Translate

Viser opslag med etiketten Populisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Populisme. Vis alle opslag

torsdag den 7. januar 2021

#Unfit: The Psychology of Donald Trump (2020)


FJERN PRÆSIDENTEN
Apropos Donald Trump
 
Af BO GREEN JENSEN

JEG havde tilfældigvis tændt for CNN, da fanatiske Trump-tribalister trængte ind i den amerikanske kongresbygning på Capitol Hill. Det var onsdag den 6. januar 2021. Jeg skriver datoen helt ud, for den vil blive husket.

   Jeg fulgte ikke intenst med, men jeg var interesseret i at se, om de sidste republikanske Trump-støtter ville sabotere ratificeringen af valgresultatet fra november. Jeg ville også følge valget i Georgia. Demokraterne kunne sikre sig flertallet i både Senatet og Kongressen, hvis deres kandidater vandt.
   Ergo så jeg Ted Cruz, den republikanske senator fra Texas, træde op og gøre sig til. Der fulgte to andre indlæg. Så brød transmissionen af for at vise de eskalerende optøjer udenfor. I virkelig tid fulgte realiseringen af scener fra de værste dystopier, endda i en særlig forenklet version. Demonstranterne var som yahoos eller hooligans, hovedløse høns, der ikke anede, hvad de skulle stille op med det hele, bortset fra at hærge, da de kom ind i de hellige haller.
   Det var Watchmen, Joker, Olympus Has Fallen og Berlin 1938 i ét. Ballademagerne kaldte sig Folket, og Trump præsiderede over det hele med umiskendelig kupmagermine. Der har altid været et whiff af Mussolini over manden, når han vender siden til og fnyser i triumf.
   Trump trak sig trods alt tilbage fra kanten af afgrunden, da der kun var to muligheder: at kalde krigerne til orden eller gå diktatorplanken helt ud. Men der er stadig to uger til den 20. januar, hvor Joe Biden omsider bliver indsat. Meget kan ske, mens Amerika venter.


DOKUMENTAREN #Unfit: The Psychology of Donald Trump blev vist for pressen før præsidentvalget i november 2020. Den skulle bruges ved særlige arrangementer med tilhørende paneldiskussion. De blev ikke gennemført, for man regulerede forsamlingsloftet i de uger, da version 2.0 af COVID-19 var i anmarch. Filmen bliver ikke streamet p.t.
   Metoden er lige så enkel, som budskabet er banalt. En række velanskrevne psykologer, historikere og politiske eks-forbundsfæller analyserer Donald Trump og stiller diagnosen »ondsindet narcissisme« (som blev formuleret af Erich Fromm i 1973). De konkluderer samstemmende, at præsidenten udviser alle symptomer. Han bør derfor fjernes fra embedet.
   Partland garnerer samtalerne med arkivklip, som især er interessante, når de går tilbage til 1980erne, da Trump havde talje og var en ukorrekt rollemodel for danske guldflippere som Klaus Riskær Pedersen. Brætspillet Monopoly findes i en særudgave, som hedder TRUMP. Her er den kapitalistiske karikatur, som de ældste af os kan huske. Derfor så vi i lang tid manden som en harmløs opportunist, der sikkert ikke ville noget særligt med sin politik.   
   Sportsskribenten Rick Reilly demonstrerer, hvordan præsidenten snyder i golf. Psykologen Suzanne Lachmann giver et selvoplevet eksempel på hans sexisme. Mest sønderlemmende er to udsagn fra Anthony Scaramucci (der var Trumps kommunikationsrådgiver i 11 dage) og republikaneren George Conway, som på den hårde måde erfarer, at Trump virkelig er racist.
   Efterretningsofficeren Malcolm Nance forklarer, hvor megen skade en amerikansk præsident kan forvolde. Han tænker i geopolitiske Dr. Strangelove-baner. Nance kan forestille sig, at præsidenten bliver sur eller såret, trykker på den røde knap og udløser arsenalet. Han har ikke fantasi til at forestille sig noget, der ligner angrebet på Capitol Hill.  
   Grundigheden i filmen gør indtryk. Desværre falder Partland for fristelsen til at efterligne Michael Moore og Morgan Spurlock. Det veludførte karaktermord er sexet op med animationer af kæmpebabyen Donald. Selv musikeren Roger Waters – for hvem Trump på belejlig vis har erstattet Margaret Thatcher som hadobjekt – ville fravælge dem. Filmen fremstår som et modangreb, der er populistisk som folkeforføreren selv.


MANGE fiktioner har forestillet sig et USA med fascister og populister ved magten. Især mellem krigene var der en del: Nathanael Wests A Cool Million (1934, da. Gulddrengen), Sinclair Lewis’ It Can’t Happen Here (1935, da. Det kan ikke ske her). Temaet indgår i collagerne i John Dos Passos’ monumentale trilogi om U.S.A. (1936).
   Philip Roth skrev romanen The Plot Against America i 2002. Her forestillede han sig, hvordan historien ville se ud, hvis USA i 1940 havde valgt piloten og nationalhelten Charles Lindbergh – som også i virkeligheden havde nazistiske sympatier – til præsident. Komplottet mod Amerika blev i 2020 til en miniserie, som streames på HBO Nordic herhjemme.
   Roth gengiver en af de taler, som Lindbergh faktisk holdt i 1941. Titlen er »Who Are the War Agitators?« – »Hvem er krigens fortalere?« Den forklarer, hvordan Eliten har stjålet Magten fra Folket. I dag er det svært ikke også at høre Trumps stemme i Lindberghs populististiske retorik.
   Roth døde i 2018. Forfatteren nåede altså at se Trump blive valgt og indtage præsidentembedet. Hans kommentar til lighederne mellem fiktion og virkelighed var:
   »Det er lettere at forstå valget af en imaginær præsident som Charles Lindbergh, end det er at begribe valget af en faktisk præsident som Donald Trump. Til trods for sine nazistiske sympatier og racistiske tilbøjeligheder, var Lindbergh en stor flyverhelt, som havde udvist fantastisk fysisk vovemod og aerodynamisk geni ved at krydse Atlanten i 1927. Han havde karakter, og han havde substans, og sammen med Henry Ford var han, verden over, sin tids mest berømte amerikaner.
   Donald Trump er blot en bondefanger. Den relevante bog om Trumps amerikanske aner er Herman Melvilles The Confidence-Man, den mørke og pessimistiske, dristigt opfindsomme roman – Melvilles sidste – der lige så godt kunne hedde Fidusernes Kunst (The Art of the Scam).«
   Roth er opmærksom på, at der indgår en Trump-agtig figur i romanen. Han giver så dét, som må være mest præcise analyse af Trump-fænomenet. »Det er ikke Trump som karakter, en menneskelig grundtype – ejendomsspekulant-typen, den grove og grådige dræber-kapitalist – der trodser og overgår fantasien. Det er Trump som De Forenede Staters præsident.«
   Det var Judith Thurman (forfatter til biografien Karen Blixen), som udvekslede e-mails med Roth i 2017. Den fulde, fascinerende korrespondance står i det nummer af The New Yorker, som udkom 30. januar 2017. Rubrikken er »Roth om Trump«.


#Unfit: The Psychology of Donald Trump. Instr.: Dan Partland. Foto: Guy Mossman. 83 min. USA 2020. Dansk premiere: 26.10.2020
 
Philip Roth: The Plot Against America. 392 s. New York: Random House, 2002.
 
Gyldendal udgav Komplottet mod Amerika i Ole Husted Jensens oversættelse i 2006. Der er seks episoder à 60 minutter i serien, som streames på HBO Nordic. Ed Burns har skabt og skrevet den sammen med David Simon. 

Fotos: Bronson Park Films/ BBC News/ Evening Standard 
29.04.2020/ Weekendavisen Kultur 27.10.2020/ 07.01.2021

lørdag den 4. januar 2020

Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018)


AT EJE ALT ER IKKE NOK
En fantastisk dans om fabeldyret

Af BO GREEN JENSEN

SUPERPOPULISTEN Silvio Berlusconi (f. 1936) er et moderne fabelvæsen – hvad franskmænd kalder un monstre sacré – der har hjemsøgt italiensk politik, siden han lancerede sit eget parti, Forza Italia. Det var i 1994.
   Han havde da taget tilløb gennem tyve år som mediemogul med stadig mere vidtrækkende indflydelse og interesser. Sine første store penge tjente Berlusconi som entreprenør, da han opførte bydelen Milano Due i Segrate. Hvor formuens grundstof, den oprindelige investering, kom fra, forbliver en blanding af gåde og sagn. I Nanni Morettis satiriske metafilm om Il Caimano (2006) falder pengene simpelt hen ned fra himlen.
   Berlusconi var i storhedstiden uden sidestykke. I dag er der en Donald Trump til at matche og muligvis overgå ham. For ikke at tale om Vladimir Putin, der besøgte Berlusconi i hans kejserlige villakompleks på Sardinien. Var der bunga-bunga fester ved den lejlighed? I hvert fald var der bjerge af bling.
   Som politiker har Berlusconi været en overlever, der kunne bide sig fast og komme igen. Ja, han har købt sig til magten. Han har truet, løjet og manipuleret – men han blev valgt og genvalgt i tre perioder. Berlusconi-tiden delte Italien, men venner og fjender kunne enes om ét: Landet fik den leder, det fortjente.


NU får Berlusconi den film, han fortjener. Eller muligvis én, som er bedre endnu. I Silvio og de andre sætter Paolo Sorrentino al sin billedskabende styrke ind på at tegne et portræt af Berlusconi og hans tid.
   Det er ikke en konventionel biopic. Snarere en metaforisk fremstilling, der betragter Berlusconi som et symptom på landets tilstand: »Alt er dokumenteret. Alt er vilkårligt,« bliver der skrevet, før filmen begynder: »Forfatterne lod sig inspirere af nyhederne til at skabe dette værk«.
   For ti år siden fik Sorrentino sin første store succes med Il Divo (2008). Filmen går tæt på en forløber for Berlusconi, kristendemokraten Giulio Andreotti (1919-2013), som var Italiens premierminister i tre perioder, i en Pulp Fiction-inspireret blanding af gangsterfilm og katolsk skyggespil. Begge politiske dyr bliver gestaltet af forvandlingskunstneren Toni Servillo.
   Il Divo var en stram film med ekstravagante effekter. Sorrentino har siden udviklet sig til en fantasmagorisk billedmager i ånden fra Federico Fellini. I Silvio og de andre er alle farverne fremme. 


DET begynder med, at et får spekulerer. Dyret forvilder sig ind i den kolossale tv-stue i Berlusconis Villa Certosa. Dyret ser på skærmen, hvor et quiz-show bliver vist. Der er en lyd fra klimaanlægget over døren. Fåret ser fra skærm til luftpumpe i meget lang tid. Apparaternes støj eskalerer. Dyret kollapser og dør uden varsel.
   Bagefter klipper filmen ikke til en sigende scene med Berlusconi. Den bruger først en time på at følge den småkriminelle Sergio (Riccardo Scamarcio), som udvikler en Berlusconi-fiksering, da han bestikker en politiker med seksuelle ydelser. Også Sergio er sammen med kvinden og ser, at hun har Berlusconis kontrafej tatoveret over lænden.
   Sammen med sin hustru, Tamara (Euridice Axen), prøver Sergio at få audiens hos idolet. Berlusconis urørlighed er en pointe. En kortege af sorte biler kører gennem Milano. »Det er ham,« råber pigerne, som Sergio leverer til klubber og betaler med naturalier i form af kokain. I Italien var den lange film delt i to og hed Loro – dvs. »dem«.
   Sergio og Tamara inkarnerer den romerske dekadence, som Berlusconi-tiden huskes for. De horer, beruser sig og forbruger i et orgie af sanseløshed. Men det er svært at få kontakt med »ham«. Sergio køber huset ved siden af Villa Certosa. Han vil fylde det med dopede modeller og på den måde lokke kejseren til.


VILLA Morena bliver et hedonistisk slaraffenland, hvor man fester, har sex og tager stoffer i monumentale slowmotion-scener. Men først er der atter et dyr på afveje: en rotte kravler over en bro og får en skraldebil til at vælte. Affaldet daler ned og forvandles til en regn af meth og ecstasy, der lander i den blå swimmingpool på Sardinien. 
   Sergio og Silvio er skygger af hinanden. De deler Silvios motto: »At have det hele er ikke nok.« Det gælder om altid at være i gang. Sodoma og Gomorra er skildret. Nu følger den moralske afregning, og endelig kommer han selv på banen.


BERLUSCONI har tabt valget i 2006 og er ude af politik for en tid. Han keder sig på Sardinien. Første gang, vi ser ham, går han ind ad den samme dør som fåret, der fik informationschok. Han bærer slør og er sminket som en kvinde fra 1001 nats eventyr. Silvio vil have sin hustru til at smile. Det lykkes ikke. Veronica (Elena Sofia Ricci), der er tyve år yngre end han, er for længst blevet bitter og træt.
   Hun er dog ikke immun for hans charme. De søger ly for regnen på karussellen ved Villa Certosa. Silvio lader, som om han har glemt deres sang. Netop som hun afskriver ham, kommer sangens forfatter selv slentrende og synger deres sang. »Il Cavaliere« husker den slags. Berlusconi er også detaljernes mand.
   Kronologien er flydende, men de fleste scener følger Berlusconi mellem valgnederlaget og den mirakuløse genkomst i 2008. Han bider også på naboens madding, men Sergio og Tamara er småfisk, der ender som skidtfisk. »Hvorfor vil du nu ødelægge det hele?« spørger Berlusconi, da Sergio vil tale forretning.
   Berlusconi får magten tilbage. For en stund hedder partiet PdL – Il Popolo della Liberta – og formanden har selv skrevet sangen, der promoverer hans kandidatur. Seks senatorer bliver bestukket, og Sorrentino skriver tallene fast. Politiet aflytter Berlusconi. Hvordan kunne Italien vælge ham én gang til?


I 2009 blev byen L’Quila ramt af et jordskælv, som dræbte 308 indbyggere og jævnede tusindvis af huse med jorden. Berlusconi besøgte L’Aquila. Han talte til ofrene med empati. For tilhængerne trådte han i karakter. Kritikerne syntes, at han udnyttede katastrofen. 
   Også for Sorrentino markerer L’Aquila et vendepunkt. Efter jordskælvet lover Silvio at bygge nye huse i byen. Han holder faktisk sit løfte. Han husker også at købe det gebis, som han lovede en gammel kvinde, der mistede alt.
   Berlusconi er ikke altid grådig, synes filmen at sige. Den tegner ham aldrig uden en vis sympati. I forhold til medløberne og konformisterne, som er til fals, fremstår Berlusconi som en hæderlig mand. Han står ved sine fejl og de forbrydelser, som han synes »hører med«.

   
SILVIO og Veronica blev skilt i 2010. I filmen har de et langt skænderi. Hun taler om det gode, han kunne have gjort. Han spørger, hvorfor hun valgte at blive. »Jeg var forelsket,« siger hun. »Det er jeg ikke mere.« Det kunne være Sorrentino og Italiens dialog med manden, som forførte dem.
   Berlusconi kan være indbegrebet af mangel på takt. Han indleder et topmøde om hungersnød med ordene: »Korte taler, tak. Vi er jo andre, der også er sultne.« Han kan også være lydhør og empatisk. 
   Efter en fest i Villa Morena gør Silvio klar til at gå i seng med Stella, som kun er tyve år. Hun siger, at han på sin måde er hensynsfuld og beleven. Men han er gammel. Hans ånde er hverken sød eller dårlig. Det er hendes bedstefars ånde.
   Berlusconi tager det til sig. Senere betror han sin personlige skygge, at han ikke nænnede at fortælle Stella sandheden: hendes bedstefar og han bruger sikkert den samme slags proteserens.
   

SOM alle Sorrentinos film er Silvio og de andre værd at se for det visuelle alene. Der er scener på højde med Den store skønhed (2013). Der er dybde og eftertænksomhed som i Youth (2015). Der er altid smukke billeder.
   Det slutter med optagelser fra L’Aquila. Redningsmandskabet firer Kristus-statuen ned fra en beskadiget kirke. De lægger forsigtigt det sidste relikvie. Alle er stille. Her ender det for Italien. Der er ingen musik, kun en faktuel sluttekst.

Silvio Berlusconi døde i fødebyen Milano den 12. juni 2023. Han blev 86 år. 

Se også Paolo Sorrentino: Il Divo (2008); Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Youth (2015); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021).



Silvio og de andre (Loro). Instr.: Paolo Sorrentino. Manus: Umberto Contarello, P. Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 145 min. Italien 2018. Dansk premiere: 14.03.2019


Foto: Indigo Film/ Angel Films/ Wikimedia
Filmen streames på Apple TV, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 15.03.2019