Béla Tarr: The Turin Horse/ Hesten fra Torino (2011)

NU ER KARTOFLERNE RÅ

Balsamisk filmkunst som tirrer og trætter

Af BO GREEN JENSEN

UNGARSKE Béla Tarr (f. 1955) er både berømt og berygtet for sin minimalistiske signatur. Hver scene gransker tingenes væsen, ofte i mikroskopiske panoreringer. Det er slow cinema i sin reneste form.

   Film som Satantango (1994), Werckmeister Harmonies (2000) og The Man From London (2007) betragter den fysiske verden så længe, at man endelig ser noget nyt i hver genstand. Tingene afgiver deres essens. Noget strengt metafysisk bliver meget konkret. Det er en udmattende oplevelse, som bagefter føles lutrende og balsamisk.*

   I Hesten fra Torino overgår Tarr sig selv. Den sort-hvide film varer to en halv time og er bundet op på en anekdote om Friedrich Nietszche, som i 1889 omfavnede en hest, der fik prygl af sin ejer. En prås gik op for tænkeren, som begyndte at græde med ordene: »Mutter, ich bin dumm.« Så gik han hjem til sin mor og sine søstre. Han holdt sengen de sidste år af sit liv, men havde forstået noget vigtigt om verden.

TARR læser selv historien op undervejs, af og til med udførlige regibemærkninger. Forbindelsen til Nietzsche er ikke skærende klar, men måske er det dén hest, som filmen følger hjem til et husmandssted på en bar pløjemark, hvor en far (Janós Derzsi) og en datter (Erika Bók) over seks døgn oplever verdens ende, mens de stort set ikke taler til hinanden.**

   Den historiske tid ligner Nietzsches, men kunne være når som helst. Hesten fra Torino er en fantastisk statisk film med kun 30 indstillinger alt i alt. Til sammenligning er Roy Anderssons Sange fra anden sal (2000), en anden apokalyptisk tableaufilm, et decideret livstykke med 47 faste indstillinger. Apropos svenske navne, sender Tarr en hilsen til Ingmar Bergman og Gøglernes aften (1953), da en vogn gør holdt ved gården.

   Alt er fossilerede rutiner. Hun hjælper ham i og af tøjet, fordi hans højre arm er lam. Han spænder hesten for vognen. Hun koger to store kartofler, som de begge kradser skrællen af med fingrene. Han drikker to glas brændevin for at komme i gang. Under alle scener høres Mihály Vigs tonale trappestiger sammen med lyden af den ubønhørlige vind, som tager til.

NETOP dét er sagen i A Torinói Ió. Vinden blæser uafbrudt og kommer kun fra én retning. Universet reduceres for hver dag. Jorden er gold, brønden løber tør, hesten nægter at lade sig tvinge. Til sidst forsvinder selve lyset, og olielampen vil ikke tage tænding. De samme ting skildres igen og igen i fotografen Fred Kelemens skulpturelle billeder, der er som tegninger udført med kulstift.

   En nabo banker på, bliver beskænket og sidder længe ved bordet, mens han taler om hændelser inde i byen. Far og datter forsøger at rejse, men vender snart tilbage, for der er ingen steder at tage hen. Man venter på, at vinden standser. Man håber og frygter, at noget vil ske. Endelig ophører vinden, men lyset kommer ikke igen. Nu er kartoflerne rå, og de knaser. »Vi er nødt til at spise,« lyder Béla Tarrs sidste ord.

DER er en distinkt europæisk følelse i filmen, som ligner et sindbillede på så meget. Der er et ekko af Samuel Beckett og Michael Hanekes Das weisse Band (2009, da. Den hvide sløjfe). Man sender også H.A. Brendekildes maleri Udslidt (1889) en tanke. Det er selvsagt ikke en let film at se, men den er ikke utilgængelig, og den er ét med sin æstetik. Det er filmkunst for the ages. Hesten fra Torino er både fuldendt askese og en visuel fest.

*) I 2013 skulle jeg tale om »Horror vacui i filmkunsten« på KØS – Museum for Kunst i det Offentlige Rum – som ligger i Køge. Det var en bestillingsopgave til en temadag med mange forskellige oplæg og synsvinkler. Altså ikke min egen idé og slet ikke let at gå til. Jeg begyndte i emnets ånd på bar bund og fyldte lærredet ud efterhånden. Foredraget kom vidt omkring, fra Mario Praz og Aubrey Beardsley til Peter Greenaway og Derek Jarman. Jeg sluttede med to citater, som er forbundne modsætninger. Det ene var fra Gaspar Noés Irreversible (2002), som vender kronologien og slutter med en pulserende hvidhed, der fylder lærredet ud. Det andet var Hesten fra Torino, som lukker med et mørke, der er lige så absolut. Der var uro, da jeg begyndte, men bagefter bredte en fred sig i salen. Måske var der lettelse, fordi talestrømmen holdt inde. Eller muligvis virkede filmene faktisk. På min stikordsliste står der:

Gaspar Noé: Irreversible. Frankrig 2002. KAP 14-15. 1:29 inde. De sidste fire minutter af filmen. Det svimle kamera. Hvidheden og stroboskopisk effekt. Le Temps détruit tout. Beethovens 7. Symfoni, 2. sats (Allegretto).

Béla Tarr: Hesten fra Torino. Ungarn 2011. KAP 9. 2:15 inde. De sidste ti minutter. Mørket og vinden der vokser. Det næsten taktile fravær af lys. Minimalistisk musik af Mihaly Vig, som blander sig med vinden og bruger samme tonale register.

**) I et interview med Konstanty Kuzma [East European Film Bulletin vol. 2, February 2011] forklarede Tarr: »Præmissen for filmen er enkel: vi ville undersøge, hvad der blev af hesten efter hændelsen. Og skønt filmen i sig selv ikke handler om Friedrich Nietzsche, hviler ånden i hændelsen over filmen som en skygge.« Béla Tarrs film konkurrerede på Berlinalen i 2011. Her modtog han Juryens Grand Prix og blev fejret efter alle filmkunstens regler.

   Interviewet er værd at se nærmere på. For eksempel taler Tarr om forholdet mellem film og litteratur: »Normalt har mine film ikke noget budskab. Kameraet er en iagttager, der fanger atmosfæren i et øjeblik og reagerer på livet. Jeg vil ikke give tilskuerne et budskab, jeg vil vise dem mit billede af verden. Kameraet har et objektivt synspunkt, jeg kan kun vise dig virkeligheden. Filmen er ikke som litteratur: den viser dig kun, hvad der er foran linsen. Du kan ikke snyde med virkeligheden.«

Hesten fra Torino (A Torinói Ió). Instr.: Béla Tarr. Manus: Béla Tarr, Lászlo Krasznahorkai. Foto: Fred Kelemen. 146 min. Ungarn-Frankrig-Schweiz-Tysland 2011. Dansk premiere: 14.06.2011.

Fotos: TT Filmmûhely/ MPM Film/ Vega Film/ Zero Production Film/ Films Boutique/ The Cinema Guild/ Øst for Paradis Distribution/ East European Film Bulletin (Béla Tarr on set 2011 photo)

Filmen streames på Blockbuster og er udgivet på blu-ray hos Artificial Eye (region 2) og The Cinema Guild (region 1)  

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.06.2011