsoverskridende praksis.

   Eftersom »Moral er svækkelse af hjernen,« må digteren frigøre sig betingelsesløst fra alle konventioner. Han har, ifølge Rimbaud, næsten pligt til at »krapylisere« sig. Da vil han i et nyt sprog kunne skildre nye indtryk og erfaringer:

   »Lad os indtage strømme af livskraft og virkelig ømhed. Og bevæbnet med brændende tålmodighed skal vi gå ind i strålende byer under morgenrøden,« slutter testamentet En sæson i helvede, som også indeholder digterens endelige afskedtagen med sit liv i kunst:

»Jeg, som har kaldt mig magiker eller engel, fritaget for al moral, jeg er nu givet tilbage til jorden, for at søge pligten, for at omfavne den knudrede virkelighed! Bonde!«

En sæson i helvede blev til mellem april og august 1873, da Rimbaud efter sine vilde strejferår med Verlaine prøvede at komme til kræfter i moderens hus i Roche. Den populære myte vil vide, at han aldrig skrev en linie siden hen. Det passer dog ikke. Prosadigtene i Les Illuminations blev til parallelt med Une Saison en enfer, og også i løbet af »rejsernes fem-år« 1873-78 kom spredte nye digte til.

   I januar 1875 mødtes Rimbaud og Verlaine for sidste gang. Ved dén lejlighed overlod Rimbaud sin gamle elsker manuskriptet til Illuminationerne, og de udkom 1886 i Verlaines redaktion og med hans kommentarer. Til den berømte sonet, hvor Rimbaud giver vokalerne farver, har Verlaine følgende fornuftige kommentar: »Jeg, der har kendt Rimbaud, jeg véd, at det var skråt op for ham, om A var rød eller grøn. Han så det sådan, det er det hele.«

I LØBET af rejsernes fem-år besøgte Rimbaud England, Italien, Tyskland, Østrig, Holland, Java, Sverige, Danmark, Tyrkiet, Ægypten og Cypern. Til sidst kom han hjem til moderens gård, havde tyfus, arbejdede på gården og forberedte sin endelige udvandring. I sommeren 1879 blev han spurgt, om han stadig skrev. »Je ne pense plus a ca,« lød svaret. Jeg tænker ikke mere på det. I 1880 tog han definitivt afsked med Frankrig og forsvandt i det afrikanske.

   Det gælder generelt for Rimbauds skrifter, at de hverken bliver rigere eller mere betydningsmættede, hvis man forsøger at læse dem som selvbiografiske fiktioner. Hans maske af sprog, den »mængde af ukendt, der er opvakt på hans tid i den universelle sjæl,« er i sin mest fuldbårne form en uudgrundelig cifferskrift, som sætter sig ud over sine tilblivelsesvilkår og virkeliggør tanken om »ordets alkymi«.

DERFOR læses Rimbaud i dag med uformindsket klarhed som en stemme, der på én gang taler i hjertet af tiden og befinder sig uden for verden. Alligevel kan man ikke læse »Dårligt blod« i En sæson i helvede uden at se den i forbindelse med Rimbauds 11 år i Etiopien:

»Jeg vil vende tilbage med lemmer af jern, mørkhudet, og med et vildt blik: i min maskering vil man tro, jeg tilhører en stærk race. Jeg vil få guld, blive doven og brutal. Og kvinderne plejer disse vilde krøblinge, der er vendt tilbage fra de varme lande. Frelst.«

I februar 1891 tog Rimbaud tilbage til Frankrig for at blive behandlet for en kræftsvulst i knæet. Benet blev sat af, og han fik det stadig værre i løbet af sommeren, som han tilbragte hos søsteren Isabelle. Han døde i Marseille, 37 år gammel, den 10. oktober 1891:

Set nok. Synet har mødt sig selv for alle vinde./ Haft nok. Byers støj om aftenen, og under solen, og altid./ Kendt nok. Livets standsninger. - Åh, rygter og visioner!/ Afrejse til hengivelsen og nye lyde! (»Afrejse«)

Danske versioner

Arthur Rimbaud: En Tid i Helvede. Oversat af Erik Ditlevsen. Forlaget Frost-Hansen, 1949. 

Arthur Rimbaud: Les Illuminations. Oversat af Jørgen Sonne. Træsnit af Erik Christensen. 36 s. Forlaget Grafisk Cirkel, 1949.

Arthur Rimbaud: En sæson i helvede. Gendigtet fra fransk af Rolf Gjedsted. Illustreret af Anne Wivel. 52 s. Forlaget Thaning & Appel, 1972.

Arthur Rimbaud: Efter syndfloden. Udvalgt og gendigtet fra fransk af Rolf Gjedsted. Med tegninger af Anne Wivel. 48 s. Forlaget Thaning & Appel, 1973. 

Arthur Rimbaud: En engel i hænderne på en barbar. I udvalg og gendigtning ved og med illustrationer af Rolf Gjedsted. 92 s. Husets Forlag/Serien for Oversat Litteratur, 1991.

Arthur Rimbaud: En Årstid i Helvede. Oversat af Uffe Harder. Grafiske arbejder af Robert Jacobsen. 54 s. Forlaget Cordelia, 1992.

Arthur Rimbaud: En Årstid i Helvede. På dansk ved Uffe Harder. Med efterord af Erik Skyum-Nielsen. Redigeret af Arild Baltzer. 62 s. Roskilde Bogcafé, 1998.

Arthur Rimbaud: Illuminationer. På dansk ved Erik Knudsen. Tekstredaktion: Hans Peter Lund. 66 s. Gyldendal, 2007. 

Arthur Rimbaud: Udvalgte værker. På dansk ved Hippolyte de la Garde. Illustreret af Mark Tholander. 358 s. Det Poetiske Bureau, 2010. 

Arthur Rimbaud: Rimbaud i udvalg. På dansk ved Hippolyte de la Garde. Illustreret af Mark Tholander. 426 s. Det Poetiske Bureau/Bureauets klassikerserie, 2020.

Biografisk på dansk

Haakon Bugge Mahrt: Digteren og eventyreren Arthur Rimbaud. Oversat fra norsk af Arild Baltzer. Illustreret af Chrix Dahl. Med efterord af Mikkel Jørgensen. 94 s. Roskilde Bogcafé 1992.

Rolf Gjedsted: Fordømt af regnbuen. En roman om digteren Arthur Rimbauds liv. 272 s. Forlaget Schønberg, 1998.

Graham Robb: Rimbaud. En biografi. Oversat fra engelsk af Hippolyte de la Garde. 667 s. Det Poetiske Bureau, 2021.

*) To fiktionsfilm har prøvet at skildre forholdet mellem Verlaine og Rimbaud, begge uden videre held, skønt casting og budget var optimale. Italieneren Nelo Resi lader Terence Stamp spille Rimbaud i Una stagione all'inferno (1971), hvor Rimbaud ser tilbage på forholdet fra sin sidste tid i Etiopien. Jean-Claude Brialy spiller Verlaine. Filmen fik fransk, tysk og spansk premiere, men kom ikke i dansk distribution. Agnieszka Holland instruerede Leonardo DiCaprio og David Thewliss i Total Eclipse fra 1995. Det er svært at sige, hvorfor den film ikke lykkes. Den skildrer parrets vandreår, og især David Thewliss er god som Verlaine. Resis film er sjælden og svær at få at se. Total Eclipse bliver faktisk streamet på SF Anytime.

**) Van Morrison synger »Tore down a la Rimbaud« på A Sense of Wonder (1985), og Bob Dylan henviser til forbilledet i teksten til »You're Gonna Make Me Lonesome When You Go« fra skilsmissealbummet Blood On the Tracks (1975): »Situations have ended sad/ Relationships have all been bad/ Mine've been like Verlaine and Rimbaud«. Rimbaud er det første Dylan-persona, som taler til kameraet i Todd Haynes' bemærkelsesværdige film, I'm Not There (2007), hvor seks faser i sangerens biografi er flettet sammen til et mytologisk portræt. Rimbaud-avataren bliver spillet af Ben Whishaw. 

Den største hommage til ikonet kom fra den franske sangskriver Léo Ferré (1916-1993). Ferré satte 37 digte (ti af Rimbaud og 14 af Verlaine) i symfonisk musik og fortalte historien om forholdet på dobbeltalbummet Verlaine et Rimbaud (1964). Ferré var et fyrtårn i chanson/varieté-traditionen. Han byggede videre på sin succes med Baudelaire-albummet Les Fleurs du mal fra 1957.

   Joan Baez og Peter Schickele var stærkt inspireret af Férré, da de konstruerede lydlandskaberne på poesimontagen Baptism: A Journey Through Our Time (1968). Her er to af Rimbauds digte (»Barndom III« og »Evil«) anbragt blandt tekster af John Donne, James Joyce, Walt Whitman, William Blake, Federico Garcia Lorca, e.e. cummings og mange andre stemmer, der talte og taler til tiden. Leo Ferrés sidste album var Une saison en enfer (1991), udgivet til 100-året for Rimbauds død.

***) I juli 2021 udgav Bureauets Klassikerbibliotek også Graham Robbs biografi fra 1999. Der er ikke noget galt med Graham Robbs bog, som prøver at skrive biografi i stort format med et sparsomt materiale. Men det fineste nålestik foretages, synes jeg, af Charles Nicholl i Somebody Else: Arthur Rimbaud in Africa 1880-91 (London: Jonathan Cape, 1997), som fokuserer på og udreder Afrika-tiden. 

 

Ajourført og revideret udgave af teksten i Weekendavisen Bøger 08.11.1991