LØGNENS UNIVERS
En historisk spændingsfilm om Thule-sagen
Af BO GREEN JENSEN
DR-journalisten Poul Brink (1953-2002) mødte sin skæbne i
1986, da han blev interesseret i, hvad der skete på Grønland tyve år før. »Jeg
satte mig ikke ned og valgte Thule-sagen, for ingen vidste jo dengang, at den
eksisterede. Den udviklede sig, fordi mine interviews affødte spørgsmål, som
krævede flere interviews, som rejste nye spørgsmål. Det var først efterhånden,
bedragets størrelse blev kendt.«
Den 21. januar
1968 havarerede et amerikansk B-52 fly ved Thule-basen med fire brintbomber
ombord. Styrtet fandt sted ved fem-tiden om morgenen, og eksplosionen lyste
mørket op. Alle på basen – ca. 1200 arbejdere – blev sendt ud for at rydde op. De
værste spor blev slettet med det samme, men først otte måneder senere var det
sidste plutonium renset op.
Episoden blev
behørigt dækket i pressen. Man bagatelliserede de miljømæssige konsekvenser,
men stillede kritiske spørgsmål til flyets last. I 1968 var Den Kolde Krig et grundvilkår.
Alle vidste, hvad USA ville med Thule, men Danmark havde sagt nej til atomvåben
på Grønland, som endnu var en dansk koloni. Man mærkede nok, at visse ting blev
fortiet, men det blev affærdiget som paranoid retorik, hvis den venstreorienterede
presse beskyldte regeringen for at lyve.
ANDRE ting
skete, og sagen blev glemt. Poul Brink var ansat på Østjyllands Radio, da han
begyndte at forske i, hvad der var sket med arbejderne fra Thule. Et
usædvanligt højt antal havde udviklet psoriasis-lignende hudsygdomme, flere
havde fået kræft, nogle døde før tiden. Brink fulgte enkelttilfælde – i filmen
om Idealisten bliver de sammenfattet
i patienten Carl (Thomas Bo Larsen), hvis krop bliver penslet med sennepsgas
for at holde tilstanden nede – og kunne efterhånden se et mønster.
Brink stillede
spørgsmål til Sundhedsstyrelsen og Risø, den noble Niels Bohr’ske institution,
som havde ansvaret for oprydningen i Grønland. Enten blev han afvist, eller
også blev han talt ned til. Så terrieren bed sig fast. Brink solidarisede sig
med de sygdomsramte arbejdere, hinsides alle kriterier for objektivitet, og han
undersøgte hele forudsætningen for basen i Uummannaq, hvor 27 familier i 1953
var blevet tvangsforvist fra deres boplads.
Brink fangede
myndighederne i adskillige løgne af typen, som man siden har fået rettens ord
for, at det er legitimt at fortælle. Så langt var man ikke nået i 90erne, da
journalisten fulgte sin sag til dørs, nu med TV-avisen som platform. I en bog
om forløbet, Thule-sagen – Løgnens
univers (1997), sætter Brink sin metode i perspektiv:
»Jeg er gået
tættere, eller måske snarere anderledes, på nogle personer, end jeg normalt
ville gøre på tv. Det har skyldtes ønsket om at vise, at Thule-sagen udviklede
sig i et bestemt miljø og via en bestemt tankegang, som var farlig for
demokratiet. Det var og er en elitær opfattelse af verden, som ikke kommer til
udtryk i et bestemt interview eller et bestemt dokument. Men som nærmere
eksisterer gennem personlige kontakter og den måde, man f.eks. møder en
undersøgende journalist på.«
Brink ser i øvrigt
Thule-sagen som »et produkt af en blanding af manglende respekt for
befolkningen og demokratiet og så en underlig nederlagsstemning, som ubevidst
prægede dansk politik.«*
CHRISTINA Rosendahls meget vellykkede spillefilm er på overfladen
et stykke rimelig straight dramadokumentarisme. Peter Plaugborg spiller
ildsjælen Brink, der stort set kun tænker på Thule og graver utrætteligt i
sagen, mens årene går, regeringer skifter, og han får en søn med sin spanskfødte
hustru, Estibaliz (Arly Jover), der en
passant taler om danskernes naivitet i en fascistisk indrettet verden.
Der er megen
spænding undervejs, mens politiske kræfter, både i Danmark og USA, prøver at
standse journalisten. Der er dog aldrig tvivl om udfaldet. Den 29. juni 1995
erkender Niels Helveg Petersen på vegne af Udenrigsministeriet, at H.C. Hansen,
den daværende statsminister, i 1957 gav USA lov til at opstille kernevåben på
Grønland, skønt Danmark officielt stod ved kravet om en atomfri zone.
Optrævlingen var
en sindrig proces. I Brinks bog hedder kapitel 16 »Niels Helveg fortæller, at
der ikke er atomvåben på Grønland.« Kapitel 17 har titlen: »Niels Helveg fortæller,
at der alligevel var atomvåben på Grønland.« Faktisk var der tale om 48 »mindre
atomvåben«, som blev opstillet til nærforsvar af basen.
Efter mere
juridisk tovtrækkeri fik Brink lov at vise brevet frem i TV-avisen.
Thule-arbejderne blev tilkendt en kompensation på 50.000 kr., men det samme
gjorde alle andre, som havde været i nærheden af basen i 1968, og der blev
aldrig gjort alvor af den gennemgribende helbredsundersøgelse, som man lovede
arbejderne flere gange.
Brink selv var
aldrig tilfreds med sagens udfald, som han opfattede som en falsk sejr.
Thule-arbejderne – hvis talerør i filmen er Marius Schmidt (Søren Malling) – havde
dog fået nok af at kæmpe. Brink skrev sin bog, modtog Cavling Prisen og døde på
en løbetur i Fælledparken. Han nåede ikke at se sin søn vokse op. Han nåede
heller ikke at se den elitære magtkultur triumfere amok i årene efter 9/11.
ROSENDAHL vil naturligvis skildre »en kompromisløs
idealist, en stærkt dedikeret journalist, der kommer på sporet af et af
Danmarkshistoriens mest hemmeligholdte kapitler.« Det gør filmen på fremragende
vis. Især fungerer blandingen af rekonstruktion og arkivklip. Hele tre klippere
– Janus Billeskov Jansen, Olivier Bugge Coutté og Molly Malene Steensgaard –
har arbejdet på filmen. De har ikke stået i vejen for hinanden.
Det samme gælder
i forfatterkollegiet. Filmen er god til at arbejde i flere lag på én gang. Der
er altid den umiddelbare spændingshistorie og fornemmelsen af officiel chikane,
der foretages i diplomatiets navn. Forløbet er forenklet, men for en gangs
skyld bruges der rigtige navne og autentiske udsagn. De satiriske
mikroportrætter af Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg Petersen, som skiftes
til at bortforklare med karakteristisk gestik, er meget velanbragte.
NIELS Helveg
(Hans Henrik Clemmesen) spørger Brink, om »det hér mon bare er vigtigt for dig?
Eller er det noget, der vedkommer hele befolkningen?«. Brink forstår knapt nok
spørgsmålet. Det gør Rosendahl imidlertid:
»Når jeg har
kastet mig over at skildre Poul Brinks kamp for sandheden om Thulesagen, er det
fordi jeg ønsker at skildre et grundlæggende menneskeligt og demokratisk
dilemma: Skal sandheden altid frem? Kan et land eller et samfund tåle at
afsløre alle sine hemmeligheder over for sin befolkning? Har vi af og til brug
for at holde igen med sandheden for at kunne beskytte hinanden eller bare være
sammen? Er der fordele ved løgnen, og hvor langt kan man gå, før en løgn bliver
et overgreb?«**
Filmen
fremstiller denne problematik meget sobert, uden at tordne hverken for eller
imod. Nu siger kritiske røster, at Brink var naiv. Enhver kunne regne ud, at
USA havde kernevåben på Grønland, og naturligvis var det nødvendigt for Danmark
at vide så lidt som muligt om forholdet. Det var Brinks kvalitet, at han aldrig
købte ind i princippet om nødvendige løgne. Det er filmens kvalitet, at den
lader dilemmaet stå.
*) Poul Brink: Thule-sagen - Løgnens univers. 340 s. København: Aschehoug, 1997. Filmudgaven fra 2015 udkom på Lindhardt og Ringhof med et nyt forord af Niels Frid-Nielsen. Brink skrev flere udmærkede bøger. Mest ambitiøs er måske Fantasia Projektet (Munksgaard/Rosinante,1994), som han skrev sammen med Marion Hannerup: en dystopisk scifi-thriller, der belyser aktuelle fertilitetsproblematikker. Artikelsamlingen Det ny England (Møntergården, 1999) er et sikkert, satirisk stemt øjebliksbillede af Tony Blair og New Labours strømlinede Storbritannien. Efter Cameron, Brexit, Boris Johnson og COVID19-nedlukning virker bogen næsten som kontrafaktisk historie. I Erik Valeurs Magtens bog (JP/Politikens Forlag, 2002, rev. 2018), en monumental antologi med 30 eksempler på undersøgende journalistik, som blev forsøgt tiet ihjel, giver Brink en koncentreret redegørelse med titlen 'Bomben, der forsvandt: Thule-sagen'. Poul Brink blev kun 49 år. Han fik hjertestop og døde under en løbetur i Fælledparken.
**) Christina Rosendahl er citeret efter sin hensigtserklæring i filmens pressemateriale.
Idealisten. Instr.: Christina Rosendahl. Manus: Lars K. Andersen, Simon Pasternak, Birgitte Stærmose, Christina Rosendahl. Foto: Laust Trier-Mørk. 114 min. DK 2015. Dansk premiere: 09.04.2015.
Fotos: SF Studios/ Christian Geisnæs/ Cinematerial/ BerlingskeMedia
Filmen kan streames (køb eller leje) på YouTubeFilm
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.04.2015
Ingen kommentarer:
Send en kommentar