FRANSKE FORBINDELSER
»Kode ukendt« overrasker med varme og engagement
Af BO GREEN JENSEN
KARAKTERERNE i Code inconnu er som planeter. De kredser om og mellem hinanden, synes ofte at være forbundne faktorer i et tilsyneladende fastlagt system, men opfører sig andre gange som jokertegn i en uigennemskuelig ligning.
Alt vokser ud af en vilkårlig handling og et tilfældigt møde på Boulevard St. Germain i Paris. Det er morgen og myldrende hverdag, da skuespilleren Anne (Juliette Binoche) kommer ud fra sin opgang og skynder sig af sted til dagens første prøve. På fortovet venter Jean (Alexandre Hamidi), som er blevet træt af den trykkende tavshed på gården, hvor hans far (Sepp Bierbichler) er blevet alene og bitter sammen med dyrene. Jean kunne ikke komme ind hos Anne, fordi adgangskoden var udskiftet. Herfra tager filmen sit ledemotiv.
Jean får koden, Anne går til prøve, kameraet gør ophold ved den midaldrende kvinde, som sidder på hjørnet og tigger. En tid betragter vi gadebilledet. Imens har Jean købt sig noget at spise. Efter endt fortæring krøller han papiret sammen og smider det i skødet på tiggersken. Han går videre, men indhentes af indvandreren Amadou (Ona Lu Yenke), der kræver, at Jean siger undskyld til kvinden. Episoden udarter, kvinden prøver at snige sig bort. Jean er sammenbidt og panikslagen. Anne vender om og blander sig i håndgemænget.
TO ordensbetjente ankommer. Butiksindehaverne taler om kvinden, der skræmmer kunderne væk. Amadou vil forklare sig værdigt, hvilket gør alle negativt stemt. Enden på legen bliver derfor, at tiggersken og Amadou kommer med på stationen. Herfra breder ringene sig om hver af de involverede parter. Der synes at være et mønster, men hverken vi eller filmens fortællersynsvinkel er i stand til at aflæse adfærden. Code inconnu giver sig da til at følge personernes videre vej gennem spillet. Heraf den franske undertitel på Michael Hanekes undersøgelse. Kode ukendt er virkelig »en ufuldendt beretning om flere forskellige rejser«.
ANNES rejse har at gøre med filmen, som hun medvirker i. Den udspiller sig i det sadistisk tonede landskab, hvor Haneke sædvanligvis færdes. Anne skal også genforenes med kæresten Georges, Jeans storebror, som er fotograf og vender hjem fra Rumænien, netop som tiggersken Maria sendes tilbage. Anne forelsker sig i sin medspiller, mens Georges får stadig sværere ved at fungere. Østpå var der borgerkrig og fattigdom, men af samme grund var tilværelsen enkel. I Paris er livet for det meste en stak »bilag, der skal ordnes«.
Politiet må lade Amadou gå, men den afrikanske familie går alligevel i stykker. Maria deporteres, men kommer igen til Paris som illegal indvandrer. Til gengæld deltager Amadou i den store parade af trommer, som også lægger musik under filmen. Annes svigerfar slår besætningen ned og giver pokker i fremtiden, da Jean er kørt væk. Et barn fra Annes opgang begraves, fordi ingen greb ind i forældrenes mishandling. Alligevel fylder Haneke slutningen med en umiskendelig optimisme, som for ham er meget ukarakteristisk.
CODE inconnu er filmen, som Haneke realiserede mellem den ondskabsfulde Funny Games (1997) og mesterværket Pianisten (2001). Den har mere tilfælles med sen, varm Kieslowski end med sædvanlig østrigsk afstumpethed. De mange små spor i den store fortælling forbindes med udsøgt formel elegance. Haneke klipper abrupt ind i scener, der standser lige så brat. Hvert tredje minut roterer lykkehjulet, og vi betragter et nyt felt i kalejdoskopet.
Filmen har meget ud af Binoche, der blandt andet får brug for sin smitsomme latter, men i princippet er karaktererne ligeværdige. Naturligvis er ingen afkodning mulig. Der er ingen hemmelig dør til verden bag facaden, men disse mennesker overbeviser. De er hver for sig alene sammen og hele tiden undervejs. De glider fra hinanden og driver forbi os, men det er ikke ankomsten der tæller. Det er dét at være i fart og på vej.
Kode ukendt (Code inconnu: Récit incomplet de divers voyages). Instr. og manus: Michael Haneke. Foto: Karin Hartusch. 118 min. Frankrig 2000. Dansk premiere: 28.06.2002
Fotos: Arte France Cinéma/ FilmGrab [+]
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.06.2002
Ingen kommentarer:
Send en kommentar