Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010)

EN STØVLE BLANDT LAKSKO

Nordisk noir med sjæl og hård humor

Af BO GREEN JENSEN

SAMERNE sælger våben, og man må ikke ryge noget sted. Verden er ikke den samme, da Ulrik (Stellan Skarsgård) efter 12 år i skyggen bliver lukket ud til en norsk fimbulvinter. »Husk nu at se fremad,« siger fængselsbetjenten og understreger ordene med en opmuntrende gestus, da Ulrik et øjeblik tøver i porten.

   Manden har tillagt sig måne, mave og hestehale, mens han afsonede sin drabsdom. Stikkeren var bror til en kollega, som Ulrik skød, fordi sjuften duskede Wenche (Kjersti Holmen). Måske har tanken om hævn holdt ham oppe, men med ét forekommer ideen abstrakt. Ulrik sætter sig på en bænk for at vente. Der er sne og fladt land, så langt øjet rækker. Han fortrækker ikke mine.

SENERE møder han godfather Jensen (Bjørn Floberg) og lakajen Rolf (Gard Eidsvold) på kaffebaren, hvor discountgangsterne hænger ud. Jensen har passet butikken. Der er hver måned blevet betalt til Wenche og lille Geir. Nu sørger chefen også for, at Ulrik får autoarbejde hos Sven (Bjørn Sundquist) og logi hos Karen Margrethe (Jorunn Kjellsby), som bag en barsk facon og et lidet tillokkende ydre er en romantisk sjæl på sin måde.

   I hvert fald kommer hun med aftensmad, når Ulrik sidder på sengen og ser polske quizshows. Hun råber på Gud og Jesus Kristus, mens han bestiger hende og gør sin pligt. Bagefter klapper hun hans skulder, som var han en pålidelig hest.

DAGENE går i den norske provins, som Hans Petter Moland skildrer med masser af deadpan i grinestykket En ganske snill mann. Kim Fupz Aakeson har skrevet det finurlige manuskript, og med svenske Skarsgård i titelrollen er filmen overhovedet et sjældent vellykket eksempel på nordisk teamwork. Tonen smager af brødrene Coen (i Fargo) og Aki Kaurismäki (i Manden uden fortid). Det hele kan af og til også minde om en norsk version af Frygtelig lykkelig.*

   En af filmens løbende vittigheder er kvindernes beredvillighed. Alle vil gerne give manden en hurtig tur, når han nu har savnet sex så længe. Ulrik er mest interesseret i at få en relation til sønnen Geir (Jan Gunnar Røise), som er blevet voksen og har fået familie, mens han sad inde. Wenche skrev Ulrik helt ud af bogen, og Geir har simpelt hen sagt til Silje (Julia Bache-Wiig), at hans far var død. Ulrik vil gerne tages til nåde. Han har fået et blødere væsen, meget som Erik Clausens figur i Løsladt på prøve. Faktisk er han blevet en ganske rar mand.

DÉT passer slet ikke Jensen. Gangsteren ligner en brugtvognsforhandler, vennesæl, ærekær og gemytlig, men er snu og lidt ond bag sin drævende facade. Har han ikke betalt for pistolen, som de købte af samernes mafia på konferencehotellet, hvor Ulrik stak ud som en støvle blandt laksko? Jensen vil ikke kendes ved Ulrik, før denne siger ja til at dræbe igen. Det kan ikke nytte, at man i underverdenen får opfattelsen af, at Jensen bare kan ignoreres.

   Ulrik er dog ikke til at rokke. På værkstedet er han blevet forelsket i Merete (Jannike Kruse), som også rækker ud efter ham, da Ulrik med brutal ekspertise har sørget for, at eksmanden aldrig vil slå hende. Vinteren har varet længe nok. Det er ved at blive forår i Ulrik. Nu er problemet, at Karen Margrethe bliver jaloux. Geir fortæller sin hustru om Ulrik, men hendes barn skal i hvert fald ikke vokse op med en morderisk farfar. Ergo har han at holde sig væk.

NÅR det nytter så lidt at være snill, vil Ulrik alligevel bruge pistolen og fjerne manden, som fjernede ham og som Jensen vil have fjernet. Da han konfronterer Kenny (Henrik Mestad), kommer endnu en skjult sammenhæng for en dag. Ulrik tøver. Jensen raser. Silje skal føde. Det er deus ex machina big time. Hvor mon det ender? Gå selv ind og se, men husk at poesiens gud som regel bakker de retskafne op. I hvert fald hvis filmen er nordisk og sjov.

MORSOM er denne fortælling bestemt. Den er lun, lakonisk og rigtigt godt skåret. Der er dog en tendens til at malke hver scene for latter og bygge alt op af komiske sætstykker. Karen Margrethes blå lår og store orgasmer er kun sjove første gang. Bjørn Sundquists værkstedsejer, der kan tale i lang syntaks uden at trække vejret, er et absurd og overflødigt ornament. Ofte venter man sig mere, end man får. Rolf, der altid bliver trådt på, måtte godt reagere mere ekstremt. Flobergs figur er svær at tage alvorligt, men charmerende som bare pokker.

   Den poetiske slutning er ren Kaurismäki med en umiskendelig anakronistisk følelse af 1950erne; en anden slags film fra en anden slags tid; sagte forår, rene hjerter og så videre. Hans Petter Moland er en alsidig instruktør, der har lavet storfilm om vietnamesiske flygtninge (The Beautiful Country, 2004) og bevægende politisk revisionisme (Kammerat Pedersen, 2006). Her er han brødrene Coen på norsk. Det er sjovt nok, mens det varer, men man tager ikke meget med sig hjem.

*) I tilbageblik ligner En ganske snill mann en skitse til den undergenre – nordisk noir med grotesk udstedsfaktor – som bliver et distinkt spor i 2010erne og 20erne med Moland/Fupz Aakeson/Skarsgård-triumviratets egen Kraftidioten (2014, eng. In Order of Disappearance), Molands amerikanske remake Cold Pursuit (2019), Netflix-serien Lilyhammer (2012-2014) og Dagúr Karí/Fupz Aakeson-serien Welcome to Utmark, som åbnede på HBO Nordic i 2021. Ole Bornedal (Dræberne fra Nibe/Small Town Killers, 2017), Henrik Ruben Genz (Frygtelig lykkelig/Terribly Happy, 2008)), Jannik Johansen (Mørke/Murk, 2005) og Anders Thomas Jensen (Blinkende lygter, Mænd & høns, Retfærdighedens ryttere) er afgjort fellow travellers. Coen-brødrenes Fargo (1996), serien efter samme (2014- ) og Sam Raimis A Simple Plan (1998), efter roman og manus af Scott B. Smith, er anduvningsmærker, men vigtigst er nok David Chase-serien The Sopranos (1999-2007), som giver New Jersey-gangsterne familie, lavpraktisk hverdag og et kompliceret sjæleliv, selv om provinsatmosfæren mangler. Afsættet til The Sopranos blev taget i komedierne Analyze This (1999) og Analyze That (2002) af Harold Ramis (1944-2014), men urstedet er Elmore Leonard-romaner som Get Shorty (1990), Rum Punch (1992) og Out of Sight (1996). Subgenren står i stejl kontrast til den mondænt polerede urbanitet i hovedsporet Nordic Noir (om det så gælder viften af politiserier eller kommunalpolitiske intriger som i Adam Prices DR-serie Borgen (2010-2013)).  

En ganske rar mand (En ganske snill mann). Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Kim Fupz Aakeson. Foto: Philip Øgaard. 103 min. Norge 2010. Dansk premiere: 02.09.2010.

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2010

Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006)

DEN POLITISKE DRIFT

Maos norske sønner og døtre

Af BO GREEN JENSEN

OGSÅ den norske venstrefløj havde sin yderste, stærkt radikale fraktion, da revolutionsromantikken var på sit højeste. I Arbeidernes Kommunist Parti, en mindre talstærk og mere elitær organisation, end navnet umiddelbart indikerer, opererede man med en konkret strategi for den væbnede revolution, som skulle sættes i værk. Det var tider. Det var dengang, man følte sig levende.

   Det er også længe siden. Tredive år efter de gyldne tider står Knut Pedersen (Kristoffer Jonner) ved tavlen på gymnasiet i Larvik og taler til sine elever om dét, man levede og døde for i 1970erne. Han er grå i både sjæl og krop. For sagen satte han sit ægteskab over styr og så konen tage børnene med til Mo I Rana. Pedersen blev og kæmpede den gode kamp. For ham var sagen ensbetydende med Nina, men det kunne han ikke se i 70erne.

HANS Petter Moland har med Kammerat Pedersen skabt en af de bedste film om den politiske utopi i 70erne, som man har set i Skandinavien. Sædvanligvis gøres der nar af de gamle værdier, som på den måde mister ikke blot værdighed og relevans, men også håndgribelig gennemslagskraft. Der bliver bestemt også smilet i Kammerat Pedersen, når diskrepansen mellem de store visioner og bevægelsens medlemstal bliver for udtalt. AKP frakendes dog ikke betydning. Der bliver lejlighed til at vise, hvad gruppen kan mobilisere af modstand.

KNUT Pedersen kommer til Larvik i 1968 og begynder som lektor på gymnasiet. I begyndelsen er han ensom alene. Senere er han det sammen med Lise (Anne Ryg), en bibliotekar som aldrig bliver klogere på ham. Det er Werner (Jan Gunnar Røise), en gammel elev, som lokker Knut med til møde og åbner hans øjne for sagen.

   Forklarelsen finder han først den dag, Nina Skåtøy (Ane Dahl Torp) kommer til byen. Det er den dag, Knut Pedersen bliver forelsket. Det er også dagen, hvor han mister evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert. For den sande revolutionære nordmand er moral en småborgerlig reminiscens.

   Nina er en flygtning fra højborgerskabet i Oslo. Hun har brudt med sin familie og føler sin overbevisning så stærkt, at det præger og, vil man mene, forkrøbler samtlige hendes forhold og forbindelser. Hun har arbejdet hårdt for at blive sådan, og hun vil dræbe for sagen, hvis det skal være. At det muligvis ikke skal være, vil hun end ikke tage i betragtning. I begyndelsen er der slet ingen tvivl om, at hun og Knut er som skabt for hinanden. Den sande revolutionære nordmand har fundet sin blonde madonna.

MOLANDS film er uhyre fint afstemt. Den har lette, ironiske takter i begyndelsen, hvor Knut ser Nina ankomme til Larvik i en bjergtagende fantasisekvens, der henter sit billedsprog i maoistisk propaganda og besidder samme uimodsigelighed. Siden drejer tonen ubønhørligt i retning ad bitter desillusion. Farverne skifter mod blåsort, og der bliver langt mellem faner og kirsebærblomster, mens Nina bringes til at se sit nederlag i øjnene.

   Knækket ligger midtvejs, da Knut og Nina elsker sammen i dybfrosten på den hemmelige AKP-kongres, som man når ad kringlede omveje, bogstaveligt iført skæg og blå briller. Ét øjeblik er Knut i himlen. Mens han står i sneen og kommer i Nina, bliver varme røde papirlygter tændt. I samme nu farer en skævhed over Ninas ansigt, og næste dag vil hun i plenum diskutere rimeligheden – eller manglen på samme – i den kontra-revolutionære og i hvert fald småborgerlige utroskab, som hun og kammerat Pedersen praktiserer. Det bliver aldrig det samme for parret igen, skønt der kommer en stille forsoning langt fremme.

FOR Knut er utopien ét med Nina. Han er dybest set stået af på parolerne, længe før de øvrige medlemmer begynder at sive. Alligevel ender han som en af de allersidste tre-fire udvalgte. Han hverken kan eller vil slippe sagen, skønt den ikke længere giver mening. Det ville være det samme som at give slip på kærligheden til Nina, og gør han dét, er han slet ingenting.

   Nina har dog mere på spil. Da man beslutter, at akademiske medlemmer skal sige deres stillinger op og solidarisere sig med arbejderklassen ved at tage manuelt arbejde, griber hun udfordringen, rykker ud af sin lægekonsultation og bliver ansat på en fabrik. Hun gør, hvad hun kan for at blive accepteret og prøver at dele kvindernes interesser, skønt sladder og selvtilstrækkelighed hen ad vejen begynder at give hende kvalme.

EFTER flere år på fabrikken er det lykkedes hende at sælge ét abonnement på Klassekampen til en veninde. Da denne undlader at forny det – hendes mand skuler olmt tilbage fra lænestolen foran fjernsynet, som viser fodbold i sort-hvid – tager Nina sit nederlag på sig. Scenen er stærkt underspillet og meget bevægende. Snart ender filmen atter hos Knut, der har fortalt eleverne hele historien om den væbnede socialismes storhed, nedgang og endelige udtoning.

I NORGE er Kammerat Pedersen blevet kaldt »en humoristisk historie om en alvorlig bevægelse«. Det er som man tager det. Molands film bygger på Dag Solstads roman, hvis fulde titel siger det hele: Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land (1983). På den norske dvd kan man høre Solstad kommentere tiden og se tilbage sammen med en udspørger. Der kommer meget lidt på bordet. »Se, dér er Lenin,« lyder det under titelsekvensen. »Ja, dét er Lenin,« samtykker Solstad, for hvem humor ofte har været et dæknavn for bidende hård ironi.

FILMENS force ligger i ømheden. Før jeg skulle se den første gang – i Oslo for nogle måneder siden – sagde en klog mand på Dag Solstads alder: »Jeg har ikke set nogen bedre skildring af borgerskabets smerte.« Jeg forstod, hvad han mente, da Nina sagde fra: at se sit livsgrundlag smuldre og ikke høre til noget sted. Endelig opdager Molands film, at den politiske drift i sin reneste form kan være kærlighedens tvilling.

Se også Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010); Hans Petter Moland: Kraftidioten | In Order of Disappearance (2014); Per Petterson | Hans Petter Moland: Ud og stjæle heste (2019); Hans Petter Moland: Cold Pursuit (2019).

Kammerat Pedersen (Gymnaslærer Pedersen). Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Hans Petter Blad. Foto: Philip Øgaard. 115 min. Norge 2006. Dansk premiere: 17.11.2006.

Fotos: Motlys/ Sandrew Metronome/ Cinemateket/

Filmen streames ingen steder – Sandrew Metronome-dvd'en fra 2007 er aldrig genudgivet

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.11.2006

Nadine Labaki: Kvinderne i Libanon [2008]

 

LIBANON ER SOM EN LANDSBY
Et interview med filmskaberen Nadine Labaki

PARIS 2008: DET er altid distraherende, når instruktøren selv er stjerne i filmen, man skal tale om. Det kan gå, hvis det gælder berømtheder, som man nærer en illusion om »at kende«. Da handler det snarere om at forvinde benovelsen ved at se giraffen up close. Men er der kun én film at forbinde ansigtet med, falder man let i den klassiske tilskuerfælde: at sætte lighedstegn mellem rolle og spiller.

   Det er lidt sådan med Nadine Labaki (f. 1974), den debuterende libanesiske filmskaber, som vi møder på Le Grand Hotel. Vi har netop set hende som Layale, en moderne kristen kvinde, der ejer en skønhedssalon i Beirut. Hun havde problemer med sine mænd, sine ansatte, sine forældre og hele kulturen. Vi følte virkelig med hende. Hun lærte dog også at gøre sig fri, sige fra og komme videre, ikke mindst i forhold til manden, som var udmærket gift med en anden. Ham gav vi ikke meget for på den nordiske række i biografen.

   »Vi« er jeg selv, Politikens Kim Skotte og en yngre finsk kollega. Vi betragter kvinden med den gyldne hud og dybe mandeløjne. Vi er vintermænd fra Skandinavien. Om det så er vore stemmer, runger de om kap i bunden af registret. Labaki taler kvidrende engelsk og smiler. Hun ligner klichéforestillingen om den arabiske kvinde, der gør kolde mænd til varme orientalister. Scheherazade møder hundene fra »Fyrtøjet«. Vi har øjne som suppetallerkener. Vi formulerer vore guldkorn og forelsker os helt efter planen. 

CARAMEL er den første libanesiske film i en menneskealder, som ikke taler om krigen og fortiden. Labaki skrev den på seks måneder, som hun tilbragte i Cannes Festivalens stipendielejlighed i Paris. Adskillige på holdet er familie og bekendte. Hendes søster har tegnet kostumer, og sangene er skrevet af Khaled Mouzanar, der er gift med instruktøren. Med undtagelse af Labaki selv, er alle de medvirkende amatører.

   Resultatet er en gennemført og forbløffende virkningsfuld miniature. Caramel bruger skønhedssalonen som et socialt og kønspolitisk prisme på samme måde, som Tonie Marshall gjorde i den franske Vénus Beauté (Institut) (1989) og Herbert Ross i den amerikanske Steel Magnolias (1989), en overset sydstatskomedie med Sally Field, Dolly Parton og den unge Julia Roberts.

   Samtidig udmærker Caramel sig ved at skabe blide øjeblikke, som kun kan opstå i en kontekst, hvor fremmede rører intimt ved hinanden. Mens karamelterapien foregår, eller når Rima vasker kundernes hår, er Labakis film både i stil og på niveau med tilsvarende hjertesteder i Patrice Lecontes Le Mari de la Coiffeuse (1990, da. Frisøsens mand) og Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000). Her har Ann Eleonora Jørgensen og Anders W. Berthelsen en så godt som ordløs scene, hvor meget foregår under huden. Med ét bliver nærheden meget konkret. Det samme sker for Rima og kvinden med det lange hår.

   

Beirut og Cannes

FØRST og sidst er Caramel en tilidserklæring til fremtiden og det multietniske Beirut, hvor kristne, muslimer og jøder lever virksomt og fredeligt sammen. Labaki var 17 år, da borgerkrigen sluttede i 1990. At tale om landets traumatiske fortid havde derfor ikke høj prioritet, da hun fik mulighed for at arbejde med sin egen spillefilm.

   Det skete ved fransk mellemkomst. Produceren Anne-Dominique Toussaint mødte Labaki i 2003, da hun besøgte filmfestivalen i Beirut. Labaki var kendt for sine musikvideoer, men gjorde indtryk på Toussaint, da hun fortalte om sine filmideer. Toussaint fik Labaki til at søge et stipendieophold i Cannes Festival Résidence, hvor unge filmskabere har fred til at arbejde og adgang til professionel bistand. Her skrev Labaki sin film i foråret 2005. Karamel blev optaget i Beirut fra maj til juli 2006, og i 2007 blev den præsenteret i Cannes i Quinzaine des Réalisateurs (»Directors’ Fortnight«), en festival i festivalen.

   Labaki siger selv om processen: »Man kan næppe tale om en libanesisk filmindustri, ikke i begrebets egentlige betydning. Der bliver ikke lavet ret mange film. I stedet har man en serie små eventyr. Hver instruktør har sin måde at få projekterne gennemført på. Det er vanskeligt nok for en mand, men det er særlig svært for en kvindelig filmskaber. Jeg følte virkelig problemerne i forbindelse med denne film. Men jeg var heldig. Jeg arbejdede med musikvideoer og tv-reklamer, og jeg ville gerne lave en spillefilm. Min producer er fransk, og hun var interesseret i mig, endnu før jeg havde en klar idé. Hun fik mig til at skrive filmen, og hun var der hele tiden for mig. Sådan var det. Jeg ved, at det ikke går så let for andre mennesker.«

Et feminint fristed

– »Karamel« bruger skønhedssalonen som et kvindeligt helle. Der var en fransk film, »Venus Beauté«, og en amerikansk film, »Steel Magnolias«, som gjorde noget lignende. Har du set de film, og hvordan fik du ideen?

   »For det første ville jeg tale om libanesiske kvinders vilkår. Jeg ville vise, hvad en libanesisk kvinde gennemlever lige nu, og undersøge denne tilsyneladende frihed, hun har. Til en vis grad er den illusorisk. Jeg lever selv den frihed, og det samme gør kvinder omkring mig. Der er samtidig mange hensyn at tage i forhold til samfund og religion, uddannelse og familie. Hver kvinde må indrette sig efter modstridende krav og forventninger.

   Jeg ville tale om denne grundlæggende modsætning i libanesiske kvinder. Jeg valgte at bruge en skønhedssalon, fordi dét sted virkelig er vigtigt for en kvinde. Man kommer der for at blive smukkere, så man træder ind i en stemning af håb og forventning. Og det er et sted, hvor kvinder føler sig trygge, fordi de er væk fra samfundet og kan tale på lige fod med hinanden. Du får et særligt forhold til kvinden, som prøver at gøre dig smuk. Hun ser dig uden maske, i din nøgenhed, i dit sande jeg. Det er et meget interessant sted. Det er også fascinerende for mænd. De gør sig mange tanker om, hvad der foregår i en skønhedssalon...«

   – Den feminine mystik?

   »Ja. Derfor valgte jeg et skønhedsinstitut. Jeg tror, at kvinder tænker ens alle vegne. Man er besat af fysisk skønhed, og denne stræben efter det smukke og fuldkomne er universel. Jeg så både Steel Magnolias og Venus Beauté, men jeg kan ikke finde andre fællestræk end det oplagte, at alle tre film foregår i en skønhedssalon.«

  – Karaktererne befinder sig mellem den vestlige og den arabiske verdens værdier. Er det situationen for libanesiske kvinder?

   »Præcis. Disse kvinder er delt mellem to kulturer. Vi prøver stadig at finde den fine balance mellem forskellige værdisæt. Vi var heldige, fordi vi fik begge muligheder. Det er godt at have vestlig frihed, men man behøver ikke af den grund at glemme de kulturelle forudsætninger, som gør os specielle. Jeg tror, vi vil begå mange fejltagelser på vejen til den balance. Der vil være ting, vi overdriver. Det er dét, som sker i øjeblikket. Man vil være fri, så man lever friheden ud i det ekstreme. Eller man går den modsatte vej og bliver mere lukket og konservativ. Vi søger stadig den optimale balance, den unikke identitet.«

Labaki og Layale

– Er kvinderne tænkt som repræsentative karakterer? Er der tale om gennemsnitstyper eller individer, som du kender fra din egen hverdag?

   »Jeg er inspireret af mennesker, som jeg kender, men naturligvis er der mere end én model for karaktererne i filmen. De kombinerer træk fra forskellige kvinder. Det er en blanding af ting, jeg har hørt, mennesker jeg kender, historier som de har fortalt mig. Så ja, filmen tager afsæt i mine omgivelser.«

   –  Vidste du fra begyndelsen, hvilken rolle du selv ville spille?

   »Ja, for Layale er meget, som jeg selv er. Naturligvis er hendes historie forskellig fra min, men hendes personlighed ligger tæt på min egen. Hun er delt mellem, hvad hun ser som sin pligt, og dét, som hun gerne vil med sit liv. Hun vil gerne gå ind i det forbudte forhold til denne mand. Samtidig er det svært for hende, da hun stadig bor hos sine forældre. Hun vil ikke svigte dem, og hun vil ikke svigte sin religion. På de måder er jeg meget som hende.

  Endvidere ligner Layales situation min egen som instruktør. Jeg er forbindelsen mellem skuespillerne og filmholdet. Jeg kender alle problemerne. Jeg skal finde løsninger, som får helheden til at fungere, så jeg må indrette mig efter de andre. Layale er lige sådan, fordi hun ejer skønhedssalonen. Hun er forbindelsen mellem kunder og personale. Også hun må finde praktiske løsninger, som bedst muligt tilgodeser alle behov. I de øvrige roller bruger jeg skuespillere, som ikke er professionelle. Jeg valgte med vilje personer, som ligner rollen de spiller. Det samme gælder mig selv og Layale.«

At leve med krigen

 – Krigen begyndte en uge efter slutningen på optagelserne. Var filmen blevet en anden, hvis I havde lavet den tre måneder senere?

   »Jeg stiller ofte mig selv det spørgsmål, og jeg har stadig ikke fundet svaret. Jeg ved det virkelig ikke. Da jeg skrev filmen, var krigen noget, som vi havde lagt bag os. Jeg kunne ikke forestille mig, at den nogen sinde ville begynde igen. Så jeg lavede en farvestærk film, der er fuld af maleriske mennesker, som koncentrerer sig om at se fremad. Det var dét billede af mit land, som jeg ville vise til resten af verden. Desværre brød krigen ud igen ni dage efter optagelsernes slutning. Så jeg kender ikke svaret. Jeg ved ikke, om jeg ville have skrevet filmen anderledes, hvis jeg havde vidst, hvordan situationen ville udvikle sig.«

   – Du voksede op, mens der var krig i Libanon. Det gjorde jeg også, skønt jeg er tyve år ældre. Beirut, som blev bombet i stykker, var simpelt hen, hvad man forbandt med det sted. Gjorde det libanesiske unges opvækst til noget særligt? Fik I en stærkere lev nu-attitude?

   »Naturligvis. Og man føler det virkelig nu. Der er en generation af unge, som ikke fik lov at være teenagere. De lever deres ungdom nu, og de lever den med eftertryk. Vi har udviklet en fantastisk tilpasningsevne. Ofte er det en styrke, men det kan også være farligt. De unge er tilbøjelige til at glemme, hvad der foregår omkring dem. De vil bare leve deres liv. Det er dét, der slår én, hvis man kommer til Libanon udefra. Man ser, hvor sorgløst ungdommen lever, og man har svært ved at fatte, at dette land er i krig. De unge har vænnet sig til, som du siger, at leve nu og og så stærkt som muligt, for måske forsvinder det hele om lidt. Det har utvivlsomt noget at gøre med, at vi har levet med krigen så længe. Måske er det også derfor, jeg valgte at lave en film, som ikke taler om krigen. Endelig fik jeg en mulighed for at udtrykke mig, og jeg ville ikke bruge den på at tale om krigen. Jeg ville ikke leve alt dét igen.«

Modernitet og tradition

– Kvinderne i filmen gør sig smukke for mændene, men også for at overholde de konventioner og krav, som deres familier og samfundet stiller. Mange regler virker absurde og begrænsende. Alligevel virker kvinderne ikke for alvor opsatte på at forandre dem. De synes at acceptere disse koder og systemet, som de er en del af –

   »Jo, de prøver skam at ændre det! Men det vil tage tid. Om man kan lide det eller ej, må man se i øjnene, at man lever i et samfund, i et socialt fællesskab. Familiebånd er meget stærke. Man flytter ikke hjemmefra, før man bliver gift. Sådan er det. Libanon er som en landsby. Man lever tæt på hinanden, og det skaber et stærkt socialt pres. Men det går langsomt i den rigtige retning. Jeg tror ikke, at den næste generation vil have de samme problemer i forhold til modsætningen mellem modernitet og tradition. Vi vil ikke behandle vore børn så strengt, som vore forældre behandlede os.«

   – I filmen er det vigtigt, at man er jomfru, når man bliver gift. Vil dét ændre sig?

   »Jeg tror, at det vil ændre sig. Mange bekymrer sig slet ikke om det. De lever et almindeligt liv, og emnet vil være lidt latterligt for dem. Men samtidig er der en stadig større gruppe, som holder fast i traditionen, og for dem er problemet meget konkret. Jeg ved det, for jeg undersøgte forholdene omkring den operation, som bliver beskrevet i filmen. Man får sin mødom retableret mod betaling. Der er virkelig mange unge kvinder, som får foretaget den operation. Så for dem må det være et rigtigt problem.«

   – Er det noget, man taler offentligt om?

   »Nej, faktisk ikke. Vi taler slet ikke om det.«

Muslimer og kristne

– Mens du og din generation bliver friere, vinder islamismen indpas. Kan fundamentalismen og friheden sameksistere?

   »Jeg ved det ikke. Jeg har ikke noget færdigt svar. Islamismen udgør en fare for hele verden. Libanon er et land, hvor kristne og muslimer lever sammen. Fordi det foregår frit og fornuftigt og almindeligt, føler vi ikke den fundamentalistiske bølge. Den er ikke stærk i Libanon. Vi er muslimer og kristne, som finder ud af det sammen. Kan det lykkes os at leve fredeligt sammen, uden at alting springer i luften, vil vi være et eksempel for resten af verden. Det er det libanesiske folks ønske. Vi vil vise verden, at det fungerer. Libanon er et lille land, men der sker nogle afgørende ting i det land.«

   – Politiets opførsel i filmen – det kontrollerer de unge og arresterer et par, som sidder og kysser i bilen – er den virkelig realistisk?

   »Ja. Det er meget op og ned. Beirut er et kaotisk sted. I nogle kvarterer kan man gøre, som man vil. Andre steder kommer der straks en betjent og spørger, hvorfor man sidder og kysser i bilen om natten. Man kan aldrig vide. Der er ingen regler. Sådan er det med modsætningerne i mit land.«

   – Havde »Karamel« problemer i forhold til censuren?

   »Karamel gik glat igennem, fordi den siger tingene blødt og behandler problemerne taktfuldt. Havde filmen været mere provokerende, kunne den godt blive censureret.«

   – Din film bliver distribueret over hele verden. Den var Libanons officielle kandidat til en Oscar, og den har haft amerikansk premiere...

   »Ja. Det er fantastisk. Jeg havde aldrig forestillet mig, at filmen ville blive så stor. Det er en lille film uden kendte skuespillere, men det er gået den godt hele vejen. En debuterende instruktør, en debuterende alting. Jeg er ved at skrive en film mere.«

Verdens tilstand

– Der er en optimistisk grundtone i filmen. Har du været i stand til at bevare den? Du skrev filmen i Frankrig, og du har fået fristende tilbud fra USA. Har du somme tider lyst til at rejse?

   »Nej. Min følelse for Libanon er om muligt stærkere nu. Jeg har fået en plads i denne filmverden, og jeg føler på en måde, at det er min mission at fortælle om mit land. Film er et fantastisk magtfuldt medium. En film kan ændre verdens tilstand og påvirke menneskers tanker. Flere instruktører burde gøre sig klart, at man somme tider virkelig kan lave tingene om med sin film. De burde indse det og handle derefter.

   Så nu bliver jeg mere og mere optaget af mediets styrke og stadig stærkere forbundet med mit folk og mit land. Jeg vil gerne lave flere film, som arbejder med disse ting, og jeg vil gøre det i Libanon, med libaneniske skuespillere og historier. Jeg er forbundet med mit land, men det er et had/kærlighed-forhold. Det er svært at leve i det, men man kan ikke leve uden – «

   - Det er det samme i Skandinavien...

   »Okay.«

Se også Nadine Labaki: Caramel (2007); Nadine Labaki: Where Do We Go Now? (2011) og Nadine Labaki: Kapernaum (2018)

Caramel (Sukkar banat/ Karamel). Manus: Nadine Labaki. Manus: Rodney Al Haddad, Jihad Hojeily, Nadine Labaki. Foto: Yves Sehnaoui. 95 min. Frankrig-Libanon 2007. Dansk premiere: 11.04.08

Nadine Labaki blev interviewet på Le Grand Hotel i Paris den 12. januar 2008

Fotos: Festival de Cannes (Tristan Fewings, Cannes 2015)/ Les Films des Tournelles/ Miracle Film Distribution/ Filmgrab

Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 11.04.2008

Nadine Labaki: Kapernaum (2018)

MIRAKLET I BEIRUT

Labaki som magisk socialrealist

Af BO GREEN JENSEN

I EN retssal i Beirut begynder den mest utrolige sag. En dreng har stævnet sine forældre, fordi de bragte ham ind i en verden, hvor livet ikke er værd at leve. De kunne have sagt sig selv, at han ville havne i det fængsel, hvor han afsoner en straf på fem år.

   Der er vildt postyr i salen. Det er ikke hver dag, at børn gør den slags. Journalister fra hele verden er kommet. Også CNN og BBC.

   Zain er vist nok 12 år – forældrene fik aldrig hans fødsel registreret. De har svært ved at klare dagen og vejen, men er trods alt bedre stillet end de illegale og flygtningene, som bor i skure og telte.

   Familien har en trang lejlighed. Da husværten beder om Zains søster, føjer de ham. Pigen er elleve år, manden er gammel. Zain bliver rasende. Han vil ikke ofre sin søster, og han kan ikke tilgive sin far og mor. Derfor går han hjemmefra og gemmer sig i mængden.

KAPERNAUM er Nadine Labakis tredje film som instruktør. Hun er selv skuespiller, men det er kvindebillederne i Caramel (2007) og Hvad gør vi nu? (2011), der er nået vidt omkring. Begge fik også dansk premiere.

   Labaki er født i 1974. Hun tilhører en generation, der har set begge sider af Beirut. Krigen er fortid i Caramel, hvor fire kvinder åbner en skønhedssalon, men brændende aktuel i Hvad gør vi nu?, hvor kvinderne importerer ukrainske sexarbejdere for at pacificere landsbyens mænd.

   Labakis film er altid lokale succeser. Både Caramel og Hvad gør vi nu? blev libanesiske Oscar-kandidater. Også Kapernaum var på årets kortliste, og i Cannes fik den Juryens Pris. Til Weekendavisen sagde hun engang:

   »Nu bliver jeg mere og mere optaget af mediets styrke og stadig stærkere forbundet med mit folk og mit land. Jeg vil gerne lave flere film, som arbejder med disse ting, og jeg vil gøre det i Libanon, med libaneniske skuespillere og historier.«

   Labaki har bestemt efterlevet devisen.

ZAIN bliver et gadebarn, der forstår sig på at overleve. Han udforsker markedet ved den teltby, hvor de illegale bor under kummerlige vilkår, men ikke uden livsmod. Kaos er et farverigt sted. Han får nej og bliver skubbet væk alle vegne, indtil han møder Rahil fra Etiopien, som skal bruge en babysitter til sønnen Yonas.

   En dag kommer Rahil ikke tilbage – vi ser hvorfor, men Zain ved intet og må bare tro, at de voksne svigter igen. Så er det Zain og Yonas mod hele verden, indtil skæbnen indhenter dem. Det ender i retssalen, hvor det begyndte. Drengens advokat bliver for resten spillet af Nadine Labaki.

   

JEG har set mange bud på, hvad titlen betyder. Måske forbinder Mellemøsten bynavnet med babylonisk forvirring. Labaki bruger ordet i betydningen rod eller kaos. Men kaos er frodigt, og rodet kan blomstre. Filmen er fuld af optimisme, selv om de voksne skyder den ned.

   Den 12-årige Zain Al Rafeea er en hjerteknuser i rollen som Zain. Han flitrer gennem gaderne og ser på de voksnes verden fra hoftehøjde. Kapernaum har stolte aner, især i slumskildringer som Vittorio de Sicas Miraklet i Milano (1951), Hector Babencos Pixote (1981), Walter Salles’ Central Station (1998) og Fernando Meirelles’ City of God (2002).

   I sit hjerte er Kapernaum en picaresk fortælling og en hyldest til børn alle vegne. Labaki filmer håndholdt og springer i tiden. Hun bruger tryllestøv og sentimentale tricks, men det eneste, som forekommer fantastisk, er i grunden den opsigtsvækkende retssag.

   Det er helt nyt land for Labaki, der springer ud som magisk socialrealist og en revser, der også kan smile.

Se også Nadine Labaki: Caramel (2007) og Nadine Labaki: Where Do We Go Now? (2011)

Kapernaum (Capharnaüm). Instr.: Nadine Labaki. Manus: Michelle Keerwany, Georges Khabbaz, Khaled Mouzenar, N. Labaki. Foto: Christopher Aoun. 121 min. Libanon-USA-Frankrig 2018. Dansk premiere: 07.02.2019

Fotos: Mooz Films/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.02.2019

Nadine Labaki: Where Do We Go Now? (2011)

KVINDERNES OPRØR
Bollywood på libanesisk

Af BO GREEN JENSEN

DER findes ingen lov, som siger, at muslimer og kristne skal hade hinanden. Dog bliver det for det meste sådan i mændenes verden. Det står heller ikke skrevet, at en religiøs tematik for enhver pris må skildres i tragisk belysning. Dog bliver det for det meste sådan i mændenes kunst.

   Den libanesiske filmskaber Nadine Labaki (f. 1974) undersøger i Et maintenant on va où?, hvordan sagen ville og kunne se ud, hvis kvinder fra begge sider stod sammen og søgte at rette mændenes fejl.

   Filmen udspiller sig i en landsby, hvor tiden har stået stille, også under de lange krige i landet. Skønt jorden i bakkerne er mineret, ligger byen relativt uberørt hen, som et libanesisk Sleepy Hollow, ikke fordi man er mildere stemt, men fordi man har været afskåret fra den internationale nyhedsstrøm. Man har derfor dyrket en praktisk hverdag, baseret på værdier som tolerance, respekt og godt naboskab.

I FØRSTE scene lykkes det byens unge mænd at finde et sted, hvor tv-signaler kan modtages. Borgmesterens hustru stiller sit apparat til rådighed, og byen kan holde sin første fjernsynsaften på stedet, hvor Amale (Labaki) driver café og udveksler ærbart forelskede blikke med håndværkeren Takla (Claude Baz Moussawbaa). Takla bruger megen tid foran spejlet, hvor han plukker grå totter ud af sit hår. Med andre ord har tingene været sådan i en længere årrække.

DET er en by, hvor det lykkes kristne, muslimer og jøder at sameksistere på fredelig vis. Idyllen kan dog ikke vare. I tv bliver der talt om krig. I byen ulmer mindre konflikter. Man kaster affald ind til hinanden, og børn bliver slået af voksne, som burde vide bedre. Prologen viser begravelsestoget, der skal jordfæste en af de unge mænd. Det er den muntre historie om kvinders forsøg på at gøre en forskel. Man er dog aldrig i tvivl om, at kvindernes fred ikke holder i længden.

   Det er først og fremmest formen, som gør fablen om tro så charmerende varm. Labakis første film, Caramel (2007), var en Beirut-baseret fortælling om sofistikerede kvinder fra instruktørens egen generation, dvs. de libanesiske krigsbørn. Tematikken var moderne. Et maintenant on va où? har et bredere sigte og er for så vidt en tungere, gammeldags film. Med sit højstemte mix af farce og patos – og især sine indlagte sange – kan den føles som Maghreb-kulturens svar på en Bollywoodfilm.

DER er også reminiscenser af Emir Kusturicas Underground (1995), et eventyrligt requiem for landet, som var Jugoslavien. Mest af alt minder billedet dog om den italienske landsby, hvor komikeren Fernandel spillede præsten Don Camillo over for Gino Cervis kommunistiske borgmester. Le petit monde de Don Camillo (1951) fik fem fortsættelser og var en fascinerende kærlig fremstilling af tidens kamp på værdier. Disse film lever stadig i Frankrig, hvor Nadine Labaki bor til hverdag.

I VIRKELIGHEDEN har der nok aldrig været et libanesisk Lidenlund så elskeligt. Her går præsten og imamen hånd i hånd. En bus med ukrainske danserinder forstyrrer mændenes vrede. Kvinderne bager en cannabiskage og synger »Hashishit Amale« imens. Endelig bytter de tro. Aristofanes’ klassiske løsning – at nægte mændene sex, som det sker i Lysistrate – bliver aldrig forsøgt, måske fordi dét var temaet i Radu Mihaileanus La Source de femmes (2011), et tragikomisk syngespil fra samme egn og samme år, tiltænkt den samme målgruppe.*

   Der er grove træk i Labakis film. Egentlig lykkes det aldrig at få sorgen og glæden til at hænge sammen. Imidlertid smiler man ofte og ægte, mens filmen gennemspiller sin lille tragedie. Det kan alt i alt ikke undre, at den modtog publikumsprisen på sidste års filmfestival i Toronto. Man bliver glad af at se Hvad gør vi nu?

*) Festival de Cannes 21.05.2011: »Radu Mihaileanu, den i Frankrig bosatte rumæner, som skildrede de etiopiske jøders svære diaspora-status i Va, vis et deviens (2004, da. Gå og bliv den du er) og siden fik en lidt letkøbt succes med Le Concert (2008), er igen ude med noget stort, musikalsk og folkloristisk. Den til overflod hjertevarme La Source des femmes lader kvinderne i en nordafrikansk landsby gå i kærlighedsstrejke, da deres dovne mænd kun vil holde dem nede. Recepten fra Aristofanes holder stadig, og mange var glade for filmen, der virkelig synes at indvarsle kvindernes oprør i den arabiske verden. Det er dog også en begrænsende glæde. Filmen kunne være lavet for børn.« [Weekendavisen Kultur 27.05.2011]

Hvad gør vi nu? (Et maintenant on va où?). Instr.: Nadine Labaki. Manus: Rodney Al Hadid, Jihad Hojeily, Nadine Labaki og Sam Mounier. Foto: Christophe Offenstein. 110 min. Libanon-Frankrig 2011. Dansk premiere: 07.06.2012.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2012 

Nadine Labaki: Caramel (2007)

BRÆNDENDE SUKKER

Et feminint fristed i Beirut

Af BO GREEN JENSEN

I MELLEMØSTEN bruger man karamel – ikke voks eller plaster – til at fjerne skæmmende kropshår. Ellers er processen den samme. Det gælder også smerten ved behandlingen. At kvinder lide for deres skønhed, må være et menneskeligt grundvilkår. Mændene virker værre end hér, men kvinderne kan man kende. Det er derfor ikke som spiselig slik, men i form af brændt eller skoldende sukker, at den klistrede masse giver tema og titel til Nadine Labakis første film.

   Året er 2006 – for en sjældent gangs skyld skildres Beirut i fredstid. Her driver Layale (spillet af Labaki) »Si Belle«, en slidt men velbesøgt skønhedssalon. For tiden er hendes hjerte ikke i arbejdet, fordi hun har forelsket sig i en gift mand. Han ringer, når han har fem minutter, og Layale lægger alting fra sig og går. Der er dage, hvor han ikke ringer, og hun venter forgæves, på ydmygende vis. Med tiden bliver det vigtigt for Layale at lære elskerens hustru at kende. Kvinden har så travlt med at længes, at hun ikke lægger mærke til trafikbetjenten, som følger hende ivrigt fra vinduet i sit kontor overfor.

HOS Layale arbejder gode kvinder som Nisrine (Yasmine Al Masri), der endelig skal giftes, men har problemer i forhold til sin musliske svigerfamilie, fordi hun ikke er jomfru. Rima (Joanna Moukarzel), som vasker kundernes hår, er lesbisk orienteret og markerer sig ved en hård facon. Men hun bliver stille, når kvinden med det lange hår (Siham Fatmeh Safa) kommer ind. Denne kunde, som aldrig får et navn, repræsenterer et feminint ideal.

   Ellers er kunderne skuffede kvinder, som bliver ved med at leve i håbet. Den aldrende skuespillerinde Jamale (Gisèle Aoud) har brug for at skinne ved modløse castings. Syersken Rose (Siham Haddad) har aldrig fået sin egen familie, fordi hun må passe sin storesøster, som nu er i firserne, nidkær og dominerende svag. Rose indleder en forsigtig romance med en distingveret enkemand. Hun må derfor gøre sig grundigt i stand, skønt hun stadig – og med god grund – tøver over for kærligheden.

NÅR kvinderne er sammen, har de hinandens fortrolighed. Linjen mellem personale og kunder er sløret. Man gør megen stads af mandlige gæster, og der går et gys gennem hele salonen, når Layales mobiltelefon ringer eller elskerens hustru kommer ind. Hver kvinde har sit distinkte spor, som kunstfærdigt flettes ind i de øvrige. Herved løfter filmen sig til noget mere. Det er klart, at kvinderne repræsenterer forskellige grundtyper i det moderne Libanon. De er dog også individer med unikke psykologiske træk.

   I sine bedste øjeblikke er historien universel. Jo, der er lokale særpræg, som har at gøre med etniske forskelle, men Layale venter lige så hudløst som kvinden i »Det var en lørdag aften«, og Rose kunne være en flygtning fra en novelle af Herman Bang. Jamale synes decideret inspireret af karakterer hos Pedro Almodóvar, og »Si Belle« kunne for den sags skyld ligge i Valby. Caramel er nok ikke en stor film, men den skaber et fortroligt rum og er fuld af en sanselig realisme, som mange vil forbinde med feminin écriture, skønt Labaki har skrevet historien sammen med to mænd, Rodney Al Haddad og Jihad Hojeily.

FILMEN er forventeligt ujævn. Der er nænsomme scener med de enkelte kvinder og farceagtige fællesoptrin. Både glæden og sorgen er larger than life, men i helheden opstår en større balance, og der er flere magiske filmøjeblikke. Et eksempel er åbningsscenen, som med enkle midler præsenterer Layale. Hun kommer til salonen, låser sig ind og gør klar til at åbne, mens hun taler i telefon. Manden, som begærer hende på afstand, ser til. Et pragtfuldt billede viser Labaki, som står i varmt modlys, med ryggen til, foran det runde vindue. Ingen dialog er nødvendig. Caramel har mange af den slags steder.

Karamel (Sukkar banat/ Caramel). Manus: Nadine Labaki. Manus: Rodney Al Haddad, Jihad Hojeily, Nadine Labaki. Foto: Yves Sehnaoui. 95 min. Frankrig-Libanon 2007. Dansk premiere: 11.04.08

Fotos: Les Films des Tournelles/ CineMaterial/ Allociné/ Miracle Film Distribution

Filmen streames ikke i DK men er udgivet på dvd

Anmeldelsen stod i Weekendendavisen Kultur 11.04.2008 - teksten er lirket fri af en længere samtale med Nadine Labaki