Dronningebilleder | Margrete den Første | Queen of the North (2021)

SOM FRØ I VINDEN

Den store danske dronningeskildring

Af BO GREEN JENSEN

HUN var den stærke danske dronning, som samlede Norden i Kalmarunionen, indgik en alliance med England og fik rigerne til at stå sammen mod Tyske Orden. Kroningsbrevet er beseglet af 67 stormænd fra Danmark, Norge og Sverige i 1397. Skønt det skete for 600 år siden, er den første Margretes regeringsarbejde en forudsætning for den anden Margrethes dispositioner.

   Faktisk var Margrete Valdemarsdatter, som blev født i 1353 og døde i 1412, aldrig en officielt kåret dronning. Hun var rigets formynder og regerede via sin adoptivsøn, Erik (som egentlig hed Bugislav) af Pommern. Margrete kom til magten i 1387, da hendes biologiske søn, Oluf, døde som teenager. Margrethe 2. valgte at anerkende sin forgænger. Margrete 1. ville nikke og rose »vores« Margrethe for klædelig kløgt.

HISTORIKEREN Vivian Etting, der er forfatter til storværket En regent og hendes samtid (1986, rev. 1997, 2009, 2021), som jeg har mine grundoplysninger fra, har skrevet den artikel om Margrete, som man finder på lex.dk. Hun formulerer for så vidt præmissen for filmen, der har ventet på at få premiere, mens COVID-19 tvang riget og resten af verden i knæ:

   »Som person er Margrete 1. blevet vurderet meget forskelligt. I ældre historieskrivning blev hun stærkt idealiseret som den uselviske unge dronning, der efter sin søns død overtog regeringen for at lede landet. Nu er dette billede veget for en erkendelse af, at Margrete i høj grad agerede på baggrund af stærke personlige magtambitioner.«

   Charlotte Sieling har arbejdet længe og grundigt med storfilmen om den første Margrete. Når hun taler om forproduktionen, bliver det betonet, at hun og produceren Lars Bredo Rahbek »fra begyndelsen« vidste, at det ikke skulle være en »fødsel til død«-livsfortælling. Hvorfor bliver aldrig uddybet. Var det for dyrt, for besværligt, véd vi for lidt?*

BESKRIVELSEN af livet ved hoffet giver afgjort appetit på mere. Da Erik (Morten Hee Andersen) ved sin forlovelsesfest lægger an på tjenestepigen Astrid (Agnes Rase), spørger han, hvor hun kommer fra og formulerer en vidtløftig scorereplik, som dialogen vender tilbage til, med stadig mere alvor, da himlen bliver mørk, og regeringsmagten vakler.

   Erik siger, at fødesteder er uden betydning. Vi er alle Guds mælkebøttefrø, som blæser i vinden, indtil vi lander på en fremmed mark og blomstrer i solen. Astrid giver senere efter for kongen, men hendes loyalitet er hos Margrete, der har reddet hende fra en skæbne som slave hos piraterne på Gotland. Piraterne har heltestatus. De er dronningens guerillahær.

   Dét er den ene grundlære i filmen: at skæbnen er foranderlig; at vi navigerer mellem klipper, stiger og falder på livets trappe. Den anden er en erkendelse af, at man må gøre det nødvendige. Hele filmen er et nærbillede af, hvordan Margrete må gøre sig hård, da hun konfronteres med »manden fra Graudenz« (Jakob Oftebro), som måske/måske ikke er sønnen Oluf.

MAN har filmen igennem en lille forhåbning om, at Margrete vil sige fra over realpolitikken, som er inkarneret i biskop Peder Jensen Lodehat (Søren Malling), dronningens ven og rådgiver, der er skildret som en nordisk Macchiavelli. Det gør hun ikke. Hun kommer til fornuft, så den kendte historie kan skrives. Men som menneske er filmens Margrete mest interessant, når hun tvivler på magtapparatet og bryder de faste rutiner.

   Som tilskuer reagerer man spontant på replikken om Guds mælkebøttefrø. Vivian Etting beskriver, hvordan »den lille barnedronning« voksede op på Akershus i Norge. Jeg ville gerne have set en halv time om, hvordan pigen udviklede til matriarken, som Trine Dyrholm fremstiller med en kraft, tyngde og skrøbelighed, der netop er majestætisk.

HELDIGVIS kan forfatterne ikke dy sig for at vise et glimt af Margrete som barn. Filmen udspiller sig over ni dage i 1402, da Tyske Orden saboterer forlovelsesfesten og forhandlingerne med England ved at sende »den falske Oluf« retur. Norges leder, Asle Jonsson (Bjørn Floberg) er ikke i tvivl. Han har set sin konge i levende live, og situationen må genovervejes.

   Biskop Peder vil henrette Oluf. Johan Sparre (Magnus Krepper) smeder rænker. Kong Erik surmuler og prøver at forhandle direkte med gesandten Bourcier (Paul Blackthorn). Denne er imponeret af Margretes person og politiske klarsyn. Han kommer med en klar dagsorden: at sikre britisk arveret.

   Før alt dette ser vi glimt af Margrete, som hun var, før intrigerne og positioneringen tog fart. Margrete var Valdemar Atterdags datter. Vi ser aldrig hendes fars ansigt, men vi ser ham vaske blodet af sine hænder efter slaget ved Visby på Gotland i 1361. Margrete må da være otte år. Pigen holder ringen med seglet, mens hun sidder i sin fars favn og ser direkte på fremtiden og den moderne tilskuer. Kongen ser vi kun bagfra. Han ligner noget fra sagntiden.

BILLEDSIDEN er smukt tilrettelagt af Rasmus Videbæk. Ridderborgene må være skabt med CGI, men det er gjort, så man ikke ser sammenføjningerne. Man hører dem derimod i dialogen. Alle taler moderne dansk. Det er fint, men at bruge vendingen »nyttige idioter« er lige én tak for tidssvarende.

   Universet ligner både fantasy som Game of Thrones, britiske Shakespeare-film og serier som The Tudors, der var sagen i sidste årti. Nærmeste slægtning er dog Shekhar Kapurs to store film, Elizabeth (1998) og Elizabeth: The Golden Age (2007), hvor Cate Blanchett spiller Elizabeth I. Margrete arbejder lige så bevidst med sit image. Der er 200 år mellem de to regenter, men det er det samme politiske teater, de samme personlige tilvalg og afsavn.

BAGEFTER har man en mørk, fortumlet historie i baghovedet og en idé om, hvordan de historiske alliancer blev skabt. Men det er enkelte scener, der sætter sig bedst og vil blive der længst: barnet med seglet på Gotland; dronningen og ambassadøren, der beundrer jagtfalkens kredsen; den 7-årige prinsesse Filippa, Eriks tilkommende, som fremsiger en lang lovprisning på fransk – som ingen forstår – og bliver rost for sit fine lille digt.

   Især det sidste er et rent og tidløst filmøjeblik, som ingen anden kunstform kunne forløse. Jeg regner med, at hele Danmark skal se Margrete den Første, så jeg undlader at gå i flere detaljer. Charlotte Sieling har skabt en moderne dronningeskildring, der taler til unge som ældre. Hun har gjort historien levende, og dét i sig selv er en mægtig bedrift.

Se også Dronningebilleder | Patrice Chéreau: La Reine Margot (1994); Dronningebilleder | Mary Queen of Scots (2018); Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006); Justin Chadwick | Peter Morgan: The Other Boleyn Girl (2018); Dronningebilleder | Sofia Coppola: Marie Antoinette (2006); Dronningebilleder | Pablo Larrain: Spencer (2021) [Oscars 2022]; Dronningebilleder | Marie Kreutzer: Corsage (2022) + Den dybeste skæring: Leonard Cohens »Queen Victoria« (1973).

*) Mikkel Leth Jespersens Dronningen griber magten (Aarhus Universitetsforlag, 2022) er en kortfattet, dugfrisk indføring i serien 100 danmarkshistorier, hvor 100 emner fra 100 udvalgte år præsenteres i bøger på 100 sider. Jeg er selv en tilfreds og trofast modtager. Serien kommer vidt omkring i mentalitetshistorien og er altid ført helt op til deadline. Bøgerne udkommer også i podcastformat.

Margrete den Første var Bodil-nomineret i 7 kategorier og Robert-nomineret i 13. Filmen fik Bodil-priser for bedste manus, foto og scenografi. Ved Robert-uddelingen modtog Margrete trofæer for bedste mandlige birolle, bedste kostumer og scenografi. Bodil-priserne [Bodil Awards] uddeles af Danske Filmkritikere. Robert-priserne [Danish Film Awards] uddeles af Det Danske Filmakademi. Filmens internationale titel er Margrete: Queen of the North. Interessen har hidtil været behersket.

Margrete den Første. Instr.: Charlotte Sieling. Manus: Sieling, Maya Ilsøe, Jesper Fink. Foto: Rasmus Videbæk. 120 min. DK-Sverige-Norge-Island-Tjekkiet 2021. Dansk premiere: 16.09.2021.

Fotos: SF Studios/ Filmkameratene A/S/ Truenorth Productions/ Sirena Film/ Film i Väst/ DFI/ TV2 Danmark/ SFI/ Norsk Filminstitutt/ Icelandic Film Center/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Eurimages/ Czech Film Fund/ Polish Film Institute/ Dronning Margrete og Prins Henriks Fond/ Carlsbergfondet/ A.P. Møller Fonden/ MEDIA/ Nationalmuseet/ Danmarkshistorien.dk/ Gyldendal/ Lex.dk/ Aarhus Universitetsforlag

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film.

2K Blu-ray fra SF Studios 07.03.2022

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.09.2021. 

Amerikanske billeder: Jacob Riis 1849-1914

AMERIKANSKE BILLEDER
Fotografen Jacob Riis 1849-1914

Af BO GREEN JENSEN

JACOB Riis var lærersønnen fra Ribe, som i 1870 rejste til USA, levede en tid i vinden og endte som en af tidens mest indflydelsesrige sociale reformatorer. Hans sociale bevidsthed var vakt allerede, da han kom til New York, men nogle hårde år på Mulberry Street hærdede hans overbevisning til en egentlig sag. Med sin journalistik fik han borgerskabet i tale, og da teknikken tillod ham at dokumentere sine reportager med fotos, kunne offentligheden ikke længere ignorere de umenneskelige boligforhold i ghettoerne på Lower East Side.

   Riis samlede sine iagttagelser i How The Other Half Lives: Studies among the Tenements of New York (1890), som blev en bestseller i samtiden og endnu er en klassisk tekst i amerikansk sammenhæng. Han turnerede resten af sit liv med de foredrag, som i 1970erne blev en model for Jacob Holdt og dennes legendariske Amerikanske billeder (1977, senest ajourført i 2011). I USA har man rejst statuer af Riis, opkaldt parker efter danskeren og hyldet ham som foregangsmanden, der fik slumbebyggelsen saneret. Han var utrættelig i sin kamp for bedre boligforhold. Man kunne derfor tro, at Riis ville have en høj stjerne på den danske venstrefløj.

DETTE har dog aldrig været tilfældet. Tværtimod har man betragtet Riis med skepsis. Danskeren omfavnede den amerikanske drøm og lod sig opsluge i sit nyvalgte fædreland. »The American Made« hedder sidste kapitel i selvbiografien The Making of an American (1901, da. Hvordan jeg blev amerikaner), og ved Riis’ død udtalte Theodore Roosevelt: »If I were asked to name a fellow-man who came nearest to being the ideal American citizen, I should name Jacob Riis.«

   Så højstemt ros fra så tvivlsom en kilde kunne man ikke forholde sig positivt til i de danske 70ere. Vi bliver af og til mindet om Riis, hvem han var, hvad han gjorde og hvor han kom fra, men det ville være synd at sige, at vi værner effektivt om hans minde.*

ROBERT Fox’ kunstfærdige dokumentarfilm om Riis lader de kronologiske linjer flyde ud og løbe sammen. Den lægger et skær af drøm og erindring over de faktiske forhold. Det gør den vel for bedre at kunne vise os manden, der i sine egne skrifter skiftevis er knirkende tør og drivende sentimental.

   Vi ser en gammel mand sidde og skrive, mens Peter Stormares dybe svenske stemme på engelsk citerer brudstykker af The Making of an American og lader Jacob fra Ribe fundere over, hvordan han blev en amerikansk partisan. Riis’ klassiske fotos blandes med samtidens grynede film og lyriske situationer fra den sociale bagside af dagens USA. Romantiske optagelser fra Ribe giver et indtryk af en fattig barndom, men sådan var det vist egentlig ikke.

FILMENS impressionistiske stil står ofte i vejen for den kritik af Riis, som retfærdigvis må iblandes lovprisningen. Riis’ indignation var social, men ikke politisk baseret. For ham lå svaret i forbedrede boligforhold, ikke i faglig kamp og parlamentarisk indflydelse. Hans model var filantropi, ikke reform eller revolution, og han var tilbøjelig til at betragte lejekasernernes fattige indvandrere under ét som en slags uansvarlige børn.

   Racemæssige stereotyper er en forudsætning for flere løsningsmodeller i How The Other Half Lives, der gennemtrawler »Jewtown«, »Chinatown« osv. efter etnisk generaliserende principper. Den jødisk-amerikanske historiker Irving Howe fælder i hovedværket World of Our Fathers (1976) følgende dom over Riis:

   »What he described of ’Jewtown’ was accurate and – in behalf of tenement reforms yet to come – very useful. But Riis was a cold writer, deficient in that play of humane sympathies which lights up the work of Steffens and Hutchins Hapgood (...) His eye was sharp, but it was the eye of an outsider content to remain one, and eager as he was to remedy the conditions of the immigrant poor, he was equally clear in his mind as to the distance he meant to keep from them.«

DISSE nuancer og i sig selv fascinerende modsætninger bliver ikke taget op i Flash of a Dream, der fremstår som en hagiografisk levnedsmontage. Men man får lyst til at læse mere af Riis, vide mere om manden, der som den eneste dansker er optaget i Life Magazines Hall of Heroes på linje med Mahatma Gandhi og Martin Luther King.

   Riis gjorde en forskel, tog skæbnen i egne hænder og skabte sig et liv i det fremmede. Det er let at nøle og kritisere, være bagklog og have fine fornemmelser, men filantropen fik faktisk tingene gjort.

*) Teksten er skrevet i 2002. Der har siden været betydelig dansk interesse og stadig større respekt omkring Riis. I 2008 viste Det Nationale Fotomuseum i samarbejde med Museum of the City of New York en udstilling med restaurerede fotos. Det skete på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant i København. I 2009 fik Tom Buk-Swienty udgivet biografien Den ideelle amerikaner – en biografi om journalisten, reformisten og fotografen Jacob A. Riis (Gyldendal, 2009). Bogen udkom senere med ny undertitel: Danskeren der gik i krig mod New Yorks slum. I 2019 åbnede Jacob A. Riis Museum i Riis' barndomshjem i Sortebrødregade 1 i Ribe. Museet hører under Sydvestjyske Museer og har en meget velkurateret hjemmeside. Riis tog over 700 fotografier, som han ikke passede særlig godt på. De er i dag fordelt på fem samlinger: Museum of the City of New York, New York Historical Society, New York Public Library, Library of Congress og Sydvestjyske Museer. I 2015 udkom Bonnie Yochelsons Jacob A. Riis: Revealing New York's Other Half – A Complete Catalogue of His Photographs på Yale University Press. Det ikoniske foto »Bandit's Roost 59½ Mulberrry Street«, som Riis tog i Five Points-kvarteret, var en visuel reference for Martin Scorsese, da han forberedte produktionen af Gangs of New York (2002).

Flash of a Dream (Fotografen og præsidenten). Instr. & manus: Robert Fox. Foto: Morten Bruus. 52 min. Danmark 2002. Dansk premiere: 18.02.2002 

Fotos: Zentropa Real/ Camera Film/ Statens Filmcentral/ Museum of the City of New York/ Jacob A. Riis Museum/ Gyldendal/ Yale University Press

Flash of a Dream streames på FILMSTRIBEN, FILMCENTRALEN og kan ses i Videoteket på DFI i Filmhuset i Gothersgade, København

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.02.2002

Per Petterson | Hans Petter Moland: Ud og stjæle heste (2019)

I FORTÆLLINGENS LYS
Stor film efter en grænseløs bog

Af BO GREEN JENSEN

NORGE i november 1999. Enkemanden Trond ser frem til at fejre årtusindeskiftet alene i huset, som han købte og satte i stand efter sin hustrus død tre år før. »Hele livet har jeg længtes efter at være alene på et sted som dette. Selv når det har været bedst,« siger han med den melankolske stemme, som er karakteristisk for Per Pettersons romaner.*

   Det er ikke et tilfældigt sted. Det er sæterhytten, hvor han tilbragte den sidste grænseløse sommer med sin far, som bagefter sendte ham hjem til Sverige og blev hos en anden familie. Det skete i 1948, da Trond var 15 år. Han har naturligvis ikke tænkt på det hver dag. Trond fik et rigt liv og blev selv bedstefar. Alligevel er det, som om han har levet i skyggen.

   Tronds beretning har sit hjerte i farverne, lyset og sanseligheden, han oplevede den bestemmende sommer. Men nutidens rammefortælling, hvor alt er mere fornuftigt indrettet, udgør en vigtig skal om historien. Ud og stjæle heste er en af de historier, hvor fortælleren ser på sit yngre jeg og omsider forstår, hvad der skete.

DEN unge mand lærte tabet og begæret at kende. Trond og hans far var alene af sted, fordi faderen sagde, at han ikke kunne tænke, når der var kvinder. Trond blev ven med den lidt ældre Jon. De gik på jagt og red på Barkalds heste. En dag kom Jon uden geværet. Samme morgen havde den ene af hans brødre, Lars, skudt den anden, Odd, mens de legede.

   Jon skulle passe tvillingerne. Drengenes far kom hjem og tog sig af det. Ingen tilgav nogen sinde Jon. Drengenes mor fik en særlig aura over sig. Trond blev betaget af kvinden. Han vidste ikke, at hans far og Jons Mor allerede havde et forhold. Det er dog klart for publikum, som nu ser tilbage sammen med Trond.

DA Odd dør, skal træerne pludselig fældes. Tronds far insisterer og sender en stor last ned ad elven, skønt tiden ikke er inde endnu. Der er maskuline indvielsesriter. Resten af livet spørger Trond sig selv, hvad hans far ville gøre. Men han ser ham aldrig igen. Hver dag går han hen på stationen og venter. Så holder han op.

   Tronds far valgte en anden familie. Det er stadig ikke til at forstå. Tilbage i 1999 får han endelig hilst på sin nabo, en pudsig og pertentlig mand, der præsenterer sig som Lars Haug (» - med g«). Også drengen, der dræbte sin bror, er blevet en gammel enspænder. Han overtog gården. Fik han også det bedste af kærligheden, som Trond skulle have?

PER Pettersons roman er jeg-fortalt i en blanding af observerende nutid og strømmende erindring. Overgangen mellem dengang og nu er porøs. Der er en indviklet baggrund om krigsårene og de lokale relationer.

   Hans Petter Moland har luget ud i detaljerigdommen, så sommeren, der forvandlede alt, står alene. Hestene, som har navne i bogen, er blot taktile jag af bevægelse hér. Trond og hans far står på hænder i regnen. Lyset om kvinden er lige så klart som synet af rullende træstammer.

   Stellan Skarsgård er castet perfekt som den 67-årige Trond. Jons mor (Danica Curcic) og Tronds far (Tobias Santelmann) ligner kommunistiske propagandafigurer, når de bakser heroisk med tømmer og korn. Som naboen skaber Bjørn Floberg med enkle midler en fuld figur. Jon Ranes står distancen som Trond i ung version.

DANSKE Rasmus Videbæk fik en sølvbjørn for de enestående billeder, da Ud og stjæle heste blev vist på Berlinalen. Filmen modtog seks af de ni Amanda-priser (den norske Bodil), som den var indstillet til, og blev landets officielle kandidat, både til de europæiske EFA-priser og den amerikanske Oscar for bedste fremmedsprogede film.

   Det er et sjældent smukt eksempel på nordisk samarbejde. Alligevel er det en russisk film, som Moland sætter af fra. Far/søn-forholdet ligger både tematisk og æstetisk tæt på billedet af den hjemvendte far og hans først beundrende, så forfærdede søn i Andrej Zvjagintsevs The Return (2003). Der er det samme my(s)tiske blik på naturen og tabet af uskyld.

ROMANEN er oversat til 50 sprog og trykt i mere end en million eksemplarer. Per Petterson har sagt, at han fik ideen, da han gik en tur i skoven med sin svigerfar. De standsede ved en elv, og den gamle mand fortalte. Det var måden, han talte på, som fangede forfatteren. Det var, som om ansigtet blev selvlysende, når manden forsvandt i erindring. Han var så stærkt tilbage i alt dét fra dengang.

   Jeg har set Molands film flere gange. Det er en dyb historie med mange lag og en ekstra tyk bund af livsvisdom. Men det er billederne af naturen, som gør et uudsletteligt indtryk, og det er i distancen mellem nu og da, at fortællingen skabes. Også Trond bliver selvlysende af at huske. Og varmen bliver hos publikum efter filmen.

*) Citeret efter Annelise Ebbes oversættelse. Roskilde-forlaget Batzer & Co. har udgivet alle Per Pettersons bøger på dansk. 

Se også Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006); Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010); Hans Petter Moland: Kraftidioten | In Order of Disappearance (2014)

Ud og stjæle heste (Ut og stjæle hester). Instr. og manus: Hans Petter Moland. Foto: Thomas Hardmeier, Rasmus Videbæk. 123 min. Norge-Sverige-Danmark 2019. Dansk premiere: 03.10.2019.

Fotos: 4½ Film/ Zentropa Entertainments/ Film i Väst/ Nordisk Film/ Helgeland Film/  NFI/ DFI/ SFI/ Nordisk Film & TV-Fond/ Lithuanian Film Centre/ TV2 Danmark/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Camera Film/ MFA+ FilmDistribution/ Forlaget Batzer & Co.

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray + DVD 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.10.2019

Hans Petter Moland: Kraftidoten | In Order of Disappearance (2014)

BLÅ SNE OG BLODIGE SVANER

Selvtægt for sjov i det øverste Norge

Af BO GREEN JENSEN

MULIGVIS skranter ideen om Norden, men på film er tanken stadig vital. Hans Petter Moland, Kim Fupz Aakeson og Stellan Skarsgård havde stor succes med En ganske snill mann (2010, int. A Somewhat Gentle Man). Nordmanden instruerede, danskeren skrev manuskriptet, og svenskeren spillede den kriminelle Ulrik, som løslades efter en lang fængselsdom og døjer svært med sin resocialisering. De fortsætter samarbejdet i Kraftidioten.

   Også Nils er i grunden en ganske rar mand. Han kører sneplov for kommunen i det høje norske vinterland, som en stor del af filmen er henlagt til. Om morgenen er det Nils, som trodser elementerne og kører forrest i karavanen af biler, når lillebyens indbyggere skal på arbejde. Hans spektakulære maskine er ny og gigantisk. Når den pløjer sig gennem den blå sne, har filmen sine stærkeste billeder.

NILS er afholdt i nærmiljøet. Han har netop båret slips, så han kunne modtage prisen som kommunens æresborger, da politiet i Oslo ringer og meddeler, at hans søn er død af en heroin-overdosis. Nils véd, at det ikke kan være sandt. Politiet siger, at sådan reagerer alle forældre. Den anstændige mand bliver vred, og han har salen på sin side. Prologen har vist, hvordan sønnen blev dræbt ved en fejl.

   Da myndighederne ikke vil efterforske dødsfaldet, men tværtimod betragter sønnen som en kriminel fodsoldat, bliver det for meget for Nils. Manden med Ploven bliver Manden med Leen. Mens han dræber gerningsmændene, forløses en vild og befriende kraft, der kan kompensere for sorgen. Kraftidioten bliver en nordisk pendant til selvtægtsklassikere som Michael Winners Death Wish (1974, da. En mand ser rødt), Paul Schraders Hardcore (1979, da. Hårdkogt) og Steven Soderberghs The Limey (1999, da. Englænderen).

NILS begynder udrensningen i narkomiljøets laveste kaste, men snart fører blodsporene til større fisk. »Greven« (Pål Sverre Hagen) har i forvejen problemer. Han har arvet sit imperium efter en legendarisk far og har brug for at sætte sig i respekt, men hans dage går med at holde en nævenyttig eks-hustru (Birgitte Hjort Sørensen) fra livet og være en far for sin dreng. Ydermere presses han af serbiske gangstere. De anføres af »Papa« (Bruno Ganz), som spiser lapsede nordmænd til frokost.*

   Tonen er lagt efter brødrene Coen i Fargo, og filmen har et fantastisk højt body count. Hver gang et liv går til, bliver navnet skrevet på lærredet sammen med fødsels- og dødsår. De tørre tal markeres med stjerne og kors, ganske som i dødsannoncer. Der er ofte flere navne i feltet. Efter alle-mod-alle-opgøret til slut, bliver feltet fyldt fuldkommen ud.

MOLAND og Fupz Aakeson kan deres kram. Kraftidioten er et sejt genrestykke med tilløb til hård realisme. Det lykkes i lange stræk at dosere den blodskudte humor med norsk snusfornuft og en næsten bibelsk retfærdighedssans. Nils fortrækker ikke en mine. Greven er neurotisk eksalteret. Papa venter stoisk i skyggen.

   Det er evige kræfter, der kæmper i sneen. Det er også en hårdkogt røverhistorie fra Norge. Man savner måske en finsk faktor i det skandinaviske bagland. Den er der dog, hvis man ser efter. Det er med nedbarberet udtryksløshed og et pokerfjæs som hos Aki Kaurismäki, at den stilfærdige mand går amok.

Se også Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006) og Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010)

*) Bruno Ganz (1941-2019). Den schweizisk fødte karakterskuespiller var en drivkraft i europæisk art cinema gennem næsten 60 år. Han fik sit gennembrud i film af Éric Rohmer (Marquise von O...), Werner Herzog (Nosferatu) og Wim Wenders (Himlen over Berlin; Så fjern, så nær!). Et højdepunkt var rollen som Adolf Hitler i Oliver Hirschbiegels Der Untergang (2004). Ganz blev i stigende grad en slags talisman for auteur-instruktører. To af de sidste store roller var som Vergil-skikkelsen i Lars von Triers The House that Jack Built (2018) og kommandanten i Terrence Malicks A Hidden Life (2019). Ganz medvirkede i mere end 100 film. Han lavede også tv og teater. Den sidste screen credit var som fortællerens far i  Anders Østergaard og Erzsébet Rácz’s dansk-tyske Vinterrejse (2019). Bruno Ganz blev 77 år. Han har vist sig uerstattelig.   

Kraftidioten. Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Kim Fupz Aakeson. Foto: Philip Øgaard. 116 min. Danmark-Sverige-Norge 2014. Dansk premiere: 03.07.2014.

Fotos: Paradox/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Miracle Film Distribution

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Nordic, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.07.2014

Apropos EM: Sommeren '92/Summer of '92

PÅ ET HÆNGENDE HÅR

Fodboldsejren som nationalmyte

Af BO GREEN JENSEN

HVIS nogen skulle være i tvivl, var det Danmark, som vandt EM i fodbold, da finalen mod Tyskland blev spillet på Nya Ullevi Stadion i Göteborg den 26. juni, 1992.

   John »Faxe« Jensen bragte Danmark foran efter 19 minutter, og Kim Vilfort konsoliderede sejren efter 79 minutter. De regerende verdensmestre pressede på, men lige meget hjalp det, for Peter Schmeichel stod om muligt bedre end i semifinalen mod Holland, som blev afgjort ved en straffesparksturnering.

   EM-sejren er en kronjuvel i dansk selvforståelse. Et undertippet landshold kom med på afbud, fordi det borgerkrigshærgede Jugoslavien blev bortvist fra turneringen. Richard Møller Nielsen, den upopulære landstræner, fik ti dage til at samle sit hold. Mange af fodboldens pinger glædede sig til at se ham gå ned.

   Først var der intet at råbe hurra for, men målregnskabet reddede Danmark. I skæbnekampen mod Frankrig fandt holdet og træneren endelig sammen. »Vi« var videre på et hængende hår, og sådan er »vi« allerbedst. I kampene mod Holland og Tyskland spillede Danmark virkelig verdensfodbold.

KASPER Barfoeds Sommeren ’92 husker forløbet i grundfarver og gør Richard Møller Nielsen til en klassisk underdog. Den bedste dialog er forbeholdt situationer, hvor træneren uddyber sin strategi. Han forklarer brødrene Laudrup, som i begyndelsen er to alen ud af det samme arrogante stykke, hvorfor curling er en ædel sport. Han sammenligner spillerne med stivere i sin mors korset.

   Ricardo har sin egen støttegruppe i hustruen Jonna (Lene Maria Christensen) og assistenten Kaj Johansen (Henning Jensen). Han lærer at være lydhør, men bliver aldrig banalt jovial. Rollen er ikke så enkel. Ulrich Thomsen har tjek på alle nuancer.

   Dansk films bedste unge mænd er med på førsteholdet. Gustav Dyekjær Giese er supermålmanden Peter Schmeichel. Cyron Melville får en forfinet sorrigfuldhed frem i aristokraten Brian Laudrup. Mikkel Boe Følsgaard og Esben Smed Jensen er hverken for lidt eller for meget kammerater som Kim Vilfort og John Faxe Jensen.

FILMEN er godt tænkt og sikkert skåret. På skrivekurser lærer man, at publikum ikke kan føle for mere end 4 historier ad gangen, uanset hvor multiplot filmen så er. Derfor bliver Vilfort og Faxe trukket frem. Vilforts kræftsyge datter beder sin far vinde den sidste kamp. John Jensen får sit øjeblik, da han scorer mod Tyskland.

   Man kunne have skabt en film uden helte. En Robert Altman-agtig sportsfilm, som blev i de fælles situationer, lod spillerne råbe i munden på hinanden og brugte det orkestrerede kaos. Det var faktisk sådan, Oliver Stone løste opgaven i sin fodboldfilm, Any Given Sunday (1999).

   Barfoed går i stedet efter Moneyball-modellen, hvor den ensomme ulv er i fokus. Møller Nielsen beder om at få flyttet nogle superligakampe, så landsholdet kan være fuldtalligt, når det træner. »Der må da være noget, du kan gøre,« siger han til den ansvarlige, en evig nej-siger, som blot kaldes Ølvom. »Det er der,« siger Ølvom. »Men jeg vil ikke gøre det. For du er en bonderøv, og jeg kan ikke lide dig.«

   Scenen koncentrerer lunefuldheden og jantelovsmentaliteten, som møder Richard Møller Nielsen. Til det sidste sidder vandhovederne i tv (der må være mange røde øren) og siger, at holdet sejrer på trods af taberen fra Ubberup.

DET er alt sammen uklædeligt. Somme tider ser man dog de samme mekanismer i det danske filmmiljø. Sommeren ’92 ligger ikke 100 kilometer fra det projekt, som Anne-Grethe Bjarup Riis og Regner Grasten forsøgte at realisere i filmen om Tarok (2013). Dén bold var bare dømt ude fra starten.

   Barfoed blander tv-klip med rekonstruerede scener. Det fungerer fremragende. Lars Nielsens produktionsdesign daterer perioden uden at overdænge hvert sæt med nostalgiske effekter. I ’92 så stuerne ud som hjemme hos Richard og Jonna.

   »When the legend becomes fact, print the legend,« siger en karakter i John Fords revisionistiske western om Manden, der skød Liberty Valance. Richard Møller Nielsen døde i 2014. Efter Barfoeds film er han en sand Holger Danske.

Sommeren ’92. Instr.: Kasper Barfoed. Manus: Anders Frithiof August, Kasper Barfoed. Foto: Marcel Zyskind. 93 min. Danmark-UK-Sverige 2015. Dansk premiere: 27.08.2015.

Fotos: Meta Film/ Film i Väst/ PeaPie Films/ W.E./ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekenmdavisen Kultur 28.08.2015

Etnisk arrogance | Louise Friedberg: Eksperimentet (2010)

GRØNLAND I VIRKELIGHEDEN

Kolonimagten Danmark siger endelig undskyld

Af BO GREEN JENSEN

DANSKERE bryster sig ofte af landets sociale og demokratiske værdier. Vi siger stadig ikke »vi« uden stolthed, skønt de seneste årtiers udlændingepolitik har anbragt os et lunt sted mellem Holland, Ungarn og Serbien i den internationale bevidsthed. I kolonitiden var Danmark ikke værre, men heller ikke bedre end de imperialistiske stormagter. Den historiske afstand er bare blevet så vid, at man sagtens kan glemme.

   Grønland tænker vi ikke på som en koloni i gængs forstand. For var »vi« ikke altid af hjertet gode formyndere i den etniske kulisse med sælfangere og snebjerge? Kunne »eskimoerne« finde ud af andet end at drikke, blive korrupte og generelt gå i hundene, da de fik hjemmestyre? Og ligger det hele ikke så langt tilbage, at man bare skal lade det ligge? Nu kommer klimaændringen jo og gør Grønland til fremtidens boomtown.

   »Eksperimentet«, som beskrives i Louise Friedbergs første spillefilm, var en detalje i ouverturen til den grundlovsændring , som i 1953 ophævede Grønlands kolonistatus og gjorde øen til et amt i det danske rigsfællesskab. I 1951 blev 22 grønlandske børn sendt til Danmark og sat i familiepleje. Efter et år skulle de tilbage og have the finishing touches på Røde Kors’ nye børnehjem i Nuuk. Tanken var, at man prægede børnene med dansk kultur, så de kunne vokse op som en civiliseret elite.

INGEN tog sig særligt af børnenes følelser. De blev skilt fra deres familier, glemte deres modersmål og fungerede dårligt, da de kom hjem efter endnu en adskillelse. Eksperimentet er baseret på Tine Brylds interviewbog I den bedste mening (2010). Her kan man blandt andet læse, at flere syddanske familier ville adoptere deres plejebørn, men fik afslag.

   Initiativet svarer til de pædagogiske tiltag, som på samme tid blev iværksat i USA, hvor reservaternes børn blev bortadopteret, og i Australien, hvor den indfødte befolkning blev anbragt i koncentrationslejre. Alle steder blev børn gjort fortræd og mistede deres kulturelle forankring. Ingen steder viste forsøget, hvad magtherrerne havde ønsket. I USA og Australien verserer en række erstatningssager. Man taler begge steder om, hvad der skete for the stolen generations.

EKSPERIMENTET i Grønland var ingen succes. På afstand ligner det kulturforagt og racehygiejne, men både Bryld og Friedberg anerkender, at meget blev gjort i god tro, skønt den underliggende dagsorden var præget af politiske hensyn. Også grønlandske kræfter bakkede op om forsøget på at fjerne naturmennesket i de kommende slægter. Der var tale om et prestigeprojekt, som skulle ligestille grønlandsk og dansk. Tanken om prægning blev siden forladt, men ofrene for den lever endnu.

   Friedbergs film vælger en traditionel form og skildrer hverdagen på børnehjemmet med nænsom akkuratesse. Tre af forsøgskaninerne får en historie. Den nuttede Daniel tisser i sengen og har svært ved at læse. Den trodsige Dorthe bliver bitter på Karen, som ved opvakt snyd i skolen bliver forstander Gerts favorit. Karen føler sig ekstra udsat, fordi hun kan besøge sin mor, der har stiftet ny familie i Nuuk. Karens far døde af tuberkulose, som var den tids svøbe i Grønland.

   Forstander Gertsen har selv en baggrund som plejebarn. Hun er uddannet sygeplejerske og vil gøre meget for børnenes skyld. Samtidig har hun investeret hele sin faglige stolthed i Eksperimentet. Hendes hovedmodstander er Svendsen (Kurt Ravn), inspektøren på den danske skole, som i sit inderste mener, at grønlænderne er uforbederlige. Hendes allierede er landshøvding Omann (Morten Grunwald), en bureaukrat, som skiftevis tror på projektet og overvejer at opgive det.

ALLE filmens konflikter er samlet i Gerts karakter. I forholdet til Karen er hun næsten en mor. I forholdet til mændene er hun næsten en feminist. Hun vågner som erotisk væsen, da hun indleder et forhold til doktor Niels (Mads Wille). Han vil udstyre et tuberkuloseskib og behandle grønlænderne ambulant. Gert opfordrer ham til at søge midler hos Omann. Senere forstår hun, at hun har undermineret sit eget projekt.

   Pigen Karen, som ser alt, men ingenting siger, spilles med betydelig styrke af Laura Skaarup Jensen. Som hendes mor, Margrethe, ses Nukaka Coster-Waldau. Der dvæles nok rigeligt længe ved scenen, hvor mor og datter må opgive at tale sammen. Karaktererne er overført direkte fra Tine Brylds bog. Modellen for Karen er Helene Thiesen (f. 1944). Hendes mor bor stadig i Nuuk og taler forsat ikke dansk.

   Gertsen hed egentlig Dorothea Frederikke Bengtzen (1906-96). Man ved så lidt om, hvem hun var og hvad hun tænkte, at Louise Friedberg og Rikke de Fine Licht kan tage sig udstrakte friheder i deres eksemplariske manuskript. Ellen Hillingsø fungerer smukt i rollen. Hun ligner en moderne kvinde fra 1950erne og kan i flere scener minde om Lisbeth Movin.

I FILMENS øverste lag eksponeres der sindigt og pædagogisk. Eksperimentet stækkes i nogen grad af sin akkuratesse og loyalitet over for skæbnerne og forlægget. Sagt på en anden måde, er man ikke ved at gå til af spænding. Imidlertid foregår meget under overfladen, og filmen er lidt af et isbjerg. Især er den god til at vise, at man ikke når langt ved at bruge moralske byggeklodser som rigtigt og forkert.

   Det er befriende at se en film med en æstetisk idé, som hverken vil overdrive det skønne eller dyrke den rykkende, kornede stil, som gør det ud for realisme nu. Fotografen Magnus Nordenhof Jønck lader den smukke natur komme fuldt til sin ret, men han iscenesætter den ikke, og der ligger klare og gode principper bag Nikolaj Danielsens og M. Wan Sputnicks production design.

   Måske er børnehjemmets festsal dekoreret efter gamle fotos. I hvert fald ligner den noget, som Martin Nyrop kunne have skabt til en nationalromantisk højskolebygning. Farveskala og lyssætning henviser til malerier af Anna Ancher og Vilhelm Hammershøi, men også Edward Hopper er kastet i mixet. Ola Kvernbergs score vil ikke lyde som Hans Zimmer. Martin Schades klipning er vederkvægende rolig.

   På denne diskrete baggrund kan psykologien arbejde i fred og med dybde, uden at skulle pumpes op med de gængse melodramatiske virkemidler. Det giver Eksperimentet en saglig, præcis kvalitet, som gør følelsen endnu stærkere. Filmen vil med tiden blive en klassiker i sin genre, hvor man finder frapperende islæt som Phillip Noyces australske Rabbit-Proof Fence (2002) og Amanda Kernells svensk-norske Sameblod (2016).

Tirsdag den 8. december 2020 indledte statsminister Mette Frederiksen Folketingets spørgetime med at udtrykke Danmarks officielle (og uforbeholdne) undskyldning til ofrene for »Eksperimentet«. 

Se også Etnisk arrogance: Rabbit-Proof Fence (2002); Dansk kolonitid: Guldkysten | Gold Coast (2015); Christina Rosendahl: Idealisten (2015); Etnisk arrogance: Sameblod (2016); Hlynur Pálmason: Vanskabte Land/ Godland (2022); Survival Cinema | Peter Flinth: Against the Ice (2022).  

Eksperimentet. Instr.: Louise N.D. Friedberg. Manus: Rikke de Fine Licht og Louise N.D. Friedberg. Foto: Magnus Nordenhof Jønck. 90 min. Danmark 2010. Dansk premiere: 09.09.2010.

Tine Bryld: I den bedste mening. 367 s, ill. Opr. 1987. Ny udgave. Gyldendal, 2010.

Helene Thiesen: For flid og god opførsel. Vidnesbyrd fra et eksperiment. 165 s., ill. Forlaget Milik, 2011. 

Anne Kirstine Hermann: Imperiets børn – da Danmark vildledte FN og Grønland for at beholde sin sidste koloni. 318 s., ill. Gyldendal, 2021.

Fotos: Christian Geisnæs/ Nimbus/ Sandrew Metronome

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime

2K Blu-ray fra HAU 30.04.2020

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.09.2010