Paul Greengrass: United 93 (2006) [Re: 9/11]

DET FJERDE FLY
Når ofre går til modangreb

Af BO GREEN JENSEN

FORLØBET er mere end velkendt: det var dén dag, barbarerne angreb imperiet. Klokken 8.46 den 11. september 2001 blev det nordligste af World Trade Centers tårne ramt af et kapret passagerfly. Klokken 9.04 ramte et andet South Tower. Det tredje fly slog ned ved Pentagon i Virginia. En fjerde kapret maskine havarerede i Pennsylvania. Dens mål var enten Det Hvide Hus i Washington eller Kongresbygningen på Capitol Hill.

   Al-Quaedas leder, Osama bin Laden, trådte frem og tog æren for angrebet, men de praktiske foranstaltninger blev truffet af Mohamed Atta, som koordinerede aktionerne med, må man sige, frygtindgydende præcision. I det fjerde fly gik det dog ikke efter planen. Maskinen var en Boeing 757, der fløj i rutefart mellem Newark og San Francisco. I lufthavnens flyplan hed afgangen United Airlines Flight 93.

HER gik ofrene til modangreb. Efter 46 minutters flyvning blev maskinen kapret af fire unge arabiske mænd. Lederen, Ahmed al-Haznawi, havde planlagt at vente lidt længere, for bomben i bæltet var en attrap, og meget kunne gå galt. Hans medsammensvorne var imidlertid ivrige efter at opfylde Allahs bestemmelse. Haznawi indtog cockpittet og satte et foto af sit mål på roret. Kamikaze-aktionen var undervejs.

   De øvrige kaprere mistede gradvis kontrollen. Det lykkedes flere af de 40 passagerer at ringe hjem til familien. Besætningen fik kontakt med flyveledelsen. Man forstod og accepterede, at der ikke var noget håb.

   I andre sociale grupperinger havde man muligvis resigneret og forsonet sig med offerrollen. Ikke i United 93. Efter en halv time gik passagerer og personale til angreb, overmandede terroristerne i kabinen og trængte ind i cockpittet. Kl. 10.06, efter 91 minutters flyvning, styrtede United 93 ned på en mark i nærheden af Shanksville. Der var ingen overlevende.

ENGLÆNDEREN Paul Greengrass (f. 1955) har ved flere lejligheder demonstreret sin evne til at skildre voldsomme autentiske begivenheder i en form, som forener dokumentargenrens akkuratesse med spillefilmens subjektive indlevelse. Han har også været en skarp kritiker af sit hjemlands nordirske engagement. I Bloody Sunday (2002) beskrev han, så man sent glemmer det, hvordan britiske soldater den 30. januar 1972 gik til angreb på en protestmarch i Derry, dræbte 13 demonstranter og sårede 14 andre civile.

   I tv-filmen Omagh (2004) undersøgte han efterforskningen – og manglen på samme – af et IRA-attentat, som i august 1998 dræbte 29 mennesker i Omagh og belastede den våbenvile, som var indgået i Ulster samme år. Endvidere har Greengrass drejet ren, fysisk spænding i effektive trillere som The Bourne Supremacy (2004) og The Bourne Ultimatum (2007) efter Robert Ludlums agentromaner.

   Efter Irak-krigsfilmen Green Zone (2010) og skibkapringsskildringen i Captain Phillips (2013) kunne Greengrass trække på erfaringerne fra United 93, da han instruerede dramatiseringen af Utøya-massakren i 22 July (2018). News of the World , en human og næsten nostalgisk antivoldswestern fra tiden efter Den Amerikanske Borgerkrig, var produceret før, men fik premiere under COVID-19-pandemien i 2020.

GREENGRASS lader sædvanligvis de ideologiske modsætninger træde frem, efterhånden som kaos og de menneskelige omkostninger eskalerer. Han benytter sig typisk af mange krydsklip. I United 93 er det anderledes. Der er kun ét rum og ingen grundlæggende moralsk konflikt, eftersom meget få tilskuere vil have forståelse for flykaprernes position.

   Det er måske, fordi han har brug for at klippe til noget, at Greengrass også gør rede for, hvordan situationen udvikler sig i luftfartmyndighedernes kommandocenter i Herndon, Virginia. Scenerne føjer dog intet til filmens dramatiske kerne. Snarere brydes den klaustrofobiske intensitet, som er filmens primære aktiv, og graden af indlevelse devalueres, fordi man som tilskuer udstyres med et overblik, som ingen af de ombordværende har.

SOM nævnt vil de færreste interessere sig for terroristernes bevæggrunde. Uden at kompromittere sin solidaritet med ofrene – alle de efterlevende familier har givet deres positive støtte til filmen, som bruger faktiske navne og autentiske personlige baggrunde – gør Greengrass alligevel et forsøg på at markere denne anden synsvinkel. Også kaprernes anfægtelse skildres. De indgår i prologen på lige fod med de øvrige passagerer, og især er det bemærkelsesværdigt, at man næsten fornuftstridigt føler et lille stik af sympati for al-Haznawi, da han erkender sit nederlag.

   Man træder relativt rolig ind i biografen og regner ikke med, at United 93 skal være en spændende film på dén måde. I de sidste desperate minutter, da passagererne rejser sig beslutsomt, og de panikslagne gidseltagere råber, er man imidlertid lige så fanget som de. Man opdager, at man har flyets lyd brølende midt i sit hoved, mens det dykker ubønhørligt mod jorden. Den bratte stilhed til slut er et chok. Alt er gjort uden musik og effekter. Det ligner og føles som virkelighed.

UNITED 93 er en mærkelig og meget intens filmoplevelse. Egentlig hører terrorscenariet til spændingsgenrens faste stok af effekter. Man har ofte nok set et fly blive kapret af ekstremister, som nogen så angriber og overmander efter halvanden times intens nervekrig. Man er sådan set også vant til at kende slutningen på forhånd, for i fiktionsgenren kunne ingen drømme om at lade kaos og mørke besejre det gode.

   I United 93 er der ingen tvivl om, hvordan det vil ende. Man griber ganske vist sig selv i at håbe mod alt håb og ønske, at det var muligt at ændre historien. Man har alle de fysiske reaktioner, som er forbundet med at se kropsnære thrillers, men man véd med sin hjerne, hvor galt det vil gå.

   Mange afsnit ligner scener fra en ofte set katastrofefilm, men meningen med dem bliver noget nær modsat. Banale ordvekslinger antager ny betydning. En hensynsfuld gestus, et nervøst sideblik. Et af filmens mest følelsesladede øjeblikke indtræder allerede i prologen, under afviklingen af den prosaiske ombordstigning.

   Passagerer, besætning og for dens sags skyld de fire terrorister indtager deres pladser, som man nu gør, med en følelse af i det mindste at være nået så langt. Som tilskuer ved man, at ingen vil komme levende ud. Det giver filmen en rituel kvalitet, som Greengrass effektivt bygger videre på.

SÅ man sidder som på nåle. At være publikum i en biograf er ikke så forskelligt fra at være passagerer i et rutefly. Der er rig lejlighed til at grunde over, hvordan det må have været og hvordan man ville reagere. Man kan næsten ikke undgå at tænke på, hvor kostbar og skrøbelig tilværelsen er. Dén reaktion har man aldrig haft under Die Hard 3 eller Air Force One. United 93 ligner for så vidt, hvad den er, en dramadokumentarisk rekonstruktion, men den føles og opleves som noget mere.

   Paul Greengrass siger selv om filmen: »Der er mange måder at finde mening i dét, som skete den 11. september. Tv kan formidle begivenhederne, mens de sker. Journalisten kan skrive det første udkast til den historiske version. Historikere kan udvide tidsrammen og give os kontekst. Også filmskaberen har en rolle at spille, og sommetider tror jeg, at man ved at se hårdt og længe nok på en enkelt begivenhed, kan afdække omridset af noget, som er meget større end selve begivenheden – man kunne kalde det vor tids DNA.«

   

AT kalde mytteriet i det fjerde fly for »the DNA of our times«, virker umiddelbart som en overfortolkning. Imidlertid giver formuleringen mening. I den kollektive myte om 11. september svarer ofrenes modstand i United 93 til Sobibor-lejrens oprør i erindringen om Holocaust. Franskmanden Claude Lanzmann undlod med vilje at fortælle om Sobibor, da han skabte sit store dokumentarværk om Shoah (1985), men han lavede siden en selvstændig film, Sobibor, 14 octobre 1943, 16 heures (2001), om episoden.

   De spredte forsøg på at drive mørket tilbage passer ikke i den samlede erindring om angreb, udslettelse og genrejsning, men de rummer et heroisk kim, der vidner om menneskets ukuelighed til alle tider.

United 93. Instr. og manus: Paul Greengrass. Foto: Barry Ackroyd. 91 min. Storbritannien-Frankrig-USA 2006. Dansk premiere: 11.08.2006

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Universal/ Google Images

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.08.2006