Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006)

FIRMAETS MAND
Næsten glemt men ganske elsket

Af BO GREEN JENSEN

PRÆMISSEN er gribende enkel. Bagmanden Ravn (Peter Gantzler), som på frejdig vis ejer en mindre it-virksomhed, har i årevis fundet det enklest at lade en ikke-eksisterende »direktør for det hele« træffe de upopulære beslutninger.

   I begyndelsen var der tale om en bekvem fiktion, men med årene er fantomet »Svend E.« blevet et uhyre med mange ansigter, der dominerer sin stab via e-mails og meddeler sig på forskellige måder til hver enkelt medarbejder. Nogle gør han kur til; andre nedgør og tirrer han flittigt; atter andre løftes op og får et kys på panden, før de sættes tilbage i trædemøllen. Ravn er muligvis konfliktsky, men han er også en udspekuleret menneskekender.

   Da firmaet ligger i forhandlinger om at fusionere med et islandsk selskab, bliver det nødvendigt for Ravn at finde »Svend E.« Hans koleriske modpol hos opkøberen, mindeværdigt fremstillet af Fridrik Thor Fridriksson, den store gamle mand i islandsk film, vil kort og godt ikke forhandle med andre end »direktøren for det hele«. Ravn hyrer da narren Kristoffer (Jens Albinus), en arbejdsløs andenrangs skuespiller, som tager sig selv og sin gerning meget alvorligt, til at træde i direktørens sted for en uge.

    

FOR det første angriber Kristoffer opgaven, som gjaldt det en opførelse af Kong Lear. For det andet ved han i sagens natur ikke meget om firmaets sindrige hierarki og hvilken slags mand, direktøren kan være. Han tager farve efter hver situation og navigerer ud fra stikord, som Ravn ikke ligefrem er gavmild med. Han overspiller, underspiller, får efterhånden smag for sin position og engagerer sig endelig følelsesmæssigt.

   Umiddelbart kan strukturen virke løs, men Direktøren for det hele er en af den slags film, som ikke tager et gevær ned fra væggen, hvis hensigten blot er at lægge det fra sig. Kristoffers guru udi i kunsten er den store Antonio Stavro Gambini, en Stanislavski-agtig autoritet på metodespillets kapriciøse område. Undervejs i forhandlingen kommer det frem, at også andre er på Gambini, og det får strategisk betydning.

TYPOLOGIEN er rigt facetteret, og dialogen kan på ingen tid springe fra økonomisk satire til anvendt populærpsykologi og ægte dynamik mellem mennesker. Sjovest er præsentationsrunden, hvor medarbejderne efter tur kommer ind og gør sig til for direktøren, der selv må reagere på stedet og prøve at skære en passende grimasse.

   Iben Hjejle markerer reviret med sex. Mia Lyhne vil hellere giftes. Casper Christensen er en olm tordensky fra provinsen, og Jens Albinus får lov til at tale om at være »baghylerens mand« til det sidste, indtil hans eks dukker op i skikkelse af Sofie Gråbøl, som gennemskuer situationen.

DET er en spids lille film med mange gevinster, som især giver mening og folder sig ud, hvis man fra begyndelsen er indstillet på, at man ikke skal se et vægtigt idébårent epos i stilen fra Breaking the Waves eller Dogville, men snarere går ind til en slags Idioterne light. Spillerne kunne være et afgangshold fra teaterskolen, der følger et løst skitseret forløb og bytter roller og skifter karakter, når de kan. Filmen lever stærkest i enkeltstående scener, hvor situationskomikken udarter og pointerne bliver til undervejs.

INSTRUKTØREN træder selv frem før og efter historien, som han også forholder sig til i resummerende indstik. Man ser ham som et genskin i en glasfacade. Fortælleren filmer sig selv og forankrer den samlede bestræbelse i meta-kommenterende form.

   Prologen og de angiveligt uforpligtende slutord har samme formanende skær af spøgefuld alvor, som man finder i tekster fra Oplysningstiden, hvor verden fra begyndelsen er sat i anførselstegn. I denne sirlige indramning fremstår von Trier som Holberg eller Voltaire. Endvidere er der en nostalgisk bismag af firmafarce og folkekomedie. I glimt kan Direktøren for det hele opleves som en postmoderne udgave af tv-serien Én stor familie (1982-83).

SOM sagt ligner filmen et prøveforløb. Trier har til lejligheden designet et system, han kalder Automavision, hvor beskæringer og belysninger foretages vilkårligt. Der er naturligvis også et nyt regelsæt:

»Automavision® er et princip for billede- (og lyd-) optagelser til film, udviklet ud fra intentionen om at begrænse den menneskelige indflydelse ved at byde tilfældigheden indenfor, og således få en »ideløs« overflade på værket, frigjort fra vanemæssig udførelse og æstetik.«

I denne ånd af »randomisering« bruges fræsende jump cuts og hård lyd med mange forstyrrende smæld. Hele filmen kan godt virke svimmel, og det passer glimrende til den. Man har set historien som et billede på, hvordan konstruktionen Zentropa opererer, og det kan man sikkert udmærket. Man har set relationen mellem Ravn og Kristoffer som en parafrase over forholdet mellem Peter Aalbæk og von Trier. Også dét kan man sikkert udmærket gøre.

   Vigtigst er dog, at moraliteten fungerer. Trier har talt om at nedjustere, afmontere stjerneapparatet, blive i Avedøre og kun lave små film med spillere, som han kender på forhånd. »Kort sagt, føler jeg nu i mit 50. år, at have arbejdet mig frem til privilegiet: at snævre ind«. Han kan ikke blive sådan ved og har næppe heller lyst til at gå i kloster og dyrke sin have på ubestemt tid. Men som et sted at begynde igen fungerer den skarpe bagatel ganske godt.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

Direktøren for det hele (The Boss of It All). Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Automavision. 99 min. Danmark-Sverige-Frankrig-Italien-Tyskland-Island 2006. Dansk premiere: 08.12.2006.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Nordisk Film Distribution/ Trust Nordisk/ Automavision/ CineMaterial/ DFI

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, You Tube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.12.2006