Slipstream | Charlie Kaufman: Anomalisa (2015)

ET MARERIDT AF ENSHED

Charlie Kaufmans dukketeater for voksne

Af BO GREEN JENSEN

DER findes et rigt register af persekutoriske vrangforestillinger, dvs. paranoide tilstande, hvor hjernen – efter et traume, der kan være psykisk eller somatisk - begynder at forbinde, forbytte eller forveksle fysiske træk hos andre.

   Paraplytermen er DMS – Delusional Misidentification Syndrome. Et af dem kaldes »The Fregoli Delusion«. Her oplever den berørte sine medmennesker – i hvert fald nogle af dem – som den samme person i forklædning.

   I Charlie Kaufmans Anomalisa ankommer Michael Stone til Cincinnati i Ohio. Michael er forfatter til How May I Help You Help Them?, en bog om kundepleje, som er blevet en iværksætterbibel. Næste dag skal han tale ved et seminar. Han tjekker derfor ind på et komfortabelt værelse i hotellet The Fregoli.

   Michael (David Thewlis) har indtil nu haft kontakt med en flypassager, en taxichauffør, en receptionist og en piccolo. De har alle samme ansigtstræk og taler med den samme stemme (som tilhører Tom Noonan). Hotellet er et gennemført generisk sted, hvor personalet siger de sædvanlige ting.

   Michael ringer hjem til sin kone og sin søn. Han kontakter en bitter ekskæreste. Vi ser, at empati ikke hører til hans spidskompetencer. Enten er han fastholdt i en tilstand, hvor alle taler ens, siger det samme og ligner hinanden – eller også virker det sådan, fordi han er trist og selvoptaget.

   I hvert fald er hans verden et mareridt af enshed. Om det så er den sang, Michael hører på sin iPod – blomsterduetten fra Delibes’ Lakmé – er stemmerne de samme. Tjenerne, kæresten, konen og sønnen er alle sammen ens. En maskulin midtvejskrise bliver næppe mere gennemført.

   Da hører han en varm kvindestemme. Den kommer fra gangen, og han banker desperat på alle døre. Sådan finder han kagefabrikanten Lisa, der er i byen for at høre hans foredrag. Lisa ligner ikke alle andre, og hun taler med Jennifer Jason Leighs stemme.

   Michael beslutter på stedet, at det skal være de to for altid. Han gør stormkur til kvinden, som er genert. Hun synger »Girls Just Wanna Have Fun«, så både han og vi er bjergtagne. Endelig elsker de kejtet og stille.

FOR resten er Anomalisa en animationsfilm. Duke Johnsons dukker bevæger sig ved stop-motion, ansigterne er trykt i en 3D-printer. Når nu alle opleves som marionetter, er det den optimale måde at fortælle identitetsfablen på.

   Forfatteren har været her før. I Being John Malkovich – som Spike Jonze instruerede efter Kaufmans manuskript i 1999 – opstår en port ind til skuespilleren John Malkovichs bevidsthed. Alle vil se verden gennem hans filter. Til sidst kravler også Malkovich ind – og oplever alle som kloner.

   Charlie Kaufman spillede mind games i manuskripterne til George Clooneys The Confessions of a Dangerous Mind (2002), Spike Jonzes Adaptation (2002) og Michel Gondrys Evigt solskin i et pletfrit sind (2004).

   Da sidstnævnte blev en succes, fik Kaufman chancen for selv at instruere Synechdoche, New York. Her var Philip Seymour Hoffman en middelmådig instruktør – Kaufmans anti-helte er altid middelmådige mænd – der fik et livsvarigt legat og begyndte at bygge en teaterversion af sin egen historie.

   I dramaet i dramaet var det netop Tom Noonan, som spillede Hoffman. Synecdoche havde premiere i Cannes i 2008. Den fik også dansk premiere, men blev på alle måder en underskudsforretning. Siden har Kaufman forgæves forsøgt at rejse finansiering til en vred, satirisk film om de sociale medier.

DET kan man ikke leve af. Kaufman sagde derfor ja til en invitation fra Carter Burwell – brødrene Coens huskomponist – som i projektet »Theater of the New Ear« har arbejdet med en kombination af musik og iscenesatte readings.

   Kaufman skrev sit bidrag under navnet Francis Fregoli. Han havde svært ved at forestille sig en dukkefilm, da han blev kontaktet af Johnson, men nu står værket og kan ses. Det er mere håndterligt end skalamodellen i Synechoche. For at gengive alting nøjagtigt, måtte størrelsesforholdet dér være 1:1.

   Anomalisa har været år undervejs. Filmen blev produceret ved crowdfunding på de sociale medier, som Kaufman ellers foragter. I perioder lå arbejdet stille. Til gengæld var der intet studie, som han og Johnson skulle stå ret for.

   Til sidst købte Paramount filmen, som fik Juryens Pris i Venedig og blev nomineret til en Oscar, som den ikke vandt, fordi animationsfilm traditionelt er for børn. Men i hvert fald er Charlie Kaufman tilbage, og det er der grund til at glæde sig over. De store afsind må man vogte på, som Claudius siger i Hamlet.

PÅ elskovsnatten har Michael et livagtigt mareridt med flere faretruende versioner af den allestedsnærværende Noonan. Anomien Lisa vækker ham, og de spiser røræg i solen. Han taler om sin kærlighed, hun lader sig rive med. Det er næsten ikke til at bære, da man svagt – men umiskendeligt – begynder at høre Tom Noonans stemme i bunden af Jennifer Jason Leighs.

   Her mangler tyve minutter af filmen. Se den, hvis du synes, at konceptet lyder bare mildt interessant. Allerede Heinrich Kleist så tilværelsen som en marionetforestilling. Misantropen Michael Stone er skæbnens grå Pinocchio, og han ligner en lang række mænd, som vi kender. Når han ser sig i spejlet på Hotel Fregoli, er det meget som at betragte sig selv.

Anomalisa. Instr.: Charlie Kaufman & Duke Johnson. Manus: Charlie Kaufman. Foto: Joe Passarelli. 90 min. USA 2015. Dansk premiere: 03.03.2016

Fotos: Paramount Animation/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmens streames (køb eller leje) på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies

Anmeldelsen er trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.03.2016