FORSIGTIG FEMINISME
Freud får en higende datter i Tunis
Af BO GREEN JENSEN
Manele Labidi Labbés debutspillefilm lægger således tema og aktiver frem i første scene. Selma er en moderne kvinde i et gammeldags land, der ganske vist blev befriet for diktatoren Ben Ali og demokratiseret efter Jasminrevolutionen i 2011, men som til overflod stadig er præget af patriarkalske og fundamentalistiske muslimske værdier og adfærdsmønstre.
Alle siger til Selma, at den praksis, som hun åbner på taget af sin onkels hus, vil mislykkes. Og selvsagt står hele kvarteret i kø inden længe: salonindehaversken med moderkomplekser; imamen med en dyb depression; bageren, som er transseksuel. Da det kommer til stykket, har alle brug for at tale om, hvem de egentlig er.
MIT tunesiske eventyr – som rettelig burde hedde En divan i Tunis – er en meget elementær blanding af feministisk frigørelsesfortælling og social komedie om kultursammenstød. Politiet mistænker Selma for prostitution; portrættet af Freud bliver set som et tegn på, at hun er zionistisk agent. Selmas største udfordring er at forklare, hvad psykoterapi går ud på. Den praktiske forhindring er tilladelsen til at praktisere. Det er forsøget på at få den – og navigere i et bureaukratisk system – som skubber den venlige handling afsted.
Selma får tidligt i filmen en relation til den eneste intelligente politibetjent. De bliver opmærksomme på hinanden, da han foretager en interimistisk spiritusprøve. Det er ham, der vil se et officielt papir, men det er også ham, der beskytter Selma mod inkompetente kolleger. Hun ved, at han er den romantiske mulighed, som hun vægrer sig ved at gribe. Slutningen giver et godt svar på, hvordan det kunne gå.
KREDSEN af klienter er et galleri af tunesiske typer. Mere interessant er den tvivl og de nuancer, som onklen, tanten og niecen lægger frem, efterhånden som det bliver deres tur. Selmas egen baggrund har med hendes mors sygdom at gøre, men der er heldigvis ingen bastant eksponering. Hun besøger sin fars onkel, da hun skal bruge en professionel anbefaling. Den demente mand klamrer sig til et foto af den detroniserede Ben Ali.
Frigørelsesgraden er som i iranske, ægyptiske og libanesiske film fra for ti og tyve år siden. Moufida Tlatli, der blev kulturminister efter Ben Alis fald, lavede film som Fortielsernes palads (1995) og Når mændene kommer hjem på ferie (2001), hvor feminismen og æstetikken var mere moden og længere fremme. Men Manele Labidi har måske bedre blik for, hvordan tingene er lige nu.
I filmens bedste scene kommer Freud sin discipel til undsætning. Det sker et sted mellem drøm og virkelighed, hvor filmen sjældent lader tingene dvæle. Og man vågner nede i salen, for lige dét har man ikke set komme.
DER ville ikke være megen film uden Golshifteh Farahani. Den iranske stjerne har optrådt i film som Asghar Farhadis Om Elly (2009), Hiner Saleems My Sweet Pepper Land (2013), Mia Hansen-Løves Eden (2014) og Jim Jarmuchs Paterson (2016) på få år. Men hun har også spillet små roller i store film af Ridley Scott og fungeret som blikfang i Pirates of the Caribbean.
Det er synd, at den valgte genre her er fransk arthouse light. Der er stof til mere og også talent. Manale Labadi har solide pointer, og Farahani har en evne til at brænde igennem. I My Sweet Pepper Land spillede hun på jerntromme i et par scener, og det er grunden til, at alle husker den kurdiske film. I Paterson havde hun drive og ideer. Her er der ikke helt luft til at flyve.
Fotos: Kazak Productions/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2020
Ingen kommentarer:
Send en kommentar