Christina Rosendahl: Idealisten (2015)

LØGNENS UNIVERS

En historisk spændingsfilm om Thule-sagen  

Af BO GREEN JENSEN

DR-journalisten Poul Brink (1953-2002) mødte sin skæbne i 1986, da han blev interesseret i, hvad der skete på Grønland tyve år før. »Jeg satte mig ikke ned og valgte Thule-sagen, for ingen vidste jo dengang, at den eksisterede. Den udviklede sig, fordi mine interviews affødte spørgsmål, som krævede flere interviews, som rejste nye spørgsmål. Det var først efterhånden, bedragets størrelse blev kendt.«

   Den 21. januar 1968 havarerede et amerikansk B-52 fly ved Thule-basen med fire brintbomber ombord. Styrtet fandt sted ved fem-tiden om morgenen, og eksplosionen lyste mørket op. Alle på basen – ca. 1200 arbejdere – blev sendt ud for at rydde op. De værste spor blev slettet med det samme, men først otte måneder senere var det sidste plutonium renset op.

   Episoden blev behørigt dækket i pressen. Man bagatelliserede de miljømæssige konsekvenser, men stillede kritiske spørgsmål til flyets last. I 1968 var Den Kolde Krig et grundvilkår. Alle vidste, hvad USA ville med Thule, men Danmark havde sagt nej til atomvåben på Grønland, som endnu var en dansk koloni. Man mærkede nok, at visse ting blev fortiet, men det blev affærdiget som paranoid retorik, hvis den venstreorienterede presse beskyldte regeringen for at lyve.

   

ANDRE ting skete, og sagen blev glemt. Poul Brink var ansat på Østjyllands Radio, da han begyndte at forske i, hvad der var sket med arbejderne fra Thule. Et usædvanligt højt antal havde udviklet psoriasis-lignende hudsygdomme, flere havde fået kræft, nogle døde før tiden. Brink fulgte enkelttilfælde – i filmen om Idealisten bliver de sammenfattet i patienten Carl (Thomas Bo Larsen), hvis krop bliver penslet med sennepsgas for at holde tilstanden nede – og kunne efterhånden se et mønster.

   Brink stillede spørgsmål til Sundhedsstyrelsen og Risø, den noble Niels Bohr’ske institution, som havde ansvaret for oprydningen i Grønland. Enten blev han afvist, eller også blev han talt ned til. Så terrieren bed sig fast. Brink solidarisede sig med de sygdomsramte arbejdere, hinsides alle kriterier for objektivitet, og han undersøgte hele forudsætningen for basen i Uummannaq, hvor 27 familier i 1953 var blevet tvangsforvist fra deres boplads.

   Brink fangede myndighederne i adskillige løgne af typen, som man siden har fået rettens ord for, at det er legitimt at fortælle. Så langt var man ikke nået i 90erne, da journalisten fulgte sin sag til dørs, nu med TV-avisen som platform. I en bog om forløbet, Thule-sagen – Løgnens univers (1997), sætter Brink sin metode i perspektiv:

   »Jeg er gået tættere, eller måske snarere anderledes, på nogle personer, end jeg normalt ville gøre på tv. Det har skyldtes ønsket om at vise, at Thule-sagen udviklede sig i et bestemt miljø og via en bestemt tankegang, som var farlig for demokratiet. Det var og er en elitær opfattelse af verden, som ikke kommer til udtryk i et bestemt interview eller et bestemt dokument. Men som nærmere eksisterer gennem personlige kontakter og den måde, man f.eks. møder en undersøgende journalist på.«

   Brink ser i øvrigt Thule-sagen som »et produkt af en blanding af manglende respekt for befolkningen og demokratiet og så en underlig nederlagsstemning, som ubevidst prægede dansk politik.«*

CHRISTINA Rosendahls meget vellykkede spillefilm er på overfladen et stykke rimelig straight dramadokumentarisme. Peter Plaugborg spiller ildsjælen Brink, der stort set kun tænker på Thule og graver utrætteligt i sagen, mens årene går, regeringer skifter, og han får en søn med sin spanskfødte hustru, Estibaliz (Arly Jover), der en passant taler om danskernes naivitet i en fascistisk indrettet verden.

   Der er megen spænding undervejs, mens politiske kræfter, både i Danmark og USA, prøver at standse journalisten. Der er dog aldrig tvivl om udfaldet. Den 29. juni 1995 erkender Niels Helveg Petersen på vegne af Udenrigsministeriet, at H.C. Hansen, den daværende statsminister, i 1957 gav USA lov til at opstille kernevåben på Grønland, skønt Danmark officielt stod ved kravet om en atomfri zone.

   Optrævlingen var en sindrig proces. I Brinks bog hedder kapitel 16 »Niels Helveg fortæller, at der ikke er atomvåben på Grønland.« Kapitel 17 har titlen: »Niels Helveg fortæller, at der alligevel var atomvåben på Grønland.« Faktisk var der tale om 48 »mindre atomvåben«, som blev opstillet til nærforsvar af basen.

   Efter mere juridisk tovtrækkeri fik Brink lov at vise brevet frem i TV-avisen. Thule-arbejderne blev tilkendt en kompensation på 50.000 kr., men det samme gjorde alle andre, som havde været i nærheden af basen i 1968, og der blev aldrig gjort alvor af den gennemgribende helbredsundersøgelse, som man lovede arbejderne flere gange.

   Brink selv var aldrig tilfreds med sagens udfald, som han opfattede som en falsk sejr. Thule-arbejderne – hvis talerør i filmen er Marius Schmidt (Søren Malling) – havde dog fået nok af at kæmpe. Brink skrev sin bog, modtog Cavling Prisen og døde på en løbetur i Fælledparken. Han nåede ikke at se sin søn vokse op. Han nåede heller ikke at se den elitære magtkultur triumfere amok i årene efter 9/11.

ROSENDAHL vil naturligvis skildre »en kompromisløs idealist, en stærkt dedikeret journalist, der kommer på sporet af et af Danmarkshistoriens mest hemmeligholdte kapitler.« Det gør filmen på fremragende vis. Især fungerer blandingen af rekonstruktion og arkivklip. Hele tre klippere – Janus Billeskov Jansen, Olivier Bugge Coutté og Molly Malene Steensgaard – har arbejdet på filmen. De har ikke stået i vejen for hinanden.

   Det samme gælder i forfatterkollegiet. Filmen er god til at arbejde i flere lag på én gang. Der er altid den umiddelbare spændingshistorie og fornemmelsen af officiel chikane, der foretages i diplomatiets navn. Forløbet er forenklet, men for en gangs skyld bruges der rigtige navne og autentiske udsagn. De satiriske mikroportrætter af Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg Petersen, som skiftes til at bortforklare med karakteristisk gestik, er meget velanbragte.

NIELS Helveg (Hans Henrik Clemmesen) spørger Brink, om »det hér mon bare er vigtigt for dig? Eller er det noget, der vedkommer hele befolkningen?«. Brink forstår knapt nok spørgsmålet. Det gør Rosendahl imidlertid:

   »Når jeg har kastet mig over at skildre Poul Brinks kamp for sandheden om Thulesagen, er det fordi jeg ønsker at skildre et grundlæggende menneskeligt og demokratisk dilemma: Skal sandheden altid frem? Kan et land eller et samfund tåle at afsløre alle sine hemmeligheder over for sin befolkning? Har vi af og til brug for at holde igen med sandheden for at kunne beskytte hinanden eller bare være sammen? Er der fordele ved løgnen, og hvor langt kan man gå, før en løgn bliver et overgreb?«**

   Filmen fremstiller denne problematik meget sobert, uden at tordne hverken for eller imod. Nu siger kritiske røster, at Brink var naiv. Enhver kunne regne ud, at USA havde kernevåben på Grønland, og naturligvis var det nødvendigt for Danmark at vide så lidt som muligt om forholdet. Det var Brinks kvalitet, at han aldrig købte ind i princippet om nødvendige løgne. Det er filmens kvalitet, at den lader dilemmaet stå.

*) Poul Brink: Thule-sagen - Løgnens univers. 340 s. København: Aschehoug, 1997. Filmudgaven fra 2015 udkom på Lindhardt og Ringhof med et nyt forord af Niels Frid-Nielsen. Brink skrev flere udmærkede bøger. Mest ambitiøs er måske Fantasia Projektet (Munksgaard/Rosinante,1994), som han skrev sammen med Marion Hannerup: en dystopisk scifi-thriller, der belyser aktuelle fertilitetsproblematikker. Artikelsamlingen Det ny England (Møntergården, 1999) er et sikkert, satirisk stemt øjebliksbillede af Tony Blair og New Labours strømlinede Storbritannien. Efter Cameron, Brexit, Boris Johnson og COVID19-nedlukning virker bogen næsten som kontrafaktisk historie. I Erik Valeurs Magtens bog (JP/Politikens Forlag, 2002, rev. 2018), en monumental antologi med 30 eksempler på undersøgende journalistik, som blev forsøgt tiet ihjel, giver Brink en koncentreret redegørelse med titlen 'Bomben, der forsvandt: Thule-sagen'. Poul Brink blev kun 49 år. Han fik hjertestop og døde under en løbetur i Fælledparken. 

**) Christina Rosendahl er citeret efter sin hensigtserklæring i filmens pressemateriale.

Idealisten. Instr.: Christina Rosendahl. Manus: Lars K. Andersen, Simon Pasternak, Birgitte Stærmose, Christina Rosendahl. Foto: Laust Trier-Mørk. 114 min. DK 2015. Dansk premiere: 09.04.2015. 

Fotos: SF Studios/ Christian Geisnæs/ Cinematerial/ BerlingskeMedia

Filmen kan streames (køb eller leje) på YouTubeFilm

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.04.2015