Translate

Viser opslag med etiketten Gamer Culture. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gamer Culture. Vis alle opslag

mandag den 19. september 2022

Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]


DE ROMANTISKE KILDER
Poesi kompenserer for tung forklaring

Af BO GREEN JENSEN

FØRSTE del af søskendeparret Wachowskis Matrix-kompleks var inspireret og nyskabende. Her blev stil, ånd og action til ét, mens tekniske tricks fra asiatiske kampsportsfilm pustede liv i den tunge amerikanske actiongenre. Man må stadig betragte The Matrix (1999) med ærefrygt, når Carrie-Anne Moss løber på væggen eller Keanu Reeves som frelseren Neo bevæger sig mellem kuglerne i ultra slowmotion, den digitale bullet time, der var 
filmens primære tekniske landvinding.
   Mere klichébelagt var rammen, baggrundshistorien om maskinerne, der holdt menneskeheden hen med drømme om Matrix, mens historien i virkeligheden var forbi, og alt liv blev drømt af sovende menneskefostre, som maskinerne tappede energi af.
   Computerpiraten Anderson (Keanu Reeves før han blev Neo) dykkede ned i cyberspace som Alice hos Lewis Carroll. Han fulgte en dragende kvindes tatovering og kom i kontakt med Morpheus (Laurence Fishburne) og de øvrige frihedskæmpere, mens det løbske program Agent Smith (Hugo Weaving) greb om sig i natbyen. Fordi intet blev udførligt forklaret, kunne man alligevel værdsætte ånden og farten.



I TOEREN, The Matrix Reloaded (2003), som blev stort lanceret på Cannes Festivalen, var der stadig stil og fart i de rene actionsekvenser, men nu blev alt i dén grad forklaret. Især tabte sagaen højde, da menneskets sidste fristed, den underjordiske by Zion, viste sig at være en slags forvokset blanding af natklub og hangar. Pludselig var man tilbage på kommandobroen i Star Trek og tusindvis af trætte fantasier om maskiner, der angriber menneskeheden.
   Undervejs mødte Neo Oraklet, som viste sig at være en hjemløs sort kvinde, mens han måtte kæmpe mod 100 kloner af Agent Smith. Morpheus trynede albinotvillingerne fra Merovingerens natklub (hvor statuariske Monica Bellucci i dén grad var spildt i rollen som Persefone). Neo mødte Arkitekten selv i det inderste lønkammer, hvorfra alle programmer blev iværksat. Han kunne således stille Gud til regnskab og gjorde det. Alligevel forlod man filmen med en fornemmelse af at have set en billig pastiche på Blade Runner og Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001.



I TREEREN skal det hele forløses og lægges på plads, for »alt der har en begyndelse har en afslutning«. Der bruges derfor urimelig megen tid på at udrede relationen mellem Matrix og virkeligheden, hvor det er sidste udkald for menneskene i Zion. Da maskinernes grundbor trænger igennem, fosser bølge på bølge af sentinels, »vagtposter« som ligner mekaniske blæksprutter, ned og bliver mødt af svær granatild fra soldater, der sidder i store robotter.
   Slaget begynder 70 minutter inde i filmen og varer 30 minutter. Først er det flot. Så bliver det kedeligt på samme måde som de tilsvarende konfrontationer i George Lucas’ Star Wars: Attack of the Clones (2002) og Peter Jacksons The Lord of The Rings: The Two Towers (2002). Den mekaniske destruktion bliver gentagelse; man væmmes ved synet af orker, der dør.
    Alt er gjort med CGI – »computer generated imagery« – og fremmedgørende blue screens bag spillerne, som i stigende grad bliver tændstiksmennesker. Zions skæbnetime ligner hundrede andre sci-fi opgør. På distraherende vis minder bølgerne af sentinels også om de engleskarer, som færdes på Gustave Dorés illustrationer til Dantes Den guddommelige Komedie (1320) og John Miltons Paradise Lost (1667).



MERE bid og ægte spænding knytter sig til scenerne fra selve Matrix og halvvejsstedet i metroen, hvor programmet »Togmanden« har en bagvej ud af den store mainframe. Ene mand lykkes det Neo at nå til Maskinernes By, som er en ren computerfantasi. Her får han licens til at kæmpe mod Agent Smith i den formørkede regnby, hvor sagaen begyndte. Da det sker, kommer filmen endelig – efter 90 minutter – til live i så håndgribelig grad, at man alligevel føler sig anfægtet.



SLUTKAMPEN mellem Neo og Smith, den kybernetiske messias og hans mørke tvilling, er som opgøret mellem Sherlock Holmes og professor Moriarty ved Reichenbach-vandfaldet, her transponeret til cyberspace. Hvor kampen med klonerne trættede i The Matrix Reloaded, bliver duellen i Revolutions til rendyrket visuel poesi. Filmen har holdt igen med sine kampsportssekvenser. Nu kommer de i salver, og kollisionerne udløser atomare detonationer. Man tænker, at det ikke kan blive større og voldsommere. Det kan det så alligevel.



PÅ vej til Maskinernes By er Neo blevet blindet af fjenden. Han ser derfor verden i en gylden version af night vision. Det er lidt som Matt Murdocks regnsyn i Daredevil (2003) og selvsagt tindrende nonsens i videnskabelig henseende. Imidlertid skaber det storslåede apokalyptiske billeder. Malerne John Martin, førnævnte Doré og Caspar David Friedrich er de visuelle romantiske kilder, som der hyppigst henvises til i The Matrix Revolutions.



SOM helhed falder filmtrilogien, når den vil sætte ord på sin vision og forklare sine ideer. Den røber da et andenhåndspræg, som distraherede allerede i kapitel ét. Hele strukturen er stykket sammen af bidder fra andre mytologier.
   Wachowski-duoen kunne have undladt at forklare, hvad der skjuler sig bag skærmen i Matrix. Havde publikum blot anet nogle sammenhænge, ville visionen stå betydeligt stærkere. Men man kan og vil ikke tage stilen og farten, selve den rene bevægelses skønhed, fra trilogien. På sin egen bedøvende måde når legenden om Matrix faktisk i mål.

Se også Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] og Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100].



Matrix Revolutions (The Matrix: Revolutions). Instr. og manus: The Wachowskis. Foto: Bill Pope. 130 min. USA 2003. Dansk premiere: 05.11.2003.


Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ NPV Entertainment/ Silver Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab.com 
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.11.2003.

onsdag den 11. marts 2020

Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]


DE MAGISKE NØGLER
Et slaraffenland for 80er-fans  

Af BO GREEN JENSEN

STEVEN Spielberg har skabt nogle af de bedste og mest populære eventyrfilm:
E.T., Jagten på den forsvundne skat, Jurassic Park og mange flere fantastiske historier.*
   Han har også lavet alvorlige film, som ikke ligner de andre. Det er ved at være længe siden, han har kastet sig helt ind i eventyret.
   Det gør han omsider i Ready Player One. Filmen foregår i 2045, hvor verden er blevet et deprimerende sted. Jordens ressourcer er opbrugt. Det regner hele tiden, og de gamle byer er gået i stykker. Hovedparten af befolkningen bor i campingvogne og containere, der er stablet oven på hinanden.


FORTÆLLEREN Wade Watts (Tye Sheridan) er 18 år. Han er født i Stakkene ved Columbus i Ohio. Som alle andre bruger han det meste af sin tid i OASIS, en netbaseret blanding af spil, bibliotek og simulationer, hvor du kan være hvem og hvad du vil. I OASIS er han Parzival, som prøver at finde de magiske nøgler, der kan åbne spillets inderste rum.
   OASIS blev udviklet af James Halliday (Mark Rylance), som selv var en gamer og nørd af Guds nåde. OASIS indeholder alt, som Halliday oplevede: alle film, al musik, alle bøger og tegneserier. Her er alle de spil, han har spillet, og hele det liv, som han havde – også de mest umulige drømme.
   Halliday fik ingen børn. Da han døde, var der ingen til at arve OASIS, som er mange fantasillioner værd. Den første spiller, som finder alle tre nøgler, får fuld kontrol. Det er ikke sådan lige. Mange gamers har brugt år på at lede, og kun de ivrigste er tilbage. I OASIS bliver de kaldt Gunters, fordi de leder efter »easter eggs«.
   Det er Wade, som finder den første nøgle. Så går den vilde æggejagt.

FORDI Halliday var ung i 1980erne, kommer næsten alt i OASIS fra det årti. For eksempel kører Parzival i den samme DeLorean-bil, som blev brugt i Tilbage til fremtiden. En lang scene foregår på hotellet fra Ondskabens hotel. Alle hører Duran Duran og A-ha.
   Der er mange henvisninger til andre film – også Spielbergs egne – i de svimlende billeder, som genskaber oplevelsen af et spil. Du kan bestige Mount Everest sammen med Batman. Kæmpen fra Drengen og Jern-kæmpen hjælper. King Kong standser bilerne ved den første forhindring.


WADE bliver ven og efterhånden kæreste med Art3mis, som hedder Samantha (Olivia Cooke) i virkeligheden og leder en modstandbevægelse. Fjenden er Nolan Sorrento (Ben Mendelsohn) fra spilfirmaet, som vil overtage OASIS og den virtuelle verden. Det interessante er aldrig de zappende slag. Det er selve det at spille spillet og løse udfordringer sammen.


DER er flere detaljer med i romanen Ready Player One, som Ernest Cline skrev i 2010. Her skal Wade kunne mange ting udenad og reagere præcis på de rigtige steder. Men Cline har selv bearbejdet sin bog, så ånden og princippet er de samme.**
   Steven Spielberg får til gengæld det hele til at bevæge sig magisk. Ready Player One varer 2 timer og 20 minutter. Der er virkelig ikke én langsom scene. Det er en vild og svimlende oplevelse. Du skal ikke lade dig skræmme af de gamle sange, bøger, spil og film. Du skal se filmen som et overflødighedshorn, der næsten i sig selv er et OASIS.

*) Teksten er skrevet til målgruppen, store børn og unge i alderen 12-16 år. Noget bliver derfor forklaret fra bunden, mens andet - som kan undre ældre læsere - forudsættes at være en del af referencerammen. 

**) Ernest Cline: Ready Player One. 374 s. Arrow Books, 2011. Romanen er i høj grad værd at læse for sin egen skyld. Cline, som er født i 1972, koncentrerer al sin kærlighed til 80ernes og 90ernes popkultur i grundige beskrivelser og - ikke mindst - fantastisk udførlige noter, der går langt ind og dybt ned i materialet. Han begyndte sin karriere inden for poetry slam, hvor man freestyler rim og improviserer i en blanding af lyrisk stand-up og rap. De bedste tekster er samlet i The Importance of Being Ernest (2013). Valdemar Tellerup oversatte Ready Player One, før nogen havde forestillet sig filmen. Den danske titel er Ready Player One: Spillet om OASIS (Forlaget Tellerup, 2013).



Ready Player One. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Zak Penn og Ernest Cline., Foto: Janusz Kaminski. 140 min. 3D og 2D. USA 2018.  Dansk premiere: 29.03.2018


Foto: Amblin Entertainment/ Warner Bros/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Faktisk 28.03.2018