ILDFLUER I IMPERIETS SKUMRING
Et klart febersyn fra det gamle Europa
Af BO GREEN JENSEN
ÅRET er 1913. Sommeren får støvet til at flimre. Luften er lummer, og rygterne svirrer. Det er året, før krigen begynder. Budapest er en varm og uvirkelig by, da Irisz Leiter (Juli Jakab) genser den som voksen. Hun var to år, da familiens forretning, byens førende i hatte, handsker og kjoler, gik op i flammer. Begge forældre omkom i branden.
IRISZ voksede op i Trieste. Hun lærte at sy udsøgte hatte. Nu er hun tilbage for at søge arbejde i forretningen. Den er imens blevet moderniseret af Oszkar Brill (Vlad Ivanov), en brutal og foretagsom finansmand af den nyrige skole. Han overtog alt under mistænkelige omstændigheder og driver forretningen sammen med Zelma (Evelin Dobos), som vist nok er hans elskerinde. Brill kasserede fortiden, men han beholdt det fine, gamle navn: Alle i Budapest kender Leiter.
Irisz ankommer som en tiggerprinsesse. Først afviser Brill at ansætte hende, men efterhånden ser han en værdi i at have en ekspeditrice af ædel byrd. Budapest drømmer stadig om at blive en tvilling til Wien, som er hovedbyen i Østrig-Ungarn. Leiter er kejserlig hofleverandør – også i udvalgte kvinder, som følger med tøjet til Wien og forsvinder.
DER hersker betydelig uro i byen. Man skal bare gå ind i en sidegade for at se den anden side af pragten. Irisz prajer en droske med en ubehøvlet kusk. Hun bliver ikke budt velkommen i barndomshjemmet, som nu er et slidt pensionat. Det er ekstremernes tid. Der går rygter om en røverbande, der bruger kapervognskørsel som kamouflage.
OM natten bliver Irisz vækket af råben fra gården. En gal mand – den sidste fra det gamle Leiter – taler i tåger om hendes bror. Hun anede ikke, hun havde en bror. Han hedder Kálmán og har formentlig myrdet den nedrige fyrst Redey, som blev opstemt af at slå og skære i sin hustru (Julia Jakubowska), der stadig vansmægter på slottet. Kálmán var hendes elsker. Nu leder han gruppen af revolutionære, som vist nok vil sætte ild til det hele. Hele byen er et stort Vist Nok.
Irisz følger sporet efter Kálmán. Da hun finder ham, går det ikke, som hun havde tænkt. Imens forbereder Brill sin fejring af Leiters 30 års jubilæum og årets kejserlige besøg. Denne gang vil Zelma gerne til Wien.
LÁSZLÓ Nemes (f. 1977) tog hele verden med storm, da hans debutfilm blev vist på Cannes Festivalen i 2015. Sauls søn genskaber rutinen i Auschwitz og følger Saul Ausländer fra lejrens Sonderkommando. Han fjerner lig, går til hånde og har førsteret til at plyndre de døde. En dag ser han sin søns lig og vil finde en rabbiner, som kan begrave ham behørigt. Filmen er forfærdende livagtig. Kameraet bliver på Sauls ansigt, mens krematoriet anes i baggrunden. Det er 107 minutter på bunden af helvede, hvor ingen er uskyldig. Saul er selv en hykler. Han tog sig ikke drengen, da han var i live.
Sauls søn fik Juryens Grand Prix i Cannes. Siden modtog den alle årets internationale priser, fra Oscar, Golden Globe og Bafta til Bodil, Robert og Guldbagge. Det er en uafrystelig film. Som tilskuer bliver man anbragt i Auschwitz. End ikke Shoah og Schindlers liste har virket så stærkt. Der er samtidig et postmoderne islæt. Man forstår kun logistikken, fordi man har set både Shoah og Schindler – og forhåbentlig hørt om holocaust i skolen.
NEMES følger Sauls søn op med Sunset, som på afstand ser ud til at være den diametrale modsætning: en kostumefilm fra kejsertidens udtoning. Han genbruger dog en række teknikker. Kameraet, som atter bliver ført af Mátyas Erdély, følger Irisz lige så tæt. Men billederne er bredere, så man ser flere detaljer i de uskarpe baggrunde.
Der er den samme atmosfære af hemmeligheder og medvideri. Og den samme kulturhistoriske tilgang. I flæng nævner Nemes selv Kafka og Dostojevskij, maleren Edward Hopper, digteren T.S. Eliot, Louis Feuillades tredje film om Fantômas (som netop er fra 1913) og Friedrich Murnaus Sunrise (1927) – verdens smukkeste stumfilm – blandt sine forbilleder.
NEDE i salen tænker man mere på Stefan Zweig, da Irisz ankommer, og på febrile fortællinger af Arthur Schnitzler, Bruno Schultz og Géza Csáth, mens hun drages dybere ind. Der er konturer af et plot med lag af politisk, religiøs og seksuel betydning. Men ingen klar sammenhæng eller forløsning. Bare flere labyrintiske mysterier og måske en stor brand i den forbløffende slutning, hvor Irisz til og med skifter køn.
Det sidste, vi ser, er en slank skikkelse i en skyttegrav, som fylder landskabet op. Det moderne mareridt er begyndt, og den gamle verden er gået under. Den var, som skildret i Sunset, næppe heller værd at bevare.
FILMEN er en forvandlingskugle, som skifter farve og form hele tiden. Den kan læses på mange måder. Hele drømmerejsen mod slutningen kunne være noget, som Irisz fantaserede om.
Det bedste ved Sunset er uvisheden og en distinkt modernitet, som anslår et klaviatur af facetter. Først er tonen som i en snusfornuftig tv-serie om konsumerismens begyndelse: Mr. Selfridge eller The Paradise. Men det slutter som en sanselig, anarkistisk vampyrfortælling, der kunne være skrevet af Angela Carter.*
Sunset er, i al sin flimren, også et portræt af en kvinde. Det er ikke så anstrengende at følge Juli Jakab, som det var – og skulle være – at stirre på Geza Röhrig i Sauls søn. Flere fans af debutfilmen mener, at Sunset – som fik premiere på Venedig Festivalen i fjor – har mindre tyngde og seriøsitet. Det er klart, at den ikke er uafrystelig på samme måde. Alt skal jo gløde, forførende farligt, som ildfluer i imperiets skumring. Men der er en gedigen vision og et aftryk, som ikke findes magen til hos andre filmskabere.
NEMES er en betydelig stemme. Billedet af ungarsk antisemitisme knytter an til den episke skildring af samme motiv i landsmanden Istvan Szabós nyklassiske Sunshine (1999). »Hvad er det, han vil?« spørger kritikerne. Man kunne svare, at han vil skrive med pennen, som Alexandre Astruc sagde, at gode filmskabere gør.** Sauls søn var et grelt belyst foto, som findes i ét eksemplar. Sunset er et historisk fatamorgana med surrealistiske indstik og politiske krummelurer.
László Nemes er blandt tidens mest interessante filmskabere. Han kommer et helt andet sted fra. Det bliver spændende at se, hvor den næste film fører hen. Lige nu er der grund til at opleve Sunset.
*) I The Bloody Chamber and Other Stories (1979) de- og rekonstruerer Angela Carter (1940-1992) ti klassiske eventyr som fantastiske fortællinger med kønspolitisk tilgang og et formidabelt overskud. Johannes Riis har oversat fem af de fantasmagoriske fabler i udvalget Sort Venus (Samleren, 1988). Desværre ikke Tornerose-historien »The Lady of the House of Love«, hvor en ung officer er på vej til Første Verdenskrig og overnatter hos en rumænsk hertuginde. Nosferatus rose får særlig betydning. Rødhætte-historien »I selskab med ulve« blev filmatiseret af Neil Jordan. The Company of Wolves (1985) fik dansk premiere med titlen Ulvenes Nat.
**) Kritikeren Alexandre Astruc (1923-2016) var en af flere ophavsmænd til auteur-begrebet og teorien. Essayet »Du Stylo à caméra et de la caméra au stylo« stod i tidsskriftet L'Écran Française den 30. marts 1948 og var en forudsætning for den franske nybølges filmsyn. Det er oversat i tredje bunke af Morten Piil og Ib Montys Se - det er film (1966) og kan læses på engelsk på www.newwavefilm.com. Se i øvrigt udredningen i Christian Braad Thomsen: Kameraet som pen. Den nye bølge i fransk film 1958-94 (Gyldendal, 1994).
Sunset (Napszállta). Instr.: László Nemes. Manus: Nemes, Clara Royer, Matthieu Taponier. Foto: Mátyas Erdély. 142 min. Ungarn-Frankrig 2018. Dansk premiere: 09.05.19
Fotos: Laokoon Filmgroup/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Little White Lies (Nemes period portrait)/ Venice Film Festival
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 10.05.19
Ingen kommentarer:
Send en kommentar