Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999

ALLE STANLEYS ÆSKER

På tur i filmskaberens rejseudstilling 

Af BO GREEN JENSEN

KULDE, klarsyn, perfektionisme. Nogle ord bliver altid brugt, når der skrives om Stanley Kubrick. Det er S for satire og K for kontrol. Der er ti monumentale film, som forstærker myten om et geni. Det er med Kubrick som med Orson Welles og Alfred Hitchcock: for hvert år bliver klassikerne større.

   Det er forståeligt, hvis den stadige fejring blokerer for unge filmelskeres trang til at komme i gang. Der er ofte også malurt i kruset. Kubrick var sær; han forstod ikke kvinder; ordensmanien fortrænger al varme. Det er forståeligt, hvis man tænker, at Kubrick må være gammelmandsstof.

   Så er det, at endnu en skeptiker ser 2001, A Clockwork Orange eller The Shining. Og fortsætter tilbage til Paths of Glory, Spartacus og Lolita. Eller går frem i tiden mod Barry Lyndon og Full Metal Jacket. Så er der ingen vej udenom. Det bliver nødvendigt at udforske landet.

STANLEY Kubrick blev født i New York City i 1928 og døde 70 år senere i sit hus i Hertfordshire i England. Det var den 7. marts 1999, kun seks dage efter den første visning af Eyes Wide Shut, som blev præsenteret for ledelsen på Warner Brothers, vist nok endnu før den var færdig.

   Der bliver stadig skrevet artikler, som diskuterer kvaliteten af sound design og color grading i kopien, der fik premiere samme sommer. I det hele taget bliver der skrevet, forsket og ikke mindst lavet videoessays om Kubrick. Målt på kritisk interesse er han uden tvivl den største af de store.

   Studiet havde ventet i ti år på det erotiske drama med Tom Cruise og Nicole Kidman. Optagelserne stod på i 400 dage. Warner finansierede Kubricks liv og virke i 40 år. Hvis Eyes Wide Shut blev hastebehandlet, kan det i og for sig ikke undre. Det er bare slet ikke i Kubricks ånd.

   Filmskaberen blev berømt og berygtet som instruktøren, der havde fingrene nede i alle aspekter og ikke helmede, før hver detalje sad i skabet. Han var både komponisten og dirigenten. Manden, der fandt ædelt metal på de laveste steder, i genrer som krimi, science fiction og horror, misantropen med the Midas touch.

KUBRICK var også kendt for at føre regnskab og skabe systemer. Han gemte alle effekter, papirer og planer i særligt fremstillede papæsker.

   Efter hans død – og på familiens foranledning - blev æskerne åbnet af Hans-Peter Reichmann fra Deutsches Filmmuseum. Benedikt Taschen udgav The Stanley Kubrick Archives og fulgte kæmpeværket op med en bog, som dokumenterer Kubricks arbejde med Napoleon-filmen, der aldrig blev realiseret.

   Det omfattende materiale blev første gang vist i Frankfurt. Stanley Kubrick – The Exhibition har siden besøgt mange byer. Jeg så den første gang i Berlin i 2004, hvor man måbede over at kunne stå i urlandskabet fra 2001. Det er den samme udstilling, der åbner i New York i 2020. Der er dog kommet nyt stof til undervejs, og især er iscenesættelsen – passende nok – blevet finsleben til det perfekte.

   Der er cirka et rum til hver film. Der er fotos, plakater, modeller og skærme: et visuelt overflødighedshorn. Alligevel er det mest fascinerende at se de prosaiske effekter, som er blevet filmhistoriske relikvier. Bowmans hjelm fra 2001, et brev fra Vladimir Nabokov, Kubricks eget skakspil og stolen, som han sad i under indspilningen af Ærens vej.

DET giver et særligt raffineret gys at se skrivemaskinen fra The Overlook Hotel i The Shining. For vist gør det indtryk, da Jack Nicholson slår døren ind med en økse og melder, at »He-e-ere’s Johnny!« Vist virker slutningens spøgelsesfoto. Men intet overgår den isnende fornemmelse, man får som tilskuer, da det bliver klart, at forfatteren har skrevet den samme linie igen og igen: »All work and no play makes Jack a dull boy«.

   Det klaustrofobiske hotel er en perfekt metafor, som koncentrerer Kubricks univers og metode. Alle Stanleys æsker bliver åbnet på The Exhibition. Udstillingen er et godt sted at begynde på Kubrick, men den fungerer sikkert allerbedst, hvis man kender historien på forhånd.

KUBRICK voksede op i The Bronx. Hans familie var jødisk med polske og østrigske rødder, men praktiserede ikke religion. Han begyndte tidligt at fotografere. Stanley var kun 16 år, da han solgte sit første foto til magasinet Look – et ikonisk portræt af en kioskejer, som sælger aviser med nyheden om præsident Roosevelts død.

   Look blev Kubricks første arbejdsgiver. Han tog især mange fotos af boksning og jazz. Kortfilmen Day at the Fight (1951) bygger på denne baggrund. Han lavede den som et visitkort, mens han rejste penge til at optage Fear and Desire (1953), den første spillefilm, som siden blev slettet af værklisten.

   Frygt og begær blev i det mindste set af produceren James B. Harris, som Kubrick indgik partnerskab med. Så i 1955 var der premiere på Killer’s Kiss, en film noir fra boksemiljøet, der af Kubrick blev betragtet som den egentlige debut.

   Den sidste af de tidlige film, som udgør en lang ouverture, er The Killing (1956). Det er endnu en mørkegrå gangsterfilm om et kup, der giver bagslag. Filmen, som havde Sterling Hayden i hovedrollen, var baseret på romanen Clean Break af Lionel White. Kubrick overtalte Harris til at hyre Jim Thompson som manuskriptforfatter og arbejdede selv uden beregning, så der også var råd til at ansætte stjernefotografen Lucien Ballard.

   Det var, hvad man kalder et klogt træk. Af dem var der flere i Kubricks karriere. Hans evne til at vælge kategorisk, til at overveje mange muligheder, før han sagde ja eller nej og stod ved sin beslutning, var også ifølge ham selv en egenskab, han havde fra skak. Kubrick spillede skak hele livet. I perioder også for pengenes skyld.

I 1957 fik Kubrick Kirk Douglas til at spille hovedrollen i Paths of Glory. Ærens vej blev fra begyndelsen set som en klassisk antikrigsfilm. I hvert fald giver den generalerne skylden og taler de meniges sag. Den var forbudt i Frankrig frem til 1974.

   I slutningen bliver en ung tysk kvinde trukket ind på scenen for at synge for de hujende soldater. Da hun gør det, bliver de stille. Skuespillerinden er krediteret som Susanne Christian og hed i virkeligheden Christiane. Hun og Stanley blev gift i 1958.

  

DET er her, at skaktrækket kommer. Efter Paths of Glory blev Kubrick kontaktet af Marlon Brando, som bad ham instruere den western, der senere blev til One-Eyed Jacks (1961). Brando instruerede selv filmen, han havde skrevet sammen med Sam Peckinpah.

   Kubrick var endnu ikke fyldt 30, og det må have været et fristende tilbud. Han valgte i stedet at overtage instruktionen af Spartacus, som Kirk Douglas producerede og havde titelrollen i. Douglas syntes ikke, at der var nerve nok i veteranen Anthony Mann.

   Spartacus var en kolossal produktion, som Kubrick gjorde større endnu ved at tilføje episke slagscener. Han instruerede legender som Laurence Olivier og Charles Laughton, der ikke kunne fordrage hinanden. Han satte sig i dyb respekt og leverede en kassesucces.

   Spartacus lærte Kubrick, hvor vigtigt det er at have fuld kontrol. Det fik han siden på alle sine produktioner. Han brændte især for at filmatisere Vladimir Nabokovs Lolita, som var årets litterære sensation. Den erotiske bog blev i hans version til en sort komedie med James Mason, Sue Lyon, Shelley Winters og Peter Sellers.

   Filmen var kontroversiel, men den blev en kritisk og kommerciel succes. Warner Brothers producerede og distribuerede. Studiet fik herefter eneret på Stanley Kubrick. Han skrev under på kontrakten, som alle siden har misundt ham.

VI er nu i kendt territorium. Efter Lolita fulgte syv film, der alle fik mesterstatus. Nogle øjeblikkeligt, andre efter en inkubationstid. Der var aldrig ligegyldighed, hverken fra publikum eller kritikken.

   Dr. Strangelove; or, How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb (1964) var en funklende sort komedie om koldkrigsårenes våbenkapløb, gammel nazisme og verdens atomare undergang. 2001: A Space Odyssey (1968) var grænseafsøgende science fiction og alt andet lige det Kubrick-værk, som vil blive stående længst.

   

JEG skulle begynde i gymnasiet, da A Clockwork Orange (1971) fik premiere. Den stilskabende filmatisering af Anthony Burgess’ dystopiske hypersatire – som egentlig ikke handler om ultravold, men om retten til at vælge frit og forkert – var en film, som vi så igen og igen. Malcolm McDowell blev et stilikon, og Burgess fandt sin plads i reolen mellem Tolkien, Orwell og Vonnegut. Det er den af Kubricks film, som jeg har dyrket mest og set flest gange. Alligevel synes jeg ikke, at den står så rent som 2001.
   Barry Lyndon (1975) var en underskøn kostumefilm, som man skulle have en vis alder til. Kubrick lavede den, fordi han var interesseret i periodens sociale normer og kontrakter, men især fordi han måtte opgive Napoleon, da Sergei Bondarchuks Waterloo (1970) kom i vejen.

   Også holocaustfilmen Aryan Papers blev aflyst. Det skete, da Kubrick opdagede, at Steven Spielberg var ved at optage Schindler’s List (1993).

   Kubrick brugte mange eftermiddage sammen med den britiske science fiction-forfatter Brian Aldiss. De blev uvenner, mens de skrev manuskriptet til A.I. - Artificial Intelligence (2001), som bygger på Aldiss-novellen »Super-Toys Last All Summer Long«.

   Kubrick endte med at overlade filmen til Steven Spielberg. Man tror uvilkårligt, at Pinocchio-motivet og Den Blå Fe, som giver fablen om den kunstige dreng en eventyrlig slutning, må være noget, som kommer fra Spielberg. Men Pinocchio og Feen var Kubricks idé.

KUBRICK filmatiserede The Shining (1980) af samme grund, som Alfred Hitchcock havde lavet Psycho tyve år før. De var trætte af at skabe kultiverede succeser, som nød kritisk respekt, men kun nåede ud til et aldrende stampublikum. Begge brød deres signaturstil og skabte vild og for alvor skræmmende horror af den fineste, cerebrale karat.

   Stephen King syntes ikke om Kubricks version og skrev senere selv manuskriptet til en todelt tv-udgave, der følger bogen nøje. Den når ikke Kubricks The Shining til livet.

MICHAEL Herr skrev en hel bog om Kubrick, da de bearbejdede Gustav Hasfords roman om The Short-Timers og kaldte resultatet Full Metal Jacket. Første del af Kubricks Vietnam-film er en maskulin sædekomedie, som umiddelbart minder mest om det krigsliderlige univers i Dr. Strangelove. Men faktisk er Barry Lyndon den oplagte parallel. Det er igen et fastlagt regelsæt, som Kubrick vælger at afkode og dykke ned i.

   I anden del er grundtonen klar og elegisk. Krigen får et mystisk skær, som foregriber både Terrence Malicks filmatisering af The Thin Red Line (1998) og Christopher Nolans kronologisk komplekse Dunkirk (2017). Overhovedet er det filmskabere som Malick og Nolan – og Fincher og von Trier – der ligger tættest på Kubrick i dag. 

   Produktionen havde praktiske udfordringer. Kubrick led af flyskræk og ville ikke rejse fra England. Hovedparten af filmen er optaget på et nedlagt gasværk uden for London. Det passer til rekrutskolen på Parris Island, men himlen er for kold til de scener, som foregår i Hue. Det bliver ufrivilligt komisk, at der står transplanterede palmer i asfaltlandskabet.

JURYEN voterer stadig med hensyn til Eyes Wide Shut. Det er Kubricks mest intime film, og jeg er stadig imponeret af symmetrien i strukturen: begyndelsens lumre balsekvens – som er det værste i filmen – varer 18 minutter. Da dr. Harford når frem til den sorte sexmesse i slutningen af drømmerejsen, varer det pornografiske maskebal også 18 minutter.

   Det er blevet sværere at tage de søgende samtaler mellem Cruise og Kidman – som dengang var et ægtepar – helt alvorligt. Men måske kan man bare ikke abstrahere fra spillernes egen historie. Det er derfor, at Keir Dullea fungerer perfekt i 2001. Man kender ham kun fra den film.

   Kubricks brug af György Ligetis musik er fantastisk. Den ungarske komponist – som døde i 2006 – fik tårer i øjnene, når han talte om Eyes Wide Shut. Kubrick brugte også Ligetis værker i 2001. Det er urmusikken, der ledsager abemenneskets kast med den flyvende knogle, som roterer i slow og bliver til et rumskib, da Richard Strauss’ Zarathustra-motiv overtager. Ligeti skrev musikken i 1950, som et subversivt knivstik i Stalins hjerte. Kubrick forvandlede den til kærlighedsmusik.

   Kubrick selv var lettet og meget tilfreds med Eyes Wide Shut. Den moderne version af Arthur Schnitzlers Traumnovelle (1926) var filmen, som han altid havde lovet Christiane. Det var endelig en samtidsfilm om kærligheden mellem mænd og kvinder, som han ikke havde rørt ved siden Lolita, da tiden og familien så anderledes ud.

   

UANSET hvad, så inspirerer Kubrick den dag i dag sine kolleger. Steven Spielberg, som blev Universals privilegerede wunderkind på samme måde, som Kubrick var Warners fastansatte husgeni, har sagt om »Stanley«, at han var »a conceptual illustrator of the human condition«.

   Woody Allen måtte se 2001 tre gange, før han kunne værdsætte den. Han sammenligner Kubrick med Orson Welles og siger: »I would put him in the pantheon of the absolute top film directors that the world has seen«.

   Som altid kommer den mest kvalificerede ros fra Martin Scorsese, der i detaljer kan forklare, hvordan hver scene rørte ham og hvordan boksefilmen Killer’s Kiss inspirerede hans egen Raging Bull.

   Der er bogstavelig talt ingen ende på Kubrick. Han skabte film som forener alle kunstarter og gjorde dem til noget større og særligt.

Se også Stanley Kubrick: Eyes Wide Shut (1999); Steven Spielberg: A.I. - Artificial Intelligence (2001); To versioner: Lolita (1962/1997) [Bogen og filmen].

Stanley Kubrick – The Exhibiton blev vist første gang i 2003. Den er resultatet af samarbejde mellem Deutsche Filmmuseum og The Stanley Kubrick Archive. Nærværende artikel er skrevet i forbindelse med udstillingen i Kunstforeningen Gl. Strand 23.09.2017-14.01.2018. Jeg har senest set udstillingen på Design Museum i London i 2019. Fra 18. januar til 19. juli 2020 vises The Exhibition på Museum of the Moving Image i New York.

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 29.09.2017