Michael Haneke: La Pianiste (2001) [Moderne mestre]

EN KVINDE UNDER INDFLYDELSE
Østrigsk masochisme ifølge Elfriede Jelinek og Michael Haneke

Af BO GREEN JENSEN

PIANISTEN er Erika Kohut (Isabelle Huppert), en kvinde først i fyrrerne, som aldrig har fået slået hul på den glasmur, der står mellem hende og resten af verden. For det meste er hun tilfreds med distancen. I stilheden er der ro til at dyrke nuancerne i Schuberts Lieder og Schumanns eskalerende vanvid. Over for eleverne på konservatoriet – vi befinder os i kulturbyen Wien, et arnested for klassiske værdier som psykoanalyse, nazisme og arkitektonisk formalisme – er hun skiftevis streng, urimelig og korrekt, men aldrig gavmildt imødekommende. Kold, mopset, neurotisk og frustreret. Dét er Erika midtvejs i livet.
   Erika har også forsonende egenskaber. Hun har aldrig magtet at bryde med moderens (Annie Girardot) kvælende omsorg. Den ældre kvinde binder den yngre til sig ved hjælp af en slags klynkende dominans. Kommer Erika ikke lige hjem, klipper Mor hendes kjoler i stykker. De skændes bravt og kæmper korporligt, men ligger hver nat ved siden af hinanden i dobbeltsengen. Der bliver aldrig gjort forsøg på at forklare, hvordan det er blevet sådan med de to. Vi begriber, at den forsvundne far ikke er død, men vist nok har været indlagt i årevis. 

EN snert af vanvid har familien tydeligvis, men de følges pænt ad og ser rigtige ud, da moderen ledsager Erika til en privat soiré, hvor hun skal spille firehændigt med en anden celeber musikalsk profil. Denne aften møder Erika sin skæbne i skikkelse af den tyve år yngre Walter Klemmer (Benoît Magimel), som er smuk og spiller guddommeligt, skønt han egentlig læser til ingeniør. Nu vil han have enetimer hos Erika, der skruer endnu mere op for den afvisende kulde end sædvanligt. For hun ved vel allerede, at det er Walter hun har ventet på. 
   Nu er alt for så vidt gjort klar til en eksemplarisk bevægende skildring af, hvordan isdronningen kommer til live. Sådan bliver det imidlertid aldrig, for hér sætter Michael Haneke, filmens auteur, sine kløer i det tilsyneladende banale materiale. Glimt for glimt får vi indsigt i Erikas hemmelige verden. I sin berøringsangst har hun koncentreret alle sine følelser i det seksuelle. Hér har hun konstrueret et nær-autistisk kredsløb af sære fetichistiske rutiner, auto-erotiske ritualer og masochistiske ønskedrømme. I denne tvang ser hun Walter som en mulig forløser og har faktisk mod til at åbne sig lidt, da han har presset på længe nok.

DET er, mens vi lærer Erika at kende, at filmen træder i karakter. Hver onsdag aften – af de hurtige bevægelser kan man se, at det er rutine – sidder hun på kanten af badekarret og skærer sig i skridtet med et barberblad. Hun belurer elskende par i drive-in biografen og får udløsning, når hun lader sit vand gå imens. I pornobutikkens videokabiner snuser hun til mændenes sæd i de brugte servietter. Hun drømmer om at blive slået og sparket, har en skattekiste med indsamlet udstyr gemt under sengen. Hun er låst i krampe og spændt som en fjeder, men hun er også en god pianist med indsigt i klangens metafysik.
   Ind i denne forvrængede verden træder nu den naive, sentimentale og relativt ukomplicerede elsker. Det siger vel sig selv, at en lykkelig slutning er ude af billedet. Men det store spiralfald som følger er smukt.

ØSTRIGEREN Michael Haneke (f. 1942) har specialiseret sig i at fastholde den giftige, ubehagelige side af borgerligheden, der i filmsammenhæng bliver enten fortiet eller fortegnet, når man nærmer sig stoffet ad gængse, genrebestemte veje. Haneke giver aldrig ved døren. Hans tema er fortrængningens væsen, den store metafor er perverteret eller kontamineret seksualitet, og man har vel altid respekteret den kompromisløshed, som driver værket i hans film.
   Imidlertid har han haft det med at give enten for meget eller for lidt. Følelseskulden er et grundvilkår i gennembrudsfilmen Benny’s Video (1992), hvor en teenager tager en pige med hjem og nærmest ved et uheld dræber hende, da de skal afprøve alle de interessante adfærdsformer, han har registreret og studeret på sine videobånd. For Benny er virkeligheden i det hele taget lidt uvirkelig, og han reagerer som et barn, der har ødelagt sit legetøj. Den for alvor skræmmende reaktion er dog forældrenes. De pæne mennesker hjælper drengen med at skaffe liget af vejen, og ved filmens slutning er Benny på ferie sammen med Mor, så knægten kan komme sig over hele den ubehagelige affære.

CHRISTIAN Braad Thomsen tæller Benny’s Video blandt sine 100 favoritter i bogen Drømmefilm (2000). Man må også beundre konsekvensen i Hanekes skildring af de marionetter, som befolker den senborgerlige verden. Men man har ingen mulighed for at investere personlige følelser i situationen, og man tænker, at der trods alt ikke findes en sådan mangel på affekt. Alt kunne ske, det er sådan verden ser ud, men der ville være mere smerte, mere menneskelighed involveret. Afstumpetheden som skildres er ivrig efter at inddrage tilskueren med et »hypocrîte lecteur, mon semblable, mon frere!«, der tager for givet, at vi deler Hanekes grundlæggende voyeurisme. Det er ærlig talt ikke sikkert.
   Denne skævhed er endnu mere tydelig i den ondskabsfuldt udspekulerede Funny Games (1997). Miljøet er atter velsitueret og kultiveret. Kernefamilien kører til landstedet med klassiske Lieder i bilens cd-afspiller, og man er alt for længe alt for høflig og konfliktsky til at sige fra, da to unge mænd i tennistøj, en jovial snakkefætter og en kølig nazisttype med hvide handsker, begynder at infiltrere og siden pine og plage familien udførligt, indtil alt er trampet på, alle er døde, og de sadistiske drenge, der gør det hele for the hell of it, kan tage videre til det næste hus.
   Haneke lader de unge mænd lege katten og musen med især familiens mor, men igen skal tilskueren inddrages efter »du-ved-at-du-vil-ha’-det« princippet. På et tidspunkt lykkes det kvinden at skyde den ene voldsmand. Det er umuligt ikke at føle karikaturen af en spontan begejstring, fordi familien endelig formår at slå igen. Men den anden griber fjernbetjeningen på sofabordet og spoler filmen tilbage til før skuddet. Så lettelsen er falsk. Mareridtet bliver ved, den momentane katharsis er annulleret, og man føler sig i bund og grund snydt. Funny Games, som var Hanekes første film i hovedkonkurrencen i Cannes, er nok en af de mest kyniske og ubehagelige film, der er lavet i Europa i nyere tid. Naturligvis ser man, hvor Haneke vil hen. Det bliver det faktisk bare værre af.

DERFOR repræsenterer La Pianiste, som bygger på romanen Die Klavierspielerin (1983, da. Spillelærerinden) af nobelpristageren Elfriede Jelinek, et betydeligt fremskridt for Haneke. Også her bliver de erotiske funny games blodig alvor, men Erika er en kvinde i nød, et afsporet menneske, som man fatter stor sympati for, og frem for alt et virkeligt individ, der kan rase, græde, bløde og endelig også føle, da det er for sent.*
   Det særlige Haneke touch ligger her i den indlevelse, som tilskueren føler med Erika. For vi er med hende hele vejen, det kan ikke være anderledes, heller ikke da hun i jalousi fylder en elevs frakkelomme med glasskår. Pigens hånd invalideres, hun kommer næppe til at spille igen, det er en gennemført lav og sygelig handling, som gør at vi for alvor begriber, hvor langt ude Erika er.
   Men også Walter forstår sammenhængen, og på paradoksal vis er det Erikas ugerning, som endelig bringer dem sammen i en lang, suverænt realiseret scene på konservatoriets dametoilet. Her skaber Haneke forpint erotik uden at vise andet end mental afklædthed. Hans film er det modsatte af pornografi. For det første er han solidarisk med sine karakterer. For det andet yder Isabelle Huppert og Benoît Magimel et samspil så sublimt, at man føler man har set noget sandt, skønt konteksten synes forskruet.

TIL den bitre ende, og det skal forstås helt bogstaveligt, holder filmen tungen lige i munden og griber ikke til melodramatiske tricks. Alt er gennemsyret af den saglighed, man forbinder med Wienerskolen. Her er strengt formelle eksteriører. Pianisternes hænder ses altid stejlt oppefra, når de jager over tangenterne, og Erikas endelige forløsning finder sted off camera.
   Hverken Schubert eller Schumann mildner den sidste rulle med credits. Pianisten er en studie i forpint og forvirret menneskelighed. Man rejser sig i stilheden, knuget som altid i Hanekes verden, men denne gang også løftet af undren, fordi det kan lade sig gøre at skildre noget så hæsligt så smukt.

Se også Michael Haneke: Funny Games (1997); Michael Haneke: Code inconnu (2000) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Ulvetider (2003) + Et møde med filmskaberen; Michael Haneke: Caché (2005) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Funny Games U.S. (2007); Michael Haneke: Det hvide bånd (2009) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Happy End (2017) [Moderne mestre] + Mørke pletter: En samtale med Michael Haneke [Moderne mestre] [2006] + Ætsende østriger: Et interview med Michael Haneke [Moderne mestre] [2012].

*) Elfriede Jelineks roman udkom i 2005 på Forlaget Tiderne Skifter i Louis Puck Hansens oversættelse. Forlaget introducerede Jelinek på dansk allerede i 1990, da Nanna Thirup oversatte romanen Lust (1989). I 2004 modtog Jelinek Nobelprisen i litteratur. Hun er født i 1946, så hun og Haneke er næsten jævnaldrende. De deler i høj grad et revsende gen. På Jelineks officielle hjemmeside - www.elfriedejelinek.com - ligger henved 100 tekster, som kommenterer og kritiserer kulturen i Østrig. Se i øvrigt en række effekter fra filmen i Collection Michael Haneke på det østrigske filmmuseums hjemmeside.

Pianisten (La Pianiste). Instr. og manus: Michael Haneke. Foto: Christian Berger. 129 min. Frankrig-Østrig 2001. Dansk premiere: 03.05.2002

Fotos: Wega Film/ MK2 Productions/ Les Films Alain Sarde/ ARTE/ Arte France Cinéma/ Bavaria Film International/ Bayerischer Rundfunk/ Canal+/ Centre national du cinéma et de l'image animée/ Eurimages/ Filmfonds Wien/ ORF/ DFI/ Österreichisches Filmmuseum/ FilmGrab [+]

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, HBO MAX, SF Anytime

Noget af teksten stod i Weekendavisen Kultur 03.05.2002 og blev efterfølgende skrevet op til et afsnit, der skulle indgå i en bog om Kønnets undren – seksualitet i filmen efter 2000, som faktisk findes i manuskriptform. Den begyndte med Kubricks Eyes Wide Shut og sluttede med Roman Polanskis Venus i Pels fra 2013. Men skulle løbende redigeres og behandle 40-50 film fra perioden. En tilsvarende bog om terrorisme (eller frihedskamp) på film hedder Den politiske drift. Hverken den ene eller den anden forlægger har troet på ideen. Derfor udkommer tingene i blogformat.