Harmony Korine: Spring Breakers (2012)

EN SKULPTUR AF TYGGEGUMMI

Skamløshed i bolsjefarver

Af BO GREEN JENSEN

DER stod kult på Spring Breakers, længe før filmen fik premiere på festivalerne i Venedig og Toronto i 2012. Overalt trak den fulde, begejstrede huse og var noget så relativt sjældent som en succes, der kom ude og nede fra tilskuerne. I DK ville distributøren sende filmen direkte ud på dvd og blu-ray. Men på PIX blev der solgt så mange billetter, at både filmens fans og biografejerne krævede at få den i omløb.

   Her er så the perfect beast, som indie-auteuren Harmony Korine (f. 1973) kunne se i et skamløst klart øjeblik, da han spekulerede på, hvorfor værker som Gummo (1997), Mr. Lonely (2007) og Trash Humpers (2009) havde gjort det så relativt sølle. Som sidstnævnte titel er Spring Breakers tænkt som en forkromet, candyflossfarvet og gennemført anarkistisk hyldest til de historieløse vil-have-mere-nu-og-her-teenagers, der er dagens version af Vild Ungdom, No Future og Generation X.

   Andre film fra tiåret ser på ungdommen med fascination og bekymring. På Cannes i 2013 var Sofia Coppolas The Bling Ring en mere forsigtig pendant til Korines – må man medgive – forfriskende amoralske øvelse i ekstrem ønsketænkning. The Bling Ring er næsten en moster i forhold, skønt instruktricen sikkert tænker, at hun har ladet anarkiet brænde igennem.

DER er et vakkelvornt skelet af en handling, som falder fra hinanden ganske hurtigt, da fantasien tager over i Spring Breakers.

   De første fem minutter viser en strand fuld af hoppende, vuggende kroppe – alle besnærende brune og glatte med bryster og sixpacks – som hopper op og ned på den strand i Florida, hvor collegeungdommen tager ned for at slå sig på hjernen med stoffer og sprut. Musikken er techno af Skrillex og Cliff Martinez, rædselsfuld, men også effektivt sanselig på sin egen hormonforstyrrede måde. Dette er mit kongerige, ville Carlos Reygadas have skrevet hen over lærredet, hvis han signerede Spring Breakers.

TILBAGE på universitetet sidder fire frustrerede piger, som af forskellige grunde ikke har råd, tid eller tilladelse til at tage med de andre på weekend. En del af nøglen til filmens succes ligger i den snedige casting. To af de fire karakterer, Faith og Candy, bliver spillet af Selana Gomez og Vanessa Hudgens, som har store fanbaser med sig fra tv, hvor de spiller søde, uskyldige Disney-piger. Ashley Benson har rollen som Brit, og Cotty – kvartettens mest tøvende medlem – fremstilles af Rachel Korine, som instruktøren selv kalder sin »child bride«.

FOR at få råd til ferien foretager pigerne et brutalt og spontant røveri. Succesen er berusende, og svimmelheden holder helt til stranden i Florida. Her møder de fabeldyret Alien, en urealistisk godhjertet gangster-pimp-pusher-rapper, kreeret med bravour af James Franco, som har guldskinner på tænderne, er i sej hawaiiskjorte og har bling-ringe nok til at vare et liv. Han hjælper dem ud af fængslet, hvor de havner, og gør dem siden til sine seksuelle legekammerater og allierede i den verserende narkokrig mellem hispanics og afroamerikanere.

I FILMENS bedste scener går pigerne planken ud i pink bikini og sorte skimasker. De lærer hurtigt og nyder at skyde. To af dem vil slet ikke hjem. I sin overdrevne strandvilla – dekoreret i stilen palatial kitsch – sidder Alien ved daggry og spiller Britney Spears-sange som etuder på et hvidt flygel. Pigerne ligner muterede Playboy Bunnies med våben og masker, da de slutter sig til ham. Ingen angrer nogen sinde, kun Cotty får moralske anfægtelser. Alien og pigerne er på det rene med, at de ikke har nogen lang fremtid og kun kender lidt til historien. Så hvorfor ikke brænde hjernen og fysikken ud her og nu?

KORINE er en stjerne blandt yngre filmskabere, en slags intruktørernes instruktør. Han skrev manuskriptet til Larry Clarks Kids (1995), samme Clarks Bully (2001) og Hype Williams' Belly (2005). Julien Donkey-Boy (1999) var den første amerikanske produktion, der fulgte Dogme 95-regelsættet – serienummeret er Dogme # 6.

   Korines bedste film er Mr. Lonely, hvor en Michael Jackson-imitator møder en Marilyn Monroe-kopi i Paris. De rejser sammen til et plejehjem, hvor beboerne er udtjente legender: Elvis Presley, Marlon Brando, James Dean osv. Selvsagt alle look-alikes. Filmen har dog ikke Spring Breakers' sygt underholdende kvalitet. Som virkelig er en positiv faktor.

  Spring Breakers er et forførende billeddigt, en visuel skulptur af tyggegummi, som Jeff Koons kunne have designet i et inspireret øjeblik. På pervers vis kommer man hurtigt til at holde af Alien og de vilde prinsesser. Eftersom filmens øvrige karakterer er uden særlig personlighed, kan de blæses væk uden videre.

   Korines dagdrøm nedstammer fra 90er-film som True Romance, Natural Born Killers og naturligvis Reservoir Dogs og Pulp Fiction. Men den er meget mere skamløs og mindre substantiel. Faktisk må man elske hver blodindsmurt bolsjestribe.

Spring Breakers. Instr. og manus: Harmony Korine. Foto: Benoit Debie. 93 min. USA-Frankrig-Canada 2012. Dansk premiere:23.05.2013.

Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Muse Productions/ A24/ SF Studios

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 24.05.2013