søndag den 15. december 2019

Paprika Steen: Den tid på året | That Time of Year (2018)


HJERTERNES FEST
Den bedste danske julefilm

 Af BO GREEN JENSEN

INTET er sødt som ideen om den danske juleaften. Højtiden samler familien, sætter konflikter på pause og får os til at fokusere på de vigtige ting. Frem for alt er det børnenes fest. Der er vist også noget med Jesus.
   Realiteten er mindre idyllisk. Meget går galt, som det plejer, og vi kan aldrig helt genskabe fryden, vi husker. Men vi gentager forsøget hvert eneste år, og bagefter var det alligevel godt. Julen er et vilkår som kærlighed, vejret og døden. Den er større end al vores modstand og skepsis. Lige om lidt skal vi til det – igen.


 PAPRIKA Steens Den tid på året samler 12 karakterer hos lærerparret Katrine og Mads, der som sædvanlig lægger hus til den traditionsrige fest. Før aftenen er omme, når selskabet op på 14 kuverter. En femtende gæst medvirker via sin smartphone. Hele den danske familie er med. 
   Medlemmerne præsenterer sig selv på lang afstand. Telefonbeskeder tikker ind i prologen. Den-og-den laver rødkål. Bibber må nok igen melde afbud. Megen fnidder er oppe i luften. Men vi kommer, og vi glæder os. 
   Mads (Jacob Lohmann) er den rolige faktor i køkkenet, mens Katrine (Paprika Steen selv) har kriser og præstationsangst. Da hans forældre (Bodil Lassen og Hans Holtegaard) ankommer, gør de heller ikke megen stads af sig. Det er i Katrines slægt, at relationerne bliver gennemlyst.
   Der er tre voksne søstre og deres familier. Katrine og Mads har teenagedatteren Maria (Fanny Bornedal), som er mærkeligt fjern denne aften (og har sine grunde). Sønnen Jens Peter (Mikas Dalhoff Christiansen) er trind og lidt ordblind, men god og forstandig.
   Der er evig konkurrence mellem Katrine og lillesøster Barbara (Sofie Gråbøl). Hun er præst og gift med Torben (Lars Brygmann), som drikker lidt for meget rødvin og skriver selvudgivne bøger om perifere figurer fra besættelsestiden. Parrets søn, Adam (Sofus Mikkelsen), er hyperaktiv og respektløs. Til gengæld læser han Peters Jul højt uden fejl. 
   I sidste øjeblik melder Patricia (Patricia Schumann), familiens fortabte datter, sin ankomst. Hun medbringer kæresten Bo (Jakob Randrup), der også er forhenværende misbruger. Han har datteren Lea (Troja Trovatten), en lille blomst med intakt barnetro, som Mormor ikke kan finde ud af, om hun skal kalde et bonusbarn eller en papdatter.

 

MORMOR Gunna (Karen-Lise Mynster) er god til at smage på pauser så længe, at de helt sikkert når at blive pinlige. Engang var hun gift med Poul (Lars Knutzon), pigernes far, som fandt en yngre kvinde og fik en datter mere. Også de er inviteret, men kun Poul dukker op. Han drikker rødvin og skriver som Torben, men bøgerne kommer på etablerede forlag. En af dem handler om Hans Egede Schack. Den fik kniven af Lars Bukdahl i Weekendavisen. Det tager Poul nu knusende roligt. Til gengæld er han træt af svigersønnen, som altid vil i åndfuld dialog.



 FILMEN foregår over et døgn og bliver for det meste i huset. Der er afstikkere til Torbens bil (hvor Poul drikker Black Label i frosten, da han ikke kan bære flere skærmydsler) og kirken (hvor Barbara holder sin første juleprædiken, der er fuld af fremmedgørende kronikørsnak). Senere kommer vi op på loftet og ud i haven, hvor sneen fyger så stærkt, at gæsterne må overnatte. Ellers foregår samtlige scener i køkkenet og stuen.
   Det lyder måske som en blanding af tv-spil og klaustrofobisk teater, men Den tid på året er en stringent spillefilm, virkelig velskabt og gennemarbejdet, som fortjener at blive set på stort lærred i et mørke, der fremmer koncentrationen. Jakob Weis har skrevet et sjovt manuskript, som giver hver person dyder og fejl. Paprika Steen orkestrerer forløbet, så alle temaer får deres tid, og hver detalje i spillet står mejslet.

FØRST gør alle deres bedste, men i aftenens løb kommer skeletterne frem. Der er gammelt nag og misforstået fjendskab. Ubehagelige sandheder bliver sagt. Der er morsomme satiriske detaljer. Der er også en kærlighed under det hele. Det er rigtige mennesker i en virkelig familie. Ingen bliver udleveret.
    Jeg kan mindes et par udenlandske højtidshistorier, der indfanger den moderne familiejul lige så skarpt. Alan Ayckbourns britiske Season’s Greetings (1986) er en ondskabsfuld tv- (og teater) klassiker.* Arnaud Desplechins franske Un Conte de Noël (2008) var kærlig, morsom og kontrær på samme måde. Der er også amerikanske forbilleder af Christmas in Connecticut-typen.
  Alligevel tror jeg ikke, at nogen har fanget sjælen i julen så smukt og så usentimentalt. Det er instruktøren Paprika Steens svendestykke. Hun var lidt for alvorlig i Lad de små børn komme… (2004) og anstrengt morsom i Til døden os skiller (2007). Dette stjerneskud sidder lige i skabet. 



 *) Det kunne for den sags skyld være her, at plakaten for Den tid på året har fundet sin gode idé om glaskuglen, der samtidig er en bombe. Ayckbourns bidske – og så alligevel ikke helt sorte – komedie bliver spillet på britiske scener hvert år til jul, og der findes en filmatisering fra 2015, men den klassiske udgave er og bliver Michael J. Simpsons tv-version, som BBC sendte den 24. december 1986. Teksten er særligt egnet til tv, fordi familien har fjernsynet kørende, mens der pyntes op og bliver gjort klar. Barbara Flynn og Geoffrey Palmer spiller parret i midten, Belinda og Bernard. Peter Vaughans sadistiske Onkel Harry er en mindeværdig figur. 

Den tid på året. Instr.: Paprika Steen. Manus: Jakob Weis. Foto: Jens Schlosser. 101 min. Danmark 2018. Premiere:08.11.18


Fotos: Jens Schlosser/ Nordisk Film Production/ Det Danske Filminstitut/ FilmFyn/ TV2 Danmark/  Nordisk Film Biografdistribution/ BBC/ Garrick Theatre London
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsenn trykt  første gang i Weekendavisen Kultur 09.11.2018.
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar