søndag den 23. oktober 2022

Hirokazu Kore-eda: Umimachi Diary/ Our Little Sister (2015)


FIRE STJERNEKASTERE
De lyriske realister i Japan

Af BO GREEN JENSEN

SOM regel er det genrefilm, der bliver indkøbt, når vestlige distributører handler i Japan: samurai-historier, hårdkogt yakuza-krimi, dystopisk sci-fi, erotisk tonet horror, gerne med sadistisk accent, manga for voksne og magiske animationsfilm fra Studio Ghibli.
   Landet har dog en mindst lige så rig tradition for stilfærdigt sædeskildrende realisme, grundlagt og praktiseret af filmskabere som Yasujirô Ozu (1903-1963), Mikio Naruse (1905-1969) og Kenji Mizoguchi (1898-1956) på et tidspunkt, hvor Europa og USA kun havde øjne for den yngre, alfavnende Akira Kurosawa (1910-1998).
   Især Ozu kunne fortælle store hverdagshistorier. Hovedværket Tokyo monogatari (1953, da. Tokyo Story) er en stadig uovertruffen skildring af den gamle familiestrukturs opløsning. Et aldrende par kommer fra landet til byen for at besøge deres børn, men børnene har ikke tid eller overskud til at tage hensyn. Filmen fik aldrig dansk biografpremiere. I Sverige hed den Föräldrarna.


FLERE moderne filmskabere arbejder bevidst i sporet fra Ozu. En af de bedste er Hirokazu Kore-eda (f. 1962), der nu har nået alderen, som Ozu havde i sin store tid. Kore-eda bruger på samme måde familien som fokus. Han har undersøgt den i film som Still Walking (2008), hvor det er de voksne børn, som besøger forældrene på landet og undrer sig, og Min søns familie (2012).*
   Kore-eda fik sit internationale gennembrud med After Life (1997, da. Mellem liv og død), en metafysisk fabel om efterliv, film og erinding, der forsvinder. Han har flirtet med genresystemet i Hana – the Tale of a Reluctant Samurai (2006) og Air Doll (2009), men skabte sin hidtil reneste film med Nobody Knows fra 2004.
   Her bliver fire søskende efterladt af en promiskuøs misbrugermor. De må ikke være så mange i lejligheden, og den yngste holdes skjult. Det er en lille pige, som kun får lov at mærke solen på sit ansigt en eneste gang. Hun bliver begravet i en kuffert ved lufthavnen, hvor ingen vil undersøge noget. De større børn kører hjem til tonerne af en sprød popsang. Stadig er der ingen, som ved noget. Jeg har sjældent grædt i biografen, men jeg græd over Nobody Knows.


SØSTRE er en poetisk ballade om fire søstre fra Kamakura, en gammeldags kystby et sted i provinsen (faktisk 50 km syd for Tokyo), som moderne japanere holder af at læse om og se på film. De har udfordringer, men finder ud af det sammen og bliver gradvis til en stærk familie, mens kirsebærtræerne blomstrer.
   Det er ikke mindst byen og årets gang, som skaber den rigtige baggrund og sætter den bærende tone. Sachi (Haruka Ayase), Yoshino (Masami Nagasawa) og Chika (Kaho) er vokset op hos deres bedstemor efter forældrenes skilsmisse 15 år før. Kun Sachi, den ældste, har en håndgribelig erindring om den forsvundne far. Han fik en ny familie et andet sted, en frodig tempelby inde i landet, og pigerne så ham aldrig igen. Der er derfor heller ingen voldsom sorg, da de får besked om hans død.


VED begravelsen møder de halvsøsteren Suzu (Suzu Hirose)
, som tog sig af den døende far og kendte manden for alvor. Der er gensidig nysgerrighed og hengivenhed. Da de ældste søstre tager toget hjem, spørger Yoshino impulsivt, om Suzu vil flytte til Kamakura. Herefter følger en detaljeret skildring af, hvordan hun falder til, og hvordan strukturen ændrer sig over et år.
   Familiehistorien bliver hen ad vejen en dannelsesskitse, som skildrer Suzus pubertet. Ellers er der ingen ydre dramatik og kun få narrative kunstgreb. Filmens plakat fryser en situation, hvor søstrene bærer kimono og tænder stjernekastere i gårdhaven. Deres latter og lysets magiske præg er karakteristisk for filmen.


SØSTRE er mindre sagsorienteret end den lovligt firkantede Min søns familie. Her blev to drenge forbyttet ved fødslen. Den ene voksede op i et effektivt erhvervsmiljø, den anden hos en altmuligmand med rod i økonomien. Begge børn var grimme ællinger. Så blev der byttet tilbage, men dét var slet ikke lykken. Endelig vandt kærligheden over alle teorier om biologisk og social arv.
   I Søstre skal intet bevises. Forlægget er en manga, Umimachi Diary af Akimi Yoshida, der har stået i månedsbladet Flowers, som er henvendt til josei-segmentet, dvs. yngre voksne kvinder. Stilen er den samme som i Jiro Taniguchis grafiske romaner, Min barndoms fjerne byMin fars dagbog osv., der har mange danske læsere. Stedet, tidens stille gang og de menneskelige grundvilkår skaber en universel kontekst. Ganske som i sin tid hos Ozu.**



DER er lagt stor omhu i skildringen af Kamakura. Søstrenes typer er hårdt trukket op, og dét kræver tilvænning. Især Chika, den gakkede søster, er tæt på at være ubærlig. Yoshino er lige så uansvarlig, som Sachi er overdrevent fornuftig, og for en sikkerheds skyld bærer Suzu matrostøj.
   Alligevel er det en prægtig fortælling. Filmen er malerisk smuk og bliver sentimental på de rigtige steder. Det er godt at sidde stille og indse, at man har familie i Japan.



*) Det hører med til historien, at Kore-eda selv er lidt træt af altid at høre om Ozu. Da 
海街diary fik premiere i Cannes i 2015, sagde han til Peter Bradshaw fra The Guardian: »Jeg tager det naturligvis som en kompliment. Jeg prøver at sige tak. Men jeg synes, at mine film har mere til fælles med Mikio Naruse – og Ken Loach.« Valgslægtskabet giver fuldkommen mening i forhold til Kore-eda-arbejder som Nobody Knows og Shoplifters (2018). Det er dog svært at forestille sig en Ken Loach-film, der bygger på en romantisk tegneserie, og Loach ville næppe prøve kræfter med at instruere på fransk, som Kore-eda siden har gjort i La vérite (2019).

**) 海街diary begyndte i Monthly Flowers i 2006 og sluttede samme sted 12 år efter. Det var vigtigt både for Yoshida og læserne, at dagbogens første og sidste optegnelser udkom på den samme dag, den 28. august. Serien er samlet i ni bind, der udkom fra 2007 til 2018. I 2019 præsenterede Yoshida Utagawa Hyakkei, der også bruger Kamakura som baggrund. Yoshida er aldrig udkommet på dansk. I USA, Canada og Australien er hun særligt værdsat for serien Banana Fish (1985-1994), som er hårdkogt og handlingsorienteret, og for den romantiske Lover's Kiss (1995-1996), som har LGBTQ-tema. I Frankrig er Umimachi Diary udgivet med titlen Kamakura Diary.





  

Søstre (海街diary/ Umimachi Diary/ Our Little Sister). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda [efter manga af Akimi Yoshida]. Foto: Mikiya Takimoto. 128 min. Japan 2015. Dansk premiere:18.08.2016.

Fotos: Fuji IG Laboratory for Movies (FILM)/ Fuji Television Network/ Gaga/ Shogakukan/ TV Man Union/ Toho Company/ Wild Bunch/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies
Anmeldelsen stod [med rubrikken 'Søstre i Japan'] i Weekendavisen Kultur 19.08.2016.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar