Translate

Viser opslag med etiketten Peggy Guggenheim. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Peggy Guggenheim. Vis alle opslag

lørdag den 8. maj 2021

Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956


HONNØR FOR HULEMALEREN
Jackson Pollock 1912-56

Af BO GREEN JENSEN

MED sin banebrydende action painting blev amerikaneren Jackson Pollock en totemfigur i det 20. århundredes kunst. De kæmpemæssige »dryppede« billeder, som i kredsen af abstrakte ekspressionister gav ham øgenavnet »Jack the Dripper«, var under alle omstændigheder originale og repræsenterer et gennembrud af en slags. Der er dog ingen tvivl om, at Pollock også var den rigtige mand på det rigtige tidspunkt. Havde han ikke havde været der, ville kritikken have opfundet en tilsvarende galionsfigur.

   I efterkrigsårene var det vigtigt for det amerikanske kunstliv at bryde moderbindingen til den europæiske, først og fremmest franske kunstscene. Kritikere som Clement Greenberg og mæcener som Peggy Guggenheim  promoverede bevidst en autentisk amerikansk modernisme, som modsat surrealismen, kubismen og de øvrige abstrakte retninger var uden litterær forankring. Greenberg satte navn på den uegale gruppe, som omfattede Pollock, William de Kooning, Robert Motherwell og Mark Rothko m.fl. Men længe før anerkendelsen havde Pollock, der bearbejdede sine personlige dæmoner ved at gå i jungiansk analyse bestræbt sig på at afdække et primitivt udtryk og en før-litterær bevidsthed, urbilleder som for så vidt allerede eksisterede, men tog konkret form i øjeblikket med kunsteren som medium.


FØRST efter mange svære læreår fandt Pollock frem til en arbejdsmetode, hvor han dryppede, sjaskede, sprøjtede og strintede maling på lærredet, som lå på gulvet, mens han dansede om det i en ubrudt bevægelse, med kronisk cigaret i mundvigen, malergrej i hænderne og i regelen blå jazz i baggrunden. Metoden er foreviget i Hans Namuths legendariske portrætfilm, for det var i lige så høj grad den karismatiske kunstners rituelle arbejdsmåde, som tiden forelskede sig i. Det vendte op og ned på Pollocks verden, da Life Magazine i august 1947 portrætterede ham over mange sider og i rubrikken stillede spørgsmålet: »Jackson Pollock: Er han den største nulevende kunstner i USA?«
   Det blev han i hvert fald efter artiklen, men som kritikeren Robert Hughes fremhæver i American Visions: The Epic History of Art in America (1999), må man gøre sig klart, at dryppede værker som Lavender Mist og Autumn Rhythm, de billeder som for os repræsenterer essensen af Pollock, er skabt over en periode på fire år – 1947 til 1951 – »hvor han ikke udførte symbolske malerier baseret på totemdyret, den jungianske arketype, og den menneskelige skikkelse.« Pollock var med andre ord primitivist og en mere konventionel billedskaber resten af tiden.


HAN døde i en bilulykke, som måske var et selvmord, da han i 1956 havarerede med to unge kvinder, Ruth Kligman og Edith Metzger, som passagerer. Han var 44 år, aggressivt alkoholiseret, frustreret i sin kunstneriske praksis og, som Hughes formulerer det, meget lig »en oppustet, ondskabsfuld James Dean«. Ed Harris’ fremragende spillefilm følger ham fra 1941, da han i New York møder musen, kollegaen og hustruen Lee Krassner (Marcia Gay Hayden), til døden på vejen 15 år senere, hvor Krassner har forladt ham og han ifølge kritikken har toppet.


HJERTET i filmen udgøres af de fire ædru år på Long Island, hvor Pollock for første og sidste gang fandt en ro og en følelse af at arbejde ubesværet. Ed Harris spiller selv kunstneren og har minutiøst kopieret hver af Pollocks manierismer. Sammenligner man det kreative arbejde i Pollock med de autentiske optagelser i Hans Namuths portrætfilm, er der fuldkommen overensstemmelse. Vi ser den mytologiserende kortfilm blive til. Pollock føler sig manipuleret med, føler at han forstiller sig, og begynder straks at drikke igen, da det sidste skud er i kassen. Han vender aldrig tilbage, men forvandler sig til en bitter, lunefuld vampyr, der er umulig at leve med for Lee Krassner.
   Harris’ Pollock er et fascinerende kunstnerportræt, det bedste i fiktiv form siden englænderen John Mayburys Love is the Devil (1998), hvor Derek Jacobi spillede Francis Bacon. Maybury kunne ikke vise selve Bacons kunst. Harris viser snart sagt alle Pollocks ting – især bliver udførelsen af Mural (1943), vægmaleriet til Peggy Guggenheims lejlighed, et nøgleafsnit – men det er vel betegnende, at han lader fem »scenic artists« udføre dryppebilleder i Pollocks ånd, frem for at rekonstruere skabelsen af de moderne hulemalerier.


FILMEN afvikles i tre hovedafsnit. Det første skildrer konventionelt og tv-agtigt Pollock, Krassner og kredsen omkring dem. Megen energi investeres i at få alt og alle til at ligne: Amy Madigan (som er gift med instruktøren) spiller Peggy Guggenheim; Jeffrey Tambor er seriøst god som kritikeren Clem Greenberg; Val Kilmer er decideret spøjs som de Kooning. Det er dog Harris og Hayden, der skaber og bærer den menneskelige side af filmen. Alle eksteriøerne kunne i øvrigt være udlånt af The Edward Hopper Estate.
   Også slutaktens øjebliksbilleder af den detonerende kunstner har man set på film så mange gange, at filmen hér får et vist genrepræg. Men hjertet, midterdelen med skaberarbejdet, det kunstneriske gennembrud og den kortvarige ægteskabelige lykke, er uhørt detaljerede og troværdige. Ed Harris gestalter Pollock så tæt, at en dokumentarisme tangeres. Filmen overvinder her det præg af tour de force, som næsten altid følger med, når en berømt skuespiller fremstiller en berømt kunstner.
   Man får stor lyst til at genopdage Pollock, men frem for alt er der tale om levende filmkunst. Pollock er ikke et nummer. Filmen, som baserer sig på biografien Jackson Pollock: An American Saga (1990) af Steven Naifef og Gregory White Smith, er både psykologisk troværdig og historisk vederhæftig.


Pollock. Instr.: Ed Harris. Manus: Barbara Turner og Susan J. Emshwiller. Foto: Lisa Rinzler. 122 min. USA 2000. Dansk premiere: 05.07.2002



Fotos: Brant-Allen/ Sony Pictures Classics/  Peggy Guggenheim Collection/ MoMA/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen findes på dvd og streames på Google Play og iTunes. Der er ingen bluray-udgave
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.07.2002

fredag den 7. maj 2021

Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979


PORTRÆT AF SUPERCICERONEN
Samlernes dronning i close-up

Af BO GREEN JENSEN

PEGGY Guggenheims samling er udstillet i Palazzo Venier dei Leoni i Venedig. Den er ikke kolossal – 326 arbejder af (især) surrealister og abstrakte ekspressionister – men hvert værk er vigtigt, fra Bruden klædes på af Max Ernst til Lysenes rige af René Magritte, fra Mark Rothko til Jackson Pollock.
   Flere værker er skabt til huset, hvor hun boede på den øverste etage i de sidste 30 år af sit liv. Lisa Vreelands portrætfilm citerer flittigt fra ældre dokumentarer. I en af dem fremviser hun stolt det forsølvede Bed Head, som Alexander Calder udførte til væggen over hendes seng.
   Tredive år før blev et vægmaleri, Mural (1943), som Jackson Pollock skabte til hendes entre i New York, et gennembrud for kunstneren. Efter sigende hadede han Guggenheim for det, men det var Peggy, som betalte for huset på Long Island, hvor Pollock og hustruen Lee Krasner kunne stå i hver sit atelier. Her udviklede han sin sagnomspundne dryppeteknik.
   Få tog samleren alvorligt. De så kun pengene og næsen, som hun lod sidde efter et klodset forsøg på at gøre den lille og spids. Hun lyttede til venner som Marcel Duchamp og Piet Mondrian. Peggy viste Mondrian to af Pollocks billeder. »Ragelse, ikke sandt?« sagde hun. Formalisten blev tænksom. »Jeg føler, jeg ser på den største kunst, jeg har mødt i Amerika indtil nu.«
   Hendes samling blev grundlagt på ni tætte år i Europa. Især var hun på indkøb i Paris, da de tyske besættelsestropper ankom. Constantin Bràncusi græd, da hun købte skulpturen Bird in Space for tæt på fremstillingsprisen. Så udnyttede hun kunstnerne, der ville rejse? Måske. Men hun reddede kunsten, og hun kunne selv være endt i en koncentrationslejr.


PEGGY Guggenheims liv var en sort vittighed, som hun selv kunne le af med overbevisning. Det var et tema, at hun aldrig blev elsket for sin egen skyld eller anerkendt for sin utrættelighed. Hun blev misundt, foragtet og latterliggjort, fordi hun gik i seng med så mange kunstnere, som hun kunne.
   Peggy Guggenheim Museum er i dag en filial af Solomon R. Guggenheim Foundation. Umiddelbart ser det velordnet ud, slægten der slutter række. Faktisk var Peggy på kant med familien hele sit liv. Den foragtede måden, hun levede på, og troede ikke på hendes forretning.
   Peggy havde masser af mænd. Hun blev dårligst behandlet – og det vil sige en del – af de to, som hun giftede sig med, Laurence Vail og Max Ernst. Vail var brutal og forelsket i forfatteren Kay Boyle. Ernst malede Peggy som en heks og tilbad Leonora Carrington, indtil han mødte Dorothea Tanning, som kuraterede udstillingen 31 Women i Peggys galleri.
   Med Vail fik hun sønnen Sindbad og datteren Pegeen. Pegeen Vail var en god, ulykkelig kunster, som tog sit liv i 1967, da hun var 41 år. Der er et værelse med hendes værker i Peggy Guggenheim Museum.


FILMENS hovedattraktion er Peggys egen stemme. Før sin død talte hun i timevis med Jacqueline  Weld, som skrev biografen The Wayward Guggenheim i 1986. Disse bånd leverer det meste af lydsiden.
   Weld er et af filmens talende ansigter. Det samme er Francine Prose, forfatteren til den seneste og bedste biografi. Mest at sige har kritikeren John Richardson. Mest overraskende dukker Robert De Niro op og taler om sine forældre, Robert De Niro, Sr. og Virginia Admiral, som begge er repræsenteret i Guggenheims samling.
   Marina Abramovic siger, ikke overraskende, at Peggy er en positiv rollemodel for kvinder i mændenes verden. Der blev dog ikke givet ved dørene. Peggy betalte, så Djuna Barnes kunne skrive i fred. Hun bliver alligevel bagtalt af »veninden« Mary McCarthy i novellen »The Cicerone«.
   Efter syv år i New York kom Peggy til Venedig. Hendes afskedssalut til parnasset var erindringsbogen Out of this Century (1946), som fortæller åbent om de emner, der gav Peggy glæde. I førsteudgaven var navnene ændret. Det blev rettet i 1959, da bogen fik titlen Confessions of an Art Addict.
   Alle tog Peggy for pengenes skyld. Ifølge hende selv var undtagelsen John Holmes, som hun havde et ægteskabeligt liv med i England før krigen.


VREELANDS film lader forholdet til Holmes fremstå rosenrødt. Det er ikke sikkert, det var sådan. I The Shock of the Modern dykker Francine Prose ned i stoffet og finder igen et arrangeret forhold, hvor Peggy finansierer en livsførelse og bliver tålt med skiftende grader af venlighed eller foragt.
  Peggy lejede Hayford Hall i to år. Hun og Holmes og børnene var familien i huset. Forskellige forfattere kom og skrev deres værker. Antonia White skrev Frost in May (1933), Djuna Barnes begyndte på Nightwood (1936) og fik penge af Peggy, indtil hun døde. William Gehardie skrev en roman – Of Mortal Love (1925) – om hele kollektiveksperimentet.
   Emily Coleman førte dagbog og beskriver nogle hærværksnætter, hvor alle drak igennem og var jaloux på hinanden. Holmes sagde til Barnes, at hun havde skrevet den bedste bog i 50 år. Peggy sagde, at hvis han fik rejsning, ville dollaren falde i kurs: »If you rise, the dollar will fall«.
   Barnes begyndte at slå Peggy bagi. Coleman fortsætter: »Peggy skreg: ’Gud, hvor den kvinde dog hader mig!’ Djuna blev ved med at slå hende, så begyndte hun at slå mig. Hun havde kun slået fire gange, før jeg fik orgasme.«


I VENEDIG lagde Peggy disse ting bag sig. Elsker nummer 1001 var italieneren Raoul Gregorich. Hun besøgte Paul og Jane Bowles i Marokko. Hun fik besøg af Truman Capote og Gregory Corso. Hun sad i solen med sine hunde – der var enten 12 eller 17 små terriere – og så tilbage, mens samlingen tog form i betroede medarbejderes hænder. Hun var 81 år, da hun døde i 1979.
   Samlingen fik status, da Peggy i 1948 blev tilbudt sin egen pavilion på Biennalen, som skulle genstartes efter krigen. Parnasset krøb til korset, og Peggy sagde ja. Uanset alle historier, er der ingen tvivl om, at hun brændte for kunsten og ønskede at dele sin glæde med andre. Peggy Guggenheim Museum åbnede i 1951.
   Peggy forstod at fyre den af, som en senere generation ville sige. Hun drak som en fisk og tog dulmende stoffer, men hun havde klare, skarpe øjne og god forstand på vigtig kunst. Hun er en bifigur med penge i andres biografier. I sin egen er hun protagonisten, der kæmper alene. Når man står i hendes vinkel, er det hende man holder med.


Peggy Guggenheim: Art Addict. Instr. og manus: Lisa Immordino Vreeland. Foto: 96 min. USA-UK-Italien 2015. Dansk premiere: 21.01.2016

Francine Prose: Peggy Guggenheim: The Shock of the Modern (Jewish Lives). 224 s. New Haven: Yale University Press, 2015

Peggy Guggenheim: Out of This Century: Confessions of an Art Addict. Foreword by Gore Vidal. Introduction by Alfred Barr. 396 s. New York: Doubleday & Company, 1979.  


Fotos: CineMaterial/ George Karger/ Peggy Guggenheim Collection/ John Deakin (Pegeen Vail portrait)/ Eugene Kolb/ National Portrait Gallery (Ida Kar)
Filmen streames (køb eller leje) på Blockbuster, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies 
En forkortet version af artiklen blev trykt i Weekendavisen Kultur 22.01.2016