torsdag den 16. juni 2022

Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007)



I BUND OG GRUND
Den definitive afgangsfilm

Af BO GREEN JENSEN

»ERIK var i bund og grund et venligt menneske.« Sådan begynder Erik Nietzsches fortælling om de svære begynderår 1979-82, da han som en anden Kaspar Hauser fra Lyngby dumpede ned i den æstetiske pølsefabrik på Den Danske Filmskole, som dengang havde domicil i Store Søndervoldstræde på Christianshavn.
   Månebarnet landede midt i skabelsessuppen, men blev trods megen intern sabotage en voksen og visionær filmkunstner, som alligevel havde noget ud af at omgås de selvtilfredse lærere og konkurrerende kammerater.
   Der er i meget tynd forklædning tale om Lars von Triers bevægede skolehistorie. Skulle nogen alligevel være i tvivl, fungerer han selv som fortæller på den stærkt litterære lydside, hvor filmen til stadighed perspektiveres.
   At projektets generelle design – og hele humoristiske tone – minder meget om Stanley Kubricks fortolkning af William Makepeace Thackerays The Memoirs of Barry Lyndon, Esq. (1844) er en pointe, snarere end et tilfælde. Barry Lyndon (1975) hører til Triers favoritfilm, og man må tro, at han anskuer verden med de samme ironiske øjne, som Thackeray lod sin fortæller se med.



DE unge år er, kan man fastslå fra starten, en umådelig vellykket film, som fungerer på mange niveauer. Det er filmens svar på en nøgleroman, ja, og det er sandt, at der er tale om en satirisk komedie med skarpe portrætter af lærere og kolleger.
   Her er Søren Pilmark som »Mads«, den hårdkogte rektor (alias Henning Camre), og Dejan Cukic som skrivelæreren »Selkoff« (alias Mogens Rukov), komplet med cirkulær dramaturgi og evig glød i en tændt cigaret. Troels Lyby er den selvretfærdige »Bent« (et amalgam af Gert Fredholm og Hans Kristensen), der som lærer erstatter Søren Mallings flæbende »Hans Jørgen« (dvs. Hans-Henrik Jørgensen).
   Holdkammerater som David Denciks selvpromoverende »Zelko« (dvs. Vladimir Oravsky) og Mille Lehfeldts feministisk fokuserede »Margrethe« (dvs. Ingrid Oustrup Jessen) karikeres med knastørre øjne. Hanne Uldal og Anne Lise Gabold, divaer without a clue, hænges ud i skikkelse af Paprika Steen og Bodil Jørgensen, da de afviser at medvirke i Eriks elevfilm.
   Nils Malmros bliver udførligt parodieret som »Troels« (Jens Albinus), da han belærer »filmskoledrengen«, og Kirsten Norholts top- og bundløse dage er bragt i sanselig erindring af Patricia Schumann, da Zelkos afgangsfilm forulykker – og Erik lærer skadefryden at kende.



DER er mange flere skikkelser, man kan have sjov med at udpege. For at lette øvelsen, tilføjer bogudgaven af filmmanuskriptet et nyttigt register, som mellem linierne får sagt tak for sidst til en lang række gamle bekendte.*
   Det er dog en væsentlig del af charmen ved filmen, at ingen kvæstes helt urimeligt, ligesom Erik selv skoses og inddrages i den generelle opportunisme. Der tænkes også kærlige tanker, og personerne fungerer, selv hvis man ikke kender noget til disse svundne dage og denne danske andedam. De er da karismatiske karakterer i en af årtiets bedre folkekomedier.



DE unge år er dog også et kunstnerportræt og en semi-seriøs udviklingsskildring. Jonatan Spang ser forbløffet på verden med den unge mands indgroede misantropi – men han kan alligevel frydes ved kønnet, falde i staver ved synet af det magiske filmudstyr, han en dag vil få lejlighed til at bruge, og have originale ideer.
   Det er ikke ren erindringsfetichisme, når De unge år bruger så mange ressourcer på at rekonstruere miljøet og skabe gennemførte pasticher på elevfilm som von Triers Nocturne og Oravskys Psycho Drama, der havde Trier i den ene hovedrolle som stand-in for Humphrey Bogart. Her er klip fra Eriks ældste smalfilm, og han drømmer om at drukne i sort-hvidt vand à la Andrej Tarkovskij. Sætstykkerne med Malmros og Norholt er samtidig meget solide scener.



DER kommer en ægte, undrende stilhed over De unge år, da det lykkes Erik at narre sin akrofobiske skuespiller op i liftkurven på en 35 meter høj kran. Det sker under indspilningen af filmens svar på Triers Befrielsesbilleder (1982). Optagelsen finder sted i en skov, og med ét falder verden i hak. Erik har nået sin bestemmelse og skaber selvforglemmende filmkunst i en ramme, hvor al forberedelse er overflødig: »Tågen lå der allerede, og det dæmrende sollys funklede, og det hele var en gave fra Gud.« Her er De unge år blevet ét med Truffauts La nuit américaine (1973, da. Den amerikanske nat), Federico Fellinis 8½ og andre filmskaberfilm. Den har for øvrigt også adskilligt tilfælles med Reprise, Joachim Triers norske forfatterfilm.



DEN giftigste pointe og skarpeste karikatur er forbeholdt Erik Nietszche selv. Hvor han ved filmens begyndelse stod og så på, eller var prisgivet vinden og andre folks luner, har han ved slutningen udviklet en pragmatisk, aggressiv egennytte, der på belejlig vis kan camoufleres som fagpolitisk engagement.
   Instruktørsammenslutningen vil forhindre ansættelsen af »Fredrik Kristiansen« (egentlig Christian Clausen) som spillefilmskonsulent på DFI. Ved et livligt fællesmøde fremlægger Erik en strategi for, hvordan man får skovlen under den sagesløse mand, der spilles af Peter Hesse Overgaard. Hvis ingen søger støtte, hvis branchen strejker kollektivt, må Instituttet jo finde en anden.
   Planen vedtages, og Fredrik Kristiansen forlader lokalet. Bagefter kommer Erik ud og rækker den vragede konsulent manuskriptet til Kommissæren og luderen, dvs. den film som blev til Forbrydelsens element.(1984). Konkurrencen er ryddet af vejen, og der er fri adgang til »de sparsomme statslige midler«.
   Ingen andre har søgt støtte, for dét blev vedtaget på mødet, og tiden hylder den solidariske faktor. Ergo får Eriks film maksimal produktionsstøtte. »Erik var i bund og grund et venligt og ganske ærligt menneske,« siger fortælleren og tilføjer: »Og nu osse et uddannet menneske.« De to mænd trykker hænder. Stalin havde været stolt.



SÅ der er virkelig noget at komme efter, også – og måske især – hvis man ikke tændte på kontorpolitikken i Direktøren for det hele (2006). Konstruktionen med kinesiske æsker – Erik som maske for Trier; Jacob Thuesen som instruktørens stand-in; Trier selv som overordnet fortolker – lyder sikkert som litterær filigran, men giver filmen flere frodige lag.
   Erik Nietzsche – De unge år er blevet et af Lars von Triers bedste arbejder, skønt han ikke selv instruerer: En film om film, en skolehistorie, en dannelsesskildring, en folkekomedie. Det er den definitive afgangsfilm, som Trier og Thuesen tilbyder hér.


*) Erik Nietzsche: De unge år. Et filmmanuskript. 128 s. Filmmagasinet Ekko i samarbejde med Dansklærerforeningen og Grand Teatret, 2007. I forbindelse med premieren udkom Lars von Triers manuskript i kommenteret bogform. For ideen stod Claus Christensen (Ekkos redaktør), Kim Foss (biografens direktør) og Thomas Frandsen (DlFs forlagschef). Det er særdeles fornøjelig læsning. Professor Peter Schepelern (som dengang endnu ikke var emeritus), der har fungeret som en blanding af Brostrøm, Boswell og dr. Watson i forhold til Trier, bidrager med en efterskrift, »Portræt af kunstneren som ungt geni – En nøgle til Erik Nietzsche og hans forfatterskab«. Filmskaberen selv har utvivlsomt været behjælpelig ved udarbejdelsen af det fyldige personregister, Hvem er hvem, og hvad der blev af dem? Indirekte bliver listen næsten en karakterbog for '82-årgangen. Maria Hagerup har designet omslaget, som reproducerer Lars Triers laminerede årskort fra Filmskolen. Erik Nietzsche – De unge år kom ikke i handelen, men fungerede som en slags julebog. Den koster 100 kr. i filmmagasinet Ekkos webshop. 

De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1. Instr.: Jacob Thuesen. Manus: Erik Nietzsche (Lars von Trier). Foto: Sebastian Blenkov. 92 min. Danmark-Italien-Sverige-Østrig-Frankrig 2007. Dansk premiere: 25.12.2007.


Fotos: Zentropa Entertainments/ DFI/ DR/ Eurimages/ SVT/ SFI/ Film i Väst/ Memfis Film/ Trollhättan Film/ Lucky Red/ Pappagallo Film/ Les Films du Losange/ Österreichisches Filminstitut/ Trust Nordisk/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/
Filmen streames på Blockbuster 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.12.2007
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar