Størst er kærligheden: Ingrid Bergman 1915-1982

STØRST ER KÆRLIGHEDEN

Ingrid Bergman 1915-1982

Af BO GREEN JENSEN

ALLE husker øjeblikket, hvor Ingrid Bergman ser op på Humphrey Bogart, som siger, at de »altid vil have Paris«. Scenen er skudt med det blødeste filter i filmhistorien. Det var i Casablanca fra 1941, at verden blev forelsket i den 26-årige Ingrid Bergman.

   Portrætfilmen Jeg er Ingrid kommer rundt om de fleste hovedpunkter i Bergmans skuespillerliv, men er først og fremmest et (selv)portræt af personen. Råmaterialet er Bergmans egne smalfilm, som hun brugte til at huske de gode øjeblikke med.

   Optagelserne ledsages af citater fra Bergmans dagbøger og breve, erindringsbogen My Story (1980) og diverse interviews. Alicia Vikander læser Bergmans tekster. Filmen er smukt redigeret af Domenika Daubenbüchel, Stig Björkmans faste klipper, som også er med-krediteret for manuskriptet.

HOVEDPARTEN af optagelserne stammer fra 1940ernes Beverly Hills, hvor Bergman byggede en bungalow sammen med sin første mand, kirurgen Petter Lindström – vi ser familien indvie swimmingpoolen – og fra 1950ernes ægteskab med filmskaberen Roberto Rossellini. Bergman gik helhjertet ind i rollen som italiensk supermama, næsten som gjaldt det en film, hun medvirkede i.

   Jeg er Ingrid blev angiveligt til, fordi Isabella Rossellini (f. 1952) på en festival spurgte Stig Björkman: »Så hvornår skal vi lave en film om Mama?« I hvert fald var det sådan, Björkman og Rossellini sagde i Cannes, da de præsenterede filmen for pressen.

   Der er ikke noget mærkeligt ved spørgsmålet. Björkman er agtet alle vegne for sine dokumentarer og interviewbøger om bl.a. Ingmar Bergman, Woody Allen og Lars von Trier. Isabella Rossellini har på sin side været familiens fakkelbærer. I 2006 lavede hun filmen My Dad is 100 Years Old og udgav samtidig bogen In the Name of the Father, The Daughter, and the Holy Spirits. I 2013 udkom Ingrid Bergman: A Life in Pictures på alle tre hovedsprog.

   Ordet, som stikker ud, er det inddragende vi. Isabella Rossellini har sat sit markante fingeraftryk på alle aspekter af Jeg er Ingrid. Man føler ofte, at Björkman blot er en stråmand, som signerer den færdige film med ført hånd.

STIG Björkman har haft fri adgang til Bergmans arkiver. Robertino Rossellini (f. 1949), den ældste søn, stiller op til et interview, og Isabella bliver selv interviewet sammen med tvillingesøsteren Isotta.

   De taler alle om, hvor varm og nærværende Bergman var, når hun var der. Kun Bergmans ældste datter, Pia Lindström (f. 1938), er mindre entusiastisk. Hun savnede sin mor og fandt hende fjern, fuld af gode hensigter, som aldrig blev ført ud i livet. Hun har stadig ondt af sin far, som ikke kunne konkurrere med de karismatiske filmmænd.

   Der er et hurtigt kvarter om begyndelsen i Sverige, ambitionen om at blive skuespiller og mødet med Petter Lindström, som Ingrid blev gift med i 1937.

   Et sjældent klip fra en tysk film, Carl Froelichs Die vier Gesellen (1938), som Bergman lavede på vejen til Hollywood, er mere interessant end de svenske statistroller. Bergman fik sin chance, da David O. Selznick tilbød hende en kontrakt. Hun tog springet uden at tøve og rejste i forvejen til Californien, mens Lindström blev i Sverige med den 1-årige Pia.*

SELZNICK brugte Bergman i Intermezzo: A Love Story (1939), en genindspilning af Gustaf Molanders svenske Intermezzo fra 1936. Hun gentog rollen som Anita Hoffman, nu med Leslie Howard som partner. Selznick, som samtidig producerede Rebecca, Alfred Hitchcocks amerikanske debut, og lagde resten af sin energi i færdiggørelsen af Gone with the Wind, så ikke umiddelbart en ny Greta Garbo i Bergman. Han syntes, hun virkede for tysk og havde maskuline øjenbryn.

   Efter flere intetsigende film var Bergman lykkelig for rollen som den prostituerede Ivy i Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1941). Hun var sikker på, at filmen ville give hende et amerikansk gennembrud, og hun indledte et forhold til instruktøren, Victor Fleming.

   Strømmen af jobtilbud udeblev. Imidlertid var Selznick Pictures i kronisk pengenød, og produceren rejste midler ved at leje sine spillere ud til andre studier. På den måde fik Bergman rollen som Ilsa Lund i Casablanca, som ganske vist først blev klassisk med tiden, men som ramte en romantisk nerve allerede ved premieren i 1941.

SIDEN fulgte i hurtigt tempo For Whom the Bell Tolls (1943, da. Hvem ringer klokkerne for?), gyseren Gaslight (1944, da. Gaslys), som Bergman fik sin første Oscar for, The Bells of St. Mary's (1945, da. Sct. Marys klokker), hvor Bing Crosby var præst, og Bergman var nonne, Alfred Hitchcocks Spellbound (1945, da. Troldbunden) med Gregory Peck og samme instruktørs Notorious, (1946, da. Berygtet), hvor hun og Cary Grant deler filmhistoriens længste kys.

   I 1948, da Bergman spillede titelrollen i Victor Flemings Joan of Arc (da. Jeanne d’Arc), en filmudgave af Maxwell Andersons skuespil Joan of Lorraine (1946), var hun virkelig kvinden, som ikke kunne gøre noget galt, hvis man spurgte det amerikanske biografpublikum.

DERFOR blev hendes syndefald en historie, som rystede og pirrede 50ernes USA . Da Bergman fødte Roberto Rossellinis barn, brød helvede løs i offentligheden. I dag kan man næppe forestille sig, hvor voldsom reaktionen var.

   Bergman var altid interesseret i filmkunst, som brød med de kommercielle hensyn. I 1948 så hun Paisan og Rom, åben by, da Rossellinis neo-realistiske hovedværker nåede til USA. Hun skrev til instruktøren og tilbød sig, hvis han kunne bruge »en svensk skuespillerinde, som taler glimrende engelsk, som ikke har glemt sit tyske, som er svær at forstå på fransk, og som på italiensk kun kan sige ti amo.«

   Bergman rejste til Sicilien og lavede Stromboli (1950) med Rossellini. Han havde da forladt sin anden hustru, Marcella de Marchis, og levede sammen med Anna Magnani. Bergman gik fra mand og datter. Pias far fik tilkendt forældremyndigheden.**

ROSSELLINI skræddersyede seks produktioner til Bergman: Stromboli, et segment i antologifilmen Siamo Donne (1953), Europa ’51 (1953, da. Størst er kærligheden), Jeanne d’Arc-filmen Giovanna d'Arco al rogo (1954, int. Joan of Arc at the Stake), Stefan Zweig-filmen Angst (1954), som var tyskproduceret, og Viaggio in Italia (1954).

   Sidstnævnte Rejse i Italien, hvor Bergman og George Sanders spiller et britisk ægtepar, som gennemlever en ægteskabelig krise, mens de besøger Napoli, er den bedste film i bundtet. Det er dén og Stromboli, som fortsat cirkulerer på festivaler og i netværket af cinemateker. Man skal dog ikke underkende styrken i Jeanne d'Arc på bålet, hvor Bergman spiller Jeanne i et andet register end i den amerikanske Joan of Arc, som er nævnt ovenfor.*** 

ROSSELLINIS socialistiske fans så Bergman-fasen som et brud med de neo-realistiske idealer, men kombinationen af psykologi og cinéma verité var en direkte inspiration for de franske instruktører, som startede la nouvelle vague.

   François Truffaut og Eric Rohmer interviewede Rossellini til Cahiers du cinéma, og da Rossellini døde i 1977, sendte Jean-Luc Godard hans børn et telegram med teksten: »Now we are alone in the woods«.

   Den offentlige modvind blev i længden en belastning. Rossellini indledte et forhold til Sonali Das Gupta, som han traf under arbejdet med dokumentarfilmen India i 1956. Bergman turnerede da i Europa med teaterudgaven af Jeanne d’Arc. Hun medvirkede i Jean Renoirs Elena et les hommes (1956, da. Elena og mændene) som Warner Brothers producerede, og blev eftertrykkeligt taget til nåde for sin rolle i Anastasia (1956). I Jeg er Ingrid ser man Cary Grant springe op og modtage en Oscar på hendes vegne.

JEG er Ingrid taber højde efter bruddet med Rossellini. For det første satte Bergman hegn om sit privatliv med teaterproduceren Lars Schmidt, som hun var gift med fra 1957-75. Man ser dem ved huset på hans private ø i den svenske skærgård.

   For det andet svæver Björkman hurtigt hen over de film, som fulgte efter det amerikanske comeback. The Inn of the Sixth Happiness (1958, da. Sjette lykkes kro), Stanley Donens Hitchcock-farvede Indiscreet (da. 1958, Indiskret), hvor Bergman igen danner par med Cary Grant, og Gene Saks' svært charmerende Cactus Flower (1969, da. Kaktusblomsten), hvor hun springer ud som comedienne, er henvist til bisætninger.

   Heller ikke den sidste rolle – som Golda Meir i tv-filmen A Woman Called Golda (1982) – er særligt uddybet. Derimod er der et stærk tilbageblik på Höstsonaten (1978, da. Høstsonaten), hvor Ingrid blev instrueret af Ingmar Bergman. Liv Ullmann fortæller om arbejdsprocessen. Man kan næsten høre skænderiet, som legenderne fører bag lukkede døre – han vinder – mens filmholdet ser ned i gulvet.

INGRID Bergman døde af brystkræft den 29. august 1982, samme dag som hun fyldte 67 år. Hun lever for de fleste i erindringen om Casablanca og Notorious. Ifølge Björkman var årene med Rossellini den store tid, som får alt, der kommer før og efter, til at blegne. Det er ikke sikkert, det var sådan.

   Jeg er Ingrid er et fornemt portræt af en mor og en fornøjelse at se i biografen. Ikke mindst løftes filmen af den musik, som Michael Nyman har komponeret til lejligheden.

   Ældre kritikere vil bebrejde filmen, at den fokuserer på kendte triumfer. Nuvel. Til gengæld løfter den stjernen ud af en begyndende glemsel og sikrer erindringen om, hvem hun var. Alt sammen takket være de smalfilm, hun tog for at fastholde lykken. I biografen brænder de igennem, som kun gamle film i stærke farver kan.

Se også Varm alabaster: Greta Garbo 1905-1990; Amerikas dronning: Katharine Hepburn 1907-2003; En skuespillers arbejde: Marlon Brando 1924-2004.

*) Ingrid Bergman skrev kontrakt med Universum Film (UFA) i 1938, da studiet og den tyske filmproduktion for længst var underlagt den nazistiske kulturpolitik. Carl Froelichs i øvrigt udmærkede film handler om fire veninder, der går på kunsthåndværkerskole sammen og åbner et designerfirma. Forlægget var et skuespil af Jochen Huth, som også skrev manuskriptet til filmen. Efterhånden falder veninderne fra, og endelig skal også Marianne Kruge (Bergman) vælge mellem ægteskab og karriere. Produktionen var skræddersyet til Ingrid Bergman, der skulle lanceres som stjerne i Tyskland. I dokumentarfilmen Hitler's Hollywood (2017) siger kritiker og instruktør Rüdiger Suchsland, at filmen senere blev slettet af Bergmans cv. Det er ikke helt sandt. Bergman var ikke stolt af sin flirt med en tysk karriere, men hun fortier den ikke. Hun skriver i sin selvbiografi, at hun lagde særlig ildhu i det allierede krigsarbejde, fordi hun fortrød sidespringet. Die vier Gesellen havde dansk premiere den 13. marts 1939. Titlen var De fire Kammerater – i Sverige hed den Kvartetten gifter sig. Under fotoet fra filmen ses Ingrid Bergman i Berlin i 1945, hvor hun underholdt de amerikanske tropper, der blev tilbage efter den tyske kapitulation.

*) Sangskriveren Woody Guthrie (1912-1967) – 1930ernes og 40ernes store amerikanske trubadur, forfatter til »This Land is Your Land« og den unge Bob Dylans rollemodel – skrev en tekst, som ser forelsket på Bergman (med et kønnet blik, der i mellemtiden er blevet suspekt og ukorrekt):

   »Ingrid Bergman, Ingrid Bergman,/ Let’s go make a picture/ On the island of Stromboli, Ingrid Bergman// Ingrid Bergman, you’re so perty,/ You’d make any mountain quiver/ You’d make my fire fly from the crater/ Ingrid Bergman// This old mountain it’s been waiting/ All its life for you to work it/ For your hand to touch the hardrock,/ Ingrid Bergman, Ingrid Bergman// If you walk across my camera,/ I will flash the world your story,/ I will pay you more than money, Ingrid Bergman// Not by pennies, dimes nor quarters,/ But with happy sons and daughters,/ And they’ll sing around Stromboli,/ Ingrid Bergman.«

   Guthrie skrev teksten i 1950, mens han boede på Mermaid Avenue på Coney Island sammen med sin anden hustru, Marjorie Greenblatt Mazia (1917-1983) og børnene Cathy Ann (som kun blev 4 år), Arlo (som selv blev en formidabel sangskriver), Joady Ben (som jeg ikke ved noget om) og Nora (som bestyrer The Woody Guthrie Foundation og forlaget Woody Guthrie Publications).

   Guthrie skrev i denne gode periode flere tusinde digte og tekster, som aldrig blev færdigudviklet eller sat i musik. Der var en overflod af solbeskinnet hverdag og megen kærlighed i huset. Det var på samme tid, at sangeren blev syg og begyndte at udvise de symptomer på Huntingtons Sygdom, som førte til hans lange hospitalisering med gradvis forværring i både sind og fysik.

   I 1995 havde Nora Guthrie omsider katalogiseret det hele og sad med 3000 tekster. Hun bad Billy Bragg (som er britisk og politisk) og Jeff Tweedy og Jay Bennett (1963-2009) fra bandet Wilco om at se på materialet. De delte teksterne mellem sig og skrev ny musik. Sangene er samlet på Mermaid Avenue (1998) og Mermaid Avenue Vol. II (2000). Mermaid Avenue Vol. III (2012) indgår i Mermaid Avenue The Complete Sessions, som udkom i 100-året for sangerens fødsel. Her er i alt 47 nye sange samlet. Nora Guthrie forklarer konceptet i sin kærlige introduktion. Nonesuch Records udgav det gavmilde bokssæt. Også en dvd hører til.

   »Ingrid Bergman« er fra Mermaid Avenue. Billy Bragg synger sangen alene og spiller selv akustisk guitar.  

***) Det var med kærlig hilsen til Ingrid Bergman og Roberto Rossellini, at Martin Scorsese i 1999 kaldte sit fire timer lange essay om italiensk film for My Voyage to Italy/ Il mio viaggio in Italia. Giovanna d'Arco al rogo/ Joan of Arc at the Stake er en filmet opførsel af oratoriet Jeanne d'Arc au bûcher (1938), som Arthur Honegger komponerede til en libretto af Paul Claudel. En katolsk forestilling med en næsten psykedelisk kvalitet, der matcher både Carl Th. Dreyers La passion de Jeanne d'Arc (1928, da. Jeanne d'Arcs lidelse og død) og den bizarre hekseafbrænding på filmsettet i Gaspar Noés metafilm Lux Æterna (2019). 

Jeg er Ingrid (Jag är Ingrid). Instr.: Stig Björkman. Manus: Stig Björkman, Domenika Daubenbüchel, Stina Gardell. Foto: Eva Dahlgren, Malin Korkeasalo. 114 min. Sverige 2015. Dansk premiere: 27.08.2015.

Fotos: Chimney Pot/ Rialto Pictures/ Miracle Film Distribution/ Warner Brothers/ Andy Warhol (Portraits of Ingrid Bergman, 1983)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod (minus noter) i Weekendavisen Kultur 29.08.2017