Found Footage | The Blair Witch Project (1999) [Horror 100]

IND I SKOVEN
Fra æstetisk outlier til ny hjørnesten

Af BO GREEN JENSEN

DECEMBER 1999: DEN kommercielle baggrund for Blair Witch-legenden er så usædvanlig, at den ikke helt kan udelades fra en kritisk vurdering af filmen, der i mange henseender deler teknisk præmis og æstetisk metode med de danske Dogme 95-film.

   I 1990 mødte Daniel Myrick (f. 1963) og Eduardo Sánchez (f. 1968) hinanden på University of Central Florida, hvor begge studerede film. De fandt sammen i en lidenskab for det bizarre, for udførlige konspirationsteorier og okkulte gys af typen, der virkelig bliver under huden. I fællesskab realiserede de afgangsfilmen Fortune, og da de sammen med Gregg Hale (f. 1966), en forhenværende kommandosoldat, etablerede produktionsselskabet Haxan i Orlando, var et af pionerprojekterne kortfilmstrilogien Black Chapters, der udspringer af samme psykologi som Chris Carters kultserier The X-Files (1993-2018) og Millennium (1996-1999). Haxan producerede i øvrigt reklamefilm og instruktionsvideoer af forskellig art.*

POINTEN er, at Myrick og Sánchez ikke havde kontakt med den etablerede filmindustri. The Blair Witch Project, parrets debut i spillefilmslængde, blev produceret for 60.000 dollars. På en gængs produktion kan man ikke engang lave fortekster for beløbet. Derfor er filmens succes i sig selv et eventyr, der betager den amerikanske underholdningsindustri. 

   The Blair Witch Project blev en af sommerens mest sete film i USA og fik alene dér solgt billetter for 140 mio. dollars. Filmen har spillet sig hjem 1.000 gange, hvilket er den suverænt bedste forretning, nogen i amerikansk film har gjort meget længe, også når man tager højde for robuste investeringer som James Camerons Titanic (1997) og George Lucas' Star Wars Episode 1: The Phantom Menace (1999). Endvidere lykkedes det Myrick og Sánchez at skabe et fænomen, der havde tag i internetgenerationen, endnu før filmen fik premiere. I det etablerede Hollywood vil man dræbe for den slags succes.

   Den håndholdte gyser blev vist på Sundance Festivalen i januar 1999 og begejstrede sit publikum, men fra branchens side blev den betragtet med skepsis. Derfor kunne det lille distributionsselskab Artisan sikre sig filmen for et beskedent beløb. På årets Cannes Festival – hvor den blev vist i Quinzainen, der løber parallelt med, men uafhængigt af hovedkonkurrencen – var Blair Witch Project filmen, som alle lige måtte nå.

   For hver dag kom der flere gæster på det gennemarbejdede website, som i sig selv var en nyskabelse. 20 millioner klik blev det til. Da snart sagt alle vestlige nyhedsmedier havde bragt en benovet feature om fænomenet, fik filmen endelig premiere. Få film er markedsført mere kreativt.

HVAD har man så at forholde sig til, når den massive hype endelig udmønter sig i en almindelig dansk biografpremiere? Man har en markant og i æstetisk henseende meget original lille film, som umuligt kan leve op til sin foromtale.

   Præmissen er som følger, i al sin gribende enkelhed: I oktober 1994 camperer tre filmstuderende i skovene omkring Burkittsville i delstaten Maryland, hvor man siden 1785 – da den lille by endnu bar navnet Blair – har fortalt makabre historier om heksen, der tager børn og voksne jægere til sig for at gøre unævnelige ting med deres sjæle og kroppe.

   Det er Heather Donahue, der vil aflevere en film om legenden som sin ambitiøse hovedopgave. Med sig har hun Joshua Leonard, der skal føre det lånte 16 mm-kamera, og den joviale lydmand Michael Williams. Alle tre er ordinære, for ikke at sige banale typer. De »spilles« selvsagt af Heather Donahue, Joshua Leonard og Michael Williams.

   

CITATIONSTEGNENE er centrale. The Blair Witch Project gør sit betydelige indtryk ved at sætte virkeligheden i anførselstegn og bearbejde horrorgenrens arketyper i en frapperende cinema verité-æstetik, man sædvanligvis forbinder med dokumentariske produktioner. Før filmen forkynder en skærmtekst, at de alle tre forsvandt uden spor. Hvad vi ser, er angiveligt en redigeret version af nogle bånd, som blev fundet i skoven et år efter holdets forsvinden. Ingen ved, hvad der virkelig skete, og det er op til hver enkelt tilskuer at gøre filmen færdig i sit hoved. Som sagen står, kan man næppe betvivle Blair-heksens eksistens. I hvert fald endte turen grimt. Det ser vi jo selv på de rystende slutbilleder, som filmen viser lige før mørket.

PRÆMISSEN er ikke mindst genial, fordi den får os til at acceptere en hob af urimeligheder og en primitiv rammefortælling. På dokumentarfacon følger vi ekspeditionens forberedelser. Heather pakker rygsæk, Michael og Joshua køber ind. Man tager hjemmefra med maven fuld af forventninger, og i Burkittsville lader en række karikerede lokale typer sig beredvilligt udspørge om hekselegendens udspring og praktiske konsekvenser for livet i den lille by.

   Tonen er stiv og kartontyk. Længe ligner det tv-satire, og man har svært ved at forveksle båndene med filmet virkelighed. Stilen rendyrkes i den veloplagte »mockumentary«, The Curse of the Blair Witch, der fungerer som filmens »Bag kameraet«-feature og kan ses på den amerikanske dvd-udgivelse. Her udtaler holdets familie, venner og lærere sig om, hvordan Heather, Josh og Michael var.

   Det studentikose præg fortoner sig, da holdet når ind i den mørke skov. For det første har både vi og spillerne, der kun fik kursoriske dag-for-dag instrukser under optagelserne, en reel forventning om, at noget voldsomt vil ske. For det andet gennemspiller de tre pionerer med stadig stivere smil hele registret af stress-reaktioner. Et vendepunkt nås, da kortet forsvinder, og ekspeditionen må indse, at den er faret vild.

   Her krakelerer også Heathers selvsikre fernis, mens Michael til gengæld begynder at forstå, hvorfor hun har klamret sig til det kamera, som de andre finder irriterende. For set gennem linsen er verden en anden. Objektivet udgør et filter, og man kan bevare illusionen om kontrol. Filmmediet skaber med andre ord sin egen virkelighed, og det er vel pointen i The Blair Witch Project. I hvert fald lyder dialogen i disse scener som replikker, der er skrevet ned. Ellers arbejder spillerne ud fra et oplæg og reagerer, som de selv ville reagere.

SÅ spændende metaformen nu er, kan det ikke undgås, at forspillet slæber. Der fokuseres evindeligt på kviste, sko og klippeformationer, mens man bliver fortrolig med karaktererne og affinder sig med den svimle kameraføring. Hverken vi eller de har endnu set skyggen af nogen okkult gestaltning, da filmen efter tre kvarter bekender kulør og hiver skuffen med autentisk horror ud af det generiske arkivskab.

   I skoven ankommer vi til en lysning, hvor kviste og grene er anbragt i rituelle formationer. Den primitive menneskefigur, en forvokset tændstikmand, der også fungerer som filmens logo, er tilforladelig nok i sig selv. Men nogen eller noget har konstrueret og anbragt den inde i skoven. Her synker vi spyttet sammen med den udsatte trio. Fra da af er angsten taktil og begrundet.

DET er i skoven som et mytisk ursted, at Myrick og Sanchez henter den inderste styrke i filmen. Om dagen er skoven et venligt og duftende sted, hvor man kan orientere sig. Det er om natten, i det uigennemtrængelige mørke, at gruen bliver håndgribelig. Fra Nathaniel Hawthorne til Stephen King har amerikanske forfattere sendt repræsentative mennesker ind i skoven for at lære nye ting om sig selv. Skoven udgør et første vildnis, hvor naturen endnu ikke er trængt tilbage af social facade og civiliserede skikke.

   Også i europæiske eventyr er symbolværdien af skoven betydelig, men i de amerikanske naturområder, hvor det store mørke stadig findes, bliver det muligt at skildre fortabelsen og udsatheden som noget konkret. Hvilket ikke mindst filmen har gjort, fra Walt Disneys Snow White and the Seven Dwarfs (1937, da. Snehvide og de syv dværge) til John Boormans sublime Deliverance (1972, da. Udflugt med døden), som personerne i The Blair Witch Project selv henviser til.

   I skoven lever kaos endnu. Det andet, alt dét som ikke er mennesket, har endnu tag i jorden og kender ikke til akademisk skelnen mellem fantasi og virkelighed. Også hvis Myrick og Sanchez havde besluttet at dementere myten om heksen, ville filmen have været en seværdig variation over det hævdvundne tema.

NU rykker mørket dog hurtigt mod facit. De tre personligheder smuldrer time for time, mens alle forsøg på at finde vej ud af skoven viser sig futile. Man går i ring, udmattelsen sætter ind, og Michael og Heather kan kun mobilisere en flegmatisk foruroligelse, da Josh bliver væk fra de andre. Ved teltflappen finder de næste morgen en fetich af kviste med en lille blodig pose i. Vi ser den ikke tydeligt nok til at kunne bestemme det nærmere indhold, og detaljen er derfor så meget mere skræmmende. De snubler videre, vi snubler videre. Endelig ankommer vi sammen til en bygning, et forfaldent og tilsyneladende ubeboet skovløberhus, hvor filmen når et gådefuldt klimaks, før den bryder endeligt af.

SLUTNINGEN er frysende åben, og det er noget af det bedste ved filmen. I de sidste minutter er angsten total. Stemmer kalder forgæves i mørket. Vi har kun en flaksende lygte at se ved i huset. Alt er gjort med minimale virkemidler, ved at orkestrere atmosfæren. The Blair Witch Project har ikke budget til effekter.

   De sidste stærke scener udgør en sejr for instruktørernes idé om en ekstrem realisme, der føles som virkelighed i anden potens. Det er dog ikke nok til at sikre filmen en øjeblikkelig placering blandt de store okkulte gysere. Indtil videre er The Blair Witch Project primært interessant som eksperiment og fænomen. Tiden vil vise, om filmen er slidstærk nok til at sætte sig varige spor. For det kommer næppe bag på nogen, at legenden lever videre.

JANUAR 2024: Efter 25 år voterer juryen stadig. The Blair Witch Project blev fundamentet for en ny undergenre af found footage-produktioner og franchises som Paranormal Activity. Der kom to fortsættelser og en tv-version. Lanceringen er lærebogsstof, og der er skrevet mere om dén end om filmen. Der er bred enighed om, at slutningen holder. Omvendt er der ikke mange, som genser Blair Witch alene for glæden. 

Se også Arthur Miller: The Crucible/ Heksejagt (1953/1996);  Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100]; Slipstream | Johannes Nyholm: Koko-di Koko-da (2019); Gaspar Noé: Lux Æterna (2019); Satans kvinder: Akelarre/ Coven (2020). 

*) Haxan har sit firmanavn fra danskeren Benjamin Christensens svensk producerede Häxan -  Ett kulturhistoriskt föredrag i levande bilder (1922, da. Heksen), som med titlen Häxen - Witchcraft Through the Ages var en international succes. Med sin blanding af æstetisk rekonstruktion og fingeret dokumentarisme er Häxan et tidligt eksempel på kritisk metafiktion. Essayfilmen fik psykedelisk kultstatus i 1968, da et amerikansk remix brugte William S. Burroughs som fortæller. 

The X-Files lukkede ned i 2002 efter ni sæsoner, men i 2016 vendte David Duchovny og Gillian Anderson tilbage til rollerne som Mulder og Scully i 16 nye episoder. Biograffilmen The X-Files (1998) udgør et hængsel mellem femte og sjette sæson. I 2008 instruerede Chris Carter selv The X-Files: I Want to Believe.

The Blair Witch Project. Instr. og manus: Daniel Myrick og Eduardo Sanchez. Foto: Neal Fredericks. 82 min. USA 1999. Dansk premiere: 02.12.1999.

Fotos: Haxan Films/ Summit Entertainment/ Artisan Entertainment/ StudioCanal/ Egmont Entertainment/ The Criterion Channel/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 02.12.1999