DEN SATANISKE GENTAGELSE
Gedigne moderne helvedesvioner
Af BO GREEN JENSEN
På denne konto figurerer bl.a. Resident Evil (2002) og den i særklasse dårlige Alien vs. Predator (2004), begge instrueret af håndværkeren Paul W.S. Anderson. Som regel er der i disse film kun rester af en fortælling tilbage. Spillets univers er i sin egen ret blevet historien.
Silent Hill søger i højere grad at skabe egentlig narrativ spænding. Manuskriptet skyldes Roger Avery, som var medforfatter på Pulp Fiction (1994) og instruerede Julie Delpy i Killing Zoe (1993) og sin egen bearbejdelse af Bret Easton Ellis’ The Rules of Attraction (2002).
DER er skam en rigtig historie. Rose (Radha Mitchell) og Christopher (Sean Bean) har stadig større problemer med deres elskede adoptivdatter Sharon (Jodella Ferland), som går i søvne, krydser over i psykotisk adfærd og har tilbagevendende drømme om et sted, der hedder Silent Hill.
Vi ved, at det er virkeligt for datteren. I scene ét åbner jorden sig under hendes fødder, og man stirrer ned i et brændende indre, som kameraet synes at falde imod. Far vil hente mere psykologhjælp. Mor mener derimod, at forløsningen for Sharon ligger i det virkelige Silent Hill, en spøgelsesby i West Virginia, som hun finder informationer om på et historisk website.
Mor og datter kører til Silent Hill. På vejen møder de en læderklædt kvindelig motorcykelbetjent (Laurie Holden), som er meget karismatisk og særdeles handlekraftig. Far, som er fulgt efter, møder derimod en glat kriminalbetjent (Kim Coates), der boede i byen som dreng og kan fortælle en, skal det vise sig, stærkt redigeret udgave af forhistorien.
De kristne brændte en pige som heks. Der er mere i historien, men dét er fundamentet. Menighedens leder, en effektiv blanding af stejl hellig dronning og striks guvernante, Mary Poppins som slangegudinde, spilles af den sortøjede Alice Krige, som har levet sit liv i den gotiske genre. Også en næsten ukendelig Deborah Kara Unger er blandt indbyggerne i spøgelsesbyen, som ikke er så affolket endda.
Silent Hill bygger på et japansk computerspil fra firmaet Konami, der har udviklet det gennem fire versioner og samlet en international brugergruppe, som velsagtens er denne films primære målgruppe. Jeg kender ikke spillet og har aldrig haft tålmodighed med netop den del af fælleskulturen. Imidlertid blev jeg mere anfægtet af filmen, end jeg ville have troet.
DEN er instrueret af franskmanden Christophe Gans, en æstetisk orienteret outsider, der med afsæt i genrelandskabet har skabt visuelt frapperende kultfilm som den manga-baserede Crying Freeman (1995) og Le Pacte des Loups (2001, da. Pagten), hvor kampsport og esoterisk erotik i ånden fra Dumas-klubben blev transponeret til Frankrig lige før revolutionen. Filmen var fuld af tung, stilfuld regn, og jagten på et utæmmeligt jomfrudræbende væsen havde gedigne genremomenter. Endvidere medvirkede Monica Bellucci.
Gans bruger altid Dan Laustsen som fotograf, og den danske billeddigter sætter også i Silent Hill sit æstetiske mærke. Spøgelsesbyen i askelandet er skildret med en konkret stoflighed, som netop ikke virker computerskabt. Det ville være forkert at sige, at man tror på stedet som en virkelighed, men så længe det varer, er man anbragt midt i labyrinten og føler sig solidarisk med kvinden og moderen Rose, som hurtigt bliver handlingsbærer og hovedpersonen på platformen, der fører fra sted til sted i strukturen.
BILLEDMÆSSIGT har filmen meget at tilbyde, og kan man abstrahere fra sin drift mod narrativ stringens, er den syrede syndefaldsfabel – der stjæler med arme og ben fra kilder som Nathaniel Hawthornes The Scarlet Letter og Arthur Millers The Crucible – ikke mere håbløs end så mange skabeloner.
Den klassisk skolede tilskuer søger instinktivt en tråd at følge, en vej gennem labyrinten og en lineært fremadskridende handling. I det postmoderne spilunivers er fiktionen snarere horisontal. Labyrinten er bredt ud, og man pendler mellem øer af plot, som kan gentages i variable kæder og med minimale forrykkelser.
FILMEN har flere sådanne steder, hvor diverse væsener og valgmuligheder er knyttet til bestemte omdrejningspunkter i spillet. Nogle er patetiske konstruktioner, muterede misfostre som vakler ud af askedynger og skal nakkes i flertal, før spillergestaltet kan komme videre til næste niveau.
Her støtter Gans sig til CGI-kreationer, der kunne stamme fra et stort fælleslager: flodbølger af kæmpemæssige kakerlakker, der har ansigt og kan skrige; slubrende væsener som egentlig blot er forvoksede nullermænd. En drabelig djævel med trekantet stålhoved fungerer som en blind minotaur, men forsvinder uforklarligt, da først Mor er inde i bygningen, hvor Datter sandsynligvis holdes fanget.
ANDRE niveauer har virkelig tyngde og er skabt med betydelig flair. I en mørk korridor under jorden står ti-tolv sygeplejersker stille og venter med hænderne fulde af knive. De vakler på stilethæle og bærer kropsnære uniformer. Til gengæld er deres arme og ansigter skåret i stykker.
Når der kommer lys i gangen, aktiveres de sexede zombier og bevæger sig rykvis i en robotdans, der kunne stamme fra Bob Fosses hospitalsfantasier om Døden og Kvinden. Er der uro i nærheden, begynder de mekanisk at skære løs i luften. Således er de med årene blevet en ubestemmelig masse af snitsår og arvæv.
Man ser for sig denne sataniske gentagelse og er både dybt frastødt og sært fascineret. Her er helvedesgeografien lagt frem med en dybdevirkning, som ville tale til Dante, Doré og John Martin. Den store blodhævn til slut er hysterisk, men på mere undselige steder tænker man, at helvede kunne se sådan hér ud.
EN afvikling følger. Tilsyneladende er alt da godt, men ingen virker udpræget glade, og det fremgår at Mor og Datter forbliver i Silent Hills limbo, mens Far er vendt alene tilbage. I hvert fald kan han ikke se sine kære, da de kommer hjem. For ham er lyset gyldent. For dem er hele verden hvid. Muligvis røber spillet en årsag, men filmen fungerer uden forklaring.
Silent Hill er naturligvis ikke for målrettede rationalister, der hverken kan undre sig eller lege. Men vil man se, hvilke myter der skabes i spillenes hypervirkelighed, kan den sære film trods alt anbefales.
Fortsættelsen Silent Hill: Revelation (instr. Michael J. Bassett, Canada-Frankrig 2012) blev produceret i 3D og fik premiere i de fleste territorier, men ikke i Skandinavien. Til gengæld streames den hér på Blockbuster og iTunes, mens Christophe Gans' film p.t. er ude af omløb. Silent Hill og Silent Hill: Revelation udkom sammen på blu-ray i 2016.
Fotos: TriStar Pictures/ Focus Features/ Scream Factory/ NFD/ CineMaterial/ FilmGrab/ MovieStillsDB
Filmen streames ikke i DK (men i øvrige EU med variationer på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play eller iTunes)
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.06.2006
Ingen kommentarer:
Send en kommentar