Kenneth Lonergan: Manchester by the Sea (2016)

TILGIVELSENS GRÆNSER

Når tiden ikke lægger alle sår

Af BO GREEN JENSEN

SORGARBEJDE er en sej proces. På film bliver den ofte skildret rigtigt godt, men der er en uskreven regel om, at bestræbelsen skal lykkes. Tiden læger alle sår, og den bedste måde at komme videre på er at tage vare på en anden. Det skal ende med smil gennem tårer eller i det mindste en stålsat fortrøstning.

   Amerikaneren Kenneth Lonergan (f. 1962) har specialiseret sig i at skildre karakterer, der ikke reagerer efter bogen. Han ser dem typisk i situationer, som er for svære til at reparere med vedtagen visdom og velmente fyndord. Især er han god til at kortlægge langtidsvirkningen efter et dødsfald.

   Lonergan snyder ikke med følelsesstoffet. I You Can Count on Me (2000) var Laura Linney og Mark Ruffalo et søskendepar, der levede i skyggen af forældrenes død. Margaret (2011) holdt ligsyn efter en ulykke. Manchester by the Sea er både arien og kulminationen. Sjældent er en hård sorg skildret så konkret og realistisk.

BEGYNDELSEN betragter manden Lee Chandler, som er tilknappet, for at sige det mildt. Han er vicevært i nogle nedkørte udlejningsejendomme i Boston. Lee skraber sne, samler affald og reparerer toiletter. Hvis lejerne klager for længe, beder han dem holde mund. Arbejdet rager ham ikke en høstblomst.

   Lee bor i en kursorisk møbleret lejlighed i ejendommens kælder. Han går af og til ud og drikker sig stiv. Han sørger altid for at komme i slagsmål og få tæsk. Han reagerer ikke på kvinder, der vil i kontakt. Det er virkelig svært at læse hans ansigt.

   Men der er flashbacks, som viser en mand, der kan smile. Lee er onkel til Patrick, der skal lære at fiske på sin fars båd i Massachusetts Bay. Den solide Joe står ved roret. Brødrene driller drengen med godmodige hajvittigheder.

   I andre flashbacks er Lee faktisk lykkelig sammen med Randi (Michelle Williams). Der er døtre og en lille dreng på puslebordet. Lee tager ham op, når han kommer tilrislet hjem. Der er kærlighed i huset. Det kniber mere inde hos Joe, hvor Patricks mor igen har drukket sig skam- og bevidstløs.

SÅ er der gået ti år. Det bliver hurtigt klart, at Joe Chandler er død, og Lee må tage tilbage til Manchester – en fiskerby to timer oppe ad kysten – for at ordne det praktiske og hjælpe nevøen, som nu er en ung mand på 16. Men der går en time, før filmen forklarer, hvad der egentlig skete med Lee.

   Lonergan stykker et billede sammen. Hele dramaet er koncentreret i Casey Afflecks gestik og fysik. Da hændelseskæden er udredt, forstår man hvorfor der måske ikke gives nogen lindring.

   Lucas Hedges spiller den unge mand, som har et velfungerende liv med to kærester, ishockey og et band. Han sørger over sin far og kommunikerer i smug med sin mor, men dybest set vil han blot have sin irriterende onkel til at påtage sig rollen som værge, indtil han selv bliver voksen nok.

LEE prøver virkelig at følge sin brors sidste vilje. I en fantastisk tæt scene forsøger ekshustruen at sige undskyld for alt, hvad hun sagde til Lee. Han prøver at forklare, hvorfor han ikke vil tilgives. Det er lysår fra gængse studiefilm, hvor man krydser problemerne af, efterhånden som de er eksponeret og løst. Her er der ingen ende på smerten.

   Det er en klar og meget smuk film, som lever i kraft af anti-stjernen Casey Affleck. Man håber så såre, at Lee siger ja til at leve igen. Man håber samtidig, at Lonergan ikke ødelægger sit sorgarbejde ved at følge feel good-skabelonen. Manchester by the Sea er en af de bedste amerikanske film fra årtiet.

Manchester by the Sea. Instr. og manus: Kenneth Lonergan. Foto: Jody Lee Lipes. 137 min. USA 2016. Dansk premiere: 19.01.2017

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ UIP/  Amazon Studios

Filmen streames på Blockbuster, C More, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Weekendavisen Kultur 20.01.2017