Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000) [Musicals]

DEN NÆSTSIDSTE SANG

Lars von Triers guldpalmevinder

Af BO GREEN JENSEN

SEPTEMBER 2000: MIRAKLERNES tid er ikke forbi. Tværtimod holder de længere nu. Der er gået fire måneder, siden det endelig lykkedes Lars von Trier at stå på scenen i Cannes som en guldpalmevinder. Det var dét, som han virkelig ville, og med Dancer in the Dark, en musikalsk tragedie, som siger tidens vedtagne smag ret imod, er det én gang for alle lykkedes ham at få samme skeptiske tid på sin side.

   Forbrydelsens element (1984) lagde fundamentet. Europa (1991) gjorde bygningen synlig og instruktøren stor i festivalkredsløbet. Breaking The Waves (1996) blev en vaskeægte succes, og så har vi endda ikke nævnt, hvad Epidemic (1987), Riget (1994), Riget II (1997) og Idioterne (1998) undervejs fik gjort for den gode sags udbredelse.

   Med Dancer er konstruktionen fuldbragt. Heraf kan man blandt andet udlede, at det stadig vækker opsigt, når Fanden går i kloster. Karrieren begyndte med et ironisk genrestykke og kulminerer i et sentimentalt melodrama, som ingen anden instruktør kunne have fået til at fungere. Også derfor er Lars von Trier i dag det største europæiske navn på filmens verdensscene. Og fra i dag kan man i 50 biografer se, hvad al postyret har drejet sig om.

HISTORIEN er stærk og enkel, kulørt som en skillingsvise. Tiden er 1960erne, stedet delstaten Washington. Selma Jezková (Björk) er kommet fra [det daværende] Tjekkoslovakiet til USA, fordi hun hér kan give sin søn den operation, der er nødvendig, hvis han ikke skal miste synet som voksen.

   Til en vis grad er hun også kommet på grund af de amerikanske musicals, som hun elsker og som hun flygter ind i, når virkeligheden bliver for hæslig, ensformig eller urimelig. Det værste hun véd er, når filmen er færdig. Hjemme forlod hun altid biografen, når hun kunne fornemme, at man var nået til den næstsidste sang. På den måde gik hun glip af finalen, men filmen kunne fortsætte evigt.

LIDENSKABEN for musicals er hendes eneste farveplet. Ellers er Selma indbegrebet af selvopofrende askese. Hun tager så mange vagter som muligt på fabrikken, som fremstiller stålvaske. Hun spinker og sparer hver cent, som hun tjener, tager hårnåle med hjem for at sætte dem i pakker, har næppe timer nok i et døgn. Det hele sker for Genes skyld, men man kan ikke fortænke drengen i at føle sig forsømt, for Selma kommer altid sent hjem, og der er end ikke råd til en cykel. Hendes moderkærlighed er, helt bogstaveligt, som en naturkraft. Den går forud for alle andre hensyn.

   Kun Selma ved, hvor kort og kostbar tiden er. Hun er ved at miste synet, og for hver dag æder mørket lidt mere af arbejdsevnen, som er hendes eneste aktiv. Hun kan snyde lægen ved at lære tavlens bogstaver udenad, men hun kan hverken narre veninden Kathy/Cvalda (Catherine Deneuve), der er en blanding af søster, mor og veninde, eller Jeff (Peter Stormare), den trofaste tilbeder, som så gerne ville være noget mere end en ven. Jeff står altid klar ved fabrikken, når Selma skal til at gå hjem. Det er også ham, som sørger for, at sønnen trods alt får en cykel til sin fødselsdag.

GENERELT vil mennesker Selma det godt. Hendes væsen smitter af på andre, bl.a. fabriksformanden (Jean-Marc Barr) og Samuel (koreografen Vincent Paterson), der er ved at instruere The Sound of Music som amatørforestilling med Selma i rollen som Maria, da vi møder hende første gang.

   Langt senere gør Selma det samme indtryk på den kvindelige fængselsbetjent (Siobhan Fallon), som Milady de Winter gør på sin fangevogter i De tre musketerer. Også sheriffen Bill (David Morse) er uhyre anfægtet af hendes iboende godhed. Han og pyntehustruen Suzan (Katrine Falkenberg) lader Selma og Gene bo i en campingvogn, som alligevel står nede bagved i haven. De passer Gene om aftenen, og Bill sørger for at han kommer i skole.

   Der er overhovedet en særlig ømhed og fortrolighed mellem Bill og Selma. Han betror hende, at han for længst har formøblet den arv, som hans kone stolt bruger løs af. Hun røber til gengæld sin hemmelighed om lyset, som er ved at forsvinde. Han véd med andre ord nøjagtigt, hvad han foretager sig, da han forråder hendes venskab og stjæler hendes penge.

   Bill beder selv om at dø, mens han ligger og kæmper for livet. Han er i bund og grund en splittet mand, men han er ikke noget dårligt menneske. Det begriber Selma, da hun tilgiver ham, før hun dræber ham for at få sine penge. Og han tilgiver hende i »Smith & Wesson«, som sammen med »Next To Last Song« er de mest interessante og betydningsfulde sange i filmen.

FOR sangene er mere end nik til konventionen og flitterstads for formens skyld. I 1980erne ville man sikkert have sagt, at Trier med Dancer in the Dark dekonstruerer den traditionelle filmmusical. Det gør han muligvis, men han hylder den også og håner den aldrig. Sangene er for det første udtryk for Selmas særegne syn på tilværelsen. For det andet flytter de virkelig handlingen, forrykker og forløser de psykologiske motivationer, gestalter den udveksling af energier, som til stadighed finder sted. Sangene taler sandt på en måde, som de realistiske afsnit ikke kan.

   Vist tages traditionen i ed. Der citeres især fra The Sound of Music (1965), som flere af Björks kompositioner tager afsæt i. Tre af Rodgers' og Hammersteins sange, »Climb ev'ry Mountain«, »So Long, Farewell« og »My Favourite Things«, får lige så megen plads på lydsporet som filmens egne sangnumre. Det er Lloyd Bacons 42nd Street (1933), som veninderne ser stumper af i biografen, hvor en tirret mandlig tilskuer klager, fordi Kathy refererer handlingen for Selma.

   Ikonet Catherine Deneuve var Pigen med paraplyerne (1964) og den ene af Pigerne fra Rochefort (1966) i Jacques Demys og Michel Legrands musicals, og i den store scene fra retssalen, hvor Selma modtager sin dom, er det Joel Grey – ceremonimesteren fra Bob Fosses filmudgave af Cabaret (1972) – der gæsteoptræder markant og emblematisk.

DOG er det ikke i filmmusicalen, at Dancer in the Dark har sin oplagte inspirationskilde. Denne skal snarere findes i tv-mediet, for Triers film bruger sangen og dansen, pausen som bryder med virkeligheden, på nøjagtig samme måde, som Dennis Potters unikke trilogi af musikalsk baserede føljetoner – Pennies from Heaven (1978), The Singing Detective (1986) og Lipstick On Your Collar (1993) – gjorde gængs og dannede skole med.

   Især Pennies from Heaven deler meget med Dancer in the Dark. I begge musikalske tragedier træder karaktererne for en tid ud af nuet og ind i en mere fundamental virkelighed, når de lader fantasien råde og begynder at synge.

   Potters serie benyttede gamle indspilninger af i forvejen eksisterende schlagere, som karaktererne mimede til. Herved opstod en både kuriøs og kompleks, men forbavsende effektiv kombination af ironisk distance og inderlighed. Triers film har ny musik af Björk og mildt ubehjælpsomme tekster, som instruktøren og Sjón [Sigurdsson] har skrevet i fællesskab. Men den indtrængende kvalitet er den samme.

   Det gør ondt og godt på én gang, da Bill rejser sig som en blodig Lazarus, vasker sit ansigt og tilgiver Selma, før han omfavner hende og beder hende flygte. Sangen spiller i Selmas hoved, men viser os sandheden om det, som er sket. I hvert fald hjertets sandhed, og denne har højeste prioritet i Dancer in the Dark.

BÅDE i Cannes og før den danske premiere har Trier opfordret anmelderne til ikke at røbe for mange detaljer om den smukke og brutale slutning, der i sin rovdrift på publikums følelser går mindst lige så langt som de guddommelige klokker i Breaking the Waves og den chokerende lussing, som falder i sidste scene af Idioterne. Den anmodning vil vi respektere. Det gør dog ingen egentlig forskel, om man ved, hvordan filmen ender. Jeg har set Dancer in the Dark tre gange og er blevet lige anfægtet hver gang.

   Filmen både tåler og fordrer stadige gensyn. Også denne egenskab røber, at vi trods alt har at gøre med en ægte musical. For hver gang vokser sangene, der i begyndelsen synes at dunke og strømme fra den samme maskinelle puls. Netop hjerteslagets eurytmi er udgangspunktet for Björks intime kompositioner, som kun i passager af ouverturen, sluttemaet »New World« og bliksymfonien »Cvalda« får karakter af pastiche. Og ved hvert gennemsyn er det lykkedes »Next to Last Song« at væve mig ind i en trance, som på mærkelig vis opløser tidsfornemmelsen. Den næstsidste sang rummer mindst det halve af følelsen, som rammer os så hårdt til slut.

DET er let og ligger lige for – instruktøren har selv været inde på sagen – at betragte Dancer in the Dark som »et remake af Breaking The Waves« med indlagte sange. Den er dog også en endnu mere radikal og på sin måde mere renfærdig film. Den seksuelle faktor er stort set fjernet fra ligningen hér, og på den måde kommer offeret til at stå klarere. Men uanset hvordan man vender og drejer det, er det umuligt at opfatte Bess, Karen og Selma som andet end regulære helgeninder. Vi forstår til overflod, at tematikken er vigtig for von Trier. Hvad vi skal med de gode kvinders åbenbart nødvendige martyrium, er straks sværere at sige.

JEG troede selv, at jeg havde et bud, da jeg bad auteuren om en forklaring i Cannes. Trier har selv kaldt Dancer in the Dark for den sidste film i »Guldhjerte-trilogien«, som er inspireret af en nu legendarisk billedbog, han læste igen og igen i sin barndom. Den er richsalbumagtig og gribende naiv. Interessede kan granske den i Peter Schepelerns bog om Lars von Triers film – tvang og befrielse, en ajourført udgave af Lars von Triers Elementer (1997). På filmens officielle website kan man endog få værket læst højt. Så i min gribende naivitet spurgte jeg:

   – Du har lavet tre film om en kvinde, som inkarnerer godheden. Er du blevet klogere på godhedens væsen?

   »Ja, jeg er blevet klogere på godhedens væsen, men jeg tror slet ikke, at det er dét det handler om. Det hér er tre kvinder, som bare gør hvad de føler og hvad de tænker og hvad de siger. Det har ikke noget specielt med godhed at gøre. Det er klart, at hvis de tilfældigvis havde været basalt af en anden opfattelse, så havde det handlet om ondskab, hvad ved jeg. Men det hér handler om at gøre, hvad man siger og hvad man tænker og hvad man mener er moralsk rigtigt, og det har i virkeligheden slet ikke noget med godhed at gøre. Det er noget med nogle karakterer, nogle stærke karakterer.«*

OM værdien af den sentimentale uddannelse sagde Trier endvidere: »Hvor utroligt det end kan lyde, så arbejder jeg jo ikke sådan. At prøve at påvirke et publikum, det er jo ikke dét jeg gør. Derfor bliver jeg ikke mere sentimental, end jeg selv har lyst til. Jeg arbejder ud fra en karakter, som jeg synes er interessant. Det er rigtigt, at jeg arbejder med følelser og det sentimentale. På et eller andet tidspunkt står jeg selv af, og så bliver det ikke mere sentimentalt. Det har jeg altså bare ikke gjort endnu. Det som så er interessant er, hvornår står publikum af og hvornår står jeg af. Jeg synes, det er interessant at undersøge de dér ydre grænser.

   Oplægget til denne hér film har været det samme som til Breaking The Waves, at tage en historie som, hvis den blev fortalt kun med ord, ville få folk til at sige: Det er simpelt hen for meget, det kan vi ikke acceptere. Vi kan ikke acceptere at karaktererne gør dét og dét og dét. Og så få det til at blive følelsesmæssigt acceptabelt, ja, det har været en udfordring. Men jeg går da fuldstændig ind for det. Det er klart, ellers kan du ikke lave det. Så kan du jo brække dig over det bagefter, men du bliver nødt til at føle det.

   Jeg føler det. Björk følte det ad helvede til. Det kan man mene, der er nogle kvaliteter i; man kan mene, at der ikke er det. Jeg mener, der er nogle kvaliteter, specielt netop den mekanisme, at hvis jeg ved hjælp af de hér følelser kan få nogle folk et sted hen, hvor de ikke troede de kunne komme, så kan jeg ikke se andet end at det et eller andet sted må være en eller anden minimal berigelse af deres opfattelse af virkeligheden. At man virkelig kunne komme derhen, man kunne virkelig acceptere dét og dét, det må da give én anledning til at tænke lidt over, hvordan man selv er skruet sammen.«

DET er – og det skal siges så højt, at man kan høre det – en formidabel og grænseoverskridende film. Björks hudløse fremstilling af Selma er en linedans uden sikkerhedsnet, men også David Morses spil i rollen som medvideren Bill, den blide Judas som véd hvad han gør, er en indsats som retfærdiggør det ellers så misbrugte ord præstation. Franske, amerikanske, skandinaviske og tyske spillere fungerer selvfølgeligt sammen i et anakronistisk USA-billede, hvor pionerånden endnu dominerer.

   Den rastløse stil med jump cuts og søsyge swish pans er magen til kameraføringen i Breaking The Waves. Den gør de brede billeder levende og bryder med den monumentale stil, man forventer at møde i en musical. Til gengæld får sangnumrene lov at være store og rolige, men det er aldrig muligt at danne sig et samlet overblik over koreografien, fordi der klippes mellem de 100 digitale videokameraer, som var i brug under optagelserne.

    

DANCER in the Dark vil næppe på længere sigt præge genren, den knytter an til. Især amerikanske kritikere hader dens grumsede grunge-look. Heller ikke de kan dog undgå at reagere på filmens rå bund af ren følelse.**

   »Det handler om at gøre, hvad man siger og hvad man tænker og hvad man føler er moralsk rigtigt,« siger instruktøren. Jeg kan huske, at jeg følte mig bidt af i Cannes, da Trier ikke ville tale om godhedens væsen. Men i grunden giver det mening og er forklaring nok på en storslået film, som skiftevis irriterer, anfægter og udfordrer sin tilskuer, men aldrig synes at tvivle på sandheden i det enfoldige eventyr, den fortæller.

Se også Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

Dancer in the Dark. Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Robby Müller. 135 min. Danmark-Tyskland-Holland-Italien-USA-UK-Frankrig-Sverige-Finland-Island-Norge 2000. Dansk premiere: 01.09.2000.

*) Guld Hjerte - Eventyret om pigen der blev prinsesse har fået næsten mytisk status. Det er faktisk en blanding af billed- og malebog på 20 sider, som udkom på Rudolf Hansen, Kunstforlag i 1945. Albummet er en aktivitetsbog. Eventyret er gennemillustreret af 'AJ'. På venstre side i hvert opslag er tegningen gengivet i farver; på højre side er den trykt uden tekst eller farver, så barnet selv kan farvelægge. For Trier har tryksagen karakter af et relikvie, sikkert fordi han har bladret i den som lille dreng i ca. 1960, da farvebilleder var sjældne og gjorde indtryk i sig selv. Udgivelsen findes ikke i den nationale registrant. Se i øvrigt Peter Schepelern: Lars von Triers film. Tvang og befrielse (2000, rev. 2018), hvor Guldhjerte-hæftet bliver grundigt gennemgået. Guld Hjerte var blandt de rare effekter på Lars von Trier-udstillingen på Kunstmuseum Brandts i Odense 2017-2018 og indgår i billedværket Det gode med det onde, der fungerer som udstillingens katalog.

**) Dancer in the Dark fik sat betydelige musikalske aftryk, skønt filmen – med sit præg af at være en slags Dogme: The Musical – måske ikke dannede skole. Björk udgav albummet Selmasongs: Music from the Motion Picture Soundtrack 'Dancer in the Dark', der har status som officielt soundtrack. Det er et godt album, skønt det afviger meget fra filmens versioner og udelader adskilligt. For eksempel er »Next to Last Song« slet ikke med. Selmasongs er næsten et nyt værk i sin egen ret og en generobring af materialet.

   Poul Ruders komponerede sin opera Selma Jezková (2010) på baggrund af von Triers manuskript. Værket blev uropført på Det Kongelige Teater, iscenesat af Kasper Holten og med Michael Schønwandt som dirigent. Partiet som Selma blev sunget af Ylva Kihlberg. Henrik Engelbrecht skrev libretto. Forestillingen koger filmen ned i fem scener. Der er ingen spor af musicalmotivet. På den måde falder et stort tema væk. Omvendt står tragedien måske renere. Trier har selv talt om forskellen på musical/operette og opera. En del af ideen med Dancer var at genfinde glæden ved de musicals med Gene Kelly – først og fremmest Singin' in the Rain' (1952) – som han så i tv, da han var yngre. Det er musicalfaktoren, der gør filmen til noget særligt og noget mere end en generisk tragedie.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Film i Väst/ Trust Film/ Liberator Productions/ Pain Unlimited/ Cinematograph/ What Else/ Icelandic Film/ Blind Spot Pictures/ France 3 Cinéma/ Arte/ DR/ SVT Drama/ FilmFour/ Canal+/ Fine Line Features/ Filmek A/S/ Constantin Film/ Lantia/ TV 1000/CNC/ Memfis Film/ Slot Machine/ CineMaterial/ FilmGrab/ Angel Films

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.09.2000.