Translate

Viser opslag med etiketten Vincent van Gogh. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vincent van Gogh. Vis alle opslag

søndag den 6. juni 2021

Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018)


VERSIONER AF VINCENT
Van Gogh ved evighedens port

Af BO GREEN JENSEN

VINCENT van Gogh er i bedste forstand en moderne og levende klassiker. Når værkerne bliver vist, er der spontan kontakt og en ny dialog. Den forrevne personlige myte om geniet, som først blev værdsat efter sin død og var for følsom til denne verden, passer perfekt i mekaniske tider.
   Julian Schnabel er selv billedkunstner. I debutfilmen Basquiat (1996) beskrev han sin døde ven og kollega, gadekunstneren Jean Michel Basquiat, med troværdighed og indlevelse. Formen var dengang bred og kaotisk. I sin film om van Gogh tør han godt være stille.
   Willem Dafoe har en af sit livs store roller som Vincent. Schnabel skildrer ham som en nøjsom mand, der egentlig blot vil have fred til at male. Når det lykkes ham at holde lyset fast, er han tilfreds. Andre dage driller motivet. Ofte står han ved staffeliet og føler sig som en idiot.
   Van Gogh døde netop, som filmkunsten blev født. Han begyndte at male i 1881 og skabte på ni år 2100 værker, heraf 860 oliemalerier, før han døde i juli 1890. Han kom hjem med alvorlige skudsår. Skød han selv, og var det med vilje? To dage senere døde han, 37 år gammel.




DET er den mindst komplicerede van Gogh, siden Kirk Douglas spillede rollen i Vincente Minnellis
Lust for Life (1956). Schnabel fokuserer på Vincents forhold til Theo (Rupert Friend), som selv kunne male, men blev sin brors gallerist. Stammefællen Paul Gauguin (Oscar Isaac) er som altid tegnet med hård konsekvens. Vi forstår stadig ikke for alvor, hvad der ødelagde det koloristiske venskab.
   Dafoe er ingen frejdig solstråle, men han er ikke mørk og rugende, som Tim Roth var i Robert Altmans Vincent & Theo (1990), eller kølig og klar som i Maurice Pialats Van Gogh (1991), hvor Jacques Dutronc havde rollen. Van Gogh ifølge Schnabel er faktisk en meget elskelig mand.



PÅ sin måde bliver filmen en antologi over alle versioner af Vincent. Der er næsten naive forsøg på at skildre, hvordan den nøgne kunstner ser. Et væltet kamera viser et par udslidte støvler på stengulvet. Der er jublende scener i kornet, hvor Vincent smelter sammen med naturen. Der er lavpraktisk vrede, når borgerne hvisker, og drengene kaster med sten.
   Flere gode navne medvirker i små roller. Mads Mikkelsen stjæler billedet i en scene, som vil blive husket. Han er præst på sanatoriet, hvor Vincent har været indlagt. Han prøver at tale fornuft med patienten og spørger til fremtidsplanerne. For Vincent må for pokker kunne se, at de ubehjælpsomme malerier er grimme. Mikkelsen taler direkte til kameraet i tæt beskæring. Han fortrækker ikke en mine.



I 2017 blev kunstnerens sidste tid til en animationsfilm i fuld spillelængde. Verden var forvandlet til malerier i van Goghs stil. Kobiela & Welchmans Loving Vincent var en ødsel og udmattende billedfest. Ved evighedens port er en generobring.* Vi er tilbage ved mennesket og det enkelte værk. Der er ikke nogen stil endnu. Blot en kunstner, som arbejder på at blive født.

*) Der er stærkt delte meninger om begge film. Den amerikanske kunstner og kritiker Eric Wayne leverer en knusende nedvurdering af Schnabels film på sin blog Art & Crit. Især er Waynes bevisførelse en læsning værd i sig selv. Den danske forfatter og kritiker Henrik Wivel, min gamle kulturredaktør på Weekendavisen, er mindre vild, men lige så hård ved Loving Vincent – som Wayne anbefaler – i sin anmeldelse på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Jeg kan sagtens se rimeligheden i begges voldsomme udfald. Også urimeligheden. Loving Vincent og At Eternity's Gate er idiosynkratiske kuriosa. Begge har en idé, som de fører igennem; begge er ujævne og mere sjældne end kønne. Men værd at gå på opdagelse i og film, som belønner den åbne tilskuer. 

Van Gogh – ved evighedens port (At Eternity’s Gate). Instr.: Julian Schnabel. Manus: Jean-Claude Carrière, Louise Kugelberg, Julian Schnabel. Foto: Benoît Delhomme. 111 min. Schweiz-Irland-UK-Frankrig-USA 2018. 07.03.2019


Fotos: CBS Films/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Venice Film Festival-Biennale di Venezia 2018/ Van Gogh Museum Amsterdam
Filmen streames [i maj 2025] på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Artificial Eye CURZON (UK) 20.05.2019
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.03.2019

lørdag den 5. juni 2021

Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017)


STJERNEKLARE NAT
Van Gogh-myten som tegnefilm
 
Af BO GREEN JENSEN

RARITET, kuriosum, monstrøsitet. Animationsfilmen Loving Vincent er nok lidt af alle de nævnte. Den visionære kunstgenstand er en teknisk bedrift i Fordi Vi Kan-genren. Men også en hyldest til genstanden for den klareste af alle de moderne kunstermyter. Savant, geni eller martyr? I hvert fald altid hollænderen Vincent van Gogh (1853-1890).
   Fordi formen fylder umådelig meget, er det vigtigt at kende sin egen indstilling: Ønsker man at opleve van Goghs malerier som animationer? Det er faktisk ikke muligt at lade det komme an på en prøve. Enten går man all in, eller også bliver man sat helt udenfor.
   Loving Vincent er – som rekordbogen siger – verdens første fuldt olieanimerede film. Hvert af strimlens 65.000 billeder er malet i hånden. 150 kunstnere fra tyve lande brugte fire år på arbejdet. Tænk engang. Som Hugh Welchman, den ene af instruktørerne, udtrykker det: »Vi har uden tvivl opfundet den langsomste filmkunst, der er lavet i 120 år.«*


VAN Gogh døde netop, som filmen blev født. Han begyndte at male i 1881 og skabte på knap ti år 2100 værker, heraf 860 oliemalerier, før han tog sit liv i juli 1890. Eller hvordan var det nu? Han kom hjem fra dagens arbejde med skudsår i brystet. To dage senere døde han, 37 år gammel.
   I Loving Vincent er der gået et år. Armand Roulin – manden med flad, sort hat og gul jakke, der ikke møder tilskuerens blik i portrættet fra 1888 – får af sin far, Joseph Roulin, som er postbud i Arles og en anden af Vincents modeller, til opgave at aflevere det sidste brev, som kunstneren skrev til sin lillebror, galleristen Theo van Gogh.
   Eftersom også Theo er død, bliver udbringningen et detektivarbejde. Den unge mand deler ikke sin fars syn på Vincent. »Han var jo gal!« siger Armand. Episoden med øret leveres i flashback. »Vel var han ej. Han var en interessant mand,« svarer postmesteren.



ARMAND begynder uden begejstring. Han finder mange unøjagtigheder i historien om selvmordsforsøget. Han bliver da for alvor en privatopdager i
film noir-traditionen. Armand gør næsten Paul Gachet, lægen som behandlede Vincent, til skurken i en konspirationsteori.
   Armand banker på hos forskellige vidner. Han opsøger Père Tanguy i Paris og kommer til Auvers-sur-Oise, hvor han taler med tre kvinder, der var tæt på Vincent i de sidste dage: kroværtinden Adeline Ravoux, den afvisende Louise Chevalier og Marguerite Gachet, som er datter af lægen.



DER er tilbageblik i sort-hvid, og lydsiden minder om Raymond Chandler. Mens divergerende takes på mysteriet bliver fremlagt, foretager filmen en svimlende rejse gennem kunstnerens motiver. Der er drejende stjerner, kredsende skyer og så mange sugende cirkler i kornet, at Vertigo 2 ville være en mindst lige så passende titel.
   Det er kærligt gjort og bestemt interessant. Det er også meget udmattende. Van Goghs massive signaturstil bliver kvælende over halvanden time, og hvis dialogen – som bygger på breve og dagbøger – når ind i interessante områder, kan billedsiden opleves som støj. Alligevel er det unægtelig Vincent, og de ikoniske motiver får nyt liv i filmen.



SOM biografisk replik er filmen ret sober. De fleste van Gogh-film har været forskønnende hagiografier – som Vincente Minnellis lyse Lust for Life (1956) med Kirk Douglas – eller monotone forsøg på at finde en mystisk kvalitet i langsomheden – som Robert Altmans Vincent & Theo (1990) og Maurice Pialats Van Gogh (1991).
   Loving Vincent begyndte sit liv som en kortfilm på otte minutter. Kærlighedsarbejdet voksede ved crowdfunding og fik endelig fuld polsk kulturstøtte. Der må have været et punkt, hvor balancen blev skæv. I hvert fald begynder det lovende nok, men ender i overdosis.


DET er faktisk ikke første gang, at malerierne bliver levendegjort. Akira Kurosawa forsøgte i Dreams (1990), hvor Martin Scorsese spiller van Gogh, og jeg har selv en kitschet svaghed for Vincent Wards filmatisering af Richard Mathesons What Dreams May Come (1998). Her mister en læge sin hustru, som var kunstner. Han søger i drømmelandskaber, som er animerede malerier, bl.a. af husfavoritten van Gogh, men der er tale om enkelte scener – ikke en væg-til-væg oplevelse


TIL slut afspilles Don McLeans »Vincent« i en coverversion med Lianne La Havas. Den sang har altid været både en fuldendt metaforbuket og et kitschobjekt, som ligger tæt på kaffekruset med Natcafeen og køleskabsmagneten med Solsikker.
   Balladen er smuk, når den synges af ophavsmanden. For andre bliver den sentimental: »And when no hope was left inside/ On that starry, starry night/ You took your life as lovers often do/ But I could have told you, Vincent/ This world was never meant for one as beautiful as you.«
   »Vincent« sætter et passende punktum for filmen, der balancerer på kanten lige sådan.

    
*) Historien om arbejdsprocessen er beskrevet uhyre indgående i dokumentaren Loving Vincent: The Impossible Dream (2019), som Hugh Welchman har skrevet manuskript til. Miki Wecel har instrueret. Welchman og Kobiela – nu med kunstnernavnet DK Welchman – videreudvikler teknikken i The Peasants (2023), som i samme immersive form animerer et litterært hovedværk, romantetralogien Chlopi (1902-1909, da. Bønderne), af den polske nobelprismodtager Wladyslaw Stanislaw Reymont (1867-1925). 

Loving Vincent. Instr. og manus: Dorota Kobiela, Hugh Welchman, Jacek Dehnel. Foto: Tristan Oliver. 95 min. Polen-Schweiz-Holland-UK-USA 2017. Dansk premiere: 15.03.2018

 

Fotos: BreakThru Productions/ Trademark Films/ Silver Reel/ Odra Film/ Polski InstytutStzuki Filmowej [Polish Film Institute], RBF Productions/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames [i maj 2025] på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Altitude Film Distribution (UK) 12.02.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 16.03.2018