Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993)

FRIT FALD

Trikolorens første farve er blå

Af BO GREEN JENSEN

OKTOBER 1993: FRIHEDEN kan være nådesløs. Vi er vant til at tænke på den som noget ubetinget positivt, noget man kæmper og dør for, men frihed kan være en farlig tilstand, som kommer til én, når man allermindst venter eller ønsker det.

   Sådan sker det for kvinden Julie i den første af Krzysztof Kieslowskis tre tematisk sammenhængende »farvefilm« over temaet Frihed, Lighed, Broderskab. Det er farverne i den franske trikolore, som bærer den polskfødte filmskabers nye projekt – Hvid vil stå for lighed; Rød vil sige broderskab – og ligesom i Veronikas to liv fra 1991 er det i fransk regi, at instruktøren nu opererer.

   Temaet er tilsyneladende demonstrativt europæisk. I videre forstand er Blå dog en stedløs historie om muligheden i og omkostningerne ved den grusomme frihed, som fødes af berøvelse og atter trækker sig tilbage mod den ufrihed, som består i at knytte sig til andre mennesker, når vinden på de hjerteløse vidder bliver for hård. Friheden som kronisk vilkår er med andre ord umulig i Kieslowskis moralske univers. Spørgsmålet er, om tilstanden overhovedet har været værd at begære.

DEN 33-årige Julie Vignon er midt på sin bane, da skæbnen slår ned, så perverst og så tilfældigt som den slags ting nu sker. Hun mister sin mand og sin 5-årige datter i en ulykke, som med ét ødselt penselstrøg sletter hele det fundament, hendes tilværelse hidtil har baseret sig på. På hospitalet kommer hun langsomt og modstræbende ud af tågerne. Vi møder hende den nat hun erkender, at hun ikke er i stand til at tage sit eget liv.

   Julies mand var ikke hvem som helst. Hendes akutte savn gælder datteren, men smerten bliver ikke lettere af, at Patrice var en berømt komponist, som da han døde var i færd med at skrive en monumental Europakoncert, som skulle fremføres én gang og på én gang af symfoniorkestre i de 12 EU-hovedstæder. Stumper og variationer af denne fragmentariske komposition bliver brugt til at accentuere diverse skift og stød i Julies tilstand.

TEKSTEN til Europakoncerten er fra Paulus' første korinterbrev, skriftstedet om tro, håb og kærlighed, og trikoloren gennemlyses således en ekstra gang indefra. Musikken er skrevet af Zbigniew Preisner, der har fulgt Kieslowski siden Dekalog. Ligesom Slawomir Idziaks nænsomme, besværgende blå billeder gør den sit til, at filmens traumatiske tone alligevel føles ulidelig let.

   Det er fra først til sidst dog Juliette Binoche, der bærer Blå i rollen som Julie. Hun spiller endnu en gang et beskadiget menneske, som hun senest gjorde i Damage, men gør det her med en nøgenhed og et register, som de blanke facader i Louis Malles skæbnestykke ikke tilnærmelsesvis fik skudt sig ind på.

   Med den totale berøvelse befinder Julie sig med ét i frit fald. Hun lukker huset, hvor familien har boet, hun forsøger at destruere partituret til Europakoncerten, hun sælger sine ejendele og fornægter – efter en sidste både hensynsfuld og grusom gestus over for mandens assistent, komponisten Olivier, der har tilbedt hende på behørig afstand – alt ved det liv, som hun har haft. Hun køber en lejlighed i Paris og begraver sig dér i en frihed, som er svimmel og fuldkommen, for så vidt som den også er tom. Kun en blå uro af glas overlever fra hendes fortid. Af Julies to liv er det andet begyndt.

FRA sin forurettede følelsesløshed begynder Julie ganske langsomt at finde sig til rette i det andet liv, livet efter. Modstræbende knytter hun et halvt venskab med en prostitueret nabo, som de øvrige beboere forsøger at tvinge ud af ejendommen, hvilket Julie modsætter sig, da »det ikke har noget med mig at gøre«.

   På plejehjemmet forveksler hendes senile mor hende med en søster, men husker dog, at »Det var altid Julie, som var bange.« Moderen indskærper, at det er vigtigt at beholde noget, så man ikke er på helt bar bund. Det samme råd får Julie af en subsistensløs musikant, som spiller fløjte og sover på gaden ved hendes stamcafé. På uforklarlig vis spiller han hendes mands musik. Man skal aldrig lade dem få det hele, siger han. Man skal aldrig give afkald på alt.

OLIVIER begynder at presse på for at komme ind i hendes liv igen. Julie holder stadig tilværelsen på afstand, men hun indser, hvor sårbar hun er, da en drægtig mus får unger i hendes spisekammer. Hun kan ikke få sig selv til at udradere disse håbefulde skabninger. Hun er lige ved at flytte, men låner så naboens hankat i stedet. Trods alt kan illusionen om uafhængighed opretholdes, så længe man har bødler til det grove.

   En egentlig katalysator for hendes indre genfødsel bliver åbenbaringen om, at manden havde en elskerinde i alle de år. Julie var en af de få, som ikke vidste det. Ud fra en modstræbende omsorg for det barn, som den anden kvinde bærer, og også et malplaceret moderinstinkt over for mandens musik, som nu skal færdigskrives af Olivier, begynder Julie atter at engagere sig og føle et ansvar for sin rolle i verden.

   Den nat partituret er færdigt, er hun nået til at tage en beslutning. Og videre ind gennem frihedens blå uro vil hendes liv altså forme sig herefter.

FILMEN er lige så blå som sin titel. Kieslowski får det maksimale ud af Binoches forslåede skønhed, og der er næppe én ramme i filmen, som ikke er bygget op omkring hendes skikkelse. Når hun vil lukke omverdenens besværlige signaler ude, søger Julie tilflugt i svømmehallens blå mørke, holder vejret så længe hun kan og svømmer under vandet, nede i den nærende, lindrende stilhed.

   Eller Julie sidder på trappen, falder i blå tanker, og for hver gang hun lukker øjnene kommer fragmenter af Europakoncerten brusende i jag og stød, der ikke vil lade hende være og besidder deres egen uanfægtelige skønhed. Som nodetranskribenten siger, da hun indrømmer at have taget en kopi af det ødelagte partitur: »Det er sådan en smuk musik. Man ødelægger ikke den slags. Det har man ikke ret til.«

MOD denne accept og erkendelse går Julies vej tilbage fra skyggerne. Hun skal lære, at både sorgen og glemslen har deres tid, og vi skal gøre rejsen med gennem frihedens blå skakt. Der er ifølge Kieslowski en styrke at finde i det frie fald, men kun hvis det bliver bragt til ende, kun hvis man atter bliver hentet ind. Med denne klare diamant af en historie har Kieslowski skabt en af sine smukkeste og også mest gavmilde film.

   Hvis der i Dekalogens ti skæbnefortællinger var en lille snert af koncepttvang, folder denne første af trikolorens tre film sig ud med overskud, indlevelse og sublim billedsans. Kieslowski kan den kunst at skildre en kompleks moralsk tematik, uden at docere eller kede. I dette er han så udpræget en europæisk filmskaber, og det er et af 90er-filmens europæiske mesterværker, den stilfærdige polske mand her har skabt.

Tre farver: Blå (Trois couleurs: Bleu). Instr.: Krzysztof Kieslowski. Manus: Krzysztof Kieslowski og Krzysztof Piesiewicz. Foto: Slawomir Idziak. 94 min. Frankrig-Polen-Schweiz 1993. Dansk premiere: 15.10.1993.

Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, MUBI og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.10.1993