Translate

Viser opslag med etiketten krigsførelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten krigsførelse. Vis alle opslag

tirsdag den 5. juli 2022

Ken Loach: Route Irish (2010)



KRIG OG FORRETNING
Sikkerhedsindustriens soldater

Af BO GREEN JENSEN

TITLEN er taget fra navnet på vejen, der fører fra lufthavnen til den grønne zone i Bagdad. Her døde Frankie (John Bishop), som bliver begravet i begyndelsen af Ken Loachs Route Irish. Bisættelsen finder dog sted i Liverpool, hvor Frankie og Fergus (Mark Womack) voksede op. De gjorde tjeneste i Afghanistan sammen, og det var på Fergus’ anbefaling, at Frankie tog arbejde i et privatejet sikkerhedsselskab.
   Fergus sørger over sin ven. Sammen med familien lytter han til den blomstrende tale, som repræsentanten for selskabet holder. Han har selv været ansat og kan høre, at adskilligt i forklaringen skurrer. Sammen med vennens kæreste (Andrea Lowe), der som den eneste vil vide af ham, beslutter Fergus at afdække sandheden. I det mindste vil han gøre alt for at indkredse den.
   Det står hurtigt klart, at Frankie blev ofret, fordi han vidste noget, der kunne true selskabets position. Hovedparten af scenerne udspiller sig i England, men der klippes til hektiske flashbacks fra krigen i Irak. Filmklip fra to mobiltelefoner bliver brugt til rekonstruere det skete. Det er, som man forventer: tarveligt, kynisk og unødvendigt.



ENHVER Ken Loach-film kritiserer kapitalismen, og Route Irish er ingen undtagelse. Loach og Paul Laverty, hans faste manuskriptforfatter, tager med vilje ikke stilling til krigen, men retter vreden mod de forretningsmænd, som profiterer på konflikten. Filmens britisk ejede firma svarer til virkelighedens amerikanske Blackwater.
   Route Irish bliver gradvist en variation over den gængse konspirationsthriller. Én mand trænger ind i labyrinten, leger kispus med dukkeførerne, tager sin hævn og rammer komplottets bagmænd i hjertet. Filmen begynder selvretfærdigt og tv-agtig, men spiller sig op og bliver virkelig for tilskueren i en lang og ubønhørlig scene, hvor Fergus tvinger en tilståelse frem ved den forhørsmetode, som kaldes waterboarding.



LOACH er sikkert bedst, når han skildrer den britiske nutid og fokuserer på samfundets nederste lag. Imidlertid har han i årenes løb skabt en kort, tæt liste af titler, som forkynder det politiske budskab i genrer som spændingsdrama og historiske krigsfilm: Black Jack (1979), Fatherland (1986), Hidden Agenda (1990), Land and Freedom (1995), Carla’s Song (1996) og The Wind that Shakes the Barley (2006).
   Route Irish føjer sig til disse titler, og dét gør den både fyndigt og smukt. Filmen får især demonstreret, at bekendelse under tortur ikke nytter. Alt slutter med et brag og en sarkastisk besked på en håndskreven seddel. Loach har haft svært ved at skabe ægte suspense, fordi han ikke kunne finde balancen mellem sagen og formen. Denne gang lykkes kunsten, uden at historien, karaktererne eller moralen taber i styrke.



SKØNT drabene forløser, er det en væsentlig pointe, at hævntørsten trækker Fergus ned på sin modstanders niveau. Filmen var færdig til Cannes Festivalen 2010, men kunne dog være en kommentar til de amerikanske sikkerhedsstyrkers likvidering af Osama bin Laden. Der bliver stadig begået tragiske fejl, og for hver soldat i Irak er 100 personer ansat i kommercielle servicefunktioner. Loach formulerer sig klart i Route Irish: Når krigen mod terror bliver en forretning, er det tid til at kalde tropperne hjem.



Route Irish. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Chris Menges. 109 min. UK-Frankrig-Italien-Belgien-Spanien 2010. Dansk premiere: 01.06.2011.


Fotos: Sixteen Films (Josh Barratt)/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ Alta Producción/ Canal+/ Canto Bros/ CinéCinéma/ Cinéart/ Diaphana Films/ France 2 Cinéma/ France Télévisions/ Inver Invest/ Les Films du Fleuve/ MEDIA/ Magasin Duck Liège/ Modal Installation/ North West Vision/ Sofica UCG/ Tornasol Films/ Urania Pictures/ Artificial Eye/ Camera Film/ CineMaterial/ Festival de Cannes/ KenLoachFilms [YouTube Clip]
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.06.2011.

torsdag den 23. september 2021

Samuel Maoz: Libanon/ Lebanon (2009)


INDE I KRIGEN
Besættelsen set fra en kampvogn

Af BO GREEN JENSEN

FIRE mænd sidder fast i en kampvogn, der tromler ind i nabolandet. Året er 1982, og den første episode i en aldrig erklæret eller afsluttet krig tager sin begyndelse.
   De unge mænd er nervøse, dårligt informerede og ude af balance. Ordrerne indløber, ingen har overblik. De skændes om, hvem der skal tage ansvar. De diskuterer, hvem der er bedst til at dræbe. Ordet ære kommer aldrig på tale, for dette er en virkelig krig. Hver har sine grunde til at ville noget andet. For dem alle bliver døden konkret.
   I 45 år har der jævnligt været krig i Libanon, det engang så blomstrende middelhavsland. Man forbinder navnet Beirut med en horisont af ruiner og bliver forbavset, når film som Nadine Labakis Caramel (2007) skildrer byen i fredstid. 
   Borgerkrigen (1975-1990) var syv år gammel, da Israel intervenerede. Formålet var at knække PLO og etablere en sikkerhedszone. I stedet blev ærkefjenden Hizbollah en mere målrettet modstander. Ligningens ubekendte faktor var de kristne falangister, som stod på Israels side. Ingen havde grund til at stole på hinanden og gjorde det heller ikke. Alt gik galt, hvis det kunne, for sådan er tingenes orden.



FILMSKABEREN Samuel Maoz var 20 år, da han deltog i invasionen. Han har aldrig glemt, hvad han oplevede, eller følelsen af afmagt, isolation og forlis. Det er dén, der reproduceres i Libanon, og man ville gerne slutte sig til koret af begejstrede kritikere, der har lovprist filmen, både for den intense atmosfære og et aldrig udsagt budskab om, at krig ikke nytter og blot avler had. Maoz siger selv, at han først kom helt hjem, da filmen var færdig.
   Der er dog også en mærkelig faktor af afstand og filmet teater. Med soldaternes øjne ser man de lidelser, som krigen påfører sagesløse civile. Man ser fingeren trykke på aftrækkeren, før eksplosionens trykbølge og flammerne følger. Absurde skuespil opføres, og mændene i kampvognen prøver febrilsk at orientere sig. Men vi deler ikke oplevelsen, og det er for let at afvise den som erfaring. Snarere husker man Roger Waters’ sang om være tapper på afstand: »We kill and maim with the bravery of being out of range«.



MAOZ' film gør indtryk ved sin konsekvens. Den indledes og afsluttes med totale eksteriørbilleder af en afsveden solsikkemark. Ellers er handlingen henlagt til kampvognens indre, og verden udenfor opleves gennem det elektroniske sigte, somme tider i lysegrøn night vision, altid med et distancerende kryds i midten og den samme enerverende teleskoplyd. Kun når den befalingshavende aflægger besøg, får man et glimt af himlen over hans ryg.
   Libanon giver på den måde effektivt udtryk for mændenes følelse af at befinde sig på bunden af en skakt. De er midt i det hele, men uden for kontakt og bogstaveligt spærret inde i en tikkende fosforcontainer. Af hensyn til Geneve-konventionen er det ikke tilladt at tale om fosforbomber. Man bruger »lysende røg« som en eufemisme.



LIBANON ligner en række andre film, hvor klaustrofobien i lukkede rum gør alle slag til episoder i den samme tidløse krig: Wolfgang Petersens tyske Das Boot (1981), Joseph Vilsmaiers Stalingrad (1993), Sam Mendes’ Jarhead (2005) fra den første Golfkrig og (især) den amerikanske The Beast of War (1988), som på samme måde følger besætningen i en strandet russisk kampvogn i Afghanistan.
   I israelsk sammenhæng er det oplagt at sammenligne Maoz’ film med fremstillinger som Amos Gitais Kippur (2000), der skildrer 1970ernes Yom Kippur-krig i udsigtsløs Hamburger Hill/Black Hawk Down-modus, og Ari Folmans animationsfilm Waltz with Bashir (2008), som ligeledes beskriver 1982-invasionen.
  Man tror mere på psykologien i sidstnævnte end på de martrede unge mænd hos Maoz. I Folmans film gør soldaterne det fornødne i den givne situationen, for så at fortrænge eller reagere bagefter. Især er Libanon dog beslægtet med den elegiske realisme i Joseph Cedars Beaufort (2007), hvor en deling rømmer det sidste israelske fort i Beirut efter krigen, der begynder i Libanon og Waltz with Bashir. 


MAOZ’ film var vigtig som politisk markør, et udtryk for historisk revisionisme og ny israelsk selvkritik. Den fik årets nationale filmpriser, vandt Guldløven i Venedig og var rundt på alle festivaler. I 2010 førte Danmark krig i ukendt terræn og på andres vegne, så det var vigtigt at vise og se Libanon. Men man gjorde det mere for sin samvittigheds skyld end for oplevelsen.
   I 2017 kom Maoz tilbage med Foxtrot. Her er rammen en sindrig skæbnefortælling, men kernen er atter den klaustrofobiske krig. Fire soldater bevogter grænsen og bor i en hældende container. De har tid til at kede sig på en måde, som ikke er mulig i Libanon. På befriende vis bryder én ud i absurd dans. Døden kommer sejlende i skikkelse af en dromedar. 
   Der var konsensus om, at filmen ikke nåede højderne fra Libanon og genbrugte for mange elementer. Jeg havde det omvendt. I Libanon er perspektivet uden dybde: krigen bliver et skydespil. I dét er der nok en pointe, men den modarbejder indlevelsen.
   I Foxtrot er erfaringen modnet og bearbejdet. Det er hér, at Moaz kommer helt hjem – skønt filmen vælger at lade det modsatte ske.

 
Libanon (Lebanon). Instr. og manus: Samuel Maoz. Foto: Giora Bejach. 92 min. Frankrig-Tyskland-Libanon-Israel 2009. Dansk premiere: 06.05.2010.


Fotos: CineMaterial/ Venice Film Festival/ IMDBpro/ Blu-ray.com/ Miracle Film Distribution
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime
2K Blu-ray fra Metrodome Video (UK) 23.08.2010
Anmeldelsen trykt - selvsagt uden sidste afsnit - i Weekendavisen Kultur 06.05.2010