Aki Kaurismäki: Manden uden fortid | The Man Without a Past (2002)

SE DISSE MENNESKER

Aki Kaurismäkis solidariske blik

Af BO GREEN JENSEN

EN tavs, mørk fremmed kommer til byen i de første scener af Manden uden fortid. Vi kender ham ikke, kan bare se, at det må være ham, der bærer handlingen, for det er ikke til at tage fejl af Markku Peltonas mejslede træk, der i regelen lægger bunden hos filmskaberen Aki Kaurismäki. Det kan derfor kun være et spørgsmål om tid, før Kati Outinen toner frem et sted i billedet. Præmissen kan variere, men de to danner altid par hos finsk films mest originale auteur.

   Så lad os følges med den fremmede. Han sidder i toget; ryger tæt med dybe, rugende sug; bærer tunge arbejdsstøvler og har en svejsehjelm med sig. Han kan i øvrigt have al sin bagage i en brun papkuffert af den klassiske model, som karaktererne pakker på få minutter i gamle film. Han sidder på bænken i parken og ryger, da tre brutale lømler for det første slår ham bevidstløs, for det andet sparker ham til plukfisk. De har endda musik til arbejdet.

   Bøllerne tænder en lille transistor, som ligger i den fremmedes kuffert, og filmens symfoniske score vælder op. Endelig er gorillaerne mætte. De giver den blødende mand svejsehjelmen på og dækker ham til med den flænsede kuffert. Det er godt nok en ond, udeltagende verden.

NATURLIGVIS viger alle til side, da den blødende mand stavrer ind og besvimer på herretoilettet på banegården i Helsinki. På hospitalet vikles han ind i bandager og stives af med gips overalt, men lægen og sygeplejersken må alligevel opgive ham med en hovedrysten, da de for syns skyld har virket en tid ved hans side. »Trods alt er det måske bedre end et liv som grøntsag,« lyder en af de første, herligt klichébelagte replikker fra lægen. De kendte ikke manden. Det kræver ingen overvindelse at afskrive en fremmeds liv.

   Men Peltona rejser sig, krænger næsen på plads med en skrækkelig lyd og flygter fra hospitalet. Vi kan lige så godt kalde ham M – det gør de credits, som kører efter filmen – og erkende, at vi på nuværende tidspunkt har oparbejdet betydelig respekt for manden, der tydeligvis er ukuelig. Det skærer os derfor i hjertet, da daggryet finder ham liggende med hovedet i noget brakvand. Vi har nået barakbyen i udkanten af byen. Det er hér, at de udstødte lever i containere og sammenflikkede skure.

   Der er ingen ende på nedrigheden, og der er åbenbart ingen ære blandt tyve. En forbipasserende stjæler M’s støvler. Indtil nu er der bare blevet taget og taget fra det stakkels menneske, som ikke har mælet en lyd. Guds retfærdighed råder i himlen, men hernede må man sørge for sig selv. Da kommer to drenge heldigvis gående. De kalder på de voksne. En familie tager M ind i sin stue i containeren. Kvinden tvinger lidt suppe gennem bandagerne. Omsider har M nået bunden. Fra nu af må det vende – og gå op.

AKI Kaurismäki (f. 1957) er en ener. Få moderne instruktører arbejder med så minimale virkemidler og gør det så tæt på den rene film, stumfilmen, der skaber store følelser ved hjælp af lys og skygge, lidt musik, nogle spillere og et manuskript, der helst skal være så enkelt som muligt. Faktisk var Juha (1999), Kaurismäkis forrige opus, en regulær stumfilm, der uden at blinke foldede et stort melodrama, naivt og patetisk, men også mærkeligt bevægende og aldrig selvironisk, ud over lærredet i fuld bredde.

   Manden uden fortid var en publikumsfavorit på årets Cannes Festival, hvor filmen modtog en Grand Prix – dvs. sølvmedaljen – og Kati Outinen fik prisen som Bedste Skuespillerinde. Det er da også en sjældent tilfredsstillende oplevelse at følge mennesket M’s genrejsning.

   Kaurismäki har lavet film, som var sjovere på samme sindssygt lakoniske måde. For eksempel er Pas på dit tørklæde, Tatjana (1994), en skæv og tjekket road movie, svær at hamle op med, når det gælder excentrisk finsk-russisk latter af den mørkeste beskaffenhed.

   Samspillet mellem Peltona og Outinen var om muligt finere afstemt i Drifting Clouds (1996), hvor de åbnede en restaurant, som absolut ingen besøgte, og vil man endelig have lommetørklædet frem, må Pigen fra tændstikfabrikken (1990) være et rimeligt tudestykke. Den fåmælte finne står også bag serien af koncertfilm med de gakkede Leningrad Cowboys.

   Der er for så vidt intet nyt i Manden uden fortid. Snarere samler den filmværkets tråde og får de faste temaer til at balancere optimalt. Der er mørk humor under det hele, men også ægte romantik, dybfølt patos, skær realisme og en velsignet evne til at formulere og forsvare det naive. Kaurismäki er en mand i ét stykke, ganske som karaktererne i hans film. Man æder ham med hud og hår eller man kan ikke bruge ham til noget. Denne gang vil alle have en bid.

TILBAGE i barakbyen ved lossepladsen begynder tingene at lysne for M. For så vidt som Kaurismäki har et budskab, er det jo netop, at der findes ære blandt tyve; at i det mindste samfundets randeksistenser nægter at hylde den grådighed, som regerer i borgerligheden.

   Både Aki og storebror Mika Kaurismäki (f. 1955) er rundet af 1970erne, og det ses. Et eksempel på M’s deroute er, at han tabte sine LP’er ved at spille blackjack. Så er man langt ude, men det kræver en vis alder at begribe, hvor tragisk sådan et tab kan være. Det er jo ikke bare et par opsamlingscd’er, der er røget. Det er hele skatten af vinyl.

   M er et stærkt og retskaffent menneske, som blomstrer når han har medgang. Snart kan han lægge bandagerne, flytte ud af familiens container og indrette sig i en anden, som stilles til rådighed af opsynsmanden, der ganske vist taler hårdt til alle, men faktisk er et hjertensgodt menneske, der har det meste i munden. Han advarer alle mod dræberhunden Hannibal, men denne er blid som et lam. Den vil hellere være hos M, og så er dét vel også i orden.

M ved stadig ikke, hvem han er og hvor han kommer fra. Han ville gerne vide det, men er samtidig i stand til at se hukommelsestabet som en chance for at få et nyt liv. Kun Frelsens Hær vil give ham arbejde, og M kan omsider forelske sig i frelserpigen Irma, der spilles af Kati Outinen. Han installerer jukebox hjemme i containeren og lærer Frelserbandet at spille rock. Det går stærkt og rigtig godt med kærligheden mellem Irma og M. Havde det handlet om Charlie Chaplin og Paulette Goddard, kunne selvfølgeligheden ikke have været større.

   Man er nødt til at have et nummer i systemet. M forsøger at åbne en lønkonto, men netop dén dag er bankens sidste – forretningen er solgt til Korea – og i stedet indblandes han i et bankrøveri, der på sindrig vis fører til opklaringen af identitetsmysteriet. Jo, han var svejser; ja, han havde en hustru engang. Han tager afsked med Irma og rejser tilbage, men kan det virkelig være for altid? Naturligvis kan det ikke dét. Manden uden fortid er et stilrent melodrama. Ikke én romantisk forventing bliver skuffet, og konventionerne drejes, men de bliver aldrig brudt.

HER er alt, hvad der skal være af lunt underspil og varme digressioner. Her er kejtede dialoger mellem Peltona og Outinen; barokke bipersoner, der alle som én bliver fremstillet solidarisk; lune, ironiske randbemærkninger. Flere scener er rendyrket stumfilm i ånden fra Kaurismäkis erklærede helte, Mauritz Stiller og F.W. Murnau. Med havet og solen i ryggen lægger vor helt symbolske kartofler i køkkenhaven ved sin container. Det sker enten til de svulmende toner af Leevi Madetojas Symfoni nr. 3 i a-dur, opus 55, eller nyskreven skæbnemusik af Antero Jakoila, for på krøllet finsk vis stikker der også en nationalromantiker i Aki Kaurismäki.

   

I Manden uden fortid samler han sine kort på én hånd. Og når finurligheden, de excentriske islæt og det rituelle tilbehør er afviklet, har filmen fortsat luft til at være en ærlig og redelig fremstilling af et menneskes heroiske kamp for at skabe sig en værdig tilværelse.

   Kaurismäkis trumf er som altid hans totale solidaritet med de mindste og mest udsatte eksistenser. Trods alt bliver det gode i mennesket hyldet; trods alt får fjenden sin rette bekomst. Den tavse mand får sin frelserpige til slut, og måske er Gud kommet hjem til sin himmel.

   I hvert fald går Aki Kaurismäki rundt i Finland og skaber små verdensfilm af unik beskaffenhed.

Manden uden fortid modtog Nordisk Råds Filmpris (som var nyindstiftet i 2002) og var i 2003 det officielle finske Oscar-bidrag. I Sverige fik den Guldbagge som årets bedste udenlandske film. I DK blev filmen nomineret til både Bodil og Robert. I hjemlandet modtog den 6 Jussi Awards.  

Manden uden fortid (Mies vailla menneisyyttä). Instr. og manus: Aki Kaurismäki. Foto: Timo Salminen. 97 min. Finland 2002. Dansk premiere: 18.10.2002.

Fotos: Sputnik/ YLE TV-1/ Pandora Filmproduktion/ ZDF/Arte/ Network Movie Film- und Fernsehproduktion/ Pyramide Productions/ Arte France Cinéma/ CAnal+/ Centre National du cinéma et de l'image animée (CNC)/ Bavaria Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Sony Pictures Classics trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye | Curzon [i 10-disc bokssættet The Aki Kaurismäki Collection | 17 Movies | 1983-2017] 20.11.2017 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.10.2002

To versioner: Løfte ved daggry | Promise at Dawn (1970/2017)

NÆSTEN SOM EN ELSKER

Alias Romain Gary 1914-1980

Af BO GREEN JENSEN

»OM nødvendigt skal du gå i døden for mig«. Der findes forældre, som ikke giver slip, og litaueren Nina Kacew (1879-1941) må have været en frygtindgydende mor. Hun gjorde alt for sin søn, og hun krævede, at han – som minimum – gav sit yderste for at indfri de drømme om storhed, hun drømte for ham.

   Der var ingen far i Roman Kacews liv. Nina og drengen forsøgte at skabe en stabil hverdag i en omskiftelig tid. For Roman begyndte verden i Vilnius i 1914. Nina – som faktisk hed Mina Owczyńska – talte ofte om sin teaterkarriere i Moskva. Hun pyntede sikkert på sandheden. Som voksen forfatter fik Roman hang til mytomani og flydende identiteter. Også disse træk havde han fra sin mor.

   I de første scener af Løfte ved daggry prøver Nina at overleve som hattemager. Hun møder sin søn efter skole i sneen. Da de kommer hjem, har en nabo tilkaldt politiet, som endevender lejligheden. Der er tilråb om »den jødiske luder«. Nina trækker drengen ud i gården og råber op til naboerne: »Her er min søn. En dag bliver han ambassadør, en stor kunstner, en nationalhelt, en mand, man ser op til!«

   Stemningen skifter fra ren skadefryd til munter hoveren. Drengen elsker og hader sin mor. Han skammer sig og er alligevel stolt. Han lover at blive den mand, hun vil have. Tyve år senere lykkes det for ham.

ROMAN Kacew tog navnet Romain Gary og blev en litterær stjerne i efterkrigstiden. Bøger som Les racines du ciel (1956, da. Himlens rødder) og La promesse de l'aube (1960, da. Morgenrødens løfte) blev læst verden over, også i Danmark. Han skrev 34 bøger i alt.

   For Afrika-romanen Himlens rødder, en filosofisk stemt traktat om elefantdrab og økologi, modtog Gary den ærefulde Goncourt-pris. Senere, da han blev kritiseret for at gentage sig selv, skrev han fire bøger under navnet Émile Ajar, nu med en ny stemme, der skaber sin egen gadejargon. Også Ajar-romanen La vie devant soi (1975, da. Du har jo livet for dig) vandt Goncourt-prisen, som en forfatter ellers kun modtager én gang. Først i den posthumt udgivne Vie et mort d'Émile Ajar (1981, da. Émile Ajars liv og død) røbede Gary, hvordan tingene hang sammen.

   Han fik et fantastisk liv. Løfte ved daggry slutter i 1945, da Gary som krigshelt rejser hjem med debutbogen Éducation européenne (da. Nattergalen synger stadig) i hånden. Piloten blev virkelig diplomat, som Nina havde forudset. I 1951 blev han Frankrigs FN-ambassadør, og han endte som generalkonsul i Los Angeles, hvor han skrev romanen om sin mor.

ERIC Barbiers filmatisering begynder i 1960, da Garys første hustru, englænderen Lesley Blanch (som lige nu bliver genopdaget for erindringsfantasien A Journey into the Mind’s Eye) finder ham syg og næsten psykotisk. Han vil køres til Mexico for at dø. Hun ser på siderne, han har skrevet. »Det er et testamente,« siger han. »Det er historien om min mor.«*

   Gary døde ikke. Han forlod Lesley Blanch og giftede sig i 1963 med Jean Seberg, den amerikanske skuespillerinde, som efter gennembrudsroller i Otto Premingers Saint Joan (1957, da. Jeanne d'Arc) og Bonjour Tristesse (1958, da. Farlig sommerleg) var blevet et fransk stilikon i kraft af sin medvirken i Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs). Gary udfordrede Clint Eastwood til en duel, da Eastwood og Seberg kom tæt på hinanden under indspilningen af Paint Your Wagon (1969, da. Når guldfeberen raser). I Løfte ved daggry ser vi Gary duellere i London. Så giver anekdoten mere mening.**

   Seberg begik selvmord i 1979. Roman sagde ved et pressemøde, at FBI havde forfulgt hende i årevis. Imens skrev han videre som Romain Gary, som Émile Ajar og som Shatan Bogat. Han instruerede to film med Jean Seberg og skrev selv med på manuskriptet til The Roots of Heaven (1958), John Hustons filmatisering af Himlens rødder. Han var 66 år gammel, da han tog sit liv i 1980.***

CHARLOTTE Gainsbourg gør skikkelsen til sin egen og skaber en utrolig, men fuldkommen overbevisende karakter. Kun i Lars von Triers film har hun lagt så store kræfter i. Pierre Niney hverken kan eller skal overskygge hende som sønnen, der er blevet voksen.

   Formen er flimrende impressionistisk – som i Garys bøger – og der er fine sætstykker fra perioden. Sneen i Vilnius, solen i Nice, hvor Nina driver et hotel og udvikler diabetes; scener fra en natklub i London under Blitzen, hvor de optrædende bærer gasmasker; fra en afrikansk mission, der bliver baggrunden for Himlens rødder.

   Tilbage i Nice erfarer Roman, at Nina har fremdateret brevene, som drev ham de sidste år under krigen. Hun er der ikke mere. Hun vil aldrig se, at han indfriede løftet. Han gjorde det hele for hende. »Det er bare aldrig nok,« siger han til Lesley Blanch.

   Alle vegne møder mor og søn en udtalt antisemitisme. Det tætteste på et godt sted er hotellet i Nice. Som niårig bliver Roman forelsket i en pige på otte. Han har en rival, og pigen spiller dem ud mod hinanden. Den anden har spist jord for hendes skyld. En konkurrence udarter, den første duel: Drengene spiser snegle og frøer. Nina er tilfreds, da hun hører, at der ligger kærlighed bag kappestriden.

   

PSYKOLOGIEN vil ikke være dyb. Den er snarere holdt i primærfarver. Men er man åben for den høje, vildt ujævne stil – der passer godt til begge fantaster – giver Løfte ved daggry meget igen. Efter tre kvarter går drengen Roman i vandet ved Nice. Da han kommer op, er han blevet til manden Romain.

   I den bedste scene går mor og søn i biografen. De ser Der weisse Teufel (1930, da. Den hvide djævel) med Ninas idol, Ivan Mosjoukine, som i zartiden var en russisk Valentino. Straks begynder drengen at se sig selv som Mosjoukine. Som voksen modtager han en medalje. Et kort øjeblik er det drengen, som bærer en hvid uniform, der siger tak.

   Også i virkeligheden hævdede Gary, at Ivan Mozzjukhin (1889-1939) var hans rigtige far. Han var næsten som en elsker i forhold til sin tigermor. Lykkelig blev han aldrig. På en måde gik han i døden for hende.****

LØFTE ved daggry er den anden filmatisering af Morgenrødens løfte. I Jules Dassins meget håndfaste version fra 1970 blev mor Nina spillet af Melina Mercouri. Den blacklistede amerikanske eksilinstruktør og den politisk engagerede skuespillerinde (som siden blev Grækenlands kulturminister 1981-94) fik en verdenssucces og fandt noget særligt, da han instruerede dem sammen i Never On Sunday (1960, da. Aldrig om søndagen).

   Dassin spiller selv amerikaneren Homer, som forelsker sig i den prostituerede Ilya. Parret blev gift i 1962, og hun medvirker siden i alle hans film. De film blev dog aldrig, hvad The Naked City (1948, da. Den nøgne by), Night and the City (1950, da. Nat over storbyen) og Du rififi chez les hommes (1955, da. Guld på gaden) havde været. Kun kupfilmenTopkapi (1964), en kulørt Rififi-efterklang, overlever. Dassin og Mercouri blev et populært power couple. I 1970 var de i deres mest selvfejrende form, og der var ingen til at sige fra i forløbet. 

   Promise at Dawn er en meget anstrengende film, som Mercouri fylder helt ud med sin fremstilling af kvinden, der på alle måder er alt for meget. Mercouri var sjældent subtil eller stille, og når hun med vilje eksponerer stort, er effekten som flødeskum på flødeskum gange ti. Dassin spiller selv Ivan Mosjoukine, som her er drengens far uden tvivl.

   Dassin og Mercouri tager i det hele taget Mina Kacews egen version for pålydende. Der er en meget lang og knirkende mellemakt om hendes forsøg på at overleve som fransk modeskaber i nøjsomhedens Polen. Helhedsvirkningen er som en blanding af Fred Zinnemanns Julia og Huset på Christianshavn.

   Noget andet er så, at flere scener faktisk er optaget i Leningrad og har fin atmosfære, især når de udspiller sig halvt i virkeligheden, halvt i mor og søns fantasi. Den voksne Romain Gary bliver spillet af Assaf Dayan (1945-2014), som var søn af den daværende israelske forsvarsminister, Moshe Dayan. Promise at Dawn fik høfligt positive anmeldelser, også ved sin danske premiere. Det er fantastisk, at filmen ikke er ældre. Den virker som noget fra 1940ernes slutning, da fælleskulturen skulle rekalibrere.

   Også Barbiers film er anakronistisk i sit anslag. Men den stoler på sin mor/søn-historie, og der bliver ikke brugt urene tricks. Man får faktisk lyst til at læse romanen. Og at se på den gamle verden igen, måske med mindre kronologisk arrogance og mere empati, som er uden for tiden. I hvert fald kan oplevelsen varmt anbefales.  

   

NOTER

*) Lesley Blanch (1904-2007) og Romain Gary var gift fra 1944 til 1961. Muligvis fandt de sammen i mytologien omkring det russiske imperium, som Blanch skrev begejstret om i en lang række bøger. I The Wilder Shores of Love (1954) tegner hun fire søsterportrætter af kvinder, som fulgte deres lidenskab og skrev om at rejse: Isabel Burton, Jane Digby, Aimée du Buc de Rivéry og Isabelle Eberhardt. Hendes egen favorit blandt sine bøger var The Sabres of Paradise: Conquest and Vengeance in the Caucasus (1960), men værket som virkelig rykker er Journey into the Mind's Eye: Fragments of an Autobiography (1968), en næsten psykedelisk blanding af rejseskildring og selvbiografi. Blanch var ti år ældre end Gary, men hun overlevede ham med 40 år. Hun døde 102 år gammel i 2007. Hun skrev en sen erindringsbog, Romain (1998). I 2015 udkom sampleren On the Wilder Shores of Love: A Bohemian Life (Virago Books). I 2018 genudgav New York Review of Books Journey into the Mind's Eye i sin klassikerserie.

**) Jean Seberg (1938-1979) kom på FBI-direktøren J. Edgar Hoovers sorte liste, da hun indledte et forhold til aktivisten og borgerrettighedsforkæmperen Hakin Jamal (1931-1971) fra Nation of Islam og engagerede sig i det radikale afrikansk-amerikanske miljø. Benedict Andrews skildrer hendes sidste svære år i filmen Seberg (2019), hvor Jean Seberg bliver spillet af Kristin Stewart. Yvan Attal – der i parentes bemærket er gift med Charlotte Gainsbourg – har rollen som Romain Gary. Filmen rammer tidens look på kornet (fotografen er Rachel Morrison, scenografien skyldes Jahmin Assa), og Kristen Stewart spiller Seberg med samme febrilske skrøbelighed, som hun to år senere investerer (og formentlig bliver bedt om at gentage) i Spencer, Pablo Larrains film om prinsesse Diana. Desværre er filmen samtidig meget firkantet og ved ikke helt, hvad den vil være. Seberg fik ikke dansk biografpremiere. Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy.

Garys to film som instruktør er vidt forskellige og interessante, skønt ingen af dem kan kaldes vellykkede. Les oiseaux vont mourir au Pérou (1968, da. På en strand i Peru) er et anstrengt erotiseret kvindeportræt i den prætentiøse arthousestil, som også Alain Robbe-Grillet (1922-2008) [nouveau roman-forfatteren, som skrev manuskriptet til L'année dernière à Marienbad (1961, da. Sidste år i Marienbad), et totemværk for nouvelle vague-generation, sammen med instruktøren Alain Resnais] benytter i sine sadomasochistiske genrestykker. Sammen med Jack Cardiffs The Girl on a Motorcycle (1968, da. Pigen på motorcyklen) var Birds in Peru blandt de første titler, som fik britisk premiere med en x-rating. Kill! Kill! Kill! Kill! (1971, da. Den beskidte vej) er trods sin sensationalistiske, Russ Meyer-agtige titel et mere stringent sammenkog af selvtægtsthriller og international spændingsfilm. Begge titler er sjældne og svære at finde, men Birds of Peru ligger faktisk på YouTube og kan når som helst blive genopdaget. Hvis nicheudgivere som Powerhouse Indicator eller Radiance Films ikke allerede er undervejs med en 4K-udgave af Kill! Kill! Kill! Kill!, kan det kun være et spørgsmål om tid og rettigheder, der skal cleares.   

***) The Roots of Heaven er en forbavsende glansløs filmatisering, som ellers har de bedste forudsætninger. John Huston (1916-2008) havde skabt et af sine hovedværker, da han instruerede Katharine Hepburn og Humphrey Bogart i The African Queen (1951, da. Afrikas dronning), som blev optaget (delvist) på stedet i (daværende) Belgisk Congo (nu DR Congo) og Uganda under legendarisk strabadserende forhold. Seks år senere er Himlens rødder derimod en friseret og næsten søvndyssende safarifilm, optaget i Tchad, som var en del af Fransk Ækvatorialafrika fra 1910 frem til 1960.

   Det burde være interessant at se den alkoholiserede Errol Flynn (1909-1959) i en af sine sidste filmroller, men han spiller rollen som Major Forsyth med tilforladelig distance. Trevor Howard (1913-1988) er castet som idealisten Morel, der holder taler med økologisk budskab hvert femte minut og modarbejder ugideligheden hos sine fæller. Det var Patrick Leigh-Fermor (1915-2011), den beundrede rejseforfatter, som bearbejdede Romain Garys bog. Det gør han, så ingen i salen kan være i tvivl om budskabet: Lad elefanterne være i fred! Juliette Gréco (1927-2020) nærer romantiske følelser for den tyve år ældre Morel. Orson Welles og Herbert Lom medvirker, og savannen lever i d.o.p. Oswald Morris' fremstilling.

   Helhedsindtrykket er af en film, som kalkerer ideen om, hvordan en Afrika-film skal se ud. Den ligner i slående grad Henry Kings filmatisering af Ernest Hemingways The Snows of Kilimanjaro (1952, da. Sneen på Kilimanjaro [skønt titlen rettelig burde være Afrikas grønne bjerge] med Gregory Peck, Susan Hayward og Ava Gardner i en lignende kombination. Det gælder ned til plakaternes ikonografi. Det er ikke sært. Begge film havde Darryl F. Zanuck (1902-1979) fra 20th Century Fox som personligt engageret producer.

   Huston, der siden beklagede filmen, havde sit hjerte andre steder. John Wayne-filmen The Barbarian and the Geisha (da. Barbaren og geishaen) fra samme år er næsten værre endnu. Han tog erfaringerne fra at instruere et vejrbidt sæt med sig til The Misfits (1961, da. De frigjorte), hvor Clark Gable er den aldrende stjerne mellem Marilyn Monroe og Montgomery Clift. Romain Gary var forståeligt skuffet over både The Roots of Heaven og Promise at Dawn. Ikke mindst derfor gik han selv i gang med Birds in Peru og Kill! Kill! Kill! Killl!.

****) Ivan Ilyich Mosjoukine eller Mosjukin eller Mozzhukhin var født i Kondol ved Saratov i det nuværende russiske Penza-oblast. Hans mor var præstedatter, hans far var forvalter hos den adelige Obolenskij-familie, som mistede sine besiddelser efter revolutionen i 1917. Han var tilmeldt jurastudiet i Moskva, da han sluttede sig til et teaterkompagni fra Kyiv i Ukraine, som dengang hørte under det russiske zardømme. Fra 1911 til 1917 medvirkede han i en lang række russiske produktioner, som han selv producerede, fra Kreutzersonaten (efter Lev Tolstoj) til Spar Dame (efter Aleksander Pusjkin). Han efterlod sit selskab og kopier af zartidens film i 1917, da han flygtede til Krim efter oktoberrevolutionen. Det var med optagelser af Mosjoukines ansigt, at Lev Kulesjov (1899-1970) i 1918 demonstrerede teorien bag Kolesjoveffekten (dvs. at ny betydning skabes ved sidestilling og sammenklip af eksisterende materiale, heraf brugen af montage, som er et dominerende stilgreb i sovjettidens stumfilm.)

Fra 1920 arbejdede Mosjoukine i Frankrig. I 1927 tog han til Hollywood, hvor flere af de europæiske succeser var blevet distribueret, da der opstod et marked for eksotiske matineidoler efter Rudolph Valentinos død. Han medvirkede kun i en enkelt amerikansk produktion, Surrender (1927), var herefter aktiv i de tyske UFA-studier (frem til nazisternes magtovertagelse) og endte ved udgangspunktet i Frankrig, hvor film som Jules Verne-eventyret Michel Strogoff (1926, da. Kejserens Kurér) stadig er i høj kurs.

   Mosjoukine var gift tre gange, anden gang med danskeren Agnes Petersen (1906-1973). Der weisse Teufel, som Nina og Romain ser sammen i Løfte ved daggry, er en tysk produktion fra 1930, optaget som stumfilm, efterfølgende forsynet med et lydspor. Filmen er i public domain og kan ses i fuld længde på Wikipedia.

   Det er uklart, hvilken russisk produktion, Mosjoukine arbejder på i Promise at Dawn, da Nina og Romain opsøger ham på settet. Men der er ingen fysisk lighed mellem den unge russiske skuespiller og den aldrende komiske superkrukke, som den 60-årige Jules Dassin fremstiller. Mosjoukine havde en af sine største og mest nuancerede roller i René Barberis franske Casanova fra 1927. Også den film er fri og kan ses på Wikipedia. 

La promesse de l'aube (Løfte ved daggry). Instr.: Eric Barbier. Manus: Eric Barbier, Marie Eynard. Foto: Glynn Speeckaert. 131 min. Frankrig-Belgien 2017. Dansk premiere: 07.03.2019.

Promise at Dawn (Løfte ved daggry). Instr. og manus: Jules Dassin. Foto: Jean Badal. 99 min. USA-Frankrig 1970. Dansk premiere: 14.02.1972.

Fotos: Jerico/ Pathé Distribution/ Nexus Factory/ Umedia/ TF1 Films Production/ Lorette Cinéma/ Menemsha Films/ Miracle Film// Natalie Films/ Avco Embassy// CineMaterial/ MoviestillsDB

Løfte ved daggry (2017) streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra Menemsha Films 30.06.2020.

Løfte ved daggry (1970) bliver ikke streamet og er aldrig udkommet på dvd eller Blu-ray. Filmen kan ses, hvis man leder ivrigt på nettet.

Første udgave af anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.03.2019.

Michel Franco: New Order | Nuevo orden (2020)

KUN DE DØDE

Grønt er ikke altid håbets farve

Af BO GREEN JENSEN

MICHEL Francos dystopiske fabel udspiller sig i et samfund, hvor de rige har for meget og de fattige slet ingenting. Geografien i New Order er meget specifik. Vi befinder os i Mexico City og cirkulerer først ved rigmandsdatteren Mariannes bryllup, hvor overklassen viser sig frem. Her er militær, politikere og forretningsmænd. Alle er med til den stemningsfulde havefest.

   Men i køkkenet kommer der grønt vand ud af hanen. Fruen i huset bliver bange. Grønt er dissidenternes og demonstranternes farve. De har aldrig været så tæt på kvarteret. Der bliver skrevet RIGE SVIN på husmuren. Det er ikke en idealistisk opstand. Det er underklassen, som mobiliserer til krig.

FRANCO skildrer processen med klarsyn og skræmmende skønhed. Han bruger megen tid ved brylluppet. En tidligere ansat beder om penge til sin datters operation. Han får dog kun arrogante almisser til gengæld, og familien lader ham vide, hvor langt man faktisk strækker sig. Brudens bror tror, at den gamle mand lyver. Han bliver ved med at mistro de bedste og stole på falske øvrighedspersoner.

   Filmen skifter gear og går fra metaforik til hård realisme. De grønne trænger ind, kræver penge og smykker og skyder vilkårligt. Mens militæret lukker byen ned, kører bruden til slumkvarteret med penge. Her bliver hun samlet op af soldater, der umiddelbart virker venlige. Men tonen skifter inde i bilen.

   

REGERINGEN indfører udgangsforbud. Marianne havner i en koncentrationslejr, hvor medlemmer af de rige familier bliver misbrugt på udspekulerede måder. Sadisme synes at være en sport. Hæren kræver løsepenge. De grønne er ude af billedet nu. Militæret opererer under dække af social nødvendighed.

   Alle overgreb er skildret med isnende akkuratesse. Filmen er fuld af klare, symmetrisk komponerede billeder. Militæret har sat gidselindustrien i system, men internt er der utilfredshed med fordelingen af udbyttet. Bødlerne bliver fjernet, men der er ingen retfærdighed. Kun flere summariske henrettelser.

DET er en dystopi med forstærket gennemslagskraft. Der er ingen glæde ved at fremskrive udviklingen. Ej heller ved at fortælle historien. I patriarkens smukke glashus bliver et vægmaleri malet over. Bagefter oplyser skærmteksten, at billedets titel er »Kun de døde har set slutningen på krigen«. Den nye samfundsorden er i sandhed implementeret.

   Michel Franco (After Lucia, Chronic, April's Daughter, Memory) skildrer et militærkups anatomi. New Order gjorde indtryk på Venedig Festivalen i 2020, hvor Franco modtog Juryens Grand Prix. Filmen er ubønhørlig – men klar og skarp og værd at se.

Se også Alfonso Cuarón: Children of Men (2006) [Sci-Fi 100]; Alfonso Cuarón: Roma (2018); Amat Escalante: Heli (2013); Amat Escalante: The Untamed | La région salvaje (2016); Carlos Reygadas: Stellet Licht/ Stille lys (2007); Carlos Reygadas: Post Tenebras Lux/ Lys efter mørke (2012).  

New Order (Nuevo orden). Instr. & manus: Michel Franco. Foto: Yves Cape. 86 min. Mexico-Frankrig 2020. Dansk premiere: 03.12.2021 [streaming].

Fotos: Les Films d'Ici/ Teorema Films/ Camera Film/ Grand Hjemmebio/  NEON (US)/ MUBI/ The Match Factory (YouTube trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra MUBI (region B) 11.10.2021

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2022

J.C. Chandor: A Most Violent Year (2014)

DET FARLIGSTE ÅR

Systemisk forfald er en evig fortælling

Af BO GREEN JENSEN

1981 i New York var, selv efter amerikansk målestok, et usædvanligt voldsomt år med flere drab og mere hård kriminalitet end sædvanligt.

   Den statistiske oplysning fylder ikke meget i J.C. Chandors fortættede skildring af en korruptionssag fra perioden. En stemme i radioen siger, at det er »the most dangerous year« i byens historie. Det er ikke sikkert, at karaktererne hører efter, for meget i filmen er ren baggrundsstøj. Alligevel sætter den stemningen fast.

   Indvandrersønnen Abel Morales (Oscar Isaac) er blevet en stor mand i fyringsolieindustrien, hvor han begyndte som lastbilchauffør. Han importerer og distribuerer selv fyringsolien, ejer en lille flåde af ramponerede tankvogne og instruerer personligt sælgerne, som går fra dør til dør for at hverve kunder.

   For personalet er der status i at avancere fra chauffør til sælger. For kolleger i faget er Abel en stor torn i øjet, fordi han nægter at følge kartellets uskrevne love og holder sig fri af korruption. Det er svært at sige, hvem der har mest imod Abel: de korrupte konkurrenter, de indfedtede fagforeninger eller det kompromitterede politi.

FILMEN følger Abel gennem en svær tid, hvor 3-4 faktorer må spille i samklang, hvis hans forretning skal overleve. Han har overtalt den jødiske spekulant, som ejer det meste af havnen, til at sælge en dok, som gør firmaet uafhængigt. Han har samtidig købt et stort hus i de fredelige forstæder, hvor man kan løbe ture og give sin børn en god opvækst. Alt, hvad Abel ejer, er stillet som sikkerhed. Hvis han ikke betaler den næste termin, vil begge handler gå tilbage, og der bliver ikke kompenseret for tab.

   A Most Violent Year er et grumset moralsk lærestykke, filmet i vinterligt lys med en stærk, ekstremt underdrejet faktor af spænding. Hele verden er en etisk gråzone, hvor man følger visse koder og navigerer efter principper, som gør alle til medvidere. Abel vil ikke spise af kagen. Chandors film røber kun det mest nødvendige om mekanismerne. Man forstår, at den ærlige mand må være en ridder eller en nar.

FOR hustruen Anna (Jessica Chastain) er Abel nok begge dele. Hun er vokset op i industrien, fører firmaets bøger og nærer ingen illusioner om, at ærlighed varer længst. Abel købte firmaet af hendes far, og hun vil ikke lade ham sætte det overstyr.

   Der er derfor lagt i ovnen alle vegne. Det er valgsæson, og den offentlige anklager (David Oyelowo) iværksætter en undersøgelse, som Abels advokat (Albert Brooks) bruger kræfter på at afværge. Abel holder kortene tæt ind til kroppen. Publikum kan aldrig vide, om der er mere i sagen, om begreber som rigtigt og forkert giver mening.

J.C. Chandors forbilleder er instruktøren Sidney Lumet og forfatteren David Mamet. Han gør en del ud af at lægge afstand til tematik og troper hos Martin Scorsese. Chandors første film, Margin Call, fulgte tolv bankfolk gennem det hektiske døgn, hvor krisen i 2008 tog form. I All is Lost var Robert Redford alene på havet og lærredet i to timer. Begge film var så kompromisløse, at de ikke fik dansk biografpremiere.

   A Most Violent Year vil nok gøre det bedre. Filmen blander ånden fra Serpico og Prince of the City med stilen og tonen fra The Godfather. Kun James Gray laver noget, der ligner, og hvis den historiske ramme ikke virker livsnødvendig – systemisk forfald er en evig fortælling – giver den til gengæld æstetisk gevinst.

   Det er en sober periodefilm med diskrete kronologiske markører. Effekterne er små, men realismen er så gennemført, at hver voldshandling virkelig gør ondt. Handlingen udspiller sig i en forvirrende verden, som kun er for voksne. Den ligner 1981 ret godt.

A Most Violent Year. Instr. & manus: J.C. Chandor. Foto: Bradford Young. 125 min. USA 2014. Dansk premiere: 11.06.2015.

Fotos: Before The Door Pictures/ Washington Square Films/ FilmNation Entertainment/ Icon Productions (UK)/ A24 (US)/ Angel Films (DK)/ CineMaterial/ MovieStillsDB

A Most Violent Year streames på FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Icon Productions 18.05.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.06.2015