Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn

LANDKORT OG LEGENDER 

Michael Chabon på flugt og i farten

Af BO GREEN JENSEN

LITTERÆRE priser er sjældent så vigtige, som de bliver gjort til. Trods alt skal der uddeles x antal årligt, og i offentligheden fylder den slags markeringer mindre end døgnets friske sportsresultater. Der skete dog noget skelsættende, da man i 2001 tildelte Michael Chabon årets Pulitzer Prize for murstensromanen The Amazing Adventures of Kavalier & Clay (2000). Ikke alene rekonstruerer bogen i kærlige detaljer 1940ernes og 1950ernes fælleskultur. Den gør det ved at stille skarpt på en litterær udtryksform, som heller ikke i sit hjemland har formået at blive anerkendt fra litteraturkritisk hold: den amerikanske tegneserie i sin første guldalder, hvor der i sporet efter Superman fløj kulørte kopihelte rundt allevegne.
   I 1930ernes Prag drømmer Josef Kavalier om at blive udbryderkonge som Harry Houdini. Samtidig arbejder byens rabbiner på at finde et sikkert sted til den jødiske golem, mens nazisterne hærger i Europa. Begge planer bliver realiseret, da Josef kommer til New York for at bo hos sin tante. Sammen med fætteren Samuel Klayman begynder Josef at tegne og skrive. Man skriver 1939. Året før har Jerry Siegel og Joe Shuster vendt op og ned på mediebilledet med Superman. Alle forlag vil have en figur magen til. Kavalier & Clay skaber da superhelten The Escapist i ånden fra Superman, Kafka, Messias og Golem.

CHABON fortæller fætrenes historie, så den bliver vigtig og virkelig for læseren. Han skriver episoder af serien om Eskapisten frem med nænsom omhu og en detaljerigdom, som gør, at man ser de kulørte sider i hæfterne for sig. Ikke overraskende blev figuren hovedperson i en rigtig albumserie, Michael Chabon Presents The Amazing Adventures of The Escapist, som Dark Horse Comics begyndte at udgive i 2004. Forskellige tegnere illustrerer i guldalderstil de liflige hæfter og album, som Chabon selv har skrevet i hvert fald et par af historierne til.

   Eskapisten går i krig mod Hitler, som både Superman og Marvel-helten Captain America faktisk gjorde i krigens begyndelse. Også Joe er i krig og tæt på at dø i den amerikanske Kelvinatorstation på Antarktis, ikke ved fjendtlig ild, men som følge af kulilteforgiftning fra en defekt varmeovn. Han vender hjem og kommer aldrig helt tæt på Sammy igen – de elsker den samme kvinde, Rosa Saks. Efter krigen bruger han sine kræfter på at skabe Prags golem om til en jødisk superhelt, mens mørkets kræfter i skikkelse i af poppsykologen Fredric Wertham forbereder det angreb på tegneseriemediet, som også kastede skygger herhjemme.

   Kavalier og Clay er baseret på Siegel og Shuster, som aldrig blev rige eller fik tilstrækkelig anerkendelse for Superman-figuren. Josef har endvidere træk fra alvorsmanden Jack Kirby (Jacob Kurtzberg), som brød med Marvel for at skabe en serie om De Nye Guder, og Nick Fury-tegneren Jimmy Steranko, som også var udbryderkonge. Flere autentiske personer medvirker, fra Orson Welles og Salvador Dali til Stan Lee og Will Eisner. Ved vejs ende har man levet tre liv, fået indblik i mediets første guldalder og udviklet et kærligt forhold til Eskapisten, Natsværmeren og de øvrige figurer fra det fiktive eventyr-i-eventyret.

SOM fortæller trækker Chabon på et uudtømmeligt reservoir af ideer og en uovertruffen sproglig elegance, der kan få al magi til at virke sandsynlig. Den utrolige historie om Kavalier & Clay, som endelig blev oversat i 2006, er en gavmild, skønt ikke unik fortælling. Rick Moody havde brugt Lee og Kirbys Marvel-serie om De Fantastiske Fire til at belyse sin fortællers pubertetsår i romanen The Ice Storm (1994). Chabon-tekstens nærmeste slægtning er dog Jonathan Lethems The Fortress of Solitude (2003, da. Ensomhedens Fæstning), der i samme ånd, men med et mindre gyldent register, bruger Supermans fort på Antarktis og en vag erindring om en magisk ring til at genskabe 1970ernes Brooklyn.

   Den tredje yngre løve med jødisk baggrund er Jonathan Franzen, som i The Corrections (2001, da. Korrektioner) bruger mainstreamrealismens familieroman til at sige noget centralt om sin tid. The Corrections udkom i dagene efter terrorangrebet den 11. september og blev i USA en bog, som alle ville læse i en uge, hvor mange tekster med ét syntes irrelevante. Modsat Chabon og Lethem blev Franzen straks anerkendt i Europa, fordi han holdt sig fra fantastiske islæt. I 1970erne talte man om Saul Bellow, Philip Roth og Bernard Malamud som et triumvirat af jødisk-amerikanske prosaister. Med lidt god vilje kan man se en lignende gruppering i trioen Franzen, Chabon og Lethem.

   Om sit forhold til tegneserier har Chabon udtalt: »Jeg var en stor serielæser, da jeg var dreng, fra jeg var 6 til jeg fyldte 15 år. Jeg samlede på dem, læste dem grådigt, skabte endog mine egne seriefigurer. Så tabte jeg interessen fuldstændig. Jeg solgte min samling. Jeg vendte først tilbage, da jeg havde skrevet Wonder Boys. Jeg fandt en enkelt overlevende æske med hæfter, som jeg havde gemt og båret med mig i 15 år. Da jeg åbnede den, og denne lugt steg op, lugten af gammelt papir, blev jeg ramt af en strøm af erindring. Det var, som om essensen af min barndoms jeg havde ligget i æsken og ventet.

   Cirka samtidig læste jeg en artikel om Superman – i Smithsonian Magazine, tror jeg nok – som beskrev, hvordan Siegel og Shuster havde skabt figuren. Jeg ville gerne skrive om den periode, som altid har fascineret mig. Dér slog lynet ned: Jeg ville skrive om serieskabere i 1940erne. Der var noget ved golem-myten, som knyttede an til Superman og de øvrige superhelte, messiasfiguren som kunne hjælpe verdens lidende, forsvarsløse skarer. Der var et jødisk element i alt dette, og mange skabere af disse guldalderserier var unge jødiske mænd. Jeg begyndte at udbygge Houdini-sporet og huskede, at eskapisme er den anklage, som altid rettes mod tegneserier: Hvorfor spilde sin tid med at læse dem? Det hele hang sammen.«

   I sin næste store roman, The Yiddisch Policemen’s Union (2007, da. Det Jiddische Politiforbund) gik Chabon videre med disse hovedmotiver, fantastisk virkelighed og jødisk selvforståelse. Der er tale om en hårdkogt politiroman. Den desillusionerede kommissær Meyer Landsman opklarer nogle mord i Alaska. Plottet forløber efter bogen, men Chabons Alaska er ikke som vort. I romanens alternative historie fik jødiske krigsflygtninge lov at oprette en interimistisk stat, Sitka, hvor man lever i en skøn sammenblanding af indfødt eskimoisk, gammel europæisk og moderne amerikansk kultur.

   Efter 60 år udløber brugsretten til stedet, som er meget stemningsfuldt skrevet frem: »Natten er en orange plamage over Sitka, en blanding af tåge og lyset fra natriumgadelygter. Den har samme gennemskinnelighed som løg stegt i hønsefedt.«

BÅDE i føljetonromanen Gentlemen of the Road og i essaysamlingen Maps and Legends, som genoptrykker ti års artikler og anmeldelser, gør Chabon sig tanker om, hvordan og hvornår den fantastiske baggrund og den jødiske identitet blev så vigtige for ham, at det ikke længere var muligt at vende ryggen til nogen af delene. Det enestående er selvsagt, at tricket virkelig lykkedes for ham.

   Chabon fik et øjeblikkeligt gennembrud med romanen The Mysteries of Pittsburgh (1988, da. Pittsburgh-Mysterierne), som herhjemme udkom hos Lindhardt & Ringhof, dog uden at gøre videre indtryk. I essayet »My Back Pages« beskriver Chabon, hvordan han begyndte på bogen i april 1985, da han boede hos sin mor og sin stedfar i Oakland i Californien, men endnu havde studietiden i Pittsburgh i frisk erindring.

   Forfatterspiren var 22 år. Han havde et erfaringsmateriale, men indtil videre var der gået fire år med at finde en form, som forenede hans »smag for den skønlitteratur, jeg havde læst med størst glæde i hovedparten af mit liv – fantasy, horror, krimi og science fiction – med den måde, jeg var ved at have det med det engelske sprog på.« Han havde læst nogle sider af Proust, som forskrækkede ham, og han havde taget sin obligatoriske tørn i en tillært stil af lige dele »pseudo-Ballard, quasi-Calvino og neo-Borges«. En genlæsning af The Great Gatsby gjorde udslaget: »Den fik mig til at ville skabe noget magen til.«

   Idet Chabon satte Fitzgeralds roman tilbage på hylden, fik han øje på bogen, som stod ved siden af: Goodbye, Columbus af Philip Roth. Han læste den, fordi den så tiltalende ud. Han så da, »hvor inspireret Roth havde været af sin egen ungdommelige læsning af Fitzgerald.« Han så også, at Roths bog var »a hell of a lot funnier than Fitzgerald’s,« men især bed han mærke i, at begge fortællinger blev udfoldet over en sommer.

   På samme måde ville Chabon skrive med juni-juli-august som struktur. »Jeg ville skrive en roman om venskab og dets umulighed, om mennesker der opfandt sig selv og drømte gigantiske drømme, om problematiske kvinder og mændene, som gjorde dem til til det, de var.« Måske kunne han samtidig finde en måde at sige noget vigtigt om sommer i Amerika, »noget som årstidens store amerikanske stemmer, digtere som Ray Bradbury og Bruce Springsteen, ville have forstået.«

   Chabon skrev The Mysteries of Pittsburgh på en Zilog-computer uden harddisk, med  to diskettedrev og en hukommelse på 64 kilobyte. Tekstbehandlingsprogrammet hed WordStar, og skærmen var lille og grøn. To år gik med at skrive. Han var 24, da bogen udkom og blev oversat til 40 sprog.

EFTER Pittsburgh-Mysterierne tog forfatteren en besværlig omvej. Essayet »Diving into the Wreck« fortæller den trods alt bekræftende historie. Alle ved, at opus to er svært, men Chabon ville skabe noget enestående. Mens han færdiggjorde The Mysteries of Pittsburgh, så han et maleri af Léon Krier, et billede af Washington, D.C. set fra luften. Chabon blev forført af et vejkort, en plantegning som viste »blåt vand, hvide avenuer, grønne promenader, alt set i glimt og på æggende afstand, uopnåeligt.«

   Han brugte fem år på at skrive en panoramisk roman med titlen Fountain City. Efter den første bogs sviptur af en jomfrurejse skulle toeren være som den ekspedition, pionererne Lewis og Clark foretog. Alt fra AIDS til israelsk spionage var med i bogen, der delte sin handling mellem Paris og en fiktiv by i Florida. I referat lyder bogen som en krydsning af Mike Davis’ sociologiske nyklassiker City of Quartz (1990), Otto Friedrichs Hollywood-skildring City of Nets (1986) og desværre allerede afdøde David Foster Wallaces magnum opus Infinite Jest (1996). Som Chabon var Wallace aktiv i kredsen omkring det erklæret kulørte magasin McSweeney’s, der også har udgivet Maps and Legends.

   Chabon opgav Fountain City efter fire gennemskrivninger og 62 arbejdsuger. I stedet skrev han på seks uger Wonder Boys (1995), hvori den Pittsburgh-baserede litteraturprofessor Grady Tripp har lignende problemer. Hans liv går op i limningen over en lang, løs weekend, hvor skeletterne formelig vælter ud af skabet, men han sætter sig til sidst, i en luvslidt slåbrok, og skriver med overbevisning. Curtis Hanson skabte i 2000 en sjældent kongenial filmatisering med Michael Douglas som Tripp. Bob Dylan skrev sangen »Things Have Changed« til Wonder Boys. Chabon har altid haft gode kontakter.

DYBEST set fortæller Maps and Legends en hjemstavnshistorie. Der er fine, polerede tekster om Chabons respekt for Cormac McCarthys apokalypser (»Dark Adventure«), Philip Pullmanns Lyra-trilogi (»On Daemons & Dust«) og M.R. James’ klassiske spøgelseshistorier. Der er længere lovsange til Sherlock Holmes (essayanmeldelsen »Fan Fictions« blev bragt over to numre af The New York Review of Books) og Will Eisners grafiske fortællinger (»Thoughts on the Death of Will Eisner«). Der er kærligt causerende tekster om jættebarnet Loke (»Ragnarok Boy«) og den jødiske golemmyte (»The Recipe for Life«), som er en væsentlig forudsætning for The Amazing Adventures of Kavalier & Clay.

   Mindre presserende virker to indforståede fanbreve til serieskaberne Howard Chaykin (»The Killer Hook«) og Lawrence Weschler (»Landsman of the Lost«), mens der næsten går didaktik i »Kids Stuff« (en opsang til seriebranchen, som i sin iver efter at tækkes de voksne har glemt at tilgodese børnene). Programartiklen »Trickster in a Suit of Lights« er et meget generaliserende forsvar for den kulørte novelle og alt, som er klassisk adventure.

   Bogens hjerte ligger i to smukke tekster om herkomst. Den ene er kort og forklaret. Essayet »Maps and Legends« stod oprindelig i Architectural Digest og beskriver Chabons barndom i den nyanlagte mønsterby Columbia i Maryland, hvor hans forældre investerede i et endnu ikke opført hus i 1969. Chabon husker den fascination, som han og hans lillebror følte ved de detaljerede kort over bebyggelsen. Der var en kunstig sø – Lake Kittamaqundi – og et futuristisk højhus, »hvidt og modernistisk i god Star Trek-stil.« I bymidten stod et »People Tree« ved siden af den lille udstillingsbygning, som Frank Gehry havde tegnet.

   Columbia var et konkret forsøg på at realisere utopien. Alt havde fået fantastiske navne - Drystraw Drive, Margrave Mews, Luckpenny Lane; Blue Pool, Red Lake, Spiral Court – og i mønsterbyens mønsterskoler blev der planlagt hen over etniske skel. I princippet gjorde man ikke forskel på hvide og sorte, jøder og kristne.

   Her boede familien Chabon i nr. 5179 på Eliot Oak Road i kvarteret Longfellow i landsbyen Harper’s Choice. Drengen havde Columbias byplan hængende ved siden af kort over Walt Disney’s Magic Kingdom og en fiktiv verden af egen tilvirkning. Han så op på kortene, når han læste i Hobbitten eller en af L. Frank Baums Oz-bøger. Beskrivelsen af den futuristiske arkitektur har samme positivistiske aura som Trylon og Perisfæren på Verdensudstillingen i New York 1939, hvor et nøgleafsnit udspiller sig i The Amazing Adventures of Kavalier & Clay.

   Erindringen er især prægnant, fordi et syndefald følger. Forældrene skilles, og huset bliver solgt. »Og så en dag forlod jeg Columbia og lærte den bitre sandhed om racerelationer, og en tid lang var jeg tilbøjelig til at betragte min børnelærdom med at vist mål af rugende vrede. Jeg følte, at man havde løjet for mig, at kortet var et falskneri.« På tredive års afstand kan Chabon dog se, at »bare fordi man er holdt op med at tro på noget, man er blevet lovet, betyder det ikke, at løftet i sig selv var en løgn.«

DEN anden centrale tekst, »Imaginary Homelands«, er en 30 sider lang udredning om det tabte sprog, jiddisch, begrebet eksil og Chabons forhold til den jødiske moderkultur, som han først tog for givet, siden skød fra sig og endte med at omfavne, så det blev muligt at skabe fantastiske steder som det kontrafaktiske Alaska i The Yiddisch Policemen’s Union.

   I »Fantasiens hjemlande« skriver Chabon: »Jeg blev født første gang på Georgetown University Hospital i 1963, og for anden gang ti år senere, på de første sider af ’En skandale i Böhmen’. I sidstnævnte barnetilstand var den himmel, som omsluttede mig, skrevne værker af Conan Doyle, Ray Bradbury, Philip José Farmer, Jack Vance. Fantasy og science fiction, så horror og hårdkogte krimier; min lidenskab og min ambition som læser og forfatter blev formet i denne genrelitteraturens smedje.«

   På University of Pittsburgh lærte Chabon, at man nok kunne liste Raymond Chandler ind i et pensum, som belyste »Maskulin ængstelse i efterkrigstidens amerikanske roman«, men han  indså, at hans helte aldrig ville få status som William Faulkner og Flannery O’Connor. Dog var der forfattere, som trak på kilder i genrelitteraturen, men som alligevel blev taget alvorligt af kritikere og akademikere. De havde navne som Pynchon, Burroughs, Vonnegut og Nabokov. Det var den vej, han ville gå. Han ville skrive en kriminalroman, hvor detektiven var en astronaut, som arbejdede ved kanalerne på Mars.

   Han skrev i stedet Pittsburgh-Mysterierne, og »det var i denne periode, mens jeg opgav en karriere, som både skulle kulminere og begynde med romanen om Mars, at jeg samtidig vendte ryggen til jødedommen. Jeg satte spørgsmålstegn ved alting: jeg går ud fra, at jeg forsøgte at tilpasse mig. Intet ved min jødiske baggrund – mine forfædre, deres sprog og historie, deres hengemte helligdagsbønner om frihed, kontinuitet og overlevelse – syntes at være af nytte eller have forbindelse til mit fortsatte liv på den tid.«

   Da hans ægteskab går i stykker, og Fountain City ikke vil hænge sammen, beslutter han at vende tilbage: »Jeg begyndte at tænde lys; jeg mødte og giftede mig med min nuværende hustru, som er barnebarn af jødiske indvandrere; jeg opgav romanen og begyndte min lange vandring tilbage mod et sted, hvor jeg kunne føle mig hjemme.«

LIGE så klart ser han i dag, at rejsen hjem til jødedommen var nøje forbundet med vejen tilbage til den kulørte fantastik, de romantiske kilder i det første landskab. Da han opgav det korrekte selskab, gik der hul på en overflod af ideer. Chabon skriver med skræmmende lethed. Han er en Mozart i genrelandskabet, og der er intet af den knudrede skabersmerte, man fornemmer hos kollegaen Jonathan Lethem. Lethems fine essaysamling The Disappointment Artist (2005) er i øvrigt et sidestykke til Maps and Legends.

   Ikke mindst i sine korte fiktioner skaber Chabon originale værker, der har fået en halv verden med på at læse kulørt. Essayet om Conan Doyle slutter med et slogan: »All novels are sequels; influence is bliss.« I denne ånd dyrker Chabon »parodi og pastiche, henvisning og hyldest, genfortælling og genopdagelse af de historier, som blev fortalt før vores tid og som vi voksede op med en kærlighed til.«

   Chabon skrev i 2003 kortromanen The Final Solution, som stod i The Paris Review, før den blev optrykt i bogform. Her bliver »den gamle detektiv«, som lever afsondret i Devon, i 1944 kaldt væk fra sine bistader på South Downs for at løse gåden om en tavs jødisk dreng, Linus Steinman, som bærer en talende grå papegøje på skulderen. Papegøjens navn er Bruno, og den lirer tyske talrækker af sig. Der er flere dødsfald og mistænkelige personer på familien Panickers pensionat, hvor puslespilsgåden har sin forankring.

   Fordi kausalitetskæden anskues gennem vekslende fokuspersoner, kan Chabon dreje historien subtilt. Det bliver aldrig nødvendigt at sige detektivens navn. The Final Solution er en fin pastiche på Conan Doyle, men bogens tour de force er det sidste kapitel, hvor løsningen gives med Bruno – papegøjen – som narrativt filter. Bruno vil præcis ikke synge »togsangen« for manden, som råber og hidser sig op. I stedet vil han synge om »sin afmagt, sin vrede, sit had til manden som tog ham fra Linus Steinman«. Papegøjens afsnit giver en sært troværdig, forbavsende anfægtende skildring af det, som drengen og fuglen har været igennem.*

DEN anderledes drabelige skrøne om Landevejens riddere udspiller sig i Kaukasus-regionen i midten af 900-tallet. Abessineren Amram  har natsort hud og er stor som en jætte, mens frankeren Zelikman ligner et hvidt fugleskræmsel, der kan vælte, når det skal være.

   I det brogede karavanserai af lejetropper, som følger Konstantinopels hær, har de to mænd en god fidus gående. De foregiver at kæmpe, får tilskuerne til at vædde og deler pengene i porten, når Amrams død er fingeret. En mahout gennemskuer duoens trick og tvinger svindlerne til at beskytte en khazarisk prins, der skal føres sikkert hjem til sin mors familie i Aserbadjan. På vejen får drabanterne selskab af Hanukkah, som vil hæve dusøren for Filaq, så han kan ægte den yppige Sara. Eventyret er en blanding af historisk western, skælmeroman og litterær ridderfilm, gennemført i hver eksotisk detalje.

   Fortællingen stod i The New York Times og var også her illustreret af Gary Gianni, som til hverdag viderefører den klassiske serie om Prins Valiant i skaberen Hal Fosters ånd. Det hele minder ikke så lidt som en postmoderne OTA-bog, cirka som hvis Bjarne Reuter (eller salig George MacDonald Fraser) havde genfortalt Ebbe Kløvedal Reichs Fæ og frænde. Det er stærkt underholdende og også lidt letbenet, fordi ideen udgør den halve fortælling.

   I en efterskrift oplyser Chabon, at hans arbejdstitel var Jøder med sværd, hvilket mange fandt lige så »anakronistisk og fornuftstridigt« som en bog med titlen Julemanden besejrer marsmændene. De så ikke »dødsdømte jødiske kavelerister ved Inkerman, Antietam eller Somme«, men »Woody Allen som bakkede hen mod den nærmeste udgang bag en spærreild af vittigheder og en dirrende kårde.«
   Trods smilerýnker og farvestyrke er Chabon atter ude i ideologisk ærinde. Det handler om at rehabilitere den jødiske kriger som historisk actionhelt og om at skabe respekt for en genre, der sædvanligvis bliver trådt ned i æltet sammen med sci-fi, krimi og comics. Igen peger Chabon på det bestemmende øjeblik, hvor han valgte drømmernes side:

   »For så kort tid siden som ti år havde jeg udgivet to romaner og måske omkring tyve noveller, og ikke en eneste af dem bød på våbentyper ældre en (enlig) 9mm Glock (...) De fleste af disse historier stod at læse adstadige, respektable og i almindelighed sværdfri steder som The New Yorker og Harper’s Magazine. Og bød på ubevæbnede amerikanere som gennemlevede de evige skæbner for personerne i nutidsnoveller – skuffelse, uheld, tab, hårdt tilkæmpet oplysning, øjeblikke af trøstesløs nåde.«

CHABON understreger, at han ikke tager afstand fra sit tidlige arbejde eller dets genre (»naturalisme fra slutningen af det 20. århundrede«). Han er stadig stolt af noveller som »Det var mig« og »Varulve i deres ungdom«. Det er bare sådan, at han i Landevejens riddere »er taget af sted for at lede efter en smule eventyr«.

   Denne »fornuftstridighed ved forfatter og værk« standser ikke ved jagten på »noget Springsteensk i naturen«. I Chabons variant af den klassiske historie (»som findes i værker så forskellige som Don Quixote og Nu går den vilde skattejagt«) udgør trældom, eksil og endelig hjemkomst en stor og forunderlig rejse:

   »I jødernes forhold til deres oprindelsesland, i den snor som hele tiden er blevet længere og tyndere, flettet af vandrerens frihed og de landflygtiges trældom, og som binder en jøde til hans Hjem, kan vi skelne eventyrets umiskendelige signatur. Historien om jøderne koncentrerer sig om farerne og ulykkerne, uheldene og katastroferne, de inspirerede bedrifter, sliddet og fortvivlelsen og de periodiske øjeblikke af herlighed og nåde som er resultatet af rejser hjemmefra og tilbage igen – man kan næsten sige at alt dette er hovedpersonerne.«

   Sådan er det, siger Chabon: »Det har på godt og ondt været ét langt eventyr – en 5.000 år lang odyssé – fra det øjeblik da det første Sande Bud blev fremsagt, da Gud sagde lech lecha til Abraham: Du skal forlade dit hjem. Du skal fare vild. Du skal støde på bagvaskelse, undertrykkelse, chancer, flugt og tilintetgørelse. Du skal per definition støde på eventyr.«

   For øvrigt er titlen Jøder med sværd vel ikke mere fornuftstridig end billedet af Mennesker med bøger. Hvad kan i en streamingtid være mere anakronistisk? »Det giver mig lyst til at le,« slutter Chabon.

*) Chabon er eminent som pasticheforfatter. Læs for eksempel hans bud på en H.P. Lovecraft-fortælling, »In the Black Mill«, som står i novellesamlingen Werewolves in Their Youth (1999).

Michael Chabon: Maps and Legends. Reading and Writing along the Borderlands. 222 s. McSweeney’s Books, San Francisco, 2008.

Michael Chabon: Gentlemen of the Road.204 s. New York: Del Rey/ Random House, 2007. 

»Pittsburgh-Mysterierne« udkom i Maria Lotz' oversættelse på Lindhardt og Ringhof i 1988. »Den utrolige historie om Kavalier & Clay« (2006), »Det Jiddische Politiforbund« (2007) og »Landevejens riddere« (2008) er (godt) oversat af Svend Ranild. Bøgerne udkom på forlaget Borgen. Jeg har selv oversat citaterne fra »Maps and Legends«.

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Bøger 19.09.2008