Roberto Benigni: Livet er smukt (1997)

DEN STRÅLENDE LØGN

Roberto Benignis holocaustfilm

Af BO GREEN JENSEN

DA Gene Wilder og Zero Mostel – som den fallerede duo i Mel Brooks' gennembrudsfilm The Producers (1967) – skulle sætte en garanteret fiasko op på teatret, valgte de et emne, som med sikkerhed kunne levere den ønskede vare. De tog en nazistisk forfatters makværk og forvandlede det til et sexet, smilende syngespil om Det Tredje Riges storhed og fald.

   Denne musical, Springtime for Hitler, blev imidlertid en ubændig succes. Det samme gjorde Brooks' satiriske farce. På YouTube kan man se den musikvideo, som blev produceret i forbindelse med Forår for Hitler. Den er stadig lige så morsom og skarp.

   Tredive år efter, mens både europæiske og amerikanske instruktører på stadig mere episk vis mindedes de umenneskeligheder, som fandt sted i det nazistiske Tysklands dødslejre, fik den italienske komiker Roberto Benigni ideen til en film, som sagde det samme på et andet sprog. Resultatet var noget så paradoksalt og unikt – ja i teorien vel utænkeligt – som en livsbekræftende blanding af farce og komedie, der udspiller sig i en koncentrationslejr.

   Det er en film, som ikke er i tvivl om, hvad den vil have os til. Først skal vi grine, så skal vi græde, og til slut skal vi gå hjem med et smil og sætte pris på, at vi er til. »Kan man det?« fik mange spurgt, og svaret giver sig selv, for på film kan alt lade sig gøre. »Kan man være det bekendt?« er snarere det oplagte spørgsmål.

LIVET er smukt forenkler historien, men skriver den ikke om, og skønt der er ting, vi ikke ser i lejrafsnittet, er man ikke i tvivl om, at de foregår. I en enkelt ordløs scene til slut går Benigni vild i lejren og ser et bjerg af døde kroppe, som er hobet op ved krematoriet. Det er til og med et barn, som bærer den forbløffende historie. Også Benignis film blev en uventet stor succes.

   Således blev den nomineret til syv Oscars og tog prisen i tre kategorier. Skønt filmen var et år gammel og for længst havde haft italiensk premiere, fik den lov at konkurrere på Cannes Festivalen 1998. Her modtog den Juryens Store Pris. Ved den lejlighed kastede Benigni sig ned og begyndte at kysse jurypræsidenten Martin Scorseses skosnuder.

   I Hollywood nåede han scenen ved at springe fra stoleryg til stoleryg, hen over alle de forbløffede kolleger. Benignis Academy Award, som blev overrakt af Sophia Loren, er altid med på listen over store Oscar-øjeblikke. For den sags skyld er La vita è bella stadig forkætret. Det er en film, som mange elsker og enkelte hader med inderlig kraft. Hverken Schindlers liste (1993), Sauls søn (2015) eller Jojo Rabbit (2019) har været så kontroversielle.

   Benigni, en lille mand som lever på sin egen mærkelige planet, var ganske enkelt ikke til at standse i sin glæde. Med en tro kopi af denne jubel hilser han sin kvindelige medspiller Nicoletta Braschi, som privat er gift med fænomenet, hver gang de støder på hinanden i filmens lange, barokke prolog. »Godmorgen, prinsesse!« er filmens feltråb.

DET er i kraft af den første akt, at balancestykket lykkes så overvældende. I høj italiensk farcestil ser vi tjeneren Guido (Benigni) ankomme til Toscana sammen med en ven. Guido vil åbne en boghandel, men indtil videre bor de hos hans onkel, en lakonisk overtjener. Vi er langt i historien, før vi hører om Guidos jødiske herkomst. Derimod er vi aldrig i tvivl om tidens ideologiske klima. Da Guido og Ferruccio kører deres løbske bil gennem en festklædt landsby, bliver de forvekslet med fascistiske øvrighedpersoner. Guido spørger en far, hvordan den politiske stemning i byen er, mens mandens tvillinger leger i baggrunden. Faderen hører ikke spørgsmålet, men beder Adolfo og Benito være stille.

ENDELIG forelsker Guido sig i lærerinden Dora (Braschi). Der er bogstavelig talt ingen grænser for, hvad han vil gøre for at tænde hendes smil, og de fleste gags har at gøre med den amourøse stormkur, han mobiliserer. Da parret er forenet, går hun ind i et lysthus, og han følger efter. I næste billede er der gået fem år, og deres lille søn Giosué tripper ned ad den skårede trappe. Han forstår ikke, hvorfor jøder ikke må handle hos bageren, som der står på et af gadens skilte. Guido, som nu har fået sin boghandel, enes med drengen om, at de på deres skilt vil skrive, at edderkopper og vestgotere skal holde sig væk. Men på sønnens fødselsdag tager tyskerne både Guido og Giosué.

DEN sidste time er vi i lejren. Hinsides alt håb, men dog ude af stand til ikke at håbe, fordi filmen alene med sin titel har skrevet en slags kontrakt med os. Det bliver dog stadig sværere at se et smuthul for Guido, som får sønnen til at acceptere lejrens helvede ved at opfinde en af alle tiders mest strålende løgne: der er i virkeligheden tale om et kæmpemæssigt rollespil, de er alle deltagere, og den som først får tusind points har vundet en rigtig kampvogn.

   Drengen køber løgnen og er forsigtig med ikke at blive set, så han ender som de andre børn. Medfangerne spiller med på Guidos illusion, og vogterne er uden at vide det med til at styrke bedraget, for Guidos fantasi er grænseløs, når det gælder om at vende verden på hovedet. Hårrejsende omstændigheder forvandles til raffinerede prøvelser i det herlige spil, som de skal være glade for at deltage i. Her er prøvestenen for grundideen, og den viser sig at kunne bære. Efterhånden spiser også tilskueren lidt af den strålende løgn.

ROBERTO Benigni var forgudet i sit hjemland, havde stjernestatus i Frankrig og var også i amerikansk sammenhæng en populær italiensk specialitet. Det var ham, som Blake Edwards indforskrev til at løfte arven efter Peter Sellers, da han ville videreføre Pink Panther-serien.

   Herhjemme havde ingen af hans film haft premiere, siden Johnny Stecchino (1991, da. Johnny Tandstikker) skræmte publikum væk. Jeg fandt ham ret ulidelig. Det var han også de første ti minutter af Livet er smukt, da jeg så den i Cannes. Siden kunne jeg næsten ikke huske, hvad mit oprindelige forbehold gik på. Det var virkelig den film, der vendte konsensus. 

   Aldrig har Benignis fysiske komik haft en bedre ramme at folde sig ud i, og sjældent har sammenligningen med Charlie Chaplin været mere på sin plads. La vita è bella er på sin måde lige så uomgængelig og nødvendig som det kollektive sorgarbejde, der kulminerede med Schindlers liste. I 1997 forlad man Francesco Rosis patetiske filmatisering af Primo Levis La Tregua uden at føle stort andet end et lille stik i hjertet. Dén film blev i biografen. Livet er smukt tager man derimod med sig, formentlig for livet.

Livet er smukt (La vita è bella). Instr.: Roberto Benigni. Manus: Vincenzo Cerami og Roberto Benigni. Foto: Tonino Dellicolli. 115 min. Italien 1997. Dansk premiere: 19.02.1999.

Fotos: Melampo Cinematografica/ Miramax/ CineMAterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Nordic, iTunes, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.02.1999