Hans Petter Moland: Cold Pursuit (2019)

EN DRABELIG SKRØNE

Kraftidioten på amerikansk
 

Af BO GREEN JENSEN

NELS Coxman (Liam Neeson) kører sneplov i vintersportsbyen Kehoe i Colorado. Han har holdt indfaldsvejen farbar i en menneskealder og bliver kåret til Årets Borger, netop som Cold Pursuit tager sin begyndelse. Clara (Laura Dern) hjælper – som altid, når de skal noget fint – sin mand med at tage manchetknapper på. Hun siger, at der nok bliver taler.

   Samme aften går verden i stykker. Parrets voksne søn bliver dræbt af mænd, som arbejder for narkohandleren Viking. Det er straffen for en kokainleverance, som sønnens ven stjal fra. Da Clara går, vil Nels tage sit liv. Så ombestemmer han sig og iværksætter en enmandsvendetta.

   Viking tror, at rivalen White Bull har brudt deres aftale. En bandekrig eskalerer, mens Nels kaster grus i maskinen. Politimyndigheden i Kehoe er på sagen. Den består dog bare af chefen, som ikke vil udfordre nogen, og en kvindelig kadet fra Denver, som ønsker at udfordre alle. Det ender stort og blodigt. Alligevel er en ultramørk humor i spil.

COLD Pursuit er Hans Peter Molands egen genindspilning af Kraftidioten (int. In the Order of Disappearance) fra 2014. I den norske film, som Kim Fupz Aakeson skrev manuskript til, var det Stellan Skarsgård, som kørte sneploven. Den rivaliserende bande var serbisk. Forretningsmanden Viking hed Greven og var også her far til en klog dreng, som Nels bortførte og blev ven med.

   Grundlæggende er det den samme film, men underspillet fungerede bedre på norsk. Det skyldes sikkert, at metahistorien er fortalt flere gange på amerikansk. Hvis man krydser brødrene Coens Fargo (1996) med Gary Fleders Things to do in Denver when You’re Dead (1995) og Sam Raimis A Simple Plan (1998), har man noget, der ligner Cold Pursuit.

DET er en drabelig høvdingeskrøne. Når en karakter mister livet, bliver navnet skrevet på lærredet og får lov at stå et øjeblik. Efter opgøret mellem Viking og White Bull bliver 12 navne skrevet på en gang. Det lo salen af i Kraftidioten. På betegnende vis er der stille, da Moland gentager tricket i Cold Pursuit.

Se også Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006); Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010); Hans Petter Moland: Kraftidioten | In Order of Disappearance (2014); Per Petterson | Hans Petter Moland: Ud og stjæle heste (2019)

Cold Pursuit. Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Frank Baldwin. Foto: Philip Øgaard. 118 min. UK-Norge-Canada-USA-Frankrig 2019. Dansk premiere: 28.02.2019.

Fotos: Summit Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen er en Filmrevy fra Weekendavisen Kultur 01.03.2019

Hans Petter Moland: Kraftidoten | In Order of Disappearance (2014)

BLÅ SNE OG BLODIGE SVANER

Selvtægt for sjov i det øverste Norge

Af BO GREEN JENSEN

MULIGVIS skranter ideen om Norden, men på film er tanken stadig vital. Hans Petter Moland, Kim Fupz Aakeson og Stellan Skarsgård havde stor succes med En ganske snill mann (2010, int. A Somewhat Gentle Man). Nordmanden instruerede, danskeren skrev manuskriptet, og svenskeren spillede den kriminelle Ulrik, som løslades efter en lang fængselsdom og døjer svært med sin resocialisering. De fortsætter samarbejdet i Kraftidioten.

   Også Nils er i grunden en ganske rar mand. Han kører sneplov for kommunen i det høje norske vinterland, som en stor del af filmen er henlagt til. Om morgenen er det Nils, som trodser elementerne og kører forrest i karavanen af biler, når lillebyens indbyggere skal på arbejde. Hans spektakulære maskine er ny og gigantisk. Når den pløjer sig gennem den blå sne, har filmen sine stærkeste billeder.

NILS er afholdt i nærmiljøet. Han har netop båret slips, så han kunne modtage prisen som kommunens æresborger, da politiet i Oslo ringer og meddeler, at hans søn er død af en heroin-overdosis. Nils véd, at det ikke kan være sandt. Politiet siger, at sådan reagerer alle forældre. Den anstændige mand bliver vred, og han har salen på sin side. Prologen har vist, hvordan sønnen blev dræbt ved en fejl.

   Da myndighederne ikke vil efterforske dødsfaldet, men tværtimod betragter sønnen som en kriminel fodsoldat, bliver det for meget for Nils. Manden med Ploven bliver Manden med Leen. Mens han dræber gerningsmændene, forløses en vild og befriende kraft, der kan kompensere for sorgen. Kraftidioten bliver en nordisk pendant til selvtægtsklassikere som Michael Winners Death Wish (1974, da. En mand ser rødt), Paul Schraders Hardcore (1979, da. Hårdkogt) og Steven Soderberghs The Limey (1999, da. Englænderen).

NILS begynder udrensningen i narkomiljøets laveste kaste, men snart fører blodsporene til større fisk. »Greven« (Pål Sverre Hagen) har i forvejen problemer. Han har arvet sit imperium efter en legendarisk far og har brug for at sætte sig i respekt, men hans dage går med at holde en nævenyttig eks-hustru (Birgitte Hjort Sørensen) fra livet og være en far for sin dreng. Ydermere presses han af serbiske gangstere. De anføres af »Papa« (Bruno Ganz), som spiser lapsede nordmænd til frokost.*

   Tonen er lagt efter brødrene Coen i Fargo, og filmen har et fantastisk højt body count. Hver gang et liv går til, bliver navnet skrevet på lærredet sammen med fødsels- og dødsår. De tørre tal markeres med stjerne og kors, ganske som i dødsannoncer. Der er ofte flere navne i feltet. Efter alle-mod-alle-opgøret til slut, bliver feltet fyldt fuldkommen ud.

MOLAND og Fupz Aakeson kan deres kram. Kraftidioten er et sejt genrestykke med tilløb til hård realisme. Det lykkes i lange stræk at dosere den blodskudte humor med norsk snusfornuft og en næsten bibelsk retfærdighedssans. Nils fortrækker ikke en mine. Greven er neurotisk eksalteret. Papa venter stoisk i skyggen.

   Det er evige kræfter, der kæmper i sneen. Det er også en hårdkogt røverhistorie fra Norge. Man savner måske en finsk faktor i det skandinaviske bagland. Den er der dog, hvis man ser efter. Det er med nedbarberet udtryksløshed og et pokerfjæs som hos Aki Kaurismäki, at den stilfærdige mand går amok.

Se også Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006) og Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010)

*) Bruno Ganz (1941-2019). Den schweizisk fødte karakterskuespiller var en drivkraft i europæisk art cinema gennem næsten 60 år. Han fik sit gennembrud i film af Éric Rohmer (Marquise von O...), Werner Herzog (Nosferatu) og Wim Wenders (Himlen over Berlin; Så fjern, så nær!). Et højdepunkt var rollen som Adolf Hitler i Oliver Hirschbiegels Der Untergang (2004). Ganz blev i stigende grad en slags talisman for auteur-instruktører. To af de sidste store roller var som Vergil-skikkelsen i Lars von Triers The House that Jack Built (2018) og kommandanten i Terrence Malicks A Hidden Life (2019). Ganz medvirkede i mere end 100 film. Han lavede også tv og teater. Den sidste screen credit var som fortællerens far i  Anders Østergaard og Erzsébet Rácz’s dansk-tyske Vinterrejse (2019). Bruno Ganz blev 77 år. Han har vist sig uerstattelig.   

Kraftidioten. Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Kim Fupz Aakeson. Foto: Philip Øgaard. 116 min. Danmark-Sverige-Norge 2014. Dansk premiere: 03.07.2014.

Fotos: Paradox/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Miracle Film Distribution

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Nordic, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.07.2014

Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010)

EN STØVLE BLANDT LAKSKO

Nordisk noir med sjæl og hård humor

Af BO GREEN JENSEN

SAMERNE sælger våben, og man må ikke ryge noget sted. Verden er ikke den samme, da Ulrik (Stellan Skarsgård) efter 12 år i skyggen bliver lukket ud til en norsk fimbulvinter. »Husk nu at se fremad,« siger fængselsbetjenten og understreger ordene med en opmuntrende gestus, da Ulrik et øjeblik tøver i porten.

   Manden har tillagt sig måne, mave og hestehale, mens han afsonede sin drabsdom. Stikkeren var bror til en kollega, som Ulrik skød, fordi sjuften duskede Wenche (Kjersti Holmen). Måske har tanken om hævn holdt ham oppe, men med ét forekommer ideen abstrakt. Ulrik sætter sig på en bænk for at vente. Der er sne og fladt land, så langt øjet rækker. Han fortrækker ikke mine.

SENERE møder han godfather Jensen (Bjørn Floberg) og lakajen Rolf (Gard Eidsvold) på kaffebaren, hvor discountgangsterne hænger ud. Jensen har passet butikken. Der er hver måned blevet betalt til Wenche og lille Geir. Nu sørger chefen også for, at Ulrik får autoarbejde hos Sven (Bjørn Sundquist) og logi hos Karen Margrethe (Jorunn Kjellsby), som bag en barsk facon og et lidet tillokkende ydre er en romantisk sjæl på sin måde.

   I hvert fald kommer hun med aftensmad, når Ulrik sidder på sengen og ser polske quizshows. Hun råber på Gud og Jesus Kristus, mens han bestiger hende og gør sin pligt. Bagefter klapper hun hans skulder, som var han en pålidelig hest.

DAGENE går i den norske provins, som Hans Petter Moland skildrer med masser af deadpan i grinestykket En ganske snill mann. Kim Fupz Aakeson har skrevet det finurlige manuskript, og med svenske Skarsgård i titelrollen er filmen overhovedet et sjældent vellykket eksempel på nordisk teamwork. Tonen smager af brødrene Coen (i Fargo) og Aki Kaurismäki (i Manden uden fortid). Det hele kan af og til også minde om en norsk version af Frygtelig lykkelig.*

   En af filmens løbende vittigheder er kvindernes beredvillighed. Alle vil gerne give manden en hurtig tur, når han nu har savnet sex så længe. Ulrik er mest interesseret i at få en relation til sønnen Geir (Jan Gunnar Røise), som er blevet voksen og har fået familie, mens han sad inde. Wenche skrev Ulrik helt ud af bogen, og Geir har simpelt hen sagt til Silje (Julia Bache-Wiig), at hans far var død. Ulrik vil gerne tages til nåde. Han har fået et blødere væsen, meget som Erik Clausens figur i Løsladt på prøve. Faktisk er han blevet en ganske rar mand.

DÉT passer slet ikke Jensen. Gangsteren ligner en brugtvognsforhandler, vennesæl, ærekær og gemytlig, men er snu og lidt ond bag sin drævende facade. Har han ikke betalt for pistolen, som de købte af samernes mafia på konferencehotellet, hvor Ulrik stak ud som en støvle blandt laksko? Jensen vil ikke kendes ved Ulrik, før denne siger ja til at dræbe igen. Det kan ikke nytte, at man i underverdenen får opfattelsen af, at Jensen bare kan ignoreres.

   Ulrik er dog ikke til at rokke. På værkstedet er han blevet forelsket i Merete (Jannike Kruse), som også rækker ud efter ham, da Ulrik med brutal ekspertise har sørget for, at eksmanden aldrig vil slå hende. Vinteren har varet længe nok. Det er ved at blive forår i Ulrik. Nu er problemet, at Karen Margrethe bliver jaloux. Geir fortæller sin hustru om Ulrik, men hendes barn skal i hvert fald ikke vokse op med en morderisk farfar. Ergo har han at holde sig væk.

NÅR det nytter så lidt at være snill, vil Ulrik alligevel bruge pistolen og fjerne manden, som fjernede ham og som Jensen vil have fjernet. Da han konfronterer Kenny (Henrik Mestad), kommer endnu en skjult sammenhæng for en dag. Ulrik tøver. Jensen raser. Silje skal føde. Det er deus ex machina big time. Hvor mon det ender? Gå selv ind og se, men husk at poesiens gud som regel bakker de retskafne op. I hvert fald hvis filmen er nordisk og sjov.

MORSOM er denne fortælling bestemt. Den er lun, lakonisk og rigtigt godt skåret. Der er dog en tendens til at malke hver scene for latter og bygge alt op af komiske sætstykker. Karen Margrethes blå lår og store orgasmer er kun sjove første gang. Bjørn Sundquists værkstedsejer, der kan tale i lang syntaks uden at trække vejret, er et absurd og overflødigt ornament. Ofte venter man sig mere, end man får. Rolf, der altid bliver trådt på, måtte godt reagere mere ekstremt. Flobergs figur er svær at tage alvorligt, men charmerende som bare pokker.

   Den poetiske slutning er ren Kaurismäki med en umiskendelig anakronistisk følelse af 1950erne; en anden slags film fra en anden slags tid; sagte forår, rene hjerter og så videre. Hans Petter Moland er en alsidig instruktør, der har lavet storfilm om vietnamesiske flygtninge (The Beautiful Country, 2004) og bevægende politisk revisionisme (Kammerat Pedersen, 2006). Her er han brødrene Coen på norsk. Det er sjovt nok, mens det varer, men man tager ikke meget med sig hjem.

*) I tilbageblik ligner En ganske snill mann en skitse til den undergenre – nordisk noir med grotesk udstedsfaktor – som bliver et distinkt spor i 2010erne og 20erne med Moland/Fupz Aakeson/Skarsgård-triumviratets egen Kraftidioten (2014, eng. In Order of Disappearance), Molands amerikanske remake Cold Pursuit (2019), Netflix-serien Lilyhammer (2012-2014) og Dagúr Karí/Fupz Aakeson-serien Welcome to Utmark, som åbnede på HBO Nordic i 2021. Ole Bornedal (Dræberne fra Nibe/Small Town Killers, 2017), Henrik Ruben Genz (Frygtelig lykkelig/Terribly Happy, 2008)), Jannik Johansen (Mørke/Murk, 2005) og Anders Thomas Jensen (Blinkende lygter, Mænd & høns, Retfærdighedens ryttere) er afgjort fellow travellers. Coen-brødrenes Fargo (1996), serien efter samme (2014- ) og Sam Raimis A Simple Plan (1998), efter roman og manus af Scott B. Smith, er anduvningsmærker, men vigtigst er nok David Chase-serien The Sopranos (1999-2007), som giver New Jersey-gangsterne familie, lavpraktisk hverdag og et kompliceret sjæleliv, selv om provinsatmosfæren mangler. Afsættet til The Sopranos blev taget i komedierne Analyze This (1999) og Analyze That (2002) af Harold Ramis (1944-2014), men urstedet er Elmore Leonard-romaner som Get Shorty (1990), Rum Punch (1992) og Out of Sight (1996). Subgenren står i stejl kontrast til den mondænt polerede urbanitet i hovedsporet Nordic Noir (om det så gælder viften af politiserier eller kommunalpolitiske intriger som i Adam Prices DR-serie Borgen (2010-2013)).  

En ganske rar mand (En ganske snill mann). Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Kim Fupz Aakeson. Foto: Philip Øgaard. 103 min. Norge 2010. Dansk premiere: 02.09.2010.

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2010