Kurt Cobain | Gus Van Sant: Last Days (2005)

DEN KVÆSTEDE SKØNHED
En biografisk fantasi om Kurt Cobain 1967-1994

Af BO GREEN JENSEN

GENERATIONSIKONET Kurt Cobain begik selvmord i 1994, men er aldrig blevet glemt eller nedskrevet. Tværtimod. »Heart-Shaped Box«, »Lithium« og »Smells Like Teen Spirit« står tilbage som mejslede sange, der én gang for alle slog sømmet i kisten med 80ernes tidsånd og indvarslede den flossede elektriske grunge, som i begyndelsen af 90erne gav rockkulturen grund til at leve endnu nogle år.

   Cobain selv var en forpint person, indesluttet i autistisk grad og gjort endnu mere fjern for verden af de stoffer, som han og hustruen Courtney Love indtog i rigeligt mål. Eller sådan er efterbilledet blevet, og sådan var den sidste tid måske.

   Mange som kendte sangeren siger, at personen nærmest var modsat sin myte. Det giver udmærket mening. Jeg holder meget af MTV Unplugged-koncerten, som blev optaget i november 1993. Cobain er en ung familiefar på 26. Han smiler i sin striktrøje og spiller David Bowies »The Man who Sold the World« med »hjemme på værelset«-varme, som en ferm teenagefan, der har lært sig den sang. Han ligner ikke en alf, der forsvinder om lidt.

   Jeg så Cobain live en enkelt gang. Det var på Roskilde Festivalen i juni 1992. Nirvana spillede på Orange Scene foran 90.000 mennesker. Publikum levede med i musikken, mange dansede i solen. Cobain, Dave Grohl og Krist Novoselic var tre tændstikmænd på en kolossal scene. Der var ingen teatralske effekter. Cobain stod bare bomstille og skreg. Men var senere klar og helt nede på jorden i bagsceneinterviewet, som Kenan Seeberg sikrede sig.

GUS Van Sants fiktionsfilm er inspireret af, men ikke som sådan baseret på, de sidste to dage i sangerens liv. Michael Pitt spiller Blake, en Cobain-lignende musiker, der har lukket sig inde i et stort gammelt hus i skoven sammen med nogle venner og veninder. Han tumler rundt i landskabet, mumler kryptiske sangstumper for sig selv, lever inde bag et gardin af hår og prøver i sine mest nærværende øjeblikke at tilberede makaroni med ost, som han hælder mælk på, før han lægger æsken med cornflakes i køleskabet.

   Venner og fremmede kommer og går. En dørsælger og to mormoner kommer forbi. Blake lytter høfligt, men hører dem næppe. Asia Argento er den effektive kvinde – en mor, en søster, en publicist? – som prøver at give ham en opsang. Stjernemaskinen er sat på standby. En turné bliver aflyst, svigtede aftaler hober sig op, og alt er afhængigt af manden, som tilsyneladende er gået i stykker. Han sminker sig til fælleskøn, falder om og får lov at ligge i stuen. Det er bare sådan hér det er, mens hoffet venter på, at kongen kommer ud af sig selv og vender tilbage.

DE andre i huset lever deres egne liv. Til slut ligger sangeren død i et drivhus. Man ser ikke, hvordan det går til, men i en næsten provokerende naivistisk slutsekvens træder Blakes sjæl nøgen ud af den døde krop og kravler til himmels som på en jakobsstige. Følelsen i scenen er på én gang mystisk og forklaret, smertefuld og sanselig som på et katolsk helgenbillede. Som skildret hér ligner døden det bedste, der nogensinde er sket for Blake.

   Ligesom i Gerry (2002) og guldpalmevinderen Elephant (2003) benytter Van Sant en statisk fremlæggelsesform, hvis grundelement er lange indstillinger, der registrerer karakterernes fysiske bevægelser uden forsøg på at stramme, dramatisere eller psykologisere forløbet. Kronologien klippes op i sløjfer, så man jævnligt springer tilbage i tiden og følger en anden karakter eller synsvinkel frem til et punkt, som man genkender.

   Strukturen – som Van Sant beredvilligt erkender at have fra sin ungarske kollega Béla Tarr – er cirkelformet snarere end lineær. Hele forløbet er hele tiden til stede, og hvor man sædvanligvis lever sig ind i en fortælling, bliver man her føjet ind i en tilstand.

I TO strategiske scener, begge filmet på meget lang afstand, giver Blake sig til at spille og synge, så man glimtvis begriber en klarhed. Der er ingen Nirvana-musik i filmen. Michael Pitt har selv skrevet »Death to Birth«, som sammen med »Venus in Furs«, Lou Reed og John Cales snart 60 år gamle tabersalme fra det første album med The Velvet Underground, bærer filmens kvæstede skønhed igennem.

   Van Sant og Cobain kom fra det samme nordvestlige hjørne af USA og havde fælles bekendte. På et tidspunkt kontaktede sangeren filmskaberen og bad ham give en slægtning en rolle. Det lå i luften, at de skulle arbejde sammen, men man fik aldrig talt om tingene.*

LAST Days siger mere om Kurt Cobain, end en regulær biopic kunne tillade sig. Filmen hviler smukt i sig selv og står inde for sit emne. Den kan med udbytte ses i forlængelse af Nick Broomfields Kurt & Courtney fra 1998, som undersøger vedholdende konspirationsteorier. 

   Vil man tættere på den faktiske, fysiske Cobain, som ikke nødvendigvis var fjern og depressiv hele tiden, er en snestorm af materiale arrangeret kalejdoskopisk (men ikke vilkårligt) i Brett Morgens Cobain: Montage of Heck (2015). Dokumentaren ligner et forstudie til Bowie-portrættet i Moonage Daydream (2022), som må være Morgens magnum opus. 

*) Cobain og Nirvana bliver slet ikke nævnt, og der er ingen direkte henvisning til sangerens baggrund. Gus Van Sant kunne derfor lave sin film med eller uden tilladelse fra The Kurt Cobain Estate, hvilket har irriteret rettighedshaverne lige siden. I oktober 2022 opførte Royal Opera House i London en nyskreven opera, Last Days, med musik af Oliver Leith og libretto af Matt Compson, som instruerede forestillingen sammen med Anna Morrisey.  Agathe Rousselle sang partiet som Blake.

   Forestillingen blev positivt modtaget i snart sagt alle britiske og amerikanske medier. Cobain-boet udsendte en pressemeddelelse med følgende ordlyd: »Last Days has been created and written without the permission or input of the Cobain estate. Sadly, this show, just like the movie, is an unauthorized attempt to benefit from the brief meeting set up with Kurt and Gus Van Sant. This one meeting has been exploited for profit for thirty years now, and enough is enough.«

   Det skal siges, at boet ellers ikke modarbejder kreative og kritiske fremstillinger. Arvingerne gav deres fulde tilladelse og åbnede alle arkiver for Brett Morgen, da han forberedte dokumentaren Cobain: Montage of Heck i 2015. Frances Bean Cobain (f. 1992) , som er datter af Courney Love og Kurt Cobain, er krediteret som executive producer på filmen, som hun også medvirker i.   

Last Days. Instr. & manus: Gus Van Sant. Foto: Harris Savides. 97 min. USA 2005.

Fotos: HBO Films/ Meno Film Company/ Picturehouse/ Pie Films Inc./ National Public Radio (Cobain on stage photo by Joe Giron)/ Royal Opera House

Filmen streames på HBO MAX

Teksten bygger på en dvd-anmeldelse i Filmmagasinet Ekko #31 jan.-feb. 2006 – ajourført december 2022.