tirsdag den 23. februar 2021

Besværgende latter: Komikeren Roberto Benigni


BESVÆRGENDE LATTER
Komikeren Roberto Benigni

Af BO GREEN JENSEN

MAN skal vænne sig til Roberto Benigni (f. 1952). Den italienske komiker har med tiden udviklet en distinkt figur, en unik fysisk stil og et lattermildt livssyn, der stædigt fastholder den enkeltes ret til at elske, håbe og tro på det bedste. En væver lille mand, som klovner på kanten af katastrofer, mens han med tunnelsyn fokuserer på livets iboende godhed. For Benigni er koppen altid halvt fuld. Og kan når som helst løbe over med the milk of human kindness.
   Han er aldrig mindre end anstrengende, men man overgiver sig, fordi Benignis begejstring så åbenlyst er helt vaskeægte. Han kom til verdensfilmen ad en bagvej, da han medvirkede i Jim Jarmuschs Down by Law (1986) og Night on Earth (1991). Hans første film som auteur med ansvar for alt hed Tu mi turbi (1983) og var italiensk. Benigni taler stadig andre sprog meget dårligt. Alligevel formåede han i 1990erne at være pinlig på fransk (i Le Monstre), på amerikansk (i Blake Edwards Son of the Pink Panther) og på italiensk (i Johnny Stecchino).


MED den forunderlige La vita è bella (1997, da. Livet er smukt) skete imidlertid en mærkelig og stor forvandling. Vist affødte filmen en typisk debat om, hvorvidt man kan forsvare at tænke på latter, eros og holocaust i én og samme kontekst, men det lykkedes Benigni at skabe en enestående fabel om en jødisk far, der i koncentrationslejren prøver at omskabe hverdagen til en poetisk leg, et livagtigt rollespil, fordi han vil skåne sin søn, som er med. Filmen ligner ikke nogen anden holocaustskildring og er især bemærkelsesværdig, fordi den ikke ser væk fra rædslerne. Endvidere er den lange første akt en pastiche på 1930ernes italienske komedie.


FRA og med Livet er smukt trådte Benigni i karakter som en enspænder, man faktisk kun kan sammenligne med Charlie Chaplin, der i sin tid var lige så anakronistisk enevældig. Benigni giver altid sin hustru Nicoletta Braschi (f. 1960) den kvindelige hovedrolle i filmene, som han skriver og instruerer. Hun fungerer til gengæld som hans producer.
   Der er ingen til at sige parret imod, hvilket nu og da resulterer i kostbare, overflødige scener, som andre kunne have talt duoen fra. Typisk er filmene også for lange, men det er de privilegerede produktionsforhold, som giver Benigni den platform, han behøver.
   Efter Livet er smukt fulgte en overdådig spillefilm efter Carlo Collodis eventyr om Pinocchio (2002). I Danmark kom den kun ud på VOD og dvd, måske fordi målgruppen hverken var børn eller voksne, men eventyrelskere i almindelighed. Ydermere var tolkningen stærkt anti-Disney. Benigni og Braschis følgende satsning var endnu et litterært eventyr. La tigre e la neve (2005, da.Tigeren og sneen) er dog også, i endnu højere grad end Livet er smukt, et kejtet forsøg på at være politisk, poetisk og filosofisk, sådan cirka in one fell swoop.


HVER nat har digteren Attilio (Benigni) den samme tilbagevendende drøm. Iført undertøj står han ved alteret i en romersk ruin uden tag. På stolene i græsset sidder nøglepersoner fra fortid og nutid, mens Tom Waits på klaver diverterer med balladen »You Can Never Hold Back Spring«.
   Bruden (Braschi) er i hvidt og erklærer, at hun vil elske med digteren her og nu. De skal kysse lige om lidt, når han er færdig med at sætte ord på øjeblikket. En græsk præst er ved at vie dem, da en parkeringsvagt bryder ind. Attilio kan aldrig huske, hvor han har stillet sin bil. Drømmen iscenesættes udførligt. Det er sådan en scene, de fleste producere ville prøve at tale filmskaberen fra at realisere.
   Da han vågner, er Attilio alene i lejligheden, hvor han hver weekend har sine store døtre på besøg og ellers forbereder sin undervisning i køkkenet, mens fladskærmen bag ham viser Sergio Leones Den gode, den onde og den grusomme. På universitetet er kollegaen Julia mere end villig til at genoptage forholdet, men han vil finde kvinden i drømmen.
   Attilio kører langt for at høre en oplæsning, som hans iranske digterven Farud (Jean Reno) afholder. Dér er kvinden i levende live, hendes navn er Vittoria. Han vil det hele, men hun vil slet ikke. Gradvis afdækkes en forhistorie. Så tager Vittoria til Bagdad for at bo hos Farud og skrive sin digtsamling.


NETOP da iværksætter USA sit massive bombardement af Irak. Attilio får besked om, at kvinden i hans liv ligger såret og komatøs på hospitalet i Bagdad. Han rejser, som han går og står, fupper sig frem ved hjælp af drabelige hvide løgne og står få timer senere under de krydsede sabler ved porten til Bagdad.
   På hospitalet savner man de mest basale fornødenheder. Attilio og Farud sætter himmel og jord i værk. Kuriøse episoder hober sig op: en stædig kamel, en rusten motorcykel, interimistiske forsøg på at udvinde glycerin. På sin skumplende måde når filmen i mål. Alt falder på plads, men ikke uden brat død og pludseligt mørke. Heller ikke uden en effektiv scene, hvor nervøse amerikanske soldater er tæt på at atomisere den desperat klovnende italiener.


DIALOGEN er overstrøet med citater fra Marguerite Yourcenar, Jorge Luis Borges og Antoine de Saint-Exupery. Benigni er på i samtlige scener, og filmen vil for nogle tilskuere virke hæmningsløst selvpromoverende. Der er huller og ejendommeligheder i manuskriptet, men også mange søde og stærke øjeblikke, som ikke kunne være kommet i stand, hvis beretningen var blevet strømlinet.
   Benignis humor er altid varm og solidarisk; aldrig ondskabsfuld eller morsom på andres bekostning. Vittoria har sagt, at hun ikke vil have noget at gøre med Attilio, før hun ser en tiger i sneen i Rom. Prøv at gætte med hvilket forjættende billede, den hverdagseventyrlige film skal kulminere.
   Det er let at se svaghederne, men man kapitulerer og giver sig hen til filmen, som blev lanceret på Berlinalen i 2005. Benigni og Braschi var æresgæster. Den tynde, irriterende mand er sin egen krøllede genre, men han repræsenterer, med besværgende latter og vild hyperbole, en unik europæisk komediestil, som filmkunsten ville være fattigere uden. Af og til fuldkommen afsporet, andre gange helt central og rørende enkel.

I 2020 kom Benigni igen til Berlin, da hans navn blev trykt med stort på plakaten for Matteo Garrones version af Pinocchio. Her spiller han rollen som Geppetto, mens trædukken, som bliver levende, er skabt med CGI-trylleri, som ikke fandtes i 2002, da Benigni selv tacklede den italienske klassiker. Nu er han mere nedtonet som den toscanske træskærer, der fryser og sulter og tigger, mens han længes efter en søn at dele dagene med i sit værksted.
   I 2005 troede de fleste filmkritikere, at La tigre e la neve var det første i en lang række pinlige forsøg på at gentage succesen med La vita é bella. Sådan er det slet ikke gået. Efter Tigeren og sneen trak Benigni sig mere eller mindre væk fra at lave film. Hans medvirken i Woody Allens To Rome With Love (2012) er en komisk signatur på linje med meta-rollerne i Asterix og Obelix i kamp mod Cæsar (1999) og Jim Jarmuschs Coffee and Cigarettes (2003): Benigni er med for at spille Benigni. Han har ikke selv sat flere projekter i søen.


TIL gengæld er Benigni blevet en af de mest populære (og kontroversielt højst betalte) scenekunstnere i sit hjemland. Fra 2006 turnede han med enmandsshowet TuttoDante, en stand-up bedrift i Anders Matthesen-kategorien: Benigni reciterer Den guddommelige Komedie efter hukommelsen og bruger (uden at tage noget fra teksten) Dante som afsæt for personlige anekdoter og kommentarer til aktuelle italienske forhold.
   Showet varede 90 minutter og blev opført 130 gange: der findes et bokssæt med de samlede forestillinger. I 2007 fulgte 10 mio seere med, da Benigni opførte Il V canto dell'Inferno - dvs. 5. sang af »Helvede« i La divina Commedia - på RAI Uno. Siden turnerede Benigni med TuttoDante i USA og Latinamerika.
   I 2011 kom han ridende ind på Sanremo Festivalen og dekonstruerede den italienske nationalsang, »Il canto degli Italiani«. Det skete igen i en lang monolog, og anledningen var 150-året for il Risorgimento, Italiens Samling. Hesten kunne være et visuelt ekko af den, som er farvet grøn og bemalet med antisemitiske slogans i første akt af Livet er smukt.
   I 2014 gentog han tricket fra TuttoDante med forestillingen De ti bud, som blev sendt i tv over to aftener og set af 11 mio. italienere. Efter sigende ringede pave Frans personligt og takkede Benigni for et nyt blik på det kanoniske stof.
   Roberto Benigni er 68 år. Måske kan succesen med Garrones Pinocchio give ham mod på at lave flere nye film og arbejde uden for Italien igen. Eller synes historien at være den om kunstneren, der flirtede med international status og valgte at blive i landet, hvor han kender og mestrer alle nuancer. Som Kellerdirk gjorde i Danmark; som alle de franske sangere gør.
   Nicoletta Braschi er blevet ved filmen. Hun kan ses som cigaretprinsessen Alfonsina De Luna, der udnytter sine livegne i Alice Rohrwachers Lazzaro den lykkelige (2018). Benigni var tilbage på Sanremo Festivalen i 2020, hvor han reciterede Højsangen og forholdt sig til covid-19 pandemien på en måde, som hans landsmænd kunne se både humoren og sig selv i.




Tigeren og sneen (La Tigre e la neve). Instr.: Roberto Benigni. Manus: Roberto Benigni og Vincenzo Cerami. Foto: Fabio Cianchetti. 114 min. Italien 2005. Dansk premiere: 12.04.2006


Fotos: Melampo Cinematografica/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Tigeren og sneen streames ikke  - Livet er smukt kan ses på Blockbuster, Google Play, HBO Nordic, iTunes, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Weekendavisen Kultur 12.04.2006 + Helte & Djævle 100 fanbreve + februar 2021
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar