Translate

Viser opslag med etiketten Toni Servillo. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Toni Servillo. Vis alle opslag

fredag den 7. januar 2022

Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021)


DEN UNGE MAND
En filmskabers dannelsesskildring

Af BO GREEN JENSEN

PÅ et tidspunkt laver alle italienske instruktører en erindringsfilm, som samler begyndelsen op. I hvert fald hvis de tilhører auteurskolen og har en vis selvfølelse. Federico Fellini satte en særlig høj standard med Amarcord (1973), men der er mange andre eksempler: Ettore Scola, Taviani-brødrene, GiuseppeTornatore. 
   Fabietto Schisa (Filippo Scotti) vokser op i 80ernes Napoli. Det er bestemmende år for drengen og byen. I 1986 scorer Diego Maradona i VM-kampen mod England. Snart efter sker miraklet. Argentineren kommer til Napoli og fører fodbold i byen til tops. Fabiettos bedstefar ser målet, der bliver scoret med »Guds hånd«, som et eksempel på trods og kosmisk protest.


FABIETTO er interesseret i film. Der er nærbilleder af VHS-kassetten med Sergio Leones Once Upon a Time in America, som Fabiettos far (instruktørens favoritskuespiller, Toni Servillo) aldrig kommer til at se. Storebror Marchino (Marlon Joubert) går til audition hos Fellini, som off screen meddeler, at ansigtet er for ordinært. Helvede bryder løs i familien, da en utroskab bliver afsløret. Men der findes også tilgivelse. Det er alt i alt et kærligt univers.



EN stor og brat tragedie slukker lyset i familien. Fabietto bliver seksuelt indviet af den gamle baronesse (Betti Pedrazzi), som ellers synes hævet over hoben. Antonio Capuano, som også uden for fiktionen er regionens lokalpatriotiske filmskaber – en napolitansk Nils Malmros eller Robert Guédiguian – råder den unge mand fra at rejse til Rom.
   Fabietto er betaget af sin ustabile moster Patrizia (Luisa Ranieri). Alt løber sammen i filmmennesket, som senere skaber bl.a. Il divo, Den store skønhed og Youth. Paolo Sorrentino (f. 1970) hører sammen med Matteo Garrone og Alice Rohrwacher til stjernerne i sin generation.


FILMEN står smukt og agtværdigt alene. Kradser man i stoffet, bliver det klart, hvor megen personlig erfaring der er. Sorrentinos forældre døde virkelig sådan, da han var 16. Det er sandt, at han mødte Antonio Capuano og begyndte som manuskriptforfatter på Polvere di Napoli (1998, int. The Dust of Naples). Fellini-fikseringen har været klar siden La Grande Bellezza, som fik Guldpalme, Oscar og Bodil i 2014.
   Her er den tydeligst i de første scener, hvor moster Patrizia bliver gjort frugtbar af Den Lille Munk og San Gennaro, der har samlet hende op ved stoppestedet i sin limousine. San Gennaro er Napolis skytshelgen. Det kan folk udefra ikke vide. Det er et tegn på filmens styrke, at den virker med eller uden forklaring.
   San Gennaro behandler Patrizia i et forfaldent palazzo, der kunne være løftet fra Fellinis Roma. Det gravkammerlignende rum oplyses af en gigantisk krystallysekrone, som ligger på gulvet. Det er et fantastisk billede. The Hand of God er den første film, som Sorrentino ikke har lavet med fotografen Luca Bigazzi. Daria D’Antonio mere end løfter opgaven.


DEN unge mand finder sig selv og forlader. Det er jo en tidløs historie. Der er magiske sekvenser som indflyvningen over Napoli, en natlig ekskursion til Capri og slutningens atter besværgende billeder af den evige hjemstavn. For deres skyld må filmen ses i biografen bare én gang. Dannelseshistorien står sig, uanset om man ser den på skærm eller lærred.
   Ja, det er Sorrentinos Amarcord. Den er mere løs i kødet, men tættere på et almindeligt liv.

Se også Paolo Sorrentino: Il divo (2008); Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Youth (2015); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018).


The Hand of God (È stata la mano di Dio). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Daria D’Antonio. 130 min. Italien 2021. Dansk premiere: 03.12.2021 (streaming 15.12.2021)


Fotos: The Apartment/ Netflix/ Gianni Fiorito/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på Netflix
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.12.2021

mandag den 29. november 2021

Paolo Sorrentino: Il Divo (2008)


DEN EVIGE ANDREOTTI
Nærbillede af det politiske dyr

Af BO GREEN JENSEN

CANNES Festivalen 2008 blev en sejr for den nye italienske filmkunst, som igen var ved at nå niveauet fra 1960ernes og 70ernes guldalder. Ganske vist gik Guldpalmen til en fransk film – Laurent Cantets Entre les murs (da. Klassen) – men to italienske film tog de næststørste priser. Matteo Garrone fik årets Grand Prix for sin hårdkogt realistiske Gomorra, et fletværk af fortællinger fra Camorra-klanernes Napoli, mens Paolo Sorrentino modtog le Prix du Jury for sin ekstravagante Il Divo, der var en af årets store positive overraskelser.
   Il Divo er et stærkt karikeret portræt af Giulio Andreotti (1919-2013), der i en menneskealder fungerede som Italiens premierminister. Syv gange dannede Andreotti regering på vegne af partiet Kristne Demokrater. Uanset hvordan det politiske vejrlig så ud, var den evige Andreotti en faktor.
   Ifølge filmen herskede han ved en blanding af terror, intriger og afpresning, som ikke adskilte sig fra Il Camorras. Det migræneplagede magtmenneske var en opportunist i særklasse. Han var uden politiske idealer, men ville sælge sin sjæl for at regere. Mafiaen støttede hans kandidatur, og besværlig modstand blev skaffet af vejen ved vold, hvis parlamentarismens værktøjer ikke slog til.


SORRENTINOS film går stik modsat den brutale realisme i Gomorra. Il Divo er en politisk kunstfilm, der benytter alle de æstetiske virkemidler fra tidens pop cinema. Som satire er filmen langt mere effektiv end Nanni Morettis Il Caimano (2007), der på samme måde angreb Silvio Berlusconi, i øvrigt et af Andreottis store fjendebilleder.*
   Her er tredimensionelle titler, som vendes og drejes inde i billedet, fræsende radiohits, spraglede eksplosioner og ikonografiske slowmotion-sekvenser i stilen fra Tarantinos Reservoir Dogs, når Andreotti og hans ministre møder på arbejde. Trods hovedpersonens bizarre natur lykkes det Sorrentino at skabe empati og formidle en paradoksal sympati for den kronisk søvnløse enspænder, et mix af suveræn majestæt og grå eminence, der lever en stor del af livet om natten, når han endelig kan gå i fred.**


HER er også indklip med Aldo Moro, partifællen og kollegaen/konkurrenten, der i 1978 tages som gidsel og myrdes af De Røde Brigader. Det er en af de eneste sager, som giver Andreotti samvittighedsnag. Ellers er han af væsen en fisk, der ikke lader sig bevæge af noget. Toni Servillo spiller ham fremragende. Han er skiftevis hård og fortabt som den ensomme ministerpræsident.
   Il Divo siger utvivlsomt endnu mere til Sorrentinos landsmænd, men har rigeligt på hjerte som det er. Andreotti var 90 år, da filmen fik premiere. Veteranen fungerede stadig i politiske sammenhænge, skønt han var blevet dømt og frikendt og dømt igen i en række parodiske korruptionssager.


ANDREOTTI så Il Divo, før filmen blev offentliggjort. Han havde ingen kommentarer til sit portræt, men skal have sukket og spurgt, om man dog ikke kunne have ventet i fem år med at lave den. I Cannes sagde Sergio Castellitto på juryens vegne, at han betragter Gomorra og Il Divo som tematiske tvillinger. Skønt formsproget er vidt forskelligt, taler begge film om de skjulte magtstrukturer, som arbejder under overfladen i vestlige demokratier. Det er muligvis sådan i Italien. Forhåbentlig gælder det ikke i samme grad for Danmarks vedkommende.


PAOLO Sorrentino (f. 1970) har fra begyndelsen været en skarp billedmager, som især holder at udforske afhængighed og ubehag, aldrig mere isnende end i La conseguenze dell'amore (2004), om en forretningsmand der vasker mafiapenge og i praksis er spærret inde på sit schweiziske luksushotel, eller anfægtende end i den stiliserede L'amico di famiglia (2006), hvor en fysisk og psykisk forkrøblet ågerkarl terroriserer sine omgivelser.
   I Il Divo rammer han målet præcist og sætter sit fingeraftryk mellem offerets øjne. Det er en formidabel og frapperende film, som man kan se flere gange uden helt at blive færdig. Vejen er banet for This Must Be the Place (2011), Sorrentinos første engelsksprogede film, og det for alvor modne arbejde i La grande bellezza (2013) og Youth (2015). 



*) Sorrentino nåede til at tegne portrættet af Berlusconi i sin ottende film, den to-delte Loro (da. Silvio og de andre) fra 2018. Det er også her Toni Servillo, som fremstiller det politiske dyr. Servillo har således både spillet Andreotti og hans ærkemodstander. I Nanni Morettis Il Caimano har Sorrentino selv en lille rolle. Mange af de Fellini-inspirerede ideer om Vatikanets pragt og dekadence er videreført og forstørret i de to miniserier, The Young Pope (2016) og The New Pope (2019-2020), som Sorrentino skrev og instruerede for HBO i Italien. 

**) Totalbilledet af en gruppe karakterer, der nærmer sig eller passerer kameraet, som et hold og typisk i slowmotion, er blevet en trope; en streng, som bare skal strejfes for at antyde hele akkorden. Måske var det Sam Peckinpah, der brugte tricket første gang i The Wild Bunch (1969, da. Den vilde bande). Mest ikonisk er det anvendt i Philip Kaufmans The Right Stuff (1983, da. Mænd af rette støbning) om de første amerikanske astronauter. Jeg nævner Tarantinos Reservoir Dogs (1992, da. Håndlangerne), men kunne have fremhævet Michael Bays Armageddon (1998) eller Pixar-filmen Monsters, Inc. (2001) af Pete Docter. Thomas Vinterberg bruger stilgrebet både i Kollektivet (2016) og (i slingrende ironisk form) i Druk (2020). Den kritiske term for sekvensen er »Power Walk«. 


 
Il Divo (Il divo: La straordinaria vita di Giulio Andreotti). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 110 min. Italien 2008. Dansk premiere: 14.08.2009.

Fotos: Indigo Film/ Curzon Artificial Eye/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Cinematrailersnet [MPI English Language Trailer via YouTube]
Filmen streames på MUBI
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.08.2009

torsdag den 9. april 2020

Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013)


DET PRAGTFULDE DYR
Sorrentino på sporet efter Fellini

Af BO GREEN JENSEN

PAOLO Sorrentinos La grande bellezza var så langt den smukkeste film på Cannes Festivalen 2013. Her kom endelig de store billeder, man sultede efter hos mere sagsorienterede realister, og skønt menneskesynet er vildt misantropisk, findes også en varme inderst i værket, hvor inspirationen mod alle odds bliver fornyet.
   Sorrentinos film er en kærlighedserklæring til Rom. Den citerer fra samtlige film, som kom før, men er i bund og grund sit eget pragtfulde dyr. Man kan indvende, at æstetikken tangerer en visuel barok eller manierisme, som bevidst går efter det storladne udtryk. Det er dog få film, som lykkes så sikkert på så høj en præmis.


FLANØREN og dandyen Jep Gambardella (Toni Servillo har i hovedrollen en distraherende lighed med den ældre Ebbe Rode) fejrer sin 65-års fødselsdag med en fest på tagterrassen. Hans lejlighed har udsigt til Colosseum. Et sammenrend af ekstreme, forvredne og dekadente typer hopper op og ned til musikken. De lever hedonismen ud, så man ikke har set magen siden Federico Fellinis stilskabende La Dolce Vita (1960, da. Det søde liv).
   Et meget langt stykke af vejen er det den samme personkreds af karikerede døgnvæsener, som er ajourført for tiden 50 år efter. I centrum er Jep, forfatteren der kun skrev en enkelt bog, romanen Det menneskelige apparatur. Siden har han levet – og levet godt – af at skrive portrætinterviews til de store aviser. Han er vittig, skarp og elegant. Som filmen skrider frem, fornemmer man, at hans kynisme dækker over en form for kvæstet følsomhed. Jep er romantiker i sit hjerte, men frygter, at alt er for sent. Også andre referencer er hentet hos Fellini. Sorrentino skildrer Rom med den samme sult på emnet, som Fellini demonstrerede i Roma (1972).


JEP føler ikke længere den samme glæde ved festerne i den smagfulde lejlighed, hvor loftet kan ses som et blåt hav i solen. Han er vant til at have kontrol over situationen og sine følelser. Han er også vant til at være tilfreds med den ene roman, som det blev til. Nu begynder masken at glide af. Han finder sammen med en yngre kvinde, den sårede skønhed Ramona (Sabrina Ferilli), som er datter af en gammel ven. Han introducerer sin verden til hende – og på den måde også til publikum.
   Jep ydmyger en selvretfærdig veninde og nedgør systematisk hendes intellektuelle bedrifter. Hvis Jep er en aldrende Marcello Rubini, kunne Stefania (Galatea Ranzi) ) være Oriana Fallaci-wannabe typen. Monologen er et retorisk sætstykke – hvem ville ikke gerne kunne tale så skarpt? Alligevel er det den samme veninde, han danser med på græsset til sidst, da det står klart, at slutningen nærmer sig hastigt. Det er altid senere, end vi tror. Jeb har altid sagt sådan, men det er ikke før nu, at han også har følt det.
 

LUCA Bigazzis kamera gør notater på samme måde, som Jep registrerer poetiske detaljer: et særligt lys, en eksplosion af fugle, skikkelser på gaden i sære konstellationer. Det er meget i stilen og ånden fra Gianni Di Venanzo (1920-1966), som var fotograf på Fellinis 8½, men også på Antonionis La notte, som er det andet forbillede for Sorrentino.**
   Der er satire over kirken, den højere finansverden, populistisk tv, kulturradikal jounalistik og pornografisk konceptkunst à la Marina Abramovic. Der er fin musik fra mange kilder og en stor, bedrøvet skønhed. Det er en mageløs film af instruktøren til Il Divo (2008) og This Must Be the Place (2011). I La grande bellezza lykkes det hele.



*) Den store skønhed fik både Oscar, Golden Globe og en britisk BAFTA som årets internationale spillefilm. Ved European Film Awards var der fire store priser: bedste film, instruktør, skuespiller og klipper. Den fik ingen priser i Cannes. 2013 var året, hvor Steven Spielberg var juryformand i hovedkonkurrencen (mens Thomas Vinterberg præsiderede over Un Certain Regard-siderækken), og det blev set som sejr for et eller andet, at Guldpalmen gik til LGBT-filmen Adéles liv kapitel 1 & 2. Denne var samtidig – allerede dengang – udskældt for det maskuline blik, som Abdellatif Kechiche kastede på Léa Seydoux og Adèle Exarchopoulos i de udførlige sexscener (som dog er for intet at regne i forhold til, hvad Kechiche efterfølgende har brugt tid på i Mektoub, My Love: Canto Uno (2018) og Mektoub, My Love: Intermezzo (2019). Den store skønhed var kortlistet til danske Bodil- og Robert-priser, men begge foreninger (Bodil er en kritikerpris; Robert uddeles af filmbranchen) fulgte eksemplet fra Cannes.
**) La dolce vita, 8½ og La notte havde faktisk den samme manuskriptforfatter, Ennio Flaiano (1910-1972), som i Den store skønhed synes at være en direkte inspiration, ikke for Jep Gambardella-figuren, men for hans nærmeste ven, Lello Cava, som bliver spillet af Carlo Buccirosso. Buccirosso er sminket, så han også rent fysisk ligner Flaiano.

Den store skønhed (La grande bellezza). Instr.: Paolo Sorrentino. Manus: Umberto Conzarello og Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 142 min. Italien-Frankrig 2013. Dansk premiere: 05.09.2013.


Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Camera Film
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.09.2013

lørdag den 4. januar 2020

Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018)


AT EJE ALT ER IKKE NOK
En fantastisk dans om fabeldyret

Af BO GREEN JENSEN

SUPERPOPULISTEN Silvio Berlusconi (f. 1936) er et moderne fabelvæsen – hvad franskmænd kalder un monstre sacré – der har hjemsøgt italiensk politik, siden han lancerede sit eget parti, Forza Italia. Det var i 1994.
   Han havde da taget tilløb gennem tyve år som mediemogul med stadig mere vidtrækkende indflydelse og interesser. Sine første store penge tjente Berlusconi som entreprenør, da han opførte bydelen Milano Due i Segrate. Hvor formuens grundstof, den oprindelige investering, kom fra, forbliver en blanding af gåde og sagn. I Nanni Morettis satiriske metafilm om Il Caimano (2006) falder pengene simpelt hen ned fra himlen.
   Berlusconi var i storhedstiden uden sidestykke. I dag er der en Donald Trump til at matche og muligvis overgå ham. For ikke at tale om Vladimir Putin, der besøgte Berlusconi i hans kejserlige villakompleks på Sardinien. Var der bunga-bunga fester ved den lejlighed? I hvert fald var der bjerge af bling.
   Som politiker har Berlusconi været en overlever, der kunne bide sig fast og komme igen. Ja, han har købt sig til magten. Han har truet, løjet og manipuleret – men han blev valgt og genvalgt i tre perioder. Berlusconi-tiden delte Italien, men venner og fjender kunne enes om ét: Landet fik den leder, det fortjente.


NU får Berlusconi den film, han fortjener. Eller muligvis én, som er bedre endnu. I Silvio og de andre sætter Paolo Sorrentino al sin billedskabende styrke ind på at tegne et portræt af Berlusconi og hans tid.
   Det er ikke en konventionel biopic. Snarere en metaforisk fremstilling, der betragter Berlusconi som et symptom på landets tilstand: »Alt er dokumenteret. Alt er vilkårligt,« bliver der skrevet, før filmen begynder: »Forfatterne lod sig inspirere af nyhederne til at skabe dette værk«.
   For ti år siden fik Sorrentino sin første store succes med Il Divo (2008). Filmen går tæt på en forløber for Berlusconi, kristendemokraten Giulio Andreotti (1919-2013), som var Italiens premierminister i tre perioder, i en Pulp Fiction-inspireret blanding af gangsterfilm og katolsk skyggespil. Begge politiske dyr bliver gestaltet af forvandlingskunstneren Toni Servillo.
   Il Divo var en stram film med ekstravagante effekter. Sorrentino har siden udviklet sig til en fantasmagorisk billedmager i ånden fra Federico Fellini. I Silvio og de andre er alle farverne fremme. 


DET begynder med, at et får spekulerer. Dyret forvilder sig ind i den kolossale tv-stue i Berlusconis Villa Certosa. Dyret ser på skærmen, hvor et quiz-show bliver vist. Der er en lyd fra klimaanlægget over døren. Fåret ser fra skærm til luftpumpe i meget lang tid. Apparaternes støj eskalerer. Dyret kollapser og dør uden varsel.
   Bagefter klipper filmen ikke til en sigende scene med Berlusconi. Den bruger først en time på at følge den småkriminelle Sergio (Riccardo Scamarcio), som udvikler en Berlusconi-fiksering, da han bestikker en politiker med seksuelle ydelser. Også Sergio er sammen med kvinden og ser, at hun har Berlusconis kontrafej tatoveret over lænden.
   Sammen med sin hustru, Tamara (Euridice Axen), prøver Sergio at få audiens hos idolet. Berlusconis urørlighed er en pointe. En kortege af sorte biler kører gennem Milano. »Det er ham,« råber pigerne, som Sergio leverer til klubber og betaler med naturalier i form af kokain. I Italien var den lange film delt i to og hed Loro – dvs. »dem«.
   Sergio og Tamara inkarnerer den romerske dekadence, som Berlusconi-tiden huskes for. De horer, beruser sig og forbruger i et orgie af sanseløshed. Men det er svært at få kontakt med »ham«. Sergio køber huset ved siden af Villa Certosa. Han vil fylde det med dopede modeller og på den måde lokke kejseren til.


VILLA Morena bliver et hedonistisk slaraffenland, hvor man fester, har sex og tager stoffer i monumentale slowmotion-scener. Men først er der atter et dyr på afveje: en rotte kravler over en bro og får en skraldebil til at vælte. Affaldet daler ned og forvandles til en regn af meth og ecstasy, der lander i den blå swimmingpool på Sardinien. 
   Sergio og Silvio er skygger af hinanden. De deler Silvios motto: »At have det hele er ikke nok.« Det gælder om altid at være i gang. Sodoma og Gomorra er skildret. Nu følger den moralske afregning, og endelig kommer han selv på banen.


BERLUSCONI har tabt valget i 2006 og er ude af politik for en tid. Han keder sig på Sardinien. Første gang, vi ser ham, går han ind ad den samme dør som fåret, der fik informationschok. Han bærer slør og er sminket som en kvinde fra 1001 nats eventyr. Silvio vil have sin hustru til at smile. Det lykkes ikke. Veronica (Elena Sofia Ricci), der er tyve år yngre end han, er for længst blevet bitter og træt.
   Hun er dog ikke immun for hans charme. De søger ly for regnen på karussellen ved Villa Certosa. Silvio lader, som om han har glemt deres sang. Netop som hun afskriver ham, kommer sangens forfatter selv slentrende og synger deres sang. »Il Cavaliere« husker den slags. Berlusconi er også detaljernes mand.
   Kronologien er flydende, men de fleste scener følger Berlusconi mellem valgnederlaget og den mirakuløse genkomst i 2008. Han bider også på naboens madding, men Sergio og Tamara er småfisk, der ender som skidtfisk. »Hvorfor vil du nu ødelægge det hele?« spørger Berlusconi, da Sergio vil tale forretning.
   Berlusconi får magten tilbage. For en stund hedder partiet PdL – Il Popolo della Liberta – og formanden har selv skrevet sangen, der promoverer hans kandidatur. Seks senatorer bliver bestukket, og Sorrentino skriver tallene fast. Politiet aflytter Berlusconi. Hvordan kunne Italien vælge ham én gang til?


I 2009 blev byen L’Quila ramt af et jordskælv, som dræbte 308 indbyggere og jævnede tusindvis af huse med jorden. Berlusconi besøgte L’Aquila. Han talte til ofrene med empati. For tilhængerne trådte han i karakter. Kritikerne syntes, at han udnyttede katastrofen. 
   Også for Sorrentino markerer L’Aquila et vendepunkt. Efter jordskælvet lover Silvio at bygge nye huse i byen. Han holder faktisk sit løfte. Han husker også at købe det gebis, som han lovede en gammel kvinde, der mistede alt.
   Berlusconi er ikke altid grådig, synes filmen at sige. Den tegner ham aldrig uden en vis sympati. I forhold til medløberne og konformisterne, som er til fals, fremstår Berlusconi som en hæderlig mand. Han står ved sine fejl og de forbrydelser, som han synes »hører med«.

   
SILVIO og Veronica blev skilt i 2010. I filmen har de et langt skænderi. Hun taler om det gode, han kunne have gjort. Han spørger, hvorfor hun valgte at blive. »Jeg var forelsket,« siger hun. »Det er jeg ikke mere.« Det kunne være Sorrentino og Italiens dialog med manden, som forførte dem.
   Berlusconi kan være indbegrebet af mangel på takt. Han indleder et topmøde om hungersnød med ordene: »Korte taler, tak. Vi er jo andre, der også er sultne.« Han kan også være lydhør og empatisk. 
   Efter en fest i Villa Morena gør Silvio klar til at gå i seng med Stella, som kun er tyve år. Hun siger, at han på sin måde er hensynsfuld og beleven. Men han er gammel. Hans ånde er hverken sød eller dårlig. Det er hendes bedstefars ånde.
   Berlusconi tager det til sig. Senere betror han sin personlige skygge, at han ikke nænnede at fortælle Stella sandheden: hendes bedstefar og han bruger sikkert den samme slags proteserens.
   

SOM alle Sorrentinos film er Silvio og de andre værd at se for det visuelle alene. Der er scener på højde med Den store skønhed (2013). Der er dybde og eftertænksomhed som i Youth (2015). Der er altid smukke billeder.
   Det slutter med optagelser fra L’Aquila. Redningsmandskabet firer Kristus-statuen ned fra en beskadiget kirke. De lægger forsigtigt det sidste relikvie. Alle er stille. Her ender det for Italien. Der er ingen musik, kun en faktuel sluttekst.

Silvio Berlusconi døde i fødebyen Milano den 12. juni 2023. Han blev 86 år. 

Se også Paolo Sorrentino: Il Divo (2008); Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Youth (2015); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021).



Silvio og de andre (Loro). Instr.: Paolo Sorrentino. Manus: Umberto Contarello, P. Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 145 min. Italien 2018. Dansk premiere: 14.03.2019


Foto: Indigo Film/ Angel Films/ Wikimedia
Filmen streames på Apple TV, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 15.03.2019