Jim Jarmusch: Paterson (2016)

BLOMMERNE I KØLESKABET

Hverdag i ånden fra William Carlos Williams

Af BO GREEN JENSEN

DET er svært at (gen)skabe det enkle på film. De fleste film er fællesværker, kulminationen på en lang proces, som nødigt overlader noget til tilfældigheder. De enkle øjeblikke er derfor konstruktioner – sandfærdige som postkort – eller stykker af tiden, som bliver sat fast ved et tilfælde, fordi kameraet registrerer noget særligt, som vi ikke ser, når vi færdes i virkeligheden til hverdag.

   Men det lykkes for Jim Jarmusch i hjemstavnsdigtet Paterson. Ganske vist stammer Jarmusch ikke fra byen – han kommer fra Akron, Ohio, og flyttede til New York som 17-årig – men det gør buschaufføren Paterson, som har boet i det samme hus og gået den samme rute hver dag, så længe nogen kan huske.

   Paterson (Adam Driver) kommer gerne lidt for sent og falder i staver, når bussen skal startes. Det er, fordi han skriver på et digt i en af de notesbøger, der efterhånden fylder en halv hyldemeter i garderobeskabets hjemmekontor. Paterson kender sit sted ud og ind. Han inkarnerer provinsbyen ved Paterson Falls i New Jersey, det amerikanske svar på en gammeldags købstad.   

DE seneste år har Paterson boet sammen med den fantastiske Laura, som formentlig har kurdiske rødder. Filmen er ikke stor i baggrund og forhistorier. Til gengæld er den god til at skildre kærligheden i huset, hvor uret ringer kl. seks hver morgen (bortset fra om søndagen), og hvor bulldoggen Marvin betragter sig selv som alfahannen.

  Laura (Golshifteh Farahani fra My Sweet Pepper Land) er summen af ynde og solskin. Hun lytter til Patersons digte og vil holde ham fast på at udgive dem. Selv er hun et levende aktivitetscenter, som skriver efter hele cowgirl-udstyret, når hun har købt et guitarkursus på tv. For Nashville venter lige om lidt.

   Eller Laura indretter stuen igen og maler denne gang alting sort eller hvidt. Det fører til artistiske cup cakes, som hun vil starte en forretning med. Paterson er passiv. Han vil bare se på verden og skrive sine digte. De er på én gang et moderne par og lige så meget retro, som Poeten og Lillemor var. 

DER sker så lidt i Paterson. Der er bare kærlige dage, der passerer i en lind strøm, som de fleste liv gerne vil. Man tænker, der må komme en konflikt. Men der er kun territorialstriden mellem Paterson og Marvin samt enkelte tilløb til hævede stemmer, når Paterson ikke er spontant begejstret for Lauras seneste idé. De er enige om, at de er skabt for hinanden.

   Dagenes rytme binder scenerne sammen, og digtene giver dem dybde og fylde. Det er små, løse tekster om ting, der bliver sagt; stemninger der strejfes; erindringsstyrken i etiketten på en æske tændstikker; alt muligt småt som er virkelig stort. Digtene er skrevet til filmen af Ron Padgett og bliver prentet på lærredet efterhånden. Der er enkelte udstregninger, men de fleste sidder i første forsøg. Tænk hvis det var så enkelt i virkeligheden.

STEDET er ikke valgt i blinde. Paterson er for det første en malerisk gammel arbejderby, hvor analoge værdier stadig er store. For det andet var det hér, at digteren William Carlos Williams (1883-1963) fungerede som læge. Hovedværket Paterson (1946-58) – et strømmende kaos i fem korte bøger – er en ode til floden, byen, vandfaldet, ideen om Amerika og netop hverdagenes styrke.

   Det store digt (246 sider) skriver byen frem i mange stilarter og stemmer. Også hér er »Paterson« både et sted og en mand. Der er alt fra episk bredformat og lokalhistorisk krønikeskrivning til haiku, imagisme og notater på krøllede sedler.

   Williams ville skabe en digtning, der gjorde sig fri af Europas gravstøv. Han skrev en prægtig essaysamling, der hedder In the American Grain (1925). Her skaber han en amerikansk tradition ved at følge med skikkelser fra historien: Columbus, Cortez og Montezuma, Juan Ponce de Leon, Walter Raleigh, Samuel de Champlain, Thomas Morton, Cotton Mather, Père Sebastian Rasles, Daniel Boone, George Washington, Benjamin Franklin, John Paul Jones, Jacataqua, Aaron Burr, Edgar Allan Poe og Abraham Lincoln.

   Hele kontinentet inddrages (inklusive Canada og Latinamerika). Williams gør sig tanker om »The Advent of the Slaves«, der vil tale til læseren, som ankommer med Black Lives Matter-øjne. Bogens højdepunkt er dog heltekåringen af Edgar Allan Poe. For Williams er og bliver Poe den første amerikanske forfatter. 

WILLIAMS ser en særlig instruktiv skæbne i soldaten og politikeren Sam Houston (1793-1863). Houston blev født i Virginia og voksede op i Tennessee. Som 16-årig løb han hjemmefra og sluttede sig til Cherokee-folket. Som 18-årig kom han »hjem« og blev lærer. Han kæmpede i krigen mod England i 1812. Han gik ind i politik og blev kongresmedlem for Tennessee. Fra 1827-29 var han statens guvernør. Han trak sig efter en politisk skandale og sluttede sig atter til Cherokee-nationen, som imens var fordrevet til Arkansas-territoriet.

   Houston tog til Texas, blev general i republikkens hær og kæmpede i krigen mod Mexico. I 1836 var han øverstkommanderende i slaget ved San Jacinto, hvor the lone star state tog revanche for nederlaget ved Fort Alamo. I 1845 fik Texas status som den 28. amerikanske delstat. Houston blev guvernør i Texas. Byen Houston bærer hans navn.

   For Williams eksemplificerer Houston alt, som er særligt ved det amerikanske: »However hopeless it may seem, we have no other choice: we must go back to the beginning; it must be done all over; everything that is must be destroyed.«*

MAN har i USA betegnelsen a regional author. Den anerkender værkets betydning, men konstaterer samtidig dets begrænsning. Forfatteren bliver så at sige hægtet af og sat i bås. Men Williams var stolt af at være lokal. Han så sig selv som skrivende i opposition til kulturpessimismen hos Ezra Pound og T.S. Eliot. Især Eliot var han vred på. Williams syntes, at digteren fra St. Louis, Missouri, havde svigtet sin baggrund ved at tage til Europa og forklæde sig i højbritiske nålestriber. Han mente, at The Waste Land (1922) var et makværk.

   Især ét af Williams' enkle, tidlige digte bliver ofte citeret:

I have eaten

the plums

that were in

the icebox

and which

you were probably

saving

for breakfast

Forgive me

they were delicious

so sweet

and so cold

(»Jeg har spist/ blommerne/ som lå i/ køleskabet/ og som du/ sikkert havde/ gemt/ til morgenmad// Tilgiv mig/ De smagte pragtfuldt/ så søde/ og så kolde«).

DIGTET hedder »This Is Just To Say« (»Bare for lige at sige«). Det kunne Paterson også have skrevet. Der skal nok være skeptikere, som synes det hele løber for let. Men et stille liv er dyrekøbt og noget at tage vare på. Jarmuschs rolige film er en taksigelse.

   Sjældent har to skuespillere klædt hinanden så godt som Driver og Farahani (for ikke at tale om naturtalentet Ellie, den nu desværre afdøde bulldog, som spiller Marvin). 

   Jarmusch fylder filmen med fetichistiske detaljer, kuriosa og pakkenelliker. Naturligvis ligger et slidt eksemplar af The Collected Earlier Poems of William Carlos Williams på skamlen i Patersons hjemmekontor. Naturligvis sidder et foto af Williams blandt baseballkort, gulnede udklip og helteportrætter (af bl.a. komikeren Lou Costello og digteren Allen Ginsberg, som begge kom fra Paterson) på opslagstavlen i baren, hvor Paterson parkerer Marvin og går ind.

   Da Paterson og Laura går i biografen, er repertoiret påfaldende anakronistisk. Den moderne multiplex har Abbott and Costello Meet Frankenstein (1948) og Erle C. Kentons Island of Lost Souls (1932) blandt de kommende attraktioner.

IDYLLEN i Paterson er naturligvis et glansbillede. Der er sikkert også et reduktivt kvindesyn og alt muligt. Men hvor er det dog befriende at slentre igennem så megen skødesløs charme og så mange fine hverdagslandskaber. Da digtene går til – jeg røber ikke mere – er Paterson stille i fem minutter. Så går han ned til vandfaldet og begynder forfra. Der er ingen ende på styrken i hverdagen, i hvert fald ikke som Jim Jarmusch ser det.

Se også Jim Jarmusch: Broken Flowers (2005); Jim Jarmusch: Only Lovers Left Alive (2013).

*) »Uanset hvor håbløst det kan synes, har vi ikke noget andet valg: vi må gå tilbage til begyndelsen; det hele må gøres igen; alt som er må ødelægges.« Det er Williams' version af Ezra Pounds »Make It New« og en undsigelse af vedtagen tradition. Det er karakteristisk for Williams at forbinde historisk biografi og personlig poetik. Paterson er først og fremmest en læsning af verden som levende tekst – og omvendt.

**) Bemærk også helteportrættet af marionetkunstneren Floyd Vivino (f. 1951). Vivino er hånddukkeføreren fra The Uncle Floyd Show, som David Bowie omtaler kærligt i sangen »Slip Away« på albummet Heathen (2002). Jeg nævner detaljen blandt tusind andre, man kunne tage fat i, fordi jeg troede, at Uncle Floyd havde noget med Pink Floyd at gøre, da jeg hørte sangen første gang. »Uncle« Floyd er kun verdensberømt i New Jersey. 

Paterson. Instr. og manus: Jim Jarmusch. Foto: Frederick Elmes. 118 min. USA 2016. Dansk premiere: 05.01.2017.

Fotos: K5 International/ Bleecker Street Media/ Camera Film/ Festival de Cannes/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ New Directions/
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.01.2017 (men er her skrevet ud i længere form)