Translate

Viser opslag med etiketten Carrie-Anne Moss. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Carrie-Anne Moss. Vis alle opslag

mandag den 19. september 2022

Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]


DE ROMANTISKE KILDER
Poesi kompenserer for tung forklaring

Af BO GREEN JENSEN

FØRSTE del af søskendeparret Wachowskis Matrix-kompleks var inspireret og nyskabende. Her blev stil, ånd og action til ét, mens tekniske tricks fra asiatiske kampsportsfilm pustede liv i den tunge amerikanske actiongenre. Man må stadig betragte The Matrix (1999) med ærefrygt, når Carrie-Anne Moss løber på væggen eller Keanu Reeves som frelseren Neo bevæger sig mellem kuglerne i ultra slowmotion, den digitale bullet time, der var 
filmens primære tekniske landvinding.
   Mere klichébelagt var rammen, baggrundshistorien om maskinerne, der holdt menneskeheden hen med drømme om Matrix, mens historien i virkeligheden var forbi, og alt liv blev drømt af sovende menneskefostre, som maskinerne tappede energi af.
   Computerpiraten Anderson (Keanu Reeves før han blev Neo) dykkede ned i cyberspace som Alice hos Lewis Carroll. Han fulgte en dragende kvindes tatovering og kom i kontakt med Morpheus (Laurence Fishburne) og de øvrige frihedskæmpere, mens det løbske program Agent Smith (Hugo Weaving) greb om sig i natbyen. Fordi intet blev udførligt forklaret, kunne man alligevel værdsætte ånden og farten.



I TOEREN, The Matrix Reloaded (2003), som blev stort lanceret på Cannes Festivalen, var der stadig stil og fart i de rene actionsekvenser, men nu blev alt i dén grad forklaret. Især tabte sagaen højde, da menneskets sidste fristed, den underjordiske by Zion, viste sig at være en slags forvokset blanding af natklub og hangar. Pludselig var man tilbage på kommandobroen i Star Trek og tusindvis af trætte fantasier om maskiner, der angriber menneskeheden.
   Undervejs mødte Neo Oraklet, som viste sig at være en hjemløs sort kvinde, mens han måtte kæmpe mod 100 kloner af Agent Smith. Morpheus trynede albinotvillingerne fra Merovingerens natklub (hvor statuariske Monica Bellucci i dén grad var spildt i rollen som Persefone). Neo mødte Arkitekten selv i det inderste lønkammer, hvorfra alle programmer blev iværksat. Han kunne således stille Gud til regnskab og gjorde det. Alligevel forlod man filmen med en fornemmelse af at have set en billig pastiche på Blade Runner og Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001.



I TREEREN skal det hele forløses og lægges på plads, for »alt der har en begyndelse har en afslutning«. Der bruges derfor urimelig megen tid på at udrede relationen mellem Matrix og virkeligheden, hvor det er sidste udkald for menneskene i Zion. Da maskinernes grundbor trænger igennem, fosser bølge på bølge af sentinels, »vagtposter« som ligner mekaniske blæksprutter, ned og bliver mødt af svær granatild fra soldater, der sidder i store robotter.
   Slaget begynder 70 minutter inde i filmen og varer 30 minutter. Først er det flot. Så bliver det kedeligt på samme måde som de tilsvarende konfrontationer i George Lucas’ Star Wars: Attack of the Clones (2002) og Peter Jacksons The Lord of The Rings: The Two Towers (2002). Den mekaniske destruktion bliver gentagelse; man væmmes ved synet af orker, der dør.
    Alt er gjort med CGI – »computer generated imagery« – og fremmedgørende blue screens bag spillerne, som i stigende grad bliver tændstiksmennesker. Zions skæbnetime ligner hundrede andre sci-fi opgør. På distraherende vis minder bølgerne af sentinels også om de engleskarer, som færdes på Gustave Dorés illustrationer til Dantes Den guddommelige Komedie (1320) og John Miltons Paradise Lost (1667).



MERE bid og ægte spænding knytter sig til scenerne fra selve Matrix og halvvejsstedet i metroen, hvor programmet »Togmanden« har en bagvej ud af den store mainframe. Ene mand lykkes det Neo at nå til Maskinernes By, som er en ren computerfantasi. Her får han licens til at kæmpe mod Agent Smith i den formørkede regnby, hvor sagaen begyndte. Da det sker, kommer filmen endelig – efter 90 minutter – til live i så håndgribelig grad, at man alligevel føler sig anfægtet.



SLUTKAMPEN mellem Neo og Smith, den kybernetiske messias og hans mørke tvilling, er som opgøret mellem Sherlock Holmes og professor Moriarty ved Reichenbach-vandfaldet, her transponeret til cyberspace. Hvor kampen med klonerne trættede i The Matrix Reloaded, bliver duellen i Revolutions til rendyrket visuel poesi. Filmen har holdt igen med sine kampsportssekvenser. Nu kommer de i salver, og kollisionerne udløser atomare detonationer. Man tænker, at det ikke kan blive større og voldsommere. Det kan det så alligevel.



PÅ vej til Maskinernes By er Neo blevet blindet af fjenden. Han ser derfor verden i en gylden version af night vision. Det er lidt som Matt Murdocks regnsyn i Daredevil (2003) og selvsagt tindrende nonsens i videnskabelig henseende. Imidlertid skaber det storslåede apokalyptiske billeder. Malerne John Martin, førnævnte Doré og Caspar David Friedrich er de visuelle romantiske kilder, som der hyppigst henvises til i The Matrix Revolutions.



SOM helhed falder filmtrilogien, når den vil sætte ord på sin vision og forklare sine ideer. Den røber da et andenhåndspræg, som distraherede allerede i kapitel ét. Hele strukturen er stykket sammen af bidder fra andre mytologier.
   Wachowski-duoen kunne have undladt at forklare, hvad der skjuler sig bag skærmen i Matrix. Havde publikum blot anet nogle sammenhænge, ville visionen stå betydeligt stærkere. Men man kan og vil ikke tage stilen og farten, selve den rene bevægelses skønhed, fra trilogien. På sin egen bedøvende måde når legenden om Matrix faktisk i mål.

Se også Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] og Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100].



Matrix Revolutions (The Matrix: Revolutions). Instr. og manus: The Wachowskis. Foto: Bill Pope. 130 min. USA 2003. Dansk premiere: 05.11.2003.


Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ NPV Entertainment/ Silver Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab.com 
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.11.2003.

lørdag den 17. september 2022

Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100]


DEN RIGTIGE SLUTNING
Skriften på væggen er grøn og nostalgisk

Af BO GREEN JENSEN

DET var en anden tid i 1999, da den første film om The Matrix tog verden med storm og blev stilskabende. Nettet var endnu en ny virkelighed, som var omgærdet med mystik og romantik. Vi troede jo også, at Den Kolde Krig var forbi.
   Søskendeparret Wachowski, som samlede alt, hvad de vidste og kunne i Matrix-trilogien, var stadig binære mænd, der hed Larry og Andy. Lana begyndte sit kønsskifte i 2010; Lilly stod frem som transkønnet kvinde i 2016. Det er oplagt at læse forvandlingen ind i filmenes flydende virkelighed.
   I den første film fulgte programmøren Thomas Anderson (Keanu Reeves) efter kaninen fra Alice i Eventyrland – som skildret af Grace Slick og Jefferson Airplane i sangen »White Rabbit«: »One pill makes you larger/ One pill makes you small«. Han tog den røde pille i stedet for en af de blå, som holder os fast i den simulerede, vedtagne verden. Han skrev The Matrix og levede spillet.
   I virkeligheden bag spejlet var han hackeren Neo, der blev set af rebellerne som en cool Messias i sort læderfrakke. Han mødte tricksteren Morpheus (Laurence Fishburne). Han kæmpede sammen med Trinity (Carrie-Anne Moss) mod maskinerne, der driver illusionen for at høste energien ved konflikt.



DESVÆRRE tabte historien højde i The Matrix Reloaded (2003) og The Matrix Revolutions (2003), efterhånden som mysterierne blev forklaret. I den sidste film var Agent Smith (Hugo Weaving), maskinernes avatar, ganget med 100, og Neo gjorde fælles sag med de sidste mennesker i fæstningen Zion.
   Trilogien mistede dog aldrig sin stil: billedet af Neo, der snor sig i hyperlangsom bullet time mellem projektilerne, er et klenodie for millennials. Wachowskis kom selv fra gamer-kulturen. De gav den en verdenshistorie.



WACHOWSKIS fik aldrig samme credit for de film, som de lavede efter The Matrix. Speed Racer (2008) og den visuelt overdådige Jupiter Ascending (2015) var skuffelser, men filmatiseringen af David Mitchells Cloud Atlas (2012), som de instruerede sammen med Tom Tykwer, er et vellykket værk, der formår at forløse den kronologiske palindrom-struktur i romanen.
   Lana Wachowski har instrueret The Matrix Resurrections alene. Til gengæld har David Mitchell været medforfatter på denne fjerde film. Der er ikke meget nyt i mytologien, og glasløget af forbundne verdener er en poleret version af byen fra det gamle spil. Men historien er skrevet igennem.



THOMAS Anderson er tilbage i virkeligheden og går i terapi for sin vrangforestilling om, hvad der skete tyve år før. Men der er gået 60 for de unge renegater, som trænger ind i illusionen. Morpheus viser sig atter – nu i skikkelse af Yahya Abdul-Mateen II – og får Neo til at tage den røde pille. Kvinden Bugs (Jessica Henwick) har blåt hår og viser ham sin kanintatovering.
   I kaffetemplet Simulatte ser Neo længselfuldt på Tiffany, som kommer ind hver morgen med sine børn. De kan mærke, at de kender hinanden. Da de har talt og trykket hænder, går hun hjem og spiller spillet. Det er et spørgsmål om tid, før Trinity vågner.
   Måske er de glatbarberede væsener, som maskinerne har holdt i dvale og fodret som fostre. Men i et andet lag af Matrix er fortet Zion faldet og erstattet af Io, en holistisk stat, hvor mennesker og maskiner har fundet ud af at arbejde sammen. Nonbinær er et meget brugt ord i filmen. Som regel betyder det bare syntese.



ALTING KOMMER I STAND, fordi »forældreselskabet« Warner Brothers har bedt Neo og hans firma om at genrejse Matrix. Den første time går med at tale om reboots og fortsættelser. Det korte af det lange er, at spillet vil blive skrevet med eller uden Neo og Smith – som indser, at de er komplementære.
   På samme måde kom filmen i stand. Warner Brothers ville producere en fortsættelse med eller uden Wachowskis, så den ene sagde ja til at gøre forsøget. Ikke af lyst, men for at beskytte sit stof. Filmen er bedre, end man havde troet. Det er godt at blive overrasket sådan.



ALLE de gamle begreber bliver vendt. Genstarten er enten begyndelsen til mere eller den rigtige slutning på hele mysteriet. Vist har meget ændret sig, men Keanu Reeves og Carrie-Anne Moss er de samme med mere markerede træk. Reeves har en evne til altid at virke klogere end sit materiale. Det giver ham en lidt sørgmodig udstråling. Dén kvalitet kommer fuldt til sin ret.
   Neos erindring bliver aktiveret, når oprørerne viser ham stumper fra det gamle spil. Så kan man se, hvor tiden er gået. Den stilrene cyberpunk virker klodset og tung. Ideelt har tilskueren præcis dén distance: man er der igen, men på tyve års afstand. Naturligvis kan nytilkomne se de første tre film i streg. Men den fulde virkning kræver, at man var her, før nettet blev født.


DER har altid været lidt Star Wars-noir og en masse Philip K. Dick i The Matrix. Man pirker i spejlet, som giver efter, og finder en anden verden bag væggen. Det gælder igen i The Matrix Resurrections. Filmen skulle have biografpremiere, men udkom på streaming, da COVID-19-pandemien blev ved. Den grønne skrift løber smukt over skærmen. Der er scener, som flyver og synger.



The Matrix Resurrections. Instr.: Lana Wachowski. Manus: Wachowski, David Mitchell, Aleksander Hemon. Foto: Daniele Massaccesi, John Toll. 148 min. USA-UK-Australien 2021. Dansk premiere: 24.12.2021 (streaming) + 16.01.2022 (biografer).


Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Venus Castina Productions/ SF Studios
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2022