Evig Latter: Stan Laurel 1890-1965 og Oliver Hardy 1892-1957

DEN TYKKE OG DEN TYNDE

Til sidst bliver det aften for Ørkenens Sønner 

Af BO GREEN JENSEN

DER var engang, hvor det hørte med til en opvækst at møde de komiske klassikere. Sådan er det ikke mere. Mange yngre filmfans bliver blanke i blikket, hvis man siger Marx Brothers, Chaplin og Buster Keaton. De har nok set YouTube-fragmenter, men de har ikke selv taget værkerne ind.

   Stan Laurel (1890-1965) og Oliver Hardy (1892-1957) var titaner i pionertiden. De blev tilfældigt rystet sammen af produceren Hal Roach, der havde sit eget filmstudie. De mødtes kort i The Lucky Dog (1921) og blev for alvor et makkerpar efter 45 Minutes From Hollywood (1926). I de følgende 30 år fik de skabt en fælles filmliste på 105 titler.

   Før da var Laurel en britisk gæst, som dublerede for Charlie Chaplin. »Babe« Hardy var en tung mand fra Georgia, der sled sine partnere op. Det er sært at se ham i den første (stumme) filmudgave af Troldmanden fra Oz (1925).* Men få husker tiden, før de blev til Gøg & Gokke, Helan & Halvan, Dick & Doof m.v. På alle sprog var Stan og Ollie indbegrebet af Den Tykke og Den Tynde – for ikke at tale om latter og kaos.

  
JON Bairds film begynder i 1937. Vi møder vores helte på settet til Way Out West. Det er den kostelige westernparodi, hvor parret danser kukursvals og synger »The Trail of the Lonesome Pine«. I diligencen flirter Gokke med Vivien Oakley. Han fremsiger scoreplikken: »A lot of weather we’ve been having lately«. I det vilde vesten må alt i alt være den sjoveste film med de to musketerer.

   Begge mænd er bitre, fordi de ikke selv ejer deres film. De synes, at Hal Roach underbetaler. De har hang til spil og krævende kvinder. Både Stan og Ollie var gift tre gange. Laurel går i vrede. Hardy tør ikke tage springet og bliver for en kort stund sat sammen med Harry Langdon.

   Denne lakune er stadig et ømt punkt seksten år efter, da parret er blevet turnerende anakronismer. De prøver at holde publikum fast ved at optræde på teatre i England. Laurel lokker med en Robin Hood-film. Den bliver aldrig realiseret, men ideen er så god, at man kan se den for sig. Det gør Laurel i en gennemført scene. Hardy spiller naturligvis Lille John.

   Først optræder duoen stoisk for gabende, halvtomme sale. Så får agenten Bernard Delfont dem til at lave mere PR. Da parret når London, er der fulde huse på Lyceum Theatre. De har noget at vise til hustruerne, som ikke er hjerteveninder. Der er kriser og skrøbeligt helbred. Men alt er godt på båden til Irland, da parret har fundet hinanden igen.

GØG og Gokke bliver spillet af Steve Coogan og John C. Reilly. De er sminket, så man knap kan se forskel på illusion og virkelighed, da filmen til slut kører sporene sammen. Efter fem minutter har alle glemt, at det ikke er Laurel og Hardy, vi ser.

   På et tidspunkt optræder parret i Glasgow. Ved teatret spørger en ældre kvinde, hvem der spiller Gøg og Gokke. Billetsælgeren er forvirret og siger, at det gør de selv. »Vrøvl«, siger kvinden. »De trak sig tilbage for mange år siden«. Hun kan ikke forstå, at to legender vil optræde på en støvet skotsk scene. I det samme ankommer Coogan og Reilly. Kvinden køber naturligvis sin billet.

   Scenen er ikke grebet ud af luften. Jeg kan huske, hvordan der blev talt om Gøg og Gokkes deroute, da jeg var dreng. Det var med den samme undren: Hvordan kunne de komiske Hollywood-kæmper ende som underbetalt pausestøj? Min stedfar fortalte med rædsel i stemmen om den sidste film, Atoll K eller Utopia (1951), som på dansk hed Gøg og Gokke på atomøen. Den gav ham myrekryb mange år efter.

FOR resten var Stan og Ollie i Danmark i oktober 1947. De ankom med hustruer til Hovedbanegården og blev kørt i karet til Palace Hotel på Rådhuspladsen. Der var gribende scener ved receptionen, hvor bl.a. Ib Schønberg, Liva Weel og Poul Reichhardt dansede kukkeursvals. Man havde aldrig gjort det samme for Abbott og Costello.

   Bairds film nævner ikke Atoll K og arrangerer kronologien, så den sidste tur bliver et triumftogt. Jeff Pope har baseret sit manuskript på A.J. Marriots 1993-bog om de britiske turneer, som der faktisk var tre af. Han har med garanti også læst Stan and Ollie: The Roots of Comedy (2001) af Simon Louvish, som er den bedste af nyere bøger om parret.

  

BAIRDS film fik dansk premiere i 112 biografer. Forhåbentlig følger en stor renæssance for parrets fysiske komik, der især i de første korte tonefilm nåede poetiske højder. Laurel, som skrev meget af materialet, blev aldrig tryg ved det lange format. Fra Diavolo (1933) og Muntre sigøjnere (1936) er bizarre operettefilm med indlagt situationskomik. Men Ud på galajen (1933) og Tossede piloter (1939) er umistelige værker.

    Gøg & Gokke præsenteres som en latterorkan for hele familien. Filmen er dog snarere en bittersød elegi. Coogan og Reilly er sublime som parret, der diskuterer, om de er venner eller kolleger. Laurel kan ikke se, at det gør nogen forskel. Han forstår først sin makker, da Hardy kollapser ved en skønhedskonkurrence, hvor parret fungerer som dommere.

   
FLERE filmhøjdepunkter genskabes på scenen, f.eks. County Hospital-sketchen med nødder og hårdkogte æg. Stan og Ollie synger »The Trail of the Lonesome Pine«, så ikke et øje i salen er tørt. Shirley Henderson spiller Lucille Hardy, Nina Arianda er den formidable Ida Kitaeva, som Laurel endelig blev lykkelig med. Danny Huston spiller sjuften Hal Roach, der overlevede sine stjerner. Roach var 100 år, da han døde i 1992.

   Gøg & Gokke er fantastisk seværdig. Den er charmerende, nænsom og meget nostalgisk, men betragter dog verden med knastørre øjne. Moralen er dybt kommerciel. Det gælder om at have fuld ophavsret. Til slut bliver det aften for Ørkenens Sønner. Der er ingen præmie for udholdenhed.

Se også Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig Latter]; Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig Latter]; Evig Latter: Jacques Tati 1907-1982; Evig Latter: Dirch Passer 1926-1980 og Kjeld Petersen 1920-1962; Evig Latter: Komikeren Andy Kaufman 1949-1984; Besværgende latter: Komikeren Roberto Benigni.

*) Strengt taget er den første filmudgave The Wonderful Wizard of Oz (1910), som forfatteren L. Frank Baum producerede sammen med instruktøren Otis Turner. Der var dog tale om 'a one-reel wonder' af ti minutters varighed. Forlægget var den populære scenemusical, som Baum selv var med til at skrive, der blev opført i Chicago i 1902 og på Broadway i 1903. Man kan også argumentere for, at de animerede afsnit i multimedie-forestillingen Fairylogue and Radioplays, som Baum turnerede med i 1908, var en tidlig Oz-filmatisering. Men først i 1925 blev det teknisk muligt at lave en dramatisering i moderne spillefilmslængde.

   Larry Semon spillede fugleskræmslet og instruerede selv The Wizard of Oz, hvor Oliver Hardy har dobbeltrollen som den ene karl på gården i Kansas og Tin Man/Skovhuggeren i Oz. Dorothy Dwan spiller Dorothy. Filmen varer 81 minutter. Baums søn er krediteret for manuskriptet. Mark Evan Schwartz’ Oz before the Rainbow: L. Frank Baum’s The Wonderful Wizard of Oz on Stage and Screen to 1939 (Johns Hopkins University Press, 2000) er en detaljeret guide til alt det, som kommer før MGM-filmen fra 1939. På 3-disc udgaven af MGM-filmen fra 2005 kan begge de gamle versioner opleves. Hardys rolle er stor nok til at gøre 1925-filmen interessant for Gøg & Gokke-fans. Især gør han indtryk som romantisk stemt landarbejder. Se i øvrigt henvisninger i Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939).

Gøg & Gokke (Stan & Ollie). Instr.: Jon S. Baird. Manus: Jeff Pope. Foto: Laurie Rose. 98 min. UK-Canada-USA 2018. Dansk premiere: 25.04.2019.

Fotos: Foto: Entertainment One/ Sony Pictures Classics/ UIP/ Mediadrum/ Dansk Kulturarv/ Cinematerial [+]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 26.04.2019