Animation | Les Triplettes de Belleville/ Trillingerne fra Belleville (2003)

BELLEVILLE MON AMOUR

En animeret kultfilm af Sylvain Chomet

Af BO GREEN JENSEN

DET handler mest om cykelsport, nærmere bestemt Tour de France i de klassiske tidlige 60ere. Men også om hekse og gangstere. Og om Bruno, en neurotisk hund med svær togfobi, som i barndommen nok var en væver hvalp, men med tiden er blevet en stor sæk kartofler, der lægger sig tungt på sine mennesker.

   Disse to hedder Champion og Madame Souza. Champion er den forældreløse dreng, muligvis et hittebarn, som Madame Souza, en portugisisk kvinde med klumpfod og gallisk moustache, prøver at trænge ind til med jazz. Ved et tilfælde opdager hun hans passion for at cykle. I næste billede er drengen blevet et krumt sugerør, et siv af en mand med enorme lægmuskler, som træner til det store løb i byens stejle gader.

DEN lille kvinde følger ham uden problemer på sin kassecykel, bevæbnet med en skarp trænerfløjte. Hjemme i det skæve hus ved jernbanen deler Bruno sin tid mellem saftige drømme om mad og tvangsbetonede udfald mod ansigterne i de forbipasserende tog. Som en Sisyfos på fire ben slæber Bruno sig op til tårnværelset. Han gør som en rasende helvedeshund og er farlig at se på i tyve sekunder. Så falder trækkene sammen igen.

   Bagefter vakler han hele vejen ned, lidt bange, lidt gammel, kronisk forpint og som regel slukøret. I en time venter han stille på gulvet. Så er tiden inde til endnu et tograid, og Bruno slæber sig atter op. Da handlingen senere flyttes til Belleville, filmens på én gang nostalgiske og futuristiske drøm om en grænseløs storby, kan Bruno slet ikke styre sin fobi. Togene svirrer forbi hele tiden. Hunden er ved at gø sig i graven, men alligevel bliver vognene ved.

   Der er meget at se på i Sylvain Chomets med rette berømmede skrøne om Trillingerne fra Belleville. Man skal have hurtige øjne for at få det hele med i første omgang. Alt andet lige er det dog Bruno, som gør det største og dybeste indtryk. For er vi ikke alle lidt som den stakkels hund, når dagene bare bliver ved med at komme?

LOGOS er et hjertets Frankrig, hvor snart sagt alt kan lade sig gøre. Madame Souza masserer Champions muskler med en støvsuger og en plæneklipper. Bruno drømmer i sort-hvid om mareridtsrejser med toget i hjernen. Også tv viser monokrom jazz, og Charles de Gaulle holder taler på fransk kaudervælsk. Allerede indledningen er grænseoverskridende grotesk, men det bliver endnu mere mærkeligt og forbløffende detaljeret.

   For Champion når til at deltage i Tour’en. Madama Souza sidder på taget af bilen og strikker. Bruno bliver brugt som reservehjul, da en punktering forliser dem fra hovedfeltet. Snart udarter sødmen til rent mareridt. Champion bortføres af frygtindgydende franske gangstere, som sejler ham og to andre ryttere væk gennem stormen til Belleville.

BELLEVILLE ligner både Belleville i Paris og New York, som en nostalgisk stemt franskmand ville karikere dette sted. Sylvain Chomets finurlige animationsfilm er ikke mindst en parade af kulturelle stereotypier, alle arketyperne, som vi hunde og mennesker opfatter dem.

   Les Triplettes de Belleville ligner ikke nogen anden tegnet fabel, jeg har set. Den fik premiere på Cannes Festivalen i maj og kunne senere på året charmere en enstemmig jury på Copenhagen International Film Festival. »Det er en pragtfuld film,« sagde formanden Theo Angelopoulos, da han motiverede juryens særpris.

   I dét havde han ret, men ordene kommer hurtigt til kort, når Chomets idéoverskud skal beskrives. En del af hele styrken ved filmen ligger netop i lydsporets mangel på sprog. Der synges og pludres og summes konstant, men der er ingen reel dialog som blokerer for forståelsen hos et ikke-fransktalende publikum.

SOM bekendt har vi i Danmark et blindt punkt med hensyn til animationsfilm. Overhovedet var Skandinavien et af de sidste territorier, hvor japanske animé-film slog igennem. Det hænger sammen med, at vi tænker på tegnede strimler som noget med børn. Ikke nødvendigvis for børn alene, men hvad skal man med tegnede virkeligheder, hvis de mindste i familien ikke kan se med? Kun Disneyfilm forstår vi, de minder os om vores barndom. Men de nye Disneyfilm er nu sjældent helt så kære som dem fra vor egen guldalder.

   Man skal naturligvis gå ind i de tegnede virkeligheder og udforske det midlertidige univers, der når som helst kan strækkes, forvandles og åbne nye rum og sider. Den runde amerikanske stil har brugt alt for megen energi på at få verden til »at ligne«. Japanske animationsfilm, både de voldsomme blodofre og de næsten sødladent overdådige prinsesseeventyr, har derimod gjort en dyd af at minimere troværdighedspræget.

SOM en tredje vej står eller ligger den varme europæiske stil, der simpelt hen leger med virkeligheden og lader historien komme i anden række. De belgisk-franske animationsfilm gør for formen, hvad belgisk-franske serier altid har gjort for de tegnede striber. De forstår sig ikke på superhelte, som fremdeles er amerikanernes force, men fra Tintin og Michel Vaillant til Asterix og Corto Maltese formår de at digte med genren og fabulere.

   I De Fem Benspænd (2003), Jørgen Leth og Lars von Triers inspirerede leg med selvpåførte spilleregler, beder Trier Leth om genskabe en sekvens fra Det perfekte menneske (1967) som tegnefilm. »Det kan jeg ikke. Jeg hader tegnefilm,« siger Leth. »Det gør jeg også. Det kan jeg heller ikke,« svarer Trier. »Og derfor skal du lave en tegnefilm, Jørgen. En af dem som vi begge to hader.«

   De skulle skamme sig, disse æggehoveder, men ordvekslingen siger desværre en del om arrogancen hos voksne novicer, der ikke har været tilbage i genren, siden Metropol Biografen på Strøget kørte Disneys Juleshow for de mindste. Leth retter sig i øvrigt og reagerer positivt på udfordringen. Hos amerikaneren Bob Sabiston (som også formgav Richard Linklaters Waking Life, en kreds af voksenvignetter fra hjemstavnen Austin i Texas) får han lynanimeret et stilfuldt afsnit af barberingssekvensen i Det perfekte menneske.

DET må næsten blive et obligatorisk projekt at give Trillingerne fra Belleville en chance. Men overvej oplevelsen i forhold til de yngste. Trillingerne kan sagtens ses af store børn, som dog sikkert vil være forvirrede. Chomet afstedkommer mange effekter ved hele tiden at henvise til en fællessum af fransk og amerikansk kultur, Josephine Baker, Django Reinhardt, De Gaulle, Fred Astaire osv., som danske børn ikke umiddelbart er ajour med.

   De mindste kan godt blive bange. Trillingerne Violette, Rose og Blanche optræder med et varieténummer, hvor de frembringer rytmiske lyde med alt forhåndenværende materiale. I filmens første tv-stump var de unge sild. Siden bliver de rynkede søstre, seje men samtidig semi-debile. De kommer Madame Souza til undsætning som excentriske Macbeth-hekse, der udelukkende lever af frøer. Violette kaster en håndgranat i mosen, og dagens middag er reddet. Samt dagens haletudse-popcorn og de lækre ispinde med spiddede frøer.

HUNDEN Bruno står helt af diæten, da maden forsøger at flygte. Madame Souza er frygtløs og konfronterer uden at blinke den forenede mafia, som holder Tour de France-rytterne fanget og spiller hasard om deres dopede turneringer på en avanceret trædemølle. En biljagt gennem Belleville følger, og da Madame Souza kæntrer en forvokset 2CV med sin klumpfod, har man omsider fået rigeligt af Chomets finurligheder.

   Filmen blander så mange stilarter, at den næsten udgør et katalog. Her er computergenerede billeder og nostalgisk flade sekvenser, som lader håndtegnede figurer bevæge sig på malede baggrunde. Trillingerne fra Belleville er et overflødighedshorn, men i længden bliver humoren rigeligt sort, og man får sværere ved at engagere sig. Den del af filmen fungerer kun, når Chomet stiller skarpt på sin lille familie, hunden, kvinden og den melankolske cykelrytter.

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016); Animation | Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016); Animation | Den Lille Prins/Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]; Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makato Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makato Shinkai: Your Name (2016).

Les Triplettes de Belleville (Trillingerne fra Belleville). Instr., manus og grafisk design: Sylvain Chomet. 81 min. Frankrig-Belgien-Canada-Letland-UK-USA 2003. Dansk premiere: 19.09.2003.

Fotos: Les Armateurs/ Productiion Champion/ Vivi Film/ France 3 Cinéma/ RG Prince Films/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.09.2003

Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010)

EN STØVLE BLANDT LAKSKO

Nordisk noir med sjæl og hård humor

Af BO GREEN JENSEN

SAMERNE sælger våben, og man må ikke ryge noget sted. Verden er ikke den samme, da Ulrik (Stellan Skarsgård) efter 12 år i skyggen bliver lukket ud til en norsk fimbulvinter. »Husk nu at se fremad,« siger fængselsbetjenten og understreger ordene med en opmuntrende gestus, da Ulrik et øjeblik tøver i porten.

   Manden har tillagt sig måne, mave og hestehale, mens han afsonede sin drabsdom. Stikkeren var bror til en kollega, som Ulrik skød, fordi sjuften duskede Wenche (Kjersti Holmen). Måske har tanken om hævn holdt ham oppe, men med ét forekommer ideen abstrakt. Ulrik sætter sig på en bænk for at vente. Der er sne og fladt land, så langt øjet rækker. Han fortrækker ikke mine.

SENERE møder han godfather Jensen (Bjørn Floberg) og lakajen Rolf (Gard Eidsvold) på kaffebaren, hvor discountgangsterne hænger ud. Jensen har passet butikken. Der er hver måned blevet betalt til Wenche og lille Geir. Nu sørger chefen også for, at Ulrik får autoarbejde hos Sven (Bjørn Sundquist) og logi hos Karen Margrethe (Jorunn Kjellsby), som bag en barsk facon og et lidet tillokkende ydre er en romantisk sjæl på sin måde.

   I hvert fald kommer hun med aftensmad, når Ulrik sidder på sengen og ser polske quizshows. Hun råber på Gud og Jesus Kristus, mens han bestiger hende og gør sin pligt. Bagefter klapper hun hans skulder, som var han en pålidelig hest.

DAGENE går i den norske provins, som Hans Petter Moland skildrer med masser af deadpan i grinestykket En ganske snill mann. Kim Fupz Aakeson har skrevet det finurlige manuskript, og med svenske Skarsgård i titelrollen er filmen overhovedet et sjældent vellykket eksempel på nordisk teamwork. Tonen smager af brødrene Coen (i Fargo) og Aki Kaurismäki (i Manden uden fortid). Det hele kan af og til også minde om en norsk version af Frygtelig lykkelig.*

   En af filmens løbende vittigheder er kvindernes beredvillighed. Alle vil gerne give manden en hurtig tur, når han nu har savnet sex så længe. Ulrik er mest interesseret i at få en relation til sønnen Geir (Jan Gunnar Røise), som er blevet voksen og har fået familie, mens han sad inde. Wenche skrev Ulrik helt ud af bogen, og Geir har simpelt hen sagt til Silje (Julia Bache-Wiig), at hans far var død. Ulrik vil gerne tages til nåde. Han har fået et blødere væsen, meget som Erik Clausens figur i Løsladt på prøve. Faktisk er han blevet en ganske rar mand.

DÉT passer slet ikke Jensen. Gangsteren ligner en brugtvognsforhandler, vennesæl, ærekær og gemytlig, men er snu og lidt ond bag sin drævende facade. Har han ikke betalt for pistolen, som de købte af samernes mafia på konferencehotellet, hvor Ulrik stak ud som en støvle blandt laksko? Jensen vil ikke kendes ved Ulrik, før denne siger ja til at dræbe igen. Det kan ikke nytte, at man i underverdenen får opfattelsen af, at Jensen bare kan ignoreres.

   Ulrik er dog ikke til at rokke. På værkstedet er han blevet forelsket i Merete (Jannike Kruse), som også rækker ud efter ham, da Ulrik med brutal ekspertise har sørget for, at eksmanden aldrig vil slå hende. Vinteren har varet længe nok. Det er ved at blive forår i Ulrik. Nu er problemet, at Karen Margrethe bliver jaloux. Geir fortæller sin hustru om Ulrik, men hendes barn skal i hvert fald ikke vokse op med en morderisk farfar. Ergo har han at holde sig væk.

NÅR det nytter så lidt at være snill, vil Ulrik alligevel bruge pistolen og fjerne manden, som fjernede ham og som Jensen vil have fjernet. Da han konfronterer Kenny (Henrik Mestad), kommer endnu en skjult sammenhæng for en dag. Ulrik tøver. Jensen raser. Silje skal føde. Det er deus ex machina big time. Hvor mon det ender? Gå selv ind og se, men husk at poesiens gud som regel bakker de retskafne op. I hvert fald hvis filmen er nordisk og sjov.

MORSOM er denne fortælling bestemt. Den er lun, lakonisk og rigtigt godt skåret. Der er dog en tendens til at malke hver scene for latter og bygge alt op af komiske sætstykker. Karen Margrethes blå lår og store orgasmer er kun sjove første gang. Bjørn Sundquists værkstedsejer, der kan tale i lang syntaks uden at trække vejret, er et absurd og overflødigt ornament. Ofte venter man sig mere, end man får. Rolf, der altid bliver trådt på, måtte godt reagere mere ekstremt. Flobergs figur er svær at tage alvorligt, men charmerende som bare pokker.

   Den poetiske slutning er ren Kaurismäki med en umiskendelig anakronistisk følelse af 1950erne; en anden slags film fra en anden slags tid; sagte forår, rene hjerter og så videre. Hans Petter Moland er en alsidig instruktør, der har lavet storfilm om vietnamesiske flygtninge (The Beautiful Country, 2004) og bevægende politisk revisionisme (Kammerat Pedersen, 2006). Her er han brødrene Coen på norsk. Det er sjovt nok, mens det varer, men man tager ikke meget med sig hjem.

*) I tilbageblik ligner En ganske snill mann en skitse til den undergenre – nordisk noir med grotesk udstedsfaktor – som bliver et distinkt spor i 2010erne og 20erne med Moland/Fupz Aakeson/Skarsgård-triumviratets egen Kraftidioten (2014, eng. In Order of Disappearance), Molands amerikanske remake Cold Pursuit (2019), Netflix-serien Lilyhammer (2012-2014) og Dagúr Karí/Fupz Aakeson-serien Welcome to Utmark, som åbnede på HBO Nordic i 2021. Ole Bornedal (Dræberne fra Nibe/Small Town Killers, 2017), Henrik Ruben Genz (Frygtelig lykkelig/Terribly Happy, 2008)), Jannik Johansen (Mørke/Murk, 2005) og Anders Thomas Jensen (Blinkende lygter, Mænd & høns, Retfærdighedens ryttere) er afgjort fellow travellers. Coen-brødrenes Fargo (1996), serien efter samme (2014- ) og Sam Raimis A Simple Plan (1998), efter roman og manus af Scott B. Smith, er anduvningsmærker, men vigtigst er nok David Chase-serien The Sopranos (1999-2007), som giver New Jersey-gangsterne familie, lavpraktisk hverdag og et kompliceret sjæleliv, selv om provinsatmosfæren mangler. Afsættet til The Sopranos blev taget i komedierne Analyze This (1999) og Analyze That (2002) af Harold Ramis (1944-2014), men urstedet er Elmore Leonard-romaner som Get Shorty (1990), Rum Punch (1992) og Out of Sight (1996). Subgenren står i stejl kontrast til den mondænt polerede urbanitet i hovedsporet Nordic Noir (om det så gælder viften af politiserier eller kommunalpolitiske intriger som i Adam Prices DR-serie Borgen (2010-2013)).  

En ganske rar mand (En ganske snill mann). Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Kim Fupz Aakeson. Foto: Philip Øgaard. 103 min. Norge 2010. Dansk premiere: 02.09.2010.

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2010