Richard Attenborough: Chaplin (1992)

EN KILLING I VILDNISSET
En biopic om Charles Chaplin

Af BO GREEN JENSEN

RICHARD Attenborough (1923-2014) er ikke et varmt navn for tiden. Skuespilleren er for yngre mennesker ensbetydende med den excentriske rigmand John Hammond, som bygger Jurassic Park (1993) i Steven Spielbergs filmatisering af Michael Crichtons eventyrroman om en temapark, der løber løbsk. Instruktøren huskes for biopics, der var velmenende, sentimentale og frem for alt for uinteressante som film.

   Det er, fordi man forveksler hans samlede værker med storfilmen Gandhi (1982), et tre timer langt stykke humanitær kitsch, som understregede at instruktøren ikke var den David Lean, han efterhånden blev forvekslet med. Onde tunger sagde, at Attenborough toppede som filmkunstner, da han i 1947 spillede Pinkie, det katolske kryb, i John Boultings Graham Greene-filmatisering Brighton Rock. Måske er der noget om snakken.

   Attenborough blev med tiden garant for enestående usexede film, som ingen kunne have noget imod. Hans filmversion af musicalen A Chorus Line (1985) er en af de mest livløse scene-til-lærred overførsler, der er drejet overhovedet. Young Winston (1972) var en af de biopics, som gav genren ry for at være støvet og lukket, mens A Bridge Too Far (1977, da. Broen ved Arnhem) var en af de krigsfilm, som gjorde genren svær og anakronistisk, indtil Francis Ford Coppola lavede Apocalypse Now.

   Med Stephen Biko-biografien Cry, Freedom (1987, da. Et råb om frihed) forseglede Attenborough selv den bås, han var blevet sat i. Der er ikke noget galt med forfatterportrætterne i Shadowlands (1993) – om C.S. Lewis – og In Love and War (1997) – om den unge Ernest Hemingway. De er bare umådelig mainstream. Hans sidste film, Closing the Ring (2008), kom i Danmark kun ud på dvd. 
   Også Attenboroughs film om Charles Chaplin ankom med nedslående forhåndsomtale. Og man var tilbøjelig til at tro den. Derfor var Chaplin så meget mere af en overraskelse. Det er en god film, som trods alle sine fejl og mangler både rammer og rummer det egentlige: sjælen eller kernen i Chaplins tidløse værk.

VIST er der problematiske sider ved filmen. Skønt den spiller et godt stykke over tre timer, får man aldrig det episke sug, som er et af genrens adelsmærker (og som for eksempel Spike Lee formår at give Malcolm X i sin biografiske tour de force fra samme år). Chaplin klipper fra starten sig selv i stykker ved at vælge en fragmentarisk, flashback-baseret struktur, som snarere ligner en nødløsning end en egentlig metode.
   Filmen er baseret på Chaplins selvbiografi fra 1964, kombineret med nogle tekniske lån fra David Robinsons Chaplin: His Life and Art. Ideen var i første omgang Diana Hawkins', men siden har manuskriptet ligget hos tre forfattere: William Boyd (der som ophavsmand til romanen The New Confessions har følt sig på hjemmebane i stoffet), Bryan Forbes (1926-2013) og William Goldman (1931-2018). Det er med andre ord et klassisk eksempel på, at nok så mange gode kokke ikke er til megen gavn, når de skal arbejde sammen.
   Goldman – der i kraft af manuskriptet til Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969) regnes for kapaciteten på feltet – træder gerne til og glatter ud og lapper sammen, når et færdigt manuskript har problemer. Det er ikke godt at vide, hvordan Chaplin har set ud, før han kom til. I hvert fald er der stadig rigeligt med løse ender og døde punkter. Det er ikke for meget at sige, at i episk og narrativ henseende falder filmen sammen som et korthus, hvis man ser kritisk på den for længe ad gangen.

FILMEN koncentrerer sig om Chaplins amerikanske år, fra han som 25-årig ankommer til Hollywood og Mack Sennetts Keystone-studier i 1914, til han i 1952 i praksis landsforvises sammen med sin fjerde hustru, Oona O'Neill.

   Den aktuelle anledning er Joan Barrys faderskabssag mod Chaplin, men den er blot et påskud, som gribes i farten og repræsenterer kulminationen på et 30 år langt fjendskab mellem komikeren med Lolita-komplekset og de socialistiske sympatier og FBI–direktøren J. Edgar Hoover, som fra starten fandt Chaplin amoralsk, uansvarlig og især utiltalende, efter at denne ved et middagsselskab havde nægtet at snakke ham efter munden.
   I Mit liv skriver Chaplin selv næsten forsonligt om Hoover: »Når man først har vænnet sig til et temmelig brutalt ansigt og en brækket næse, virker han helt behagelig.« Men han er ikke i tvivl om, at det på kommunistforskrækkelsens og McCarthy-hysteriets højeste var Hoovers håndlanger Tippy Gray – »en negativ overfladisk type med et permanent, tomt smil, der irriterede mig ikke så lidt« – som effektuerede den ydmygende eksilering.

   Attenborough lader Kevin Dunn spille Hoover som en tølper uden nuancer. Og han sætter i praksis punktum for sin film, da Chaplin sejler til Europa i 1954.

ALLIGEVEL ofrer filmen energi på en lang og ujævn prolog om Charlies cockney–opvækst. Geraldine Chaplin spiller sin egen mormor, Charlies sindsforvirrede mor Hannah Chaplin, der mister sine børn ved samme brutale fremfærd fra myndighedernes side, som Chaplin og drengen udsættes for i The Kid (1921, da. Chaplins plejebarn). John Thaw (alias Inspector Morse) er grotesk fejlcastet som impressarioen Fred Karno, der giver Chaplin hans første engagement. Overhovedet er prologen som en bastant og næsten ufrivilligt komisk forfilm til Chaplins liv. Der smøres så tykt på i lokalkoloritten og music hall-atmosfæren, at man ved pressevisningen skruer forventningerne ned og forbereder sig på en lang og stiv formiddag.

DET er da Charlie kommer til Amerika, at filmen kommer undervejs og under vejr med sig selv. I et telt i en mudderpløret mineby i Montana oplever Chaplin for første gang filmen i form af en primitiv one reeler, og han er bjergtaget. Operatøren må køre strimlen seks gange, Charlie tager over og har stadig ikke fået nok, mens også John Barrys fine underlægningsmusik begynder at vise sig opgaven voksen.
   Som turnerende pauseklovn i USA har Chaplin fået et godt tilbud fra Mack Sennett, manden bag The Keystone Cops. Han tager det næste tog til Californien, har ganske mange begyndervanskeligheder, men kommer så i et himmelsk indfald på figuren The Tramp, altså den Lille Vagabond, som han spillede i 75 film og som blev en af århundredets første populærkulturelle totemfigurer. Dan Aykroyd spiller Mack Sennett med bravour, og Marisa Tomei er rørende krukket som divaen Mabel Normand, der også vil instruere, men fra og med disse scener bliver Chaplin helt og holdent Robert Downey Jr.'s film.

DEN 27–årige Downey har tidligere gjort sig bemærket med nogle store method acting–ture i dusinprodukter fra Hollywoods teenageafdeling. Især som katastrofemennesket Julian i Mariek Kanievskas filmatisering af Bret Easton Ellis' Less Than Zero (1987, da. Livet i overhalingsbanen) gjorde Downey indtryk, men hvad han gør med sin Chaplin er så opsigtsvækkende indlevet og selvfølgeligt, at man bæres med på hans præstation. Han tager Chaplin-rollen på sig i en grad, som strækker sig langt videre end til den fysiske lighed.
   Hvor Dustin Hoffman, Billy Crystal, Robin Williams og de øvrige 27 stjerner, der blev prøvefilmet til rollen, uvægerligt ville have forvandlet filmen til et nummer, glider den (dengang) relativt ubeskrevne Downey i ét med sin karakter og giver Attenboroughs fremstilling en troværdighed, som den egentlig burde have forpasset gennem sin klodsede fortælleteknik. Skuespilleren var Oscar–nomineret for sin Chaplin. Det er Robert Downey Jr., som bærer filmen og giver den liv.

EN bedre titel kunne være The Tramp. Det er om den side og de år af Chaplins virke, at filmen koncentrerer sig, mens den sidste del af hans liv springes over og afgørende arbejder som Monsiur Verdoux (1947) simpelt hen forties helt. Mens Den Lille Vagabond styrer filmen, er fortællerstemmen overflødig, men vi tvangsindlægges alligevel til at lytte.
   Rammen om filmen er nemlig, at Chaplin i 1964 sidder i Vevey i Schweiz og uddyber nogle »vage punkter« i My Autobiography for en tungnem forlagsredaktør, som Anthony Hopkins distræt lægger skikkelse til. »Men her er du lidt vag, Charlie,« siger Hopkins for eksempel. »Her er du nødt til at hjælpe læserne lidt.« Hvorpå Downey i tyk paradesminke begynder at fortælle udførligt om banale forhold, som billederne bærer og viser langt bedre.
   Denne struktur er et besynderligt fejlgreb. Det er pædagogen Attenboroughs definitive mistillidserklæring til sit publikum, men det røber også en besynderlig mangel på tillid til instruktørens egne evner som billedfortæller. Netop Attenborough burde vide, at filmen er stærk nok. Og det er den virkelig. I sin sidste time bruger den flittigt løs af originalt materiale, klip fra The Kid, The Gold Rush,(1925, da. Guldfeber) Modern Times (1936, da. Moderne tider) og The Great Dictator (1940, da. Diktatoren), men selv over for originalen kommer Downey faktisk ikke til kort.

DET er i slutscenen, da Chaplin som 82-årig vender tilbage til USA for at tage imod en æres-Oscar, at strømmene føjes sammen og konvergerer. Vi ser Chaplins ansigt, mens han ser på kavalkaden af gamle klip, som han har frygtet ville være for sentimentale, primitive, corny, alt hvad han ellers har fået skyld for at være. Da »The Tramp« og »The Kid« – Chaplin og Jackie Coogan – omfavner hinanden for sidste gang i The Kid, og Downeys ansigt i forgrunden bliver vådt af tårer, mens Chaplins egen musik bruser den gamle filmstump frem til sit næsten ubærligt patetiske crescendo, ja da bliver Attenborughs film virkelig, hvad man må tro, den gerne vil være: en storslået vindikation af sit emnes store sentimentale form, en apoteose for alt ,som er stumfilm og Chaplinesque. Det er, hvad man kalder katarsis.

FILMENS tese er ellers, at Chaplin som purung tabte sit hjerte til korpigen Hetty Kelly og siden søgte hendes billede i alle de pigekvinder, han enten havde et forhold til eller giftede sig med: Mildred Harris, Lita Grey, Paulette Goddard og Oona O'Neill.
   Attenborough lader Moira Kelly spille både Hetty og Oona, mens også Edna Purviance og Joan Barry behandles udførligt. En læbestiftsglinsende scene med Lita Grey antyder skamfuldt, hvad Charlie har villet med de mange meget unge kvinder, men kun Diane Lane som Goddard og Kelly som Oona O'Neill får lov at gøre indtryk.
   Mary Pickford (Maria Pitillo) skildres som en nøjeregnende misantrop, mens hendes gavmilde mand Douglas Fairbanks i Kevin Klines behændige skikkelse bliver det sentimentale nummer, som Downey Jr.'s Chaplin netop ikke er. Rekonstruktionen af det tabte og gyldne, men aldrig uskyldige Hollywood er ellers så kærlig som man kunne forvente.

FILMEN lader Chaplin beholde sit format, og den prøver ikke på at pille særligt ved det glansbillede, han selv tegner i Mit liv. Til gengæld rammer den med ægte følelse kernen i hans værk, og den giver os med sin stjerne Robert Downey Jr. en fuldt flyvefærdig karakterskuespiller for 1990erne. 
   Man har også lov at håbe, at Chaplin i 11. time redder sin titelfigur fra erindringshullerne. I hvert fald er de ti største film sendt ud på video, og selvbiografien bliver atter læst. I denne citerer Chaplin selv det digt, »Chaplinesque«, hvormed Hart Crane i 1928 tilegnede ham sin samling White Buildings.

   I sidste strofe rammer Crane præcist det unikke ved Chaplin, som også Attenborough strejfer i glimt: »Legen skaber skæve smil; men vi har set/ månen i de øde gyder gøre/ en tom skarnkasse til en latterkalk/ og gennem lyd af lystighed og søgen/ hørt en killing i vildnisset.«

Se også Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig latter].

Chaplin (Chaplin). Instr.: Richard Attenborough. Manus: William Boyd, Bryan Forbes, William Goldman. Foto: Svend Nykvist. UK-Frankrig-Italien-Japan-USA 1992. Dansk premiere: 19.03.1993.

Fotos: Carolco Pictures/ Canal+/ JBS/ RCS Video/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames ikke i DK - i UK bl.a. på Amazon Instant, iTunes, Sky Store og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.03.1993.