Forbrydelserne bliver større: En roman om Sherlock Holmes

FORBRYDELSERNE BLIVER STØRRE

Nicholas Meyers romaner om Sherlock Holmes

Af BO GREEN JENSEN

DET var ikke amerikaneren Nicholas Meyer (f. 1945), som opfandt Sherlock Holmes-pastichen.* Men med The Seven-Per-Cent Solution (1974) udviklede og moderniserede han (under)genren, som i dag er en litterær industri. Bogen udkom også på dansk. Finn Holten Hansen oversatte Den snigende gift i 1976.

   Ordet pastiche er afledt af pasticcio, som betyder dej. Man laver mere af det samme, bager flere brød efter en given opskrift, en skabelon. En anden oplagt analogi er bugtaleri. Ventrilokvisten kaster sin stemme, så den synes at komme andet sted fra, måske en dukke, som levendegøres ved illusionen. Jeg havde nær kaldt min artikel for »Mysteriet om den hostende bugtaler«, men det kom til at se for mærkeligt ud. Pasticher skabes af og for fans. Er der nok af dem, bliver subkulturen til mainstream.

   Før Meyer havde sherlockianske pasticher været mere eller mindre vellykkede forsøg på at ramme Sir Arthur Conan Doyles stil så præcist, at man kunne tro, der var tale om »ægte« conaniske tekster. Meyer gik en anden vej og lod Holmes-universet blande sig med den historiske virkelighed. Han lod Holmes bløde op for misogynien og bevæge sig i den moderne retning, som ikke mindst tv-serien Sherlock (2010-2017) er en konsekvens af.

1. I terapi hos drømmetyderen  

MEYERS gode (for ikke at sige geniale) idé bestod i at sende Holmes på afvænning. Som vi ved fra Conanen, har detektiven en vane med at tage kokain, når han keder sig og bliver trist over manglen på ordentligt modspil. Han tager indsprøjninger med »den snigende gift« i en syv pct. opløsning.

   Holmes er med andre ord narkoman. Det var ikke ulovligt i 1890, men det var lige så problematisk og selvdestruktivt. Ved begyndelsen af Meyers roman har det taget overhånd. Detektiven barrikaderer sig i værelserne i Baker Street og fabler i ét væk om mesterplanen, som den nedrige Moriarty har lagt. Faktisk er det Moriarty, som opsøger dr. Watson, der nu er blevet gift med Mary Morstan og bor et andet sted. Kan han dog ikke tale sin ven til fornuft?

   Lægen, som behandler detektiven for hans misbrug, er ikke en fiktiv person. Watson og Mycroft Holmes, Sherlocks storebror, må ganske vist lægge falske spor, så patienten tror, at han selv får ideen, men det lykkes at lokke Holmes ud af London og sende ham i terapi hos Dr. Sigmund Freud i Wien.

   Det er umiddelbart før »the Great Hiatus«, dvs. de tre år mellem 1891 (hvor Holmes og Moriarty forsvinder i Reichenbach-vandfaldet i »Den sidste opgave«) og 1894 (hvor han vender tilbage til London og fortsætter kampen mod Moriarty i »Det tomme hus«). Den lange pause er et frirum i den sherlockianske kronologi, så her foregår de fleste pasticher. Der er ti år til udgivelsen af Drømmetydning (1900). Meyer kan lade Holmes tage ved lære af Freud, men han kan også vende strømmen, så Freud bliver præget af Holmes. Det er en perfekt og gensidig osmose.

THE Seven-Per-Cent Solution var virkelig stor i 1974. Meyer skrev selv manuskript til filmatiseringen, som Herbert Ross instruerede i 1976. Nicol Williamsons hektiske manierismer passer godt til den abstinensplagede Holmes. Robert Duvall giver Watson en karikeret accent, som er tæt på at ødelægge et gensyn, men Alan Arkin er et livstykke som den yngre, endnu famlende læge, der er ved at opdage underbevidstheden.

   Vanessa Redgrave spiller divaen Lola Deveraux, som er Irene Adler-skikkelsen (alle pasticheromaner har en erstatning for »the woman«) i The Seven-Per-Cent Solution. Senere, i The Canary Trainer fra 1993, når Meyer til faktisk at bruge Irene Adler i fiktionen, men der er endnu længe til.

   Sætstykket i Solution er en højdramatisk togjagt, hvor Holmes, Freud og hovedfjenden (som er en teater-prøjsisk baron med mensurar, i filmen spillet af Jeremy Kemp) må kravle på taget af vogne i fart og fodre lokomotivet med alt, som kan brænde. Der er ekkoer af både westerns og Hitchcock.

   Michael Crichton brugte samme idé i The Great Train Robbery (da. Det første store togrøveri), hvor Sean Connery, Donald Sutherland og Lesley-Anne Down er i periodeforklædning. Jeg ved egentlig ikke, hvem der kom først. Crichton skrev i 1975, men hans (egen) film er fra 1978. Som typer var Crichton (der døde i 2008) og Meyer tæt på hinanden. Begge var anglofile amerikanere med hang til victoriana og edwardiana. Begge fornyede genrekulturen.

  

I SAMTIDEN var The Seven-Per-Cent Solution den første ikke-kanoniske Holmes-film, som publikum virkelig holdt af.

   James Hills britiske A Study in Terror (1965, da. Studie i terror) – med John Neville og Donald Houston som Holmes og Watson – lod Holmes opklare mysteriet om Jack the Rippers identitet. Det er siden gjort så ofte, at det udgør en trope i miniature. Dengang var ideen ny, men A Study in Terror brugte den dårligt. Filmen var kedelig, glansløs og billig at se på.

   Til gengæld blev bogversionen, som Ellery Queen skrev sammen med Paul W. Fairman – En studie i mord udkom også på dansk – en af de skelsættende pasticheromaner. Den har utvivlsomt inspireret Nicholas Meyer. Fairman bearbejdede manuskriptet af Donald og Derek Ford. Frederic Dannay og Manfred B. Lee (som skrev under navnet Ellery Queen, der også var navnet på deres detektiv) lagde en moderne skal om historien, så Ellery Queen kunne læse med i Watsons optegnelser og hjælpe med opklaringen, mens han lå syg med influenza. Et påskeæg fyldt med juveler, er denne tarveligt udseende bog.

   A Study in Terror gik dårligt i biografen. Det afholdt ikke Billy Wilder fra omsider at realisere sin drøm om en Holmes-film. The Private Life of Sherlock Holmes (1970, da. Sherlock Holmes’ privatliv) er en prægtig film, som heldigvis har fået nyt liv og fundet et nyt publikum på blu-ray, men i samtiden var den en kostbar fiasko, som slet ikke tjente pengene ind. Det gjorde The Seven-Per-Cent Solution, skønt den som film er mindre på alle måder.

  

JEG så den igen og fandt også bogen frem af gemmerne, da jeg først på året var gået i gang med Nicholas Meyers nye Holmes-roman, The Adventure of the Peculiar Protocols (2019). Den var jeg begyndt på med skepsis, for Meyers forrige Holmes-bog, The Canary Trainer, var en kolossal skuffelse. Den nye er så forbavsende god, at jeg måtte se på det hele igen. Også The Canary Trainer – som aldrig er kommet på dansk – fik endnu en chance.

   Præmissen er stadig så frisk og moderne, som den forekom ved førsteudgivelsen. Mødet med Freud er bare godt tænkt, simpelt hen. Til gengæld havde jeg glemt den særlige vinkel på Moriarty/Holmes-forholdet, som Meyer anlægger i Solution og beklageligvis holder sig til hele vejen.

   James Moriarty er her den lærer, som underviste brødrene Sherlock og Mycroft i matematik, da de var drenge. Tanken om Moriarty som »Forbrydelsens Napoleon« er en vrangforestilling, som Holmes konstruerer i sin kokainfremkaldte paranoia. Hvad der virkelig ligger på bunden af barndommen, kommer for en dag, da detektiven tager livtag med sine dæmoner og sveder abstinenserne på sofaen i Berggasse 19 i Wien.

   I filmen bliver Moriarty (over)spillet af Laurence Olivier. Jeg skal ikke røbe, hvad han har gjort. Men jeg må sige, at er der noget hos Meyer, som trækker i den gale retning, må det være hans hang til at bøje paradigmer som dette.

  

2. Sherlock Holmes og Jack The Ripper

MEYER kunne smede, mens jernet var varmt. Da The Seven Per-Cent Solution blev en bestseller, skyndte han sig at skrive The West-End Horror (1976), som faktisk er en bedre bog og den af de fire stiløvelser, som rammer Watsons tone bedst. Det er også den eneste af de fire, som lader Holmes blive hjemme i London og virkelig bruger hans by.

   Det er atter mysteriet om Jack the Rippers identitet, som detektiven og hans Boswell skal til bunds i. De får hjælp af to personligheder fra teatermiljøet, som begge er irske, men ellers har få ting tilfælles. Oscar Wilde og George Bernard Shaw bistår Holmes og Watson. Ellen Terry, Gilbert & Sullivan, Richard D'Oyly Carte, Henry Irving og Bram Stoker bliver udspurgt, men det er Shaw og Wilde, som formidler kontakten. Især portrættet af den dynamiske Wilde er forfriskende og meget velskrevet.

   Det kan undre, at The West-End Horror aldrig blev filmatiseret. »Hvem var Jack the Ripper?«-genren var ikke helt så overrendt dengang. Måske skræmte sporene efter A Study in Terror. Eller også vidste Meyer allerede, at han ville bruge Jack the Ripper i filmen Time After Time, som han både skrev og debuterede som instruktør med i 1979.

   Året er 1893. Jack the Ripper (David Warner) – som her er identisk med kirurgen John Leslie Stevenson – tager H.G. Wells’ tidsmaskine til San Francisco i 1979, hvor opfindelsen er kommet på museum. Forfatteren følger efter og skal forhindre seriemorderen i at dræbe bankassistenten Amy Robbins. Jeg chokerer næppe nogen ved at røbe, at det lykkes, om end på et hængende hår.

   I virkeligheden blev Wells gift med Amy Robbins, som spilles af Mary Steenburgen. Og i virkeligheden var Malcolm McDowell gift med Mary Steenburgen, da de spillede Herbert og Amy. Men hvad er i grunden virkeligheden, når vi befinder os i pastiche-universet?

  

Time after Time var baseret på en roman af Karl Alexander (1938-2015). Filmselskabet købte optionen, før bogen udkom, og måske var manuskriptet den egentlige grundtekst. Der var en stor tid for novelizations, og Alexander kom fra en Hollywood-klan. Hans far skrev Disney-filmen Old Yeller (1957), hans onkel skrev manuskript til Ben-Hur (1959) og blev Oscar-nomineret. Det gjorde Karl ikke. Til gengæld gav han Time After Time en fortsættelse i 2009. Jeg må tilstå, at jeg ikke har læst Jaclyn the Ripper.

   Kunne Meyer have gjort det bedre? Det er ikke til at sige. Wells medvirker ofte i pasticheromaner, men de er som regel hængt op på gradbøjninger af mytologien i The Invisible Man og War of the Worlds. Den bedste brug af Wells som karakter findes hos Brian Aldiss, som lader forfatteren (og hans fravær) være hovedsagen i The Saliva Tree (1966, da. Salivatræet).**

   Meyer fik travlt med andre projekter. Især var han i 80erne dybt involveret i de store filmudgaver af Star Trek. »Minus Holmes and Watson, the world is without form and void,« skriver Meyer i epilogen til The Adventure of the Peculiar Protocols. Sådan havde han det ikke med Star Trek, som han knapt nok tog alvorligt i begyndelsen. Hen ad vejen så han lyset. Det er en ganske god historie, som han fortæller i selvbiografien The View from the Bridge (2009). Men et sidespring i vores sammenhæng.

3. Detektiven som operaelsker

NITTEN år efter The West End Horror vendte Meyer omsider tilbage i The Canary Trainer. Som nævnt var jeg skuffet og tæt på fornærmet, da jeg lukkede bogen i 1993. Det var i slutningen af Jeremy Brett-epoken (1984-94) og kort efter de højtidelige markeringer af 100-året for A Study in Scarlet i 1987. Der var ingen appetit på dekonstruktionen, som Meyer foretog i sin tredje pastiche.

   The Canary Trainer begynder umiddelbart efter hændelserne i The Seven-Per-Cent Solution. I Meyers optik er Reichenbach-episoden en dækhistorie, som ophæver sandhedsværdien i »The Final Problem«. Her kan Holmes drage ud i verden med den violin, som Freud forærede ham, da de tog afsked. Han læser sine egne nekrologer. Han flakker en tid og nyder sin frihed. Så slår han sig ned i Paris og bliver først spillelærer, siden violinist i orkestret på den prægtige Opéra Garnier i Paris. Her bliver han næsten en biperson i Meyers genfortælling af The Phantom of the Opera.

   Denne gang er fiktionen om rammehistorien, at manuskriptet har ligget hen i arkivet hos Beinecke Library på Yale Univerity. Ingen har interesseret sig for det, fordi det indgik i boet efter en vis Martha Hudson. Faktisk ville Yale næppe have taget imod disse effekter, hvis ikke Gerald Forrester, Mrs. Hudsons svoger, havde været en estimeret alumnus.

   Yale overtog papirerne ved Forresters død i 1953. Manuskriptet dukker op i 1992, fordi Beinecke er i færd med at digitalisere sin samling. Fred Malcolm, kurator for Special Collections, beder Meyer vurdere og verificere dokumentet, som udviser en række ejendommeligheder. Efter Solution og Horror er Meyer eksperten, som man konsulterer, når der er tvivl i sådanne sager.

   Det er Watson, der sætter scenen. I 1912 (ja, aviserne skriver om Titanics forlis) besøger han Holmes på Burley Manor Farm i Sussex, hvor den nu semi-førtidspensionerede detektiv avler bier med en entusiasme, som hans gamle ven ikke deler. Watson kan dog smage, at honningen er exceptionel. Meyer følger Conanen, når det gælder Holmes’ otium. Det er kun i anliggendet Moriarty, at han udfordrer den officielle version.

   Watson beder Holmes udrede kronologien for de vandreår, som udgør »the Great Hiatus«. Holmes sætter sig og stopper sin pibe. Det er et godt tegn: »Cigarettes were for conversation; the pipe was a sure sign of a narrative to come«. Han fortæller så i første person om, hvad der skete i Paris i 1891. Ideen er sådan set sød. Det er en svimmel, sværmerisk Holmes, der er sat fri som pilgrim – og banal turist – i Lysenes By. Næsten en hippie af sind lige hér. Og lidt for langt fra den logiske Holmes efter min smag.

   Det kan være, hvad det vil. Vist fylder Meyer massive doser af kun let forarbejdet researchmateriale i Holmes’ henrevne beskrivelser af pragten i den kolossale operabygning, Haussmans byplan, Napoleon III’s generelle nedrighed og nedkæmpningen af Pariserkommunen. Meget er strengt taget gammelt stof i 1891, men det er også i Meyers version en vild og medrivende historie.

PROBLEMET er snarere Meyers kærlighed til Gaston Leroux (1868-1927) som skrev Le fantôme de l’Opéra i 1910. Han lovpriser romanen i sine kildehenvisninger og kalder den et »fantastisk, absurdistisk mesterværk«. Det kan bogen – som længe hed Operaens hemmelighed på dansk, men blev nyoversat og fik ændret sin titel til Fantomet i Operaen i 2000 – også bære. Den har i sig selv skabt og båret så megen kultur, at man kan sammenligne den med Conanen. Men det, der kunne være en raffineret sammenfletning af to mytologier, bliver i stedet olie og vand, som ikke vil blandes.

   Det er virkelig en fejlvurdering at gøre Gaston Leroux til orkesterleder på Opéra Garnier. Leroux var ikke musiker. Forfatteren var kulturjournalist og kom i Operaen som teateranmelder. Han skrev Le mystère de la chambre jaune (1907) og syv andre krimier om reporteren Rouletabille (hvoraf flere udkom i Danmark). Han skrev 60 bøger og flere skuespil, dækkede den første russiske revolution i 1905 og blev tildelt Æreslegionen i 1909.

   Her er han bare en anden Leroux. En lunefuld koleriker, der lever for musikken, har absolut gehør og dirigerer sit orkester som en konge. Det er Leroux, som sidder bag et skærmbræt og lytter, da Holmes aflægger prøve. Han har funktion og kvalitet – men intet til fælles med den virkelige Leroux. Hvis H.C. Andersen blev kammersanger og var skildret som en charmetrold, der mageligt kunne score Jenny Lind. Cirka så utroværdig er Meyers Leroux.

     Irene Adler – the woman – kommer til operaen som gæstekunstner og erfarer, at Holmes er i live. Hun genkender ham på en af de skitser, som Edgar Degas sidder nede i salen og tegner hver aften. Holmes lover at tage sig af Christine Daaé, som »Genfærdet« også hér har kastet sin kærlighed på. Til gengæld lover hun ikke at røbe hans hemmelighed.

HOLMES forsvinder mere og mere i Operaens labyrintinske indretning. Han bliver en biperson, som ser til fra kulissen, mens Leroux’ melodrama opføres inde på scenen. The Canary Trainer er virkelig hverken fugl eller fisk, og det synes frem for alt at være Webber og Harts operette – The Phantom of the Opera (1986) er hverken en musical eller en rockopera – der har sporet Meyer ind på emnet, selv om han i sine henvisninger taler om »various movie and pop-opera versions«, der har ødelagt Leroux’ eftermæle.

    Jeg kan stadig ikke bruge den bog, selv om jeg sætter pris på Holmes’ beskrivelse af Haussmans Paris i storhedstiden og Charles Garniers fantastiske operahus. Tænk at der var levende heste på scenen og flere hundrede medvirkende. Tænk at der er fem etager under jorden og en virkelig sø dybest nede. Stalden havde 40 dyr. Kejseren rådede over fem lejligheder. Ti ældre mænd var ansat ene og alene til at gå rundt og lukke døre, der stod åbne.

   Det er en af dørlukkerne, en gnaven gamling, som lukker Holmes ind og advarer ham om det rædselsfulde arbejdsmiljø. Men Holmes vil ikke lytte. Som alle andre bliver han draget af »The Music of the Night«. Og så er han egentlig slet ikke Holmes.***

4. Samtaler i Helvede 

ALT dette er egentlig en ouverture. Jeg når omsider til at tale om The Adventure of the Peculiar Protocols, som udkom i oktober 2019. Der er gået 26 år. Dog ikke i fiktionen, hvor vi skriver 1905. Denne gang skal Holmes og Watson til Budapest og Odessa. Meyer er virkelig tilbage på sporet.

   I Protocols har Meyer en bedre sag og et konkret ærinde. Romanen er skrevet op imod den stædige, irrationelle anti-semitisme, som vores tid og Holmes’ tid har tilfælles. Mycroft Holmes beder på efterretningstjenestens vegne sin bror om at undersøge et dokument, der har kostet mange liv allerede. Det er en fransk oversættelse af et mødereferat, som oprindelig er skrevet på russisk med indklip fra jiddisch. Her drøfter jødiske finansmænd, forskere og politikere, hvordan de kan omstyrte den herskende samfundsorden og overtage magten i verden. Dokumentet kommer fra Rusland, hvor zar Nikolaj og hans familie (med god grund) frygter for fremtiden.

   Denne gang fortæller Watson uden afbrydelser. Rammen om fiktionen er, at manuskriptet til The Adventure of the Peculiar Protocols er blevet doneret til Special Collections på University of Iowa Libraries. Bibliotekaren Greg Prickman, som siden er avanceret til Folger Shakespeare Library i Washington, beder sin gamle ven, Nicholas Meyer, om at læse manuskriptet.

   Tricket med den efterladte kuffert i skabet/ kasse på loftet er på sin måde en træt konvention, men den hører med. Det samme gør de forklarende fodnoter, som Meyer strøer ud over teksten og hver gang markerer med en sirlig asterisk. Somme tider er det almindeligheder (af dem var der mange i The Canary Trainer), men ofte er der gods i de metatekstuelle ornamenter.

   Hverken Holmes eller Watson taler fransk. Holmes kan læse sproget – han har jo boet i Paris – men har svært ved at fange nuancer. Derfor beder Watson, som nu er gift for anden gang, sin svigerinde, Constance Garnett, om at læse det fortrolige dokument. Constance Garnett (1861-1946) var også i virkeligheden en flittig oversætter af russisk litteratur. Her har hun netop oversat Krig og Fred, som Holmes får lejlighed til at læse undervejs.

   Det er Constance Garnett, som afdækker første del af mysteriet, der desværre er forankret i den historiske virkelighed. Dokumentet er en russisk version af Zions Vises Protokoller, en klassisk rekvisit i antisemitismens konspirationsteorier. Meyer oplyser i sine henvisninger, at han har megen baggrund fra The Plot: The Secret Story of the Protocols of the Elders of Zion (2005), som blev tegneserieskaberen Will Eisners sidste arbejde. Der er selvsagt historisk litteratur. Meyer opregner endvidere talrige eksempler på misbrug af dokumentet. Listen går helt op til Vladimir Putin i 2018.

   Garnett synes, at hun har set teksten før. Det har hun, for protokollerne er fabrikeret på bestilling fra Pjotr Ivanovitj Rachkovskij (1853-1910), chef for zartidens hemmelige politi, Okhrana, en forløber for KGB. Kilden var fransk fra begyndelsen. Zions Vises Protokoller er skrevet oven på en satirisk traktat af Maurice Joly (1829-1878), som angreb Napoleon IIIs regering i Dialogue aux enfers entre Machiavel et Montesquieu [»Samtale i Helvede mellem Machiavelli og Montesquieu«] fra 1864.

DET er på alle måder en gitig palimpsest. Ohkrana har kradset indholdet ud og lagt frisk farve i, så værket fremstår med ny betoning. Hver gang Joly lader Machiavelli sige »mennesker« (»men«), erstatter forfalskningen det med ordet »jøder«. Så »jøder« må rejse sig, stå sammen, tage magten, hævne uret osv.

   Sløringen i sproget forstærkes ved genoversættelsen fra russisk til fransk. Den er tilsigtet. Teksten skal komme fra Folkedybet. Ohkrana arbejder på at få skriftet udbredt til alle sprog. Rusland er på randen af borgerkrig og revolution. Staten bruger sin jødiske befolkning som syndebuk og opmuntrer pogromer, der afleder opmærksomheden fra den ulmende uro. Rachkovskij vil give bønderne mulighed for at afreagere. Antisemitismen er systemisk.

   Pjotr Rachkovskij er aktiv som karakter i romanen. Watson deler en hansom cab med ham, da han står ved stationen i kulde og sne, og gaderne pludselig er øde. Ohkrana har agenter alle vegne. Også i Manchester, hvor Holmes er på research. Watson vil som regel hjem til Juliet. Hun går med til, at han rejser, hvis han vil dele sine hemmeligheder med hende.  

  
HOLMES og Watson er vidt omkring. De besøger zionisten Israel Zangwill (1864-1926), forfatter til Children of the Ghetto (1899) og krimien The Big Bow Mystery (1892). Zangwill hilser hjerteligt på Holmes. Watson ser »ghettoens Dickens« som en blanding af kollega og rival. Det samme gjorde Arthur Conan Doyle, oplyser Meyer.

   Zangwill forklarer den interne strid blandt zionister. Han talte selv varmt for sagen, indtil han forstod, at Palæstina ikke var et tyndt befolket ørkenområde. Nu tror han mere på et sted som Madagascar. Han forudser, hvad oprettelsen af staten Israel vil føre til. Holmes taler også med Charles Chaim Weizmann, som er af en anden opfattelse. I 1949 blev han Israels første præsident.

   Der er et langt og lifligt besøg i Odessa, hvor Potemkin-mytteriet og nedslagtningen på havnetrappen netop har fundet sted. Der er ingen spor af hverken dét eller pogromerne i den søvnige by. I en byzantinsk kirke er Watson ved at kede sig ihjel. I London foregår et møde med Mycroft i teatret, som opfører Baronesse Orczys The Scarlet Pimpernel. Her lærer Holmes et kamptrick, som senere får stor betydning i Budapest.

DE tager Orient-Ekspressen sammen med Anna Strunsky (1877-1964), som her bliver the token female, den obligatoriske Irene Adler-avatar, men var en vigtig historisk person. Der er megen romantik mellem Anna og Holmes. Hun er dog lykkeligt gift med William English Walling (1877-1936), den socialistiske udgiver af The Independent, som også var millionær og medstifter af NAACP (National Association for the Advancement of Colored People).****

   Meyers miks af fiktive og autentiske personer er ofte myldrende panoramisk, som i Ragtime, Reds eller U.S.A., men Holmes-konteksten holder fokus i overskuelig skala og giver læseren en fortrolig sonde. Vi kender Watson og Holmes ud og ind. Der er grænser for, hvor galt det kan gå, hvor forrykt det kan blive. Alligevel er der en ny alvor i Holmes’ replik, som bliver gentaget flere gange i bogen: »The crimes are getting bigger«.

   Forbrydelserne bliver større. Udsigelsen har samme klang som »There’s an east wind coming all the same« i den conaniske fortælling om »His Last Bow«.

   Anna tager med på missionen, fordi hun kan russisk. Og hun viser dem Kishinev (nu Chisinau i Moldavien), hvor en progrom med mange døde og sårede fandt sted i april 1903. 7000 huse blev plyndret og ødelagt. Watson glemmer aldrig sit møde med Rivka Nussbaum, en pige, som blev udsat for massevoldtægt. Hun er den sidste, han tænker på i romanen.

   Finalen finder sted i Budapest. Ohkrana har taget Anna som gidsel, og Holmes går med til at bytte et bevis for forfalskningen af protokollerne for hendes liv. Udvekslingen skal finde sted i Budavári Sikló, den gamle kabelbane på den stejle Buda-side af Donau. Jeg har tilfældigvis kørt med den bane. Episoden emmer af ren fysisk spænding. Der er den samme åndeløshed som på taget af toget med Holmes og Freud i The Seven-Per-Cent Solution.

6. Tilbage til virkeligheden

JEG er ikke bare glad for romanen. Jeg synes faktisk, at Meyer – som er blevet 74 – igen har puffet pastichelitteraturen i progressiv retning, som han gjorde for snart 50 år siden, da han var ung og skrev The Seven-Per-Cent Solution.

   Der er ingen mangel på nye pasticher, og mange er fremragende, originale, godt tænkt. Men de udgør i stigende grad en lukket verden, der peger ind i sig selv og dybere ned i forgreninger af genrelandskabet. Holmes arbejder sammen med andre detektiver; Holmes er blevet gift; Holmes har afasi; Holmes er fra det ydre rum; Holmes er Jack the Ripper.

   I Paul Connells velskrevne Who Killed Sherlock Holmes? (2016) bliver Holmes drømt til live. Så mange har fantaseret så stærkt, at legenden tager fysisk form og går omkring som et golem i Londons gader, »given shape by people’s memories«. Og så bliver han dræbt. Også dét er godt tænkt. Det er dog bare endnu en sag for DI James Quill og resten af styrken, som løser okkulte mysterier i urban gothic-serien om The Shadow Police.

   En hel genre i genren sætter Holmes i relation til H.P. Lovecrafts Cthulhu-univers, som har lige så mange særlige regler, labyrintiske rum og hengivne fans. Det er alt sammen spændende nok på en nørdet, pop-elitær måde.

   Men Meyer puster støvet væk og sætter Holmes tilbage midt i historien, hvor han faktisk kan gøre en forskel igen. Michael Chabon havde den samme impuls i The Final Solution (2003), hvor han lod den gamle detektiv (som aldrig blev nævnt ved navn) tage sig af en jødisk dreng, som var krigsflygtning. Den bog er fuld af tricks og krumspring, som Meyer slet ikke mestrer.

   En papegøje har lært KZ-transporternes tognumre udenad. Chabon bruger en ny karakter som synsvinkel i hvert kapitel. Til slut, da det gælder, lader han papegøjen fortælle. Dyret ser fjernt, distræt og forundret på verden. Det har en vag idé om, hvem der er hvem. Læseren må afkode disse narrative spor i en anden slags bevidsthed, som er fuld af lakuner og arbejder non-lineært. Meyer kan slet ikke den slags.

   Til gengæld kan han skildre pogromen i Kishinev. Han kan vise, hvor meget myten om protokollernes ægthed har ødelagt og bliver ved med at ødelægge. Han kan gøre diverterende pasticheromaner til politisk protest, der har aktuel relevans, mens vi stiger på toget og nyder at følges med Sherlock Holmes, dr. Watson og Anna Strunsky.
   Det er godt gjort og godt gået. Det har i hvert fald givet mig troen på Meyer tilbage – og noget af glæden ved genren igen.

Nicholas Meyer: The Adventure of the Peculiar Protocols. Adapted from the Journals of John H. Watson, M.D. 238 s. New York: Minotaur Books, 2019.

Nicholas Meyer: The Canary Trainer. From the Memoirs of John H. Watson, M.D. As edited by N.M. 224 s. New York and London: W.W. Norton, 1993.

Nicholas Meyer: The West-End Horror. A Posthumous Memoir of John H. Watson, M.D. As edited by N.M. London, Sydney, Auckland, Toronto: Hodder and Stoughton, 1976.

Nicholas Meyer: The Seven-Per-Cent Solution. Being a Reprint from the Reminiscenses of John H. Watson, M.D. As edited by N.M. New York: E.P. Dutton and Componay, Inc., 1974

Nicholas Meyer: Den snigende gift. Trykt på grundlag af efterladte erindringer af dr. John H. Watson og udgivet af Nicholas Meyer. På dansk ved Finn Holten Hansen. 224 s. København: Spektrum, 1975.

  

*) Det gjorde vel i grunden Adrian Conan Doyle, forfatterens yngste søn, som skrev novellerne i The Exploits of Sherlock Holmes (1954) sammen med John Dickson Carr. Teksterne var skrevet fra 1945 og frem. De blev solgt så dyrt som muligt til magasiner som Life og Collier’s. På dansk blev bogen delt i to bind, som hedder Sherlock Holmes’ Bedrifter og Sherlock Holmes’ sidste bedrifter. Det er og bliver en kedelig bunke.

   Adrian Doyle og hans mor, Jean Doyle, bestyrede boet efter Sir Arthur. De nægtede at give tilladelse til forfængelig brug af figuren. Derfor måtte fans finde genveje. Typisk kaldte man simpelt hen karaktererne noget andet. August Derleth – som endda fik nej af Sir Arthur personligt – fik på den måde skabt Solar Pons-universet, der er blevet et rivaliserende mythos med sine egne fanzines og foreninger. Solar Pons blev 'født' i 1926.

   Det er ikke godt at vide, hvad sir Arthur ville have sagt til et tiltag som Mary Russell-serien af Laurie R. King, hvor Holmes som aldrende biavler er blevet gift med den yngre opdagerske. Både Adrian og hans far var først og fremmest drevet af økonomiske hensyn. Jean Doyle ville have garanti for, at den spiritistiske side af Doyle blev fremhævet og respekteret. Det førte i flere tilfælde til åben krig, når biografer blev nægtet licens til at citere.

   Ved Adrians død overgik kontrollen til hans halvsøster, Dame Jean Doyle. Hun sagde ofte, at Sherlock Holmes var forbandelsen i familien, fordi skænderier om ophavsretten havde udløst så mange juridiske søgsmål. Hun gav flere licens til at skrive. I 2000 blev den britiske ophavsret fri.

   I USA løber copyrighten i 95 år for værker, der er udgivet efter 1922. På de sidste noveller i Conanen gælder den til 2023. Der er dog stadig en intellektuel ophavsret. Dame Jean Doyles selskab hed Baskerville Investments. I dag bestyres alle licenser af The Sir Arthur Conan Doyle Literary Estate, men flere andre parter anfægter ejerskabet. Der var senest søgsmål i forbindelse med Guy Ritchies store spillefilm med Robert Downey Jr. og Jude Law som Holmes og Watson. Mark Gatiss’ og Steven Moffats Sherlock gik glat igennem.

**) Brian Aldiss skrev The Saliva Tree til 100-året for H.G. Wells fødsel. Den er trykt mange gange og i mange sammenhænge, men står første gang i The Saliva Tree and Other Strange Growths, som Faber & Faber udgav i 1966. Teksten er en kortroman på 80 sider, der på raffineret får indlejret motiver fra de fleste af Wells' store titler. Flere skikkelser og begreber fra H.P. Lovecrafts Cthulhu-mythos blander sig med sommeruhyggen i Cottersall. The Saliva Tree er et forvarsel om pasticheromanerne Frankenstein Unbound (1973) og Dracula Unbound (1991). Især Frankenstein Unbound, hvor Mary Shelley selv optræder, er meget vellykket. Aldiss brugte også Wells som afsæt i Moreau's Other Island fra 1980. Salivatræet er oversat til dansk af Grethe Andersen. Aldiss lader faktisk de fleste af tingene ske for to Wells-læsere. Man venter på forfatteren det meste af novellen. En bemærkning skiller sig ud: »Jeg længes efter at få de næste beretninger i dette mysterium. Det er det mest spændende, jeg har oplevet siden Sherlock Holmes.« 

***) Meyer er ikke den eneste, som har brugt Leroux’ bog i en conanisk pastiche. Sam Siciliano gør det samme – måske med mere fornemmelse for stoffet – i The Angel of the Opera (New York: Otto Penzler Books, 1994). I en dedikation siger han tak til sin mor »for introducing me to Sherlock Holmes, Tarzan of the Apes, and the Land of Oz. She tolerated my youthful vampire novel, but this is the book she would have been proud of.«

   Så er alle vist taget i ed, også Bram Stoker, som er den anden store teaterhenvisning i pasticheuniverset. Bram Stoker skrev Dracula, mens han arbejdede som sekretær for skuespilleren og teaterdirektøren Henry Irving.

   Watson er hos Siciliano erstattet af fortælleren Henry Vernier, som er Holmes’ fætter. Vernier har meget at udsætte på sin forgænger. Holmes er tæt på sit ældste, mest ubekymrede jeg. Han sender hunden Toby ind at snuse i gangene under Opéra Garnier. Han siger »Old Boy« og har piben med. Bogen er loyal mod Leroux. Der bliver lagt vægt på forbindelsen til Edgar Allan Poes »The Masque of the Red Death«. Holmes erkender at have læst den. Han hader ellers at blive sammenlignet med C. Auguste Dupin, Poes detektiv, som var den eneste privatopdager før ham selv.

****) Forfatteren og journalisten Anna Strunsky var født i  det nuværende Hviderusland og kom til USA med sin familie, da hun var ni. Hun gik på Stanford University, hvor hun mødte forfatteren Jack London, som hun skrev en brevroman sammen med. Både Anna og søsteren Rose var aktive medlemmer af Socialist Labor Party. Hun dækkede den første russiske revolution (herunder Potemkin-mytteriet og pogromen i Kishinev) for San Francisco-avisen The Independent. Først i 1906 blev hun gift med udgiveren William English Walling, som hun mødte i Rusland. Nicholas Meyer snyder med mange årstal i Protocols, hvor kronologien er koncentreret i 1905. Strunskys anden roman, Violette of Père Lachaise (1915) bliver genoptrykt fra tid til anden. Ægteskabet med Walling blev opløst under 1. verdenskrig. Han støttede amerikansk intervention, hun var en svoren og betingelsesløs pacifist, der så krigen som et skænderi mellem imperialistiske stormagter. Wallling døde i 1936. Anna fik fire børn og bosatte sig i Cape Cod. Hun blev 86 år. James Boylan fortæller parrets historie i biografen Revolutionary Lives: Anna Strunsky & William English Walling (University of Massachusetts Press, 1998). 

Teksten er nyskrevet 24.-25. juli 2020

Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008)

EN FORTÆLLING OM EN BY

Frank Miller møder Will Eisners The Spirit 

Af BO GREEN JENSEN

DET har aldrig været en hemmelighed, at tegneserieskaberen Frank Miller (f. 1957) talte kollegaen Will Eisner (1917-2005) blandt sine primære helte og inspirationskilder. I 1970erne, da Warren Publishing Company genudgav Eisners legendariske The Spirit-hæfter fra 1940erne og 1950erne, stod Miller forrest i køen i seriebutikken. Da han i 1980erne selv blev en stjerne i kraft af sin relancering af Marvel-helten DareDevil og DC Comics-ikonet Batman, undlod han aldrig at takke Eisner, skønt man sagtens kan læse den banebrydende miniserie The Dark Knight Returns (1985) uden at tænke på Eisner. Miller er garant for en slags hyperrealistisk ultravold. Eisner har derimod altid stået som mediets runde humanist par excellence.

   Med noir-krimiserien Sin City (1991-1999) skabte Miller fra bunden sin egen verden. Her er formen kogt ned til sit mest basale udtryk. Alt er sort og hvidt, kompakt form og skrøbelig stregtegning, vildt i sit væsen og tættere på kunstgrafik end på seriehæfter. Robert Rodriguez (El Mariachi, Desperado, Once Upon a Time in Mexico) var så stor en fan af serien, at han ansatte Miller som medinstruktør, da han i 2005 filmatiserede Sin City. Her blev en ny form skabt ved at blande computeranimation og spillefilm. Miller har kaldt formen »a comic book movie«. Den er sjældent subtil, men udtrykket rykker, og dét er dybest set, hvad Miller vil.

   Sin City var et stort tilløbsstykke. Det samme blev Zack Snyders endnu mere ekstreme filmatisering af 300 (2007), Millers krypto-fascistiske hyldest til kong Leonidas og de øvrige 299 spartanere, som i år 480 f.Kr. holdt stand mod persernes hær ved Thermopylæ. Med disse radikale hits i bagagen har Miller haft mulighed for at realisere to gamle drømme: for det første at skrive og instruere en film uden andres indblanding; for det andet at hylde sin læremester, Will Eisner, og digte videre på det moderne eventyr om The Spirit.

SPIRIT-skikkelsen blev skabt i 1940, da William Erwin Eisner var en ung mand på 23 år. Efter to år som partner i firmaet Eisner & Iger, hvor man ansatte tegnere som Jules Feiffer og Jack Kirby, den senere stjerne hos Marvel, og producerede færdigpakkede serier, der blev solgt til udgivere som Fiction House og Quality Comics, fik Eisner et enestående tilbud. Han havde så godt som frie hænder til at skabe et 16 siders indstik, faktisk et mini-magasin, der skulle følge med søndagsavisen Des Moines Register og syndikaliseres via bureauet Tribune.

   Den eneste betingelse var, at Eisner skabte en helt med en hemmelig identitet og gerne overnaturlige kræfter. Eisner ville hellere skrive og tegne en selvironisk detektivserie, som kombinerede de bedste træk fra Dick Tracy og Hollywoods film noir med en realistisk skildring af hverdagslivet i New York.* Han kunne dog se fornuften i kravet. To år efter lanceringen af Superman og ét efter succesen, som mødte Bob Kanes Batman, ville mediets læsere ikke høre om andet end gæster fra rummet med magiske kræfter og maskerede selvtægtsmænd, som tog hævn og beskyttede almuen mod overgreb fra nazister, korruption og kriminalitet.

EISNER havde selv haft skolekammeraten Bob Kane ansat på Eisner & Iger, hvor han også personligt sagde nej tak til to ideer, som Jerry Siegel og Joe Shuster kom forbi med. Den ene hed Spy. Den anden var ur-versionen af Superman.

   I Charles Brownsteins samtalebog Eisner/Miller (2005), hvor den gamle tegner kort før sin død taler disciplen Frank Miller gennem centrale aspekter ved sit liv, sin tid og sit fag, erkender han at have begået en brøler. Men Superman var en ufærdig idé, og Eisner & Iger solgte pakkede serier. Eisner ser i øvrigt både manden fra Krypton, Batman og The Spirit som udtryk for det samme behov:

   »Pointen er, at deres idé udsprang af en sublimeret jødisk tanke, som er universel snarere end udelukkende jødisk. Husk at på den tid løb nazisterne Europa over ende. Det så ud til at være en uimodståelig kraft, og hvad man har brug for, hvis man vil standse sådan en kraft, er en urokkelig genstand. Deres superhelt var sådan en genstand. De opfandt ikke ideen; Edgar Rice Burroughs gjorde det, Bibelens forfattere gjorde det...«

   »Ja, det går hele vejen tilbage,« indskyder Miller. »Længe før Batman, havde man Den Røde Pimpernel, man havde Zorro. Disse skikkelser har så mange forløbere, at ingen af dem er fuldkommen originale.«

   »Hvad jeg prøver på at sige er, at hele forestillingen om superhelte har cirkuleret fra tidernes morgen og bliver ved med at være i omløb. Derfor vil superhelten aldrig forsvinde,« slutter Eisner.**

HANS svar på Superman og Batman blev The Spirit. Denne var egentlig en ung betjent ved navn Denny Cole, som tilsyneladende mistede livet under jagten på kriminelle kræfter i Central City, da han blev oversprøjtet med kemikalier. Straks han var begravet, stod han op fra de døde på Wildwood Cemetery og kunne som manden med halvmasken være en blanding af hemmeligt våben og fri detektiv.

   The Spirit samarbejder med sin gamle chef, kommissær Dolan, og nærer blandt seriens mange herlige kvinder en særlig varm følelse for dennes datter, Ellen Dolan, der begynder som retsmediciner og ender som Central Citys borgmester.

   Spirit ligner Zorro og The Shadow, men skylder bestemt også Batman en del. Under alle omstændigheder var serien for Eisner et påskud for at skabe en fortælling om en by. Spirit fik en anstrengt morsom sort assistent, Ebony White, der blev opfattet som racistisk og med tiden erstattet af tre gadedrenge. I seriemagasinet var der altid en bærende Spirit-historie på syv-otte sider og nogle kortere vignetter fra udkanten af universet.

   I sine velmagtsdage fulgte The Spirit Section med 20 søndagsaviser og nåede fem millioner læsere. Serien løb i 12 år og overlevede også de tre, som Eisner tilbragte i hæren. Især efter krigen blev den en hjertesag for Eisner. Han gjorde her, hvad han kunne for at skabe en lødig og dog levende serie, som kunne legitimere mediet i en tid, hvor det i stigende grad blev lagt for had. Læs i øvrigt Spirit-historien »The Deadly Comic Book« (1949), som er en fin satire over dæmoniseringen af tegneseriemediet, der i 50erne også fik medløb herhjemme.

MILLERS film er en visuel tour de force, som på frodig vis eksperimenterer med mediets formsprog. Samtidig er det dog påfaldende, hvor lidt af sjælen fra Eisners serie, der er overført til filmudgaven. Eisners univers er karakteriseret ved et selvironisk lune og et anekdotisk overskud, som kommer til udtryk i et mylder af sidehistorier. Dybest set ville Eisner fortælle om byen, som Spirit på én gang beskyttede og personificerede. I flere af de originale historier træder helten tilbage, og scenen overlades til bipersoner, som kunne være hverdagsmennesker i en novelle af O.Henry eller Isaac Bashevis Singer.

   Også Millers Spirit elsker sin natby, men hans metropol har mere tilfælles med den sort-hvide storby i Sin City. Nogle af Eisners bedste historier ser ind gennem husenes vinduer og fortæller kærligt-ironisk om livet som leves. »Pas dig selv« (1949) følger mælkemanden Jenkins, der i første ramme skræver over den livløse Spirit og tænker, at han nok er en hjemløs fulderik. Men synet bliver ved med at plage Jenkins, og til slut må han ned på gaden og se, hvad det var.

I DEN svært raffinerede »To skæbner« (1948) sidestilles parallelle levnedsløb i næsten identiske striber, der konvergerer på strategiske steder. En ægtemand flygter fra sin dominerende kone, mens en fange bryder ud af sin celle. De to mænd er dobbeltgængere. De mødes da og bytter liv. Forbryderen ender i et fængsel, som er værre end det første, mens den kuede mand omsider er lykkelig i sin celle. Alt er fortalt på syv sider, uden at helten optræder overhovedet. Vignettens eneste forbindelse til Spirit-universet er den unge ordensbetjent Sam Klink, som på ironisk vis indfanger den fortabte ægtemand.

   Spirit-historierne er fulde af den slags narrative svinkeærinder. Af samme grund har man som serielæser aldrig opfattet Spirit som hverken detektiv eller superhelt. Eisner fortæller om byen og befolker et helt univers. Miller tager hovedpersonen, repeterer fortællingen om hans tilblivelse og kører herefter sit eget løb, der handler mere om visuel stil end levende liv. Der er kun ringe varme og slet ingen dufte hos Milller. Humoren kommer et andet sted fra. Det er ikke en film om The Spirit, man ser, men Frank Millers version af Will Eisners figur.

DER er dog væsentlige kompensationer. Fem af Spirits mange kvinder er plukket ud og klædt på, helt i seriens ånd, som karikerede forførersker. Miller har ikke forsøgt sig med P’Gell (»I am P’Gel... And this is not a story for little boys!«), supervampen med syv ægtemænd, men Sand Saref, Denny Colts barndomskæreste, som vokser op og bliver tyv og freelancespion, fremstilles kreativt af Eva Mendes, mens atomfysikeren Silken Floss, som bistår arvefjenden Octopus, er yppigt og ypperligt kropsliggjort af Scarlett Johansson.

   Som den hengivne Ellen Dolan, kommissær Dolans datter, der altid lapper Spirit sammen efter hans kvæstelser, ses Sarah Paulson, som var så fremragende i Aaron Sorkins desværre kortlivede tv-serie Studio 60 on the Sunset Strip. Spanske Paz Vega medvirker i en enkelt, mindeværdig scene som danserinden Plaster of Paris, mens Jaime King som Lorelei Rox beviser, at døden må være en meget smuk kvinde.

   Der er desværre ingen spor af favoritter som Castanet, Saree, Dulcet Tone, Nylon Rose, Sparrow Fallon, Autumn Mews og Flaxen Weaver. Når det gælder kvindenavne, var Eisner endnu mere kreativ end Ian Fleming.

MAN må medgive Millers film, at den ikke spiller sikkert og prøver at ligne alle de øvrige superheltefilm, som seriefremstilles i Hollywood. Den ligner Sin City og 300, og som alle Millers kreationer er den besat af at bryde de gængse formater, for enhver pris og med alle midler. Med sin stærkt stiliserede hybridform er den hverken live action eller animation, men en sammensmeltning af begge dele. Som tilskuer er man aldrig i tvivl om, at den er skabt i et studie ved hjælp af computer generated images (CGI) og at alt skuespil finder sted foran en grøn skærm. Helhedsindtrykket er meget syntetisk og fungerer afgjort bedst i de stiliserede sekvenser, hvor The Spirit jager alene, mens hans stemme taler fortroligt på lydsiden.

DERIMOD er det en fuldkommen misforståelse at at give ærkefjenden Octopus et ansigt. I serien så man kun et par behandskede hænder. Oven i købet tilhører ansigtet Samuel L. Jackson, der spiller rollen vildt karikeret og ret rædselsfuldt. I en campet torturscene er han og Scarlett Johansson klædt ud som teaternazister, der ligner flygtninge fra The Producers. 

   Et fantastisk voldsomt og langtrukkent slagsmål, som velsagtens skal demonstrere, at helten og skurken er skæbnetvillinger, der ikke kan slå hinanden ihjel, fordi begge allerede er døde, er tæt ved at sætte filmen i stå. Det er dog ikke u-Eisner’sk. Eisner skabte kun få Spirit-historier efter 1952, men han tegnede mange nye forsider, da serien blev genoptrykt i 1980erne. Her er Spirit ofte en kvæstet, næsten formløs ting, der rejser sig for at begynde igen.

   Det er en god gimmick, da man første gang ser den skaldede, lallende Louis Lombardi dubleret i rollen som alle de undværlige kloner, Octopus og Silken Floos fremelsker i deres laboratorium og sender i marken som håndlangere. De er alle ens at se på, men hver har et navn trykt på den sorte t-shirt. De første kloner hedder Etos, Logos og Patos. Senere udgaver bærer navne som Eros og Thanatos. Morsomheden er dog for længst blevet træt, da Miller i bunken med »osser« når ned til treenigheder som Laos, Sucros og Glucos.

   

ANDET i filmen er stærkt konciperet. Der er således stil over titelfiguren, som Gabriel Macht lægger stemme og krop til. Miller har beholdt uniformen – handskerne, hatten, habitten, frakken og selvsagt halvmasken – som nu er helt sort-i-sort. Så meget mere dramatisk virker det blodrøde slips, der i hver natscene trækkes frem som den eneste kontrastskabende farve.

   Lidt af seriens humor og menneskelighed hænger trods alt ved i de alt for få scener, hvor The Spirit interagerer med Dolan og datteren Ellen. Et flashback til den svundne barndom, hvor Sand Saref og Denny Colt var kærester, er decideret Eisner’sk i tonen. En ordveksling mellem Sand Saref og Silken Floss har rester af den sofistikerede, erotiske selvironi, som alle dage gjorde The Spirit til en serie for voksne med hang til romantisk film noir.

FRANK Millers The Spirit er ingen katastrofe, men den vil skuffe Eisners kernelæsere, og som film er den mest et eksotisk kuriosum. Der findes en ældre tv-film med Sam Jones, Michael Schultz’ The Spirit (1987). Den var bare banalt ordinær, og så er Millers vilde udgave af Eisners milde vigilante trods alt at foretrække. Måske fandt Miller hjem i Sin City, men hans særlige tilgang til Eisner var tydeligst i måden, som hans relancering af Batman, The Dark Knight Returns, formåede at inddrage storbyens liv på.

   Eisners pionerserie peger frem mod de senere grafiske romaner om jødisk opvækst og hverdag, som fra A Contract with God and Other Tenement Stories (1978), A Life Force (1988) og Dropsie Avenue (1996) til sene formidlingsprojketer som Fagin the Jew (2003) og den posthumt udgivne The Plot: The Secret Story of the Protocols of the Elders of Zion (2006) realiserede hans ambitioner og høje håb for tegneserien som kunst.

EISNER var den første, som brugte betegnelsen graphic novel, ligesom han med lærebøgerne Comics and Sequential Art (1985) og Graphic Storytelling and Visual Narrative (1996) skrev to af branchens faglige bibeler. I 1970erne blev The Spirit et inspirationssted for de serieskabere, som i dag selv er legendariske navne: Alan Moore, Neil Gaiman og Dave Gibbons. Forlaget Kitchen Sink Press, som forestod et af de samlede genoptryk, overtalte i 1997 Eisner til at lade sine celebre fans samarbejde om en ny Spirit-serie. Resultatet savnede dog mesterens glød, og lige sådan er det med Millers film.

   Den allersidste Spirit-historie, »The Escapist and The Spirit«, skrev og håndtegnede Eisner i 2005 til nummer 6 af Michael Chabon Presents: The Amazing Adventures of the Escapist, dvs. den anbefalelsesværdige antologiserie, som på metavis er skabt over figuren, som serieskaberne Sammy Clay og Joe Kavalier arbejder med i romanen The Amazing Adventures of Kavalier & Clay (2000, da. Den utrolige historie om Kavalier & Clay).

   Filmudgaven af The Spirit er mere eleven Frank Millers version af Will Eisner, end noget der kommer fra mesteren selv. I 2020 ligner den på ingen måde et overset mesterværk, der skal genopdages. Snarere en slags brutalistisk bugtalerkunst, som er det modsatte af kærlig og kongenial. Alligevel ser man den igen med sympati og interesse.***

   For i 00erne var der stadig tegneseriefilm, som turde satse, følge ekstreme visioner og tage livtag med stoffet. Der var en diversitet i feltet på samme måde, som der er i den favnende kunstart. I 10erne blev husstilen fra Marvel Cinematic Universe så dominerende og lukrativ, at andre mulige måder forsvandt. Marvels superheltefilm erobrede verden. Men de ødelagde genren ved kun at kopiere og variere aftrykket af den første succes.

Se også Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Joe Kelly | Anders Walther: I Kill Giants (2017) [Comics Culture]; Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Comics Culture | To film om Judge Dredd (1995/2012); Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

*) Eisner havde arbejdet på en serie om en detektiv, John Law fra kriminalpolitiet i Crossroads City, der holder sig fri af bestikkelse og korrigerer moralske regnskaber efter fyraften. Han ryger pibe og har klap for det ene øje. Da The Spirit slog an, tog Eisner de bedste ideer fra John Law og brugte dem i The Spirit Section. Den ikoniske forside fra »Bring in Sand Saref« (1950) begyndte sit liv som splash page til historien »Meet John Law« to år før. Serien kom aldrig i produktion. I 1983 blev de samlede John Law-historier farvelagt og udgivet som en prequel til The Spirit, der udkom på Eclipse Comics. I 2004 blev de genudgivet sammen med nye historier i ånden fra Eisner, skrevet og tegnet af Gary Chaloner. Will Eisner's John Law: Dead Man Walking udkom på IDW.   

**) Eisner/Miller. A One-on-One Interview Conducted by Charles Brownstein. 352 s. Dark Horse Comics, 2005. Det kan undre, at tonen i Millers film ligger så langt fra lyden hos Eisner. De taler godt sammen i Brownsteins bog, som behandler begges arbejde og vægter det ligeværdigt, mens 60 års amerikansk tegneseriehistorie bliver fortalt og belyst gennem velvalgte illustrationer. Det fremgår, at Eisner var en mand, som fulgte aktivt og levende med til det sidste. Miller er på sin side ikke ude af stand til at sætte sig i andres situation, og skønt filtrene er så forskellige, deler begge mænd en kærlighed til byen som levende organisme. Det bliver klart, at Sin City og Central City er to billeder af den samme storby. Eisner er i storform. Brownsteins bog er på mange måder den bedste introduktion til hans praksis, kun overgået af det definitive portræt, som Paul Levitz leverer i Will Eisner: Champion of the Graphic Novel fra 2015.     

***) Millers film blev dårligt anmeldt og fik ikke samme succes som Sin City, selv om den gik nogenlunde. Den er ikke gået over i historien som en af de store fadæser. Den er bare blevet glemt. I forbindelse med premieren skrev Mark Cotta Vaz The Spirit: The Movie Visual Companion (Titan Books, 2008), som er meget smukt produceret og indeholder et væld af kuriosa og arbejdspapirer. Miller har skrevet et forord. Man bliver ikke gladere for filmen, men man får større respekt for bestræbelsen. I 2014 var Miller medinstruktør på Sin City: A Dame to Kill For, som han og Robert Rodriguez signerede sammen. Han har ellers ikke sat skibe i søen. Miller fik travlt med at rette op på sit liv, der var blevet en film noir i sig selv. 

The Spirit. Instr. og manus: Frank Miller. Foto: Bill Pope. 103 min. USA 2008. Dansk premiere: 02.01.2009

Selve filmanmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.12.2008. Stoffet om Eisner og Miller er skrevet til i maj 2020.