Dreng i mørke: Mervyn Peake 1911-1968

DRENG I MØRKE
Mervyn Peake og Gormenghast-trilogien

Af BO GREEN JENSEN

VI lever i interessante tider, hvor fantasy er blevet et litterært hovedspor. I den episke tradition fra Tolkien og Lewis prøver mange foretagsomme skribenter at skabe besjælede steder i alternative virkeligheder, hvor man kan være heldig at få en gedigen succes, som matcher J.K. Rowlings Harry Potter-serie eller George R.R. Martins A Song of Ice and Fire-sekvens. Genren er mildest talt ikke ny, men den har aldrig været så udbredt. Det er lige før, at man keder sig lidt, når bøgerne handler om verden til hverdag.
   Den fantastiske trend har bevirket, at man forbinder formen med nogle få specifikke træk og tager for givet, at målgruppen er store børn og unge voksne. Der skal helst være troldmænd og drager; gerne en æggende snedronning; en ung helt, som træder i stærk karakter; en modstander; som inkarnerer al ondskab, en ring eller lignende mytisk macguffin. Kraften er enten med eller mod dig, og mørket er en gestalt, man kan dræbe, så forbandelsen over Landet bliver hævet. 
   Der findes en konkurrerende, nu og da overlappende tradition for mørk, forvreden fantasy, som har mere tilfælles med gotisk horror, fordi udspringet ligger i Eventyrskoven, hvor den fysiske verden enten er udeltagende eller aktivt ikke vil os det godt. Her er mareridtet mere end en gimmick, og skønt historien kan handle om børn, er den ikke for børn. Den moralske og sociale balance er ikke så enkel, at man kan rette fejlen uden videre.
   I skyggen af 2. verdenskrig skrev englænderen Mervyn Peake tre bemærkelsesværdige bøger om et slot i anden slags virkelighed og dets kuriøse beboere: Titus Groan (1946), Gormenghast (1950) og Titus Alone (1959). På dansk udkom trilogien første gang 2006-08.  Forlæggeren Merete Ries havde i årevis drømt om at udgive de skæve, men også ret pragtfulde bøger, der som regel får en chance, når tiden bliver træt at genlæse Ringenes Herre. Med Arne Kellers oversættelse gik fantasien omsider i opfyldelse.

1. Umulige drømme af mareridtssten

GORMENGHAST er en verden for sig i en virkelighed, som deler træk med vor egen. Selve slottet er en kolossal struktur, der har stået så længe, at ingen husker, hvordan historien begyndte, end ikke Mesteren for Ritualerne, som næst efter Jarlen af Groan er den mægtigste skikkelse i hierarkiet. Strengt taget er Jarlen af Groan ikke vigtig. Herskeren er en blanding af ornament og symbol, en kransekagefigur, som til enhver tid kan erstattes af den næste i arvefølgen.
   Trods megen rungende latter og forkrøblet situationskomik, er Peakes Titus-bøger så nogenlunde det modsatte af lys, heroisk fantasy. Her er ingen klar jungiansk grundkonflikt; intet episk slag om altings balance; ingen elverfolk, krigere eller troldmænd. Til gengæld er her en grænseløs stenkonstruktion, et citadel som forener gotiske træk med kinesiske æsker, drømmefængsler som hos Piranesi og labyrintisk optik som hos Escher:
   »Sten efter grå sten og en fornemmelse af store blokke, der blev løftet mod himlen, den ene oven på den anden i en stigende tyngde, tænksomme og dog levende i forgangne dages veer.«*
   Labyrinten går både i dybden og bredden. Gennem århundreder er strukturen bygget større og mere uoverskuelig. Her er glemte rum og døde fløje, hele afsnit som får lov at ligge sammenfaldne hen, mens der stadig føjes til massen.
   Det er en organisk arkitektur. De højeste tårne rører ved himlen, mens de nederste regioner har slået rødder i jorden ved Gormenghastbjerget. Hernede hersker tjenende ånder, der er mere som trolde og dyr. Kokken Abiatha Swelter er et vildsvin af et menneske, der lever for at tirre og pleje sit had til Jarlen af Groans kammertjener Mr. Flay, et benet skelet af en humørforladt mand, der ser til, at alt går rigtigt til på slottet.
   Det gør det ikke, for mens Gormenghast smuldrer, udlever en håndfuld dekadente, stærkt Dickens-inspirerede grotesker deres hele futile liv i strukturen. Alt er et spørgsmål om at nære Ritualet, mens man nidkært måler sin status.
   Hver morgen kan fatalisten Sepulchrave, den 76. Jarl af Groan, sukke over, hvor trist hans fremtid former sig, men sekretæren Sourdust bærer rundt på bogen med Procedure, hvor alt er foreskrevet til mindste detalje, selv farven på Jarlens blødkogte æg. Her er debile personager som tvillingerne Clarice og Cora; livlægen Prunesquallor med hyænelatter og celluloidansigt; lægens søster Irma, der sætter rekord i forfængelighed.

TITUS er i første bog kun en tumling. Snarere er det den nedrige Steerpike, som skaber indre drama. Som den eneste vil Steerpike ikke forlænge Ritualet. Han vil bogstaveligt til vejrs og frem i verden, hader Groan-slægten så intenst, som han begærer den, og planlægger som en Richard III sin opstigning i hierarkiet.
   Han begynder i dybet hos Swelter, men ender på kvisten hos Fuchsia, Titus’ 15-årige storesøster, der lader sig besnære med en inderlig ømhed. »Hun gik hen til et tomt stykke på væggen og stod og stirrede på pudset. Så tegnede hun et hjerte, og rundt om det skrev hun: Jeg er Fuchsia. Det vil jeg altid være. Jeg er mig. Vær ikke bange. Vent og se.«
   Man vil se, at intet er enkelt. Læseren bør afsky Steerpike, som kun har kulde og had i sit stræbsomme væsen, men man griber sig i at sympatisere, fordi han repræsenterer alle »men of poor beginnings« og som den eneste prøver at skabe bevægelse i et forstenet klassesamfund.
   Her er indavl, hård hypervold og perverse intriger. I anden bog vil det komme til en dødelig tvekamp mellem Steerpike og Titus, men disse ting er endnu i fremtiden. I første bog gælder det stedets væsen, Sepulchraves varslede bortgang og »Jarlningen« af Titus. Det kan Peake mageligt bruge 500 sider på at beskrive, for som Tolkien udpenslede favnende landskaber i fantasien, maler denne mand klaustrofobiske tilstande og umulige drømme af mareridtssten.

2. Hans navn er mit, hans forældre var mine

MERVYN Laurence Peake (1911-68) blev født i Kina, hvor hans far var læge og arbejdede for London Missionary Society, det nuværende Council for World Mission. Begge forældre var anglikanske missionærer. Mervyn og hans storebror Ernest voksede op på den kristne mission i Tianjin (Tientsin) ca. 100 km. sydøst for Beijing. Forældrene varetog driften af Mackenzie Memorial Hospital, og drengene gik på Tientsin Grammar School:
  »I tilbageblik er der både så meget og så lidt at sige om den tid. Jeg kan ikke tænke på den uden at have en fornemmelse af rum – af noget grænseløst. Missionskomplekset var min verden – min arena. En verden omgivet af en mur. For der var en mur som beskyttede os. Og på den anden side af muren var Kina.«**
   Som voksen prøvede Peake flere gange at få hul på en roman om sin barndom. Bogen skulle hedde Chinese Puzzle, for som der står i samtlige udkast: »Box within box, like a chinese puzzle – so it seems to me my childhood.« Det blev først i Titus-bøgerne, at han kunne forløse sin fjerne erindring, men allerede som dreng var Peake opmærksom på den sociale kontrast mellem missionskomplekset og de vakkelvorne lokale strukturer uden for muren.

I Peake-forskningen, som er omfattende, debatterer man jævnligt, om Gormenghast sprang fuldt færdig ud af forfatterens pande eller var inspireret af hans kinesiske barndom. Det er mildest talt en besynderlig diskussion. Udvendig fik konstruktionen gotiske træk, fordi Peake elskede Horace Walpole og Mrs. Radcliffes romantiske gysere, og fordi han opholdt sig i Norfolk og havde udsigt til Arundel Castle, da han begyndte på Titus Groan.
   Der er dog ingen tvivl om, at den indre arkitektur og de absurde ritualer i Gormenghast var inspireret af Peakes forestillinger om Den Forbudte By i Peking. Titus Groan kunne for den sags skyld være inspiration for Bernardo Bertoluccis skildring af den stakkels dreng, Pu Yi, der tre år gammel krones som kejser i filmen om The Last Emperor (1987). Det skete i Peking i 1908, og som dreng må Peake have hørt om den kejserlige påklædningsdukke, der ligesom Titus kommer til verden som et symbol.
   Peake skriver selv om drengen, han var: »Hvor sært det end synes, er der ingen tvivl om, at det var mig. Jeg vil gøre som mit gamle selv, der – er jeg sikker på – aldrig kunne have grublet så længe over så ufrugtbart et emne, og jeg vil ikke sige mere om denne følelse af at stå udenfor. Det er svært for mig at kalde barnet »jeg« i stedet for »han«, men hans navn er mit, og hans forældre var mine, og hans bror er min egen den dag i dag.«**

3. Efter Belsen

TOLV år gammel kom Mervyn til England og må have oplevet det som et fremmed sted, skønt han fandt sig til rette på Eltham College i Mottingham. Peake var først og fremmest billedkunstner og blev uddannet på Croydon School of Art og Royal Academy i London. En lærer fra Eltham inviterede ham til at bo i et kunstnerkollektiv på kanaløen Sark. I 1936 mødte han hustruen Maeve Gilmore (1917-1983). Det var om nogen Gilmore og parrets ældste søn, maleren Sebastian Peake (1940-2012), som vedligeholdt kunstnerens eftermæle.

Peake debuterede som forfatter med børnebogen Captain Slaughterboard Drops Anchor (1939) og digtsamlingen Shapes and Sounds (1941).***  Hans bestemmende år blev dog 40erne. Som periodens øvrige fantasyværker, The Lord of the Rings og The Chronicles of Narnia, er Titus-bøgerne både et produkt af og en reaktion på krigen, skønt de synes at skildre en helt anden verden. Tolkien skrev sit første elverdigt for at holde fast i sin forstand under 1. verdenskrig, og skønt han nægtede at sætte lighedstegn mellem orker og nazister, Mordor og Tyskland, er kampen for lyset i Middle-Earth skrevet op mod mørket i tiden. Maeve og Mervyn havde talt om Gormenghast-universet, men Peake kom for alvor i gang med at skrive Titus Groan, da han gjorde tjeneste som ingeniørsoldat.

PEAKE havde gjort, hvad han kunne for at få status som »war artist«, men blev alligevel sendt i felten og var skræmt fra vid og sans i to år. Efter et nervesammenbrud i 1942 blev han overført til Informationsministeriet, hvor han arbejdede som kunstner. Det sidste stof til Gormenghast fandt han i Tyskland, hvor han i 1945 rejste sammen med journalisten Tom Pocock. Peake illustrerede Pococks artikler. Han var med til at åbne koncentrationslejren i Belsen. I erindringsbogen A World Away (1970) citerer Maeve Gilmore hans optegnelser:

   »They had no quiet and smoothed sheets of death to fold them, and no pillows whiter than wings of Childhood’s angels
   […]
   In twisting flames their twisting bodies blackened,
   For History, that witless chronicler
   Continued writing his long manuscript.«****

4. (U)lykkelige mennesker

PEAKES bedste tid kom umiddelbart efter krigen, hvor tilværelsen syntes at falde i hak. I 1946 flyttede han og Maeve til Sark med deres sønner, Sebastian og Fabian. I 1949 fik de datteren Clare. Mervyn skrev på mange projekter, begge ægtefæller malede flittigt, og økonomien kunne akkurat bære i kraft af de honorarer, Peake fik for sine illustrationsopgaver. Han tegnede til favoritter som Lewis Carroll, brødrene Grimm, Dickens’ Bleak House og Stevensons Treasure Island. Også rugbrødsarbejde som vignetterne til The Oxford English Course for Secondary Schools blev leveret.
   Imens skrev han digtene i The Glassblowers (1950), Titus-bøgerne og romanen Mr. Pye (1953), som familien ventede sig meget af økonomisk, men desværre uden grund. Peake var anerkendt af kritikere og kolleger, men fandt aldrig noget større publikum, mens han levede. Først da Allan Lane 1968-70 genudgav Titus-bøgerne i serien Penguin Modern Classics med et forord af Anthony Burgess, fik trilogien status som kultværk. Det var om dette fænomen, at Poul Vad i 1975 skrev artiklen »Hvor ligger Gormenghast?«, der er trykt som efterskrift i den første danske udgave.*****

ET såre realistisk træk ved Gormenghast-bøgerne er, at der ikke findes lykkelige mennesker. Peake fik udsmykningsopgaver, påbegyndte endnu en karriere som dramatiker, skrev radiospil og arbejdede på at forvandle Titus Groan til en opera. I 1949 kom en bog med hans tegninger og malerier. Maeve og Mervyn talte om, hvad der skulle ske i Titus 4. Imens skrev han videre på Titus Alone.
   Bedst som trykket lettede for familien, der i 1950 var flyttet tilbage til London, fik forfatteren sværere ved at koncentrere sig. Efter premieren på skuespillet The Wit to Woo, som Peter Wood satte op på The Arts Theatre i 1957 – atter uden nævneværdig succes – fik han rysteture, feber og gik ned med en slags sammenbrud, der ikke ville fortage sig.
   I marts 1957 fik Peake konstateret Parkinsons Sygdom. Det lykkedes ham at færdiggøre Titus Alone, og i 1961 kunne han illustrere en udgave af Balzacs Skæmtsomme fortællinger for The Folio Society. Han tilbragte sine sidste år på institutioner, hvor han prøvede at tage dansetrin, når Maeve og børnene besøgte ham. Der er en hjerteskærende skildring i Sebastian Peakes erindringsbog A Child of Bliss (1989). Mervyn var 57, da han døde. Sønnen anslår, at han efterlod sig 10.000 tegninger og henved 200 oliemalerier.

5. Et glimt af majestætisk mytteri

BØGERNE var ikke tænkt som en afrundet trilogi. Snarere forestillede Peake sig en sekvens, som fulgte Titus hele vejen gennem livet. Den større bevægelse begynder for alvor i Titus Alone. I denne løsere bog – der er 122 kapitler på 250 sider - har Titus forladt Gormenghast og vandrer gennem verden, alene i den mørke skov, som en blanding af allegorisk picaro og forkomment krigsbarn i en fordrejet udgave af Eventyrskoven hos brødrene Grimm.
   Det er i denne del af trilogien, at Peakes oplevelser fra krigen og fra åbningen af Belsen for alvor slår igennem. Han var sig bevidst, at han skrev i sporet fra Voltaires Candide (1759). Den naive pilgrim bevarer sin tro på det gode, skønt skæbnen benytter enhver lejlighed til at modbevise hans optimisme. Han tager endelig hjem for at dyrke sin have i den bedste af mulige verdener.
   Hos Peake har Titus en sidste mulighed for at vende tilbage. Han ser det brændende ritual og føler et stik af hjemve, men indser også at han er sat fri. Således bliver trilogien trods alt en individuationshistorie på linje med de moderne fantasyprojekter: »Det var en følelse af modenhed, næsten af udfrielse. Han havde ikke længere brug for sit hjem, for han bar sit Gormenghast inden i sig.«
   Der findes et effektivt hængsel mellem de første Gormenghast-bøger og den tematisk afvigende Titus Alone. I 1955 bestilte forlaget Eyre & Spottiswoode en lang fortælling hos tre af tidens markante fantaster. Resultatet blev en antologi med titlen Sometime Never: Three Tales of Imagination (1956). William Golding, der i 1954 havde debuteret opsigtsvækkende med The Lord of the Flies, bidrog med novellen »Envoy Extraordinary«, som senere blev til skuespillet The Brass Butterfly (1958), før teksten endte i The Scorpion God (1971). John Wyndham, der efter krigen havde relanceret sig selv som sci-fi forfatter med The Day of the Triffids (1951), leverede »Consider Her Ways«, som senere gav titel til en samling noveller fra 1961.******

PEAKE skrev fortællingen »Boy in Darkness«, der kan læses både som et outtake fra Gormenghast og et blåtryk for Titus Alone. Historien foregår på Drengens 14 års fødselsdag, da han får mere end nok af Slottet og Ritualet. Dagen før har han plantet en fjortende ask i en gruppe træer på toppen af en uvejsom bakke, som han måtte kæmpe sig op til alene for ikke at tippe balancen i Lovenes kode. Han beslutter at skulke og udforske verden. Titus får ideen ved at studere en døende flue:
   »Det var kun en lille del af hans bevidsthed, som var optaget af at betragte fluen, men den lille del identificerede sig så stærkt med insektet, at Drengen blev opmærksom på begrebet udforskning som noget mere end bare et ord eller lyden af et ord, men som noget ensomt og oprørsk. Og så kom det, lige pludselig, et første glimt af majestætisk mytteri, ikke vendt mod nogen særlig person, men mod hele den evige rundgang af dræbende symbolisme. Han længtes (det vidste han nu) efter at forvandle sin vrede til handling, at flygte fra sit fængsel af fortilfælde; at undslippe, om ikke til endelig frihed, så i det mindste for en enkelt dag.«

Drengen udlever sin impuls i en fabel, der begynder som en opbyggelig skovtur hos C.S. Lewis, men ender som brutal hedensk horror. I vildnisset møder Titus mytologisk konkrete gestalter som Hyænen, Geden og Lammet, der frygter, begærer og slagter hinanden i et evigt spil, der er lige så uudgrundeligt som Ritualet på slottet. Man finder ham »lost and weary in a crumbling courtyard«. Da er både eventyr og oprør »melted from his mind«.
   Sometime Never er senest optrykt i 1971, men »Boy in Darkness« står i den telefonbogstykke samling, Peake’s Progress, som Maeve Gilmore i 1978 redigerede efter kronologisk princip.******* Det er betegnende for tidens syn på Peake, at man anbragte ham mellem Golding og Wyndham. Golding blev nobelpristager, Wyndham regnes for indbegrebet af det kulørte. Pointen er, at strømmene flyder sammen i en genre, man kunne kalde mørk fantastik. Her er Peake ikke mærkelig og marginal. Han er en af forfatningens fædre.

6. Denne titaniske hentæring

Titus Groan begynder og ender i De strålende Figurers Sal, »The Hall of Bright Carvings«, hvor kustoden Rottcodd holder opsyn med de billedskærerarbejder, som Gormenghasts »ydre« undersåtter fremviser hvert år på den første morgen i juni.
   De ydre undersåtter er folket, som lever i underskoven af hytter, barakbyen neden for fæstningen. »De var det så-godt-som-glemte folk: Racen, som man kun nu og da kom i tanker om med en uhyggelig fornemmelse af et genopblussende mareridt.« Var det ikke for dem, kunne Gormenghast knejse. Sådan er det jo med virkeligheden. Der er altid forbehold og detaljer, som nogen har skrevet med småt i kontrakten.
   Romanen ender to år senere, da Rottcodd vågner af sin døs og undrer sig over, at alting er stille. En strøm af katte fejer gennem de gabende rum, og kokken har ikke sendt frokosten op. Han begriber da, at det er »Jarlningens« dag. Lord Sepulchrave er død, og den to-årige Titus bliver indviet som den 77. Jarl af Groan. Fra tårnet ser han dem alle passere, »en kavalkade af stenslottets kernebeboere i legetøjsstørrelse«: Steerpike og Titus, Fuchsia, tanterne, Barquentine.
   »At se slottets hovedpersoner passere forbi under ham – så langt væk de end var – var efter så lang tid både noget glædeligt og noget ubehageligt for Rottcodd i hans sal med de strålende figurer. Glædeligt, fordi Gormenghasts ritualer blev helligholdt og udført så målbevidst, og ubehageligt på grund af en ny fornemmelse af, at tingene flød – en fornemmelse, som forekom ham uforklarlig og irrationel på overfladen, men ikke desto mindre forgiftede hans sind og fik hans hjerte til at slå hurtigere.«

I Gormenghast hersker en autistisk bevidsthed, der ikke tåler afvigelser fra Ritualet, som er livet låst fast i besværgende magi. Peake så denne mekanisme både i Kina og i England. Rottcodd føler det sådan: »Mens han spekulerede, blev han en fornemmelse af ustabilitet var – næsten en følelse af frygt – som om en etik, han aldrig havde sat spørgsmålstegn ved, og som, hvad det nu var, han troede på, var baseret på, og gennem hvilket alle hans tanker blev filtreret, nu var truet. Som om der et eller andet sted var forræderi. Noget uhelligt, truende og hensynsløst i dets despekt for de fundamentale præmisser i selveste loyaliteten.« 

MAN bemærker den næsten pedantiske stil. Der er tre miljøer af sprog i bøgerne om Titus Groan. Man får rigeligt af den barokke stil, som karakteriser skikkelserne med de groteske navne. I episoderne om Titus høres en ordinær melankoli, man fornemmer som Peakes egen stemme. Det er drengen Thomas fra Chinese Puzzle og den halvvoksne Titus fra »Boy in Darkness«, der tager over i de reflekterende afsnit. Stærkest står en vild poesi, som Peake kan kalde frem når som helst, han skriver Gormenghast til live. Her er den sidste forfærdende stilhed:
   »Det var, som om en aller anden livløs genstand absolut måtte give sig til at bevæge sig, en dør åbne sig af sig selv eller et urs visere snurre rundt. Stilheden var for vældig og uheldssvanger til at lade sig nøje med at forblive i denne titaniske hentæring – spændingen måtte nødvendigvis finde sin udløsning – og bryde ud, pludselig, voldsomt ligesom et reservoir af vand fra en smadret dæmning – og skjoldene falde ned fra deres rustne kroge, spejlene revne, gulvbrædderne løfte sig og flække og hele slottet skælve, ryste sine vægge som vinger, gabe, splintres og smuldre hen med et brøl.«

Imidlertid er der ingen: »Slottets åndedrag opholdt sig i nærheden af søbredden. Kun den gamle stenlunge var ladt tilbage. Ikke et fodtrin. Ikke en stemme. Kun træ og sten og dørkarm, gelænder, korridor og niche, rum efter rum, sal efter sal, provins efter provins.« Det er i kraft af denne fantastiske stemme, at Peake er blevet en moderne klassiker, og Arne Kellers oversættelse forløser den fremragende. Det er næsten som i Eliots The Waste Land, hvor det golde land venter forgæves på regnen:
   »Hver sal var en gabende mund, der ikke kunne lukkes. Stenkæberne var opspilede og smertende. Dørene var som hjørnetænder, der var faldet ud af kæben! Der var ikke en lyd, og intet menneskeligt gik for sig.«

7. Titus vågner i verden bagefter

VED sin død var Peake langt med ideer til og planer for en fjerde bog, der fulgte Titus videre gennem livet og verden uden for Gormenghast. Han skrev dog kun nogle sider, lister med kapiteloverskrifter og vigtige navne. Gilmore brugte materialet i Peake's Progress og fortæller om processen i erindringsbogen A World Away. Hun arbejdede selv videre med stoffet og skrev flere versioner af en udviklingshistorie, som sætter absolut lighedstegn mellem Mervyn Peake og Titus. Da hun var færdig i 1980, hed den Search Without End. Hun viste manuskriptet til flere forlæggere, men fik ingen positiv respons.

   Gilmore døde i 1983, kun 66 år gammel. Da 100-året for Peakes fødsel blev markeret i 2011, redigerede Sebastian, Fabian og Clare sammen en færdig version af deres mors manuskript. Titus Awakes udkom med undertitlen 'The Lost Book of Gormenghast' og er siden optrykt i paperback. Man kan i øvrigt høre Gilmore læse A World Away og Peake's Progress i bøgernes podcastudgaver.
   Man kan stadig få dvd’en (eller se den streamede miniserie) med BBCs ambitiøse, men ikke helt vellykkede tv-udgave af Gormenghast fra 2000. Der er fire episoder i spillefilmslængde. Jonathan Rhys Meyers spiller Steerpike, og Christopher Lee er formidabel som Mr. Flay. Endvidere medvirker Ian Richardson (Sepulchrave), Neve McIntosh (Fuchsia) og Celia Imrie (Gertrude). Titus er ikke for alvor alvor på banen. Malcolm McKay har bearbejdet romanen, og for instruktionen står Andy Wilson. Spilletiden er 274 minutter.

MED tv-udgaven fulgte en stor interesse blandt yngre læsere. Især i gamer- og rollespilskulturen er slottet med den organiske arkitektur blevet et begreb. Gormenghast fås som computerspil. I august 2019 bekræftede streamingtjenesten Showtime, at Neil Gaiman var ved at skrive en ny tv-udgave. Jeg nævnte øverst i teksten George R.R. Martin A Song of Ice and Fire-sekvens. Game of Thrones, HBO's version af bøgerne, blev den største tv-succes efter 2000. Nu leder alle efter en ny Game of Thrones.
   Det bliver spændende at se, om forfatteren til tegneserier som The Sandman og romaner som American Gods kan krænge en crowdpleaser ud af Peakes værk. Det ligger ikke lige for. Bøgerne har deres særlige farve, og der er ingen af genrens heroiske troper. Kun selve bygningsværket, labyrinten af levende sten, og drengen som venter i kejserpaladset.

8. Alting kommer til Gormenghast

I sidste kapitel af andet bind, Gormenghast, er det endelig blevet tiden, hvor den unge mand gør sig fri: »Han hungrede efter at prøve sig selv af. Efter at rejse, ikke som Jarl, men som en fremmed uden andet at krybe i ly under end sit blotte navn.«
   Titus vil endelig være »fri for sin loyalitet. Fri for sit hjem, fri for alle de falbelader og ceremonier, der var ved at drive ham til vanvid.« På den måde følger han - som vi alle gør i begyndelsen - en evig lov om individets dannelsesvej. Han føler sig som den første i verden, men er dog bare endnu en dreng, der bliver voksen:
   »Han løb som for at adlyde en ordre. Og sådan forholdt det sig også, selvom han ikke vidste noget om det. Han løb for at overholde en lov, der var lige så gammel som hans hjems love. Kødets og blodets lov. Længslens lov. Forandringens lov. Ungdommens lov. Loven, der skiller generationerne, der fjerner barnet fra sin moder, drengen fra sin fader, den unge mand fra dem begge.«
   For Peake er dette opbrud selve »eventyrets lov«. Det er kunstneren, der bliver sin egen fortæller, og det er helten i alle historier, der sætter ud på sin rejse. Det er »den lov, som de færreste adlyder af mangel på mod. De unges hunger efter det ukendte og alt, hvad der ligger på den anden side af den spinkle horisont.« Så Titus løb »i den naive tro, at han kun ved sin ulydighed kunne bevise, hvem han virkelig var.«
   I den tredje bog, Titus alene, skal det komme an på en prøve, men hans mor er ikke i tvivl: »Der er ikke andre steder,« siger Grevinde Gertrude, da den unge mand rider »ud af sin verden«. »Du vil bare komme til at gå i ring, Titus Groan. Der er ikke nogen vej, ikke nogen sti, men den vil føre dig hjem igen. For alting kommer til Gormenghast.«.

The Folio Society udgav den definitive udgave af trilogien i 2000. John Watneys Mervyn Peake (London: Michael Joseph, 1976) er en elementær biografi. G. Peter Winningtons Mervyn Peake's Vast Alchemies: The Illustrated Biography (2009) og Mervyn Peake: The Man and His Art (2008), redigeret af Winnington og med forord af Sebastian Peake og Alison Eldred, giver læseren hele rundturen. 

*) Mervyn Peake: Titus Groan - Gormenghast 1. Oversat efter Titus Groan (1946) af Arne Keller. 544 s. Forlaget Ries, 2006, p. 528. Også Gormenghast - Gormenghast 2. 560 s. Ries, 2007, og Titus alene - Gormenghast 3. 340 s. Ries, 2008 er oversat af Arne Keller.

**) Citeret efter "Notes for a Projected Autobiography" i Peake's Progress: Selected Writings and Drawings of Mervyn Peake. Edited by Maeve Gilmore. London: Allan Lane, 1978. Revideret med rettelser, Penguin Books, 1981, s. 473. 

***) Maeve Gilmores A World Away og Sebastians Peakes erindringsbog A Child of Bliss er samlet under titlen Mervyn Peake: Two Lives (London: Vintage, 1999). Citatet står på side 50. Også datteren Clare Penate har skrevet om sine forældre i Under a Canvas Sky (London: Constable, 2011).

****) Captain Slaughterboard Drops Anchor blev gendigtet af Ejgil Søholm i 2001. Kaptajn Kødhak kaster anker udkom på forlaget Apostrof med Peakes originale illustrationer. 

*****) Poul Vad: 'Hvor ligger Gormenghast?' Dagbladet Information 02.12.78. Optrykt i den danske udgave af Titus Groan.

****** John Wyndham: Consider Her Ways and Others (1961), her i Penguin-udgave fra 1979 med omslagsillustration af Peter Lord. John Wyndham (1903-1969) skrev invasionsthrilleren The Day of the Triffids (1951), som er filmatiseret og bearbejdet for tv adskillige gange, og besættelsesfablen The Midwich Cuckoos (1957), der  i biografversionerne hedder Village of the Damned. Han skrev også adskilligt andet og godt, bl.a. romanerne The Kraken Wakes (1953), The Chrysalids (1955), Trouble with Lichen (1960) og Chocky (1968). De sidste to er psykologisk ambitiøse, mindre genrefaste og mere tuned (in) to the times. 

*******) I 1996 genudgav forlaget Hodder Boy in Darkness med undertitlen 'Titus Groan's Journey from Gormenghast'. Sebastian Peake redigerede Boy in Darkness and Other Stories (2007). Begge titler er udgået. Peake's Progress blev genudgivet af The British Library i 2011.

Teksten begyndte sit liv som en anmeldelse af Titus Groan, der stod i Weekendavisen Bøger 17.11.2006. I forlænget version skulle den have stået som forord i et klassikeroptryk, der blev på listen med planlagte udgivelser. Der er endelig skrevet til og justeret 05.01.2020