Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac [Liv og teater]

EN FORESTILLING OM LIV OG TEATER
Edmond Rostand og Cyrano de Bergerac

Af BO GREEN JENSEN

DET handler om en episk næse, om stor poesi og god bugtalerkunst. Om høvisk kærlighed inde i hjertet og om skinnet (eller skindet), som bedrager udenpå. Det handler om at længes og elske så rent, at man ofrer sig for den udkårnes lykke. Det handler om alle de ædleste instinkter. Men det er og bliver næsen, som gør en fremragende forskel.

   Edmond Rostand (1868-1918) var 29 år, da han skrev Cyrano de Bergerac. Det var ikke digterens første succes. Versedramaet Les Romanesques (1894), som 66 år senere blev til Tom Jones-musicalen The Fantasticks, var et gennembrud på nationalscenen, men hverken La Princesse lointaine eller La Samaritaine, begge skrevet til Sarah Bernhardt, havde indfriet forventningerne. Så nu var det nu eller aldrig.

   Som skildret i Edmond! - Alexis Michaliks filmudgave af sin egen teatersucces fra 2016 – gjaldt det næsten hans og hustruen Rosemondes overlevelse. Rostand skulle levere et kritisk og kommercielt hit hurtigst muligt. Ellers ville alt være tabt. I parentes bemærket var Rosemonde Gérard selv en respekteret forfatter. I filmen er hun tegnet som en lidt snusfornuftig kvinde med anlæg for jalousi.

I 11. time fik Rostand en henvendelse fra den fænomenale Benoît-Constant Coquelin (1841-1909), tidens store skuespiller, som var raget uklar med ledelsen på nationalscenen og havde grundlagt sit eget teaterkompagni.

   Der er tidligt i Edmond! en scene, hvor forfatteren (Thomas Solivérès) pitcher sin vage idé til skuespilleren (Olivier Gourmet), som fejer gennem gangene på teatret. Rostand griber de fineste billeder i flugten, inspireret af prosaiske detaljer, ganske som Cyrano gør i stykket.

   Det er dog først, da digteren møder sin egen Roxane – i skikkelse af syersken Jeanne (Lucie Boujenah), som han kun kan kurtisere via en stedfortræder, skuespilleren Leo (Tom Leeb) – at ideen tager fysisk form. Filmen skildrer gribende, hvordan Edmond skriver stadig mere febrilsk, efterhånden som han indser, at han har opdaget noget vidunderligt.

   Rosemonde er længe jaloux og bekymret. Så er det hende, som forklarer Edmond, at han gør kur til selve sjælen i teatret. Imens bliver onde rænker smedet. Da teksten foreligger, er der kamp til stregen om at finde en sal og få de praktiske detaljer til at gå op. Der er naturligvis aldrig for alvor tvivl om, at det gode arbejde vil lykkes.

ALEXIS Michalik erkender åbent sin gæld til filmen Shakespeare in Love, som John Madden instruerede efter et originalt manuskript af Tom Stoppard (og som en vis Harvey Weinstein producerede) i 1998.

   Her blev Shakespeares arbejde med Romeo og Julie på samme måde til en romantisk forestilling om, hvordan man lever og skaber teater. Også i dén film var der skriveblokering, fødselsveer, forviklinger og forhindringer til det sidste. Men alt blev løst i ånden fra Geoffrey Rushs signaturreplik. »Strangely enough, it all turns out well,« var et mantra for filmen.

   Michalik er ikke den første, som bruger modellen fra Shakespeare in Love. Laurent Tirard havde samme idé i Molière (2007). Metatricket kræver jo, at stykket i stykket er kendt af enhver. Det giver særlig god mening i Edmond!, fordi Rostand selv tog afsæt i balkonscenen fra Romeo og Julie, da han lod Cyrano bejle til Roxane på vegne af stedfortræderen Christian.

MICHALIK medvirker selv i Edmond!. Han spiller farcemageren Georges Feydeau (1862-1921), der betragter rivalen Rostand med nedladenhed og lidt misundelse. Han ender dog med at hjælpe og hylde konkurrenten. For forestillingen kan smelte al skepsis. Til slut løfter hele Frankrig i flok.

   Cyrano de Bergerac blev uropført den 28. december 1897 på Théâtre de la Porte-Saint-Martion i Paris. Legenden siger, at der var fremkaldelser med stående ovation i en time efter Cyranos død, som gør »bevægende« til for lille et ord. Michalik filmer alt i en teaterdekoration, men til slut lader han grænserne skride. Cyrano dør i en rigtig klosterlund.

NOGET af det fineste i Edmond! er den lange liste med credits til slut. Mens navnene ruller ned over lærredet, og komponisten Romain Trouillet demonstrerer sin flair for at skrive periodemusik med heroisk panache, viser Michalik i billedets kant en kavalkade af scener fra alle forløberne, de mest mindeværdige filmatiseringer af Cyrano.

   Her er førsteudgaven med Constant Coquelin, som blev filmet i 1900. Her er stumme versioner fra 1909 og 1925. Her er klip fra opera og ballet. Her er Claude Dauphin i Fernand Rivers’ befrielsesromantiske filmudgave fra 1945. Her er ikke mindst José Ferrer i Michael Gordons amerikanske version fra 1950, som indirekte var årsagen til, at vi som drenge løb rundt og legede Cyrano i gården ved garagerne i Kastrup.

CYRANO de Bergerac havde nr. 66 i serien Illustrerede Klassikere. Tegneren Alex Blum brugte filmen som inspiration, og Rostands sirligt rimede dialog er trofast reproduceret i hæftet. Senere var det en overraskelse at læse den historiske Cyrano de Bergerac (1619-55), som skrev anderledes robust og satirisk om fantastiske rejser til solen og månen.

   Her er Daniel Sorano i Claude Barmas tv-film fra 1960. Her er Steve Martin som manden med næsen i Fred Schepisis Roxanne (1987), som er den mest loyale af de mange parafraser, der genbruger bejler-i-busken motivet. Endelig ser man Gérard Depardieu i Jean-Paul Rappeneaus pragtfulde filmatisering fra 1990. Den har ingen endnu overgået.

SIDEN premieren er Cyrano altid blevet spillet på en scene et sted. Forestillingen er fransk teaters rareste klenodie.Som dansker savner man egentlig kun en henvisning til Sebastians mesterlige musicaludgave af Cyrano. Forestillingen havde premiere på Gladsaxe Teater den 31. januar 1993. Flemming Flindt instruerede, og Edmond Rostands tekst var bearbejdet af Pierre Westerdahl og Flemming Enevold, som selv spillede titelrollen.

   Musicalen havde et langt liv, og bliver stadig genopført fra tid til anden. Især »Sangen om barndommen«, »Smukke løgne« og »Efterår« er blevet stående som tre af de store numre i sangværket: »Bladene falder på Bergerac/ markens søde druer/ borte som vinen vi siden drak/ borte Bergerac«.

Se også Klassiske karakterer: Anna Karenina; Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673.

Edmond (Edmond!). Instr. og manus: Alexis Michalik. Foto: Giovanni Fiore Coltellacci. 113 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 10.10.2019.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB, Another World Entertainment/ Unifrance/ Pladecompagniet/ Forlaget Illustrerede Klassikere

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 11.10.2019