Zombie Apocalypse | The Girl with All the Gifts (2016) [Sci-Fi 100]

 

MENNESKER OG NOGET MERE
Der er stadig gode historier i æsken med zombiemytologi

Af BO GREEN JENSEN

ET navnløst sted i England, tiden er lige om lidt. På et ramponeret militæranlæg bliver svært bevogtede tweens hentet i deres celler af nervøse soldater i kampuniform. Børnene bliver forsvarligt fastgjort og kørt i skole.

   Klasselokalet ligner en flyverhangar. Der er panserglas i døren, numre på gulvet, og absolut ingen rører ved hinanden. Sergent Parks (Paddy Considine) starter hver dag med at råbe »Transit! You frigging abortions!« til børnene.

   Kun læreren Helen (Gemma Arterton) er venlig. Hun lader sig overtale til ikke at terpe fysik og læser i stedet højt af en bog med græske myter. Pigen Melanie (Sennia Nanua) husker præcis, hvor de var nået til i sagnet om Pandora. Hun kan også hele tabellen med grundstoffernes numeriske værdi.

   Nu kan Helen kan ikke dy sig. Hun stryger den lænkede pige over håret, og Melanie nyder kærtegnet. Så bryder sergent Parks ind og demonstrerer, hvad der sker, hvis eleverne får fært. Det er et rystende syn. Om natten standser Dr. Caldwell (Glenn Close) ved hver celle. Hun beder Melanie vælge et tal. Næste morgen mangler eleven med dét nummer.

SKØNT ordet ikke bruges, handler denne film om zombier. Jeg tøver med at at nævne det, for The Girl with All the Gifts er ingen røverhistorie. Tværtimod er der tale om ægte spekulativ fiktion, som overvejer om, hvad et liv er. En aggressiv virus i svampefamilien har forvandlet menneskeheden til hungries. De angrebne står for det meste passivt og svajer, men bliver som frådende, snappende hunde, når de lugter levende kød og varmt blod.

   På spredte faciliteter arbejder de sidste mennesker på at udvikle en vaccine. En gruppe angrebne børn har stadig bevidsthed. De er mennesker og noget mere. Melanie kan ikke styre sine rabiesagtige anfald, men hun kan advare om, at de er på vej. Hun er en glad, imødekommende pige, som husker alt, hvad der bliver sagt. Dr. Caldwell noterer, at hun har »en udsøgt evne til at aflæse og efterligne«. Dét ordvalg kommer hun til at fortryde.

   Melanie er fortællingens Pandora. I den første halve time er hun også den, der forankrer fortællersynsvinklen i Colm McCarthys saglige filmatisering af Mike Careys fremtidsroman. Hun ser med store øjne på verden og er ivrig efter at behage. Hun betragter Helen som en mor.

   Det bliver nøglen til videre overlevelse, da hegnet om basen giver efter for horder af hungries. Melanie undslipper sammen med soldaten, forskeren og lærerinden. Filmen er skiftevis et kammerspil og et udstyrstykke med tusindvis af mutanter. London er faldet for længe siden. Gruppen forskanser sig i et mobilt laboratorium, der står tilbage efter de sidste svampejægere.

BRITISK science fiction har altid holdt sig tæt på virkeligheden. Selv Doctor Who foregår henne om hjørnet. Traditionen er fuld af historier om, hvordan det – helt konkret og lavpraktisk – bliver at leve i dystopiske opløsningstider.

   Realismen er ofte konsekvensen af et beskedent budget, men den har skabt en stærk undergenre. Man skal bruge lidt skov, en nedlagt fabrik og et par militære køretøjer. Det fungerer i alt fra The Day of the Triffids til fem sæsoner af The Survivors og 28 Days Later.

McCarthys film ligner især Alfonso Cuaróns filmatisering af P.D. James’ (in)fertilitetsfabel The Children of Men. Han forstår at skabe håndgribelig spænding og umiddelbar empati. Der er en fascinerende forklaring på, hvad sygdommen bliver til i andet stadie, og en række gode retoriske spørgsmål, som bliver stillet på ontologisk baggrund.

   Soldaten og humanisten diskuterer. Parks siger, at han aldrig har mødt gode eller dårlige mennesker. Alle gjorde blot det nødvendige. »Så ingen er nogen sinde ansvarlig?« siger Helen. »Ansvarlig over for hvem?« spørger han.

GIVER det mening at klamre sig til en døende livsform, når en ny art kan gøre det bedre? En episode med vilde børns stammemønster er lige dele Peter Pan og William Golding. Det er tæt og tankevækkende stof i en ellers udpint genre.

   Gemma Arterton skal for en gangs skyld ikke være yndig. Considine og Close giver deres typer konturerne af en karakter. Som pigen med alle talenter og gaver er 12-årige Sennia Nanua enten ekstremt godt instrueret eller en vordende stjerne.

   Lad være med at tænke kulørt science fiction og mere klam vold, som der ikke er brug for. Tænk menneskevarme og nye værdier. Se for den sags skyld en socialpolitisk lignelse i McCarthy og Careys zombiefortælling.

   Det vigtigste er at se den. Det er en af de bedste film fra sit tiår.

The Girl with All the Gifts. Instr.: Colm McCarthy. Manus: Mike Carey. Foto: Simon Dennis. 111 min. UK 2016. Dansk premiere: 03.11.2016.

Fotos: BFI Film Fund/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MoviestillsDB 

Filmen streames (lån, køb eller leje) på Filmstriben, iTunes, Google Play, Blockbuster, YouTube Movies, SF Anytime

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.11.2016