Daniel Dencik: Miss Osaka (2021)

AT DRUKNE I NORDLYS

Daniel Denciks lyriske modernitet 

Af BO GREEN JENSEN

DANIEL Denciks film har en særlig flygtig kvalitet, en porøsitet i det narrative anslag, som bryder med tidens kompakte tendenser. I referat kan de lyde som standardhistorier: Guldkysten (2015) skildrede den danske kolonimagtstid; Miss Osaka er et portræt af en kvinde, som prøver at skifte identitet. I praksis er de som akvareller i en hovedstrøm, hvor klare linjer og faste billeder dominerer.

   Miss Osaka har mere tilfælles med litterær modernisme og amerikanske independentfilm af Sundance-skolen end med andre nudanske film. Jeg ved ikke, om Dencik hører til Michelangelo Antonionis disciple, men Miss Osaka minder flere steder om The Passenger (1975, da. Profession: reporter), hvor Jack Nicholsons karakter skifter liv og land og navn på samme måde. Jeg taler ikke om inspiration eller efterligning. Jeg taler om sammenfald i mentaliteten og sensibiliteten.

INES er i Norge med sin kæreste, Lucas, en dynamisk iværksættertype, der arbejder med vedvarende energi. Han har en stor vision om »at høste midnatssolen« – og velsagtens blive rig undervejs i processen.

   I restauranten får Ines øjenkontakt med Maria, der kommer og sætter sig til champagne. Hun synes meget fortrolig med Lucas, men det er Ines og Maria, som knytter et bånd. Vi hører senere om de strategier, som Maria anvender i sit arbejde på klubben »Miss Osaka« hjemme i Japan. Første regel er at spørge til mandens projekter og smile med store, nysgerrige øjne.

   

MARIA er et betagende væsen af typen, som næsten kun findes på film. Hun har japansk-canadiske forældre. Hun flagrer ind og ud af flygtige forhold. Hun drømmer om at bade i nordlys. Snart gør kvinderne endnu flere filmting sammen: spiller tennis uden bold og drikker sig svimle i vodka, mens landroveren skrider af vejen. De kysser med vidtåbne munde, mens sneen falder tæt over floden.

   I næste billede vågner Ines og ser, at floden har taget Maria. Så rejser hun til Japan for at leve den andens liv, mens Lucas fører beklemte samtaler med det norske kriminalpoliti. Hvordan vil han beskrive Ines? »Hun var meget usikker.« »Hvordan forholdt du dig til hendes usikkerhed?« »Nok ikke så godt,« svarer Mikkel Boe Følsgaard i rollen som manden, noget går op for.

DER er mange ting i filmen, som irriterer mere, end de befordrer. I Osaka bliver Ines værtinde i klubben, hvor mænd kommer ind for at glemme deres hverdag. Hun har intet talent for arbejdet. Så husker hun, hvad Maria fortalte, og nummer to i klubben, Ayano (Junko Abe), supplerer med nyttige tips.

   Ines er mest interesseret i manden, som var besat af Maria. For ham vil hun blive og være (d)en anden. Det er et næsten nekrofilt projekt, men de har en god dag på væddeløbsbanen – igen af typen, man mest ser på film. I baggrunden skildres kultursammenstødet med antropologisk årvågenhed. Alfred Hitchcocks Vertigo (1958, da. En kvinde skygges) møder Sofia Coppolas Lost in Translation (2003), men igen er det ikke helt den slags film.

VICTORIA Carmen Sonne (Holiday, Usynligt hjerte, Psykosia)– som fra og med Vanskabte Land (2022) officielt bærer fornavnet Vic – giver ikke meget fra sig i rollen som Ines, men investerer som altid sin fysik. Som Maria er Nagisa Morimoto hendes komplementære modsætning. De bedste scener viser fri leg mellem de to.

   Mændene er bare mænd. Det er uklart, hvad historien vil, men Dencik er god til at male stemninger frem. Måske er der kun flygtigheden. Det er ikke en film for fastholdere, men er man til undrende impressionisme, kan Miss Osaka anbefales.

Se også Dansk kolonitid: Guldkysten | Gold Coast (2015); Sofia Coppola: Lost in Translation (2003); Gaspar Noé: Enter the Void/ Soudain le vide (2009); Hlynur Pálmason: Vinterbrødre/ Winter Brothers (2017); Isabella Eklöf: Holiday (2018); Marie Grahtø: Psykosia/ Psychosia (2019); Hlynur Pálmason: Vanskabte Land/ Godland (2020).

Miss Osaka. Instr.: Daniel Dencik. Manus: Daniel Dencik, Sara Isabella Jønsson. Foto: Aske Foss. 90 min. Danmark-Norge-Japan 2021. Dansk premiere: 09.09.2021.

Foto: Haslund / Dencik Entertainment/ Rein Film/ C&I Entertainment/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.09.2021.

Erik Poppe: A Thousand Times Good Night (2013)

STILHEDEN INDE I STØJEN

For at tage de nødvendige billeder

Af BO GREEN JENSEN

KAN historiens vidner føle for meget? Har iagttageren nogen sinde set nok, og er selvopofrende idealisme somme tider blot et synonym for egoisme? Disse etiske spørgsmål er emnet for Tusen ganger god natt, der i lange stræk kan ligne et fiktivt særnummer af Presselogen på TV2 News.

   Mange krigskorrespondenter forsvinder over tid i deres gerning. Det er i hurtigt tempo ved at ske for stjernefotografen Rebecca (Juliette Binoche). Der findes måske en optimal balance mellem journalistisk engagement og nødvendig selvopholdelsesdrift, men hvis der gør, har hun aldrig lært at respektere den.

   Rebecca besøger verdens brændpunkter og sætter alle personlige hensyn til side for at registrere, dokumentere og rapportere, i princippet så objektivt og sandfærdigt, at den globale offentlighed måske siger fra. Hun foragter politisk vægelsind og betragter sin profession som et kald. Hendes erklærede mål er at ændre det bestående svineri.

FOTOGRAFENS familie værdsætter det hele, men ægtemanden Marcus (Nikolaj Coster-Waldau) og døtrene Lisa og Steph er bange, hver gang kvinden i huset igen tager afsted. Især den 13-årige Steph (Lauren Canny) er begyndt at tvivle på sin mor. Rebecca må knuse en tåre, da hun finder Stephs scrapbog med udklip og fødselsdagskort, som beklager, at Mor igen var i felten.

   Familien bor i øvrigt landligt-malerisk et sted på Irlands østkyst. Marcus er en god, dedikeret skolelærer, som praktiserer lokal miljøaktivisme. Han har taget hele slæbet med at samle og passe familien. Han er imidlertid ved at have nok, da Rebecca kun med nød og næppe overlever et attentat i Kabul. »Dit snavsetøj lugter af død,« råber han.   

HER er den anden side af norske Erik Poppes ganske smukke og præcise film om omkostningerne ved at brænde for menneskets sag. Mens familiescenerne fra Irland er tilbøjelige til at dyrke det trygge og konforme, er der også æstetisk mere på spil i de afsnit, hvor Rebecca praktiserer sit håndværk.

   I Irland er hun dybest set en tilskuer til hverdagen. Hun er altid hjemme for at komme sig og samle kræfter. I Afghanistan og DR Congo bliver hun på ingen tid opslugt, kompetent og fokuseret. Erik Poppe og fotografen John Christian Rosenlund gør effektiv brug af Juliette Binoches rene, rolige træk.

   Overhovedet er billedsiden, snarere end den pædagogiske dialog, det store aktiv i filmen. Prologen skildrer som i en drøm, hvordan Rebecca har lejlighed til at følge afghanske kvinders forberedelse til et selvmordsattentat. Der er sat klare, betagende billeder på hendes nærdødsoplevelse, og tilskueren bliver lige så effektivt ramt af stilheden inde i støjen, da hun ligger på jorden og betragter det forrevne kaos.

DA Rebecca beslutter at gå på pension, giver Marcus forholdet endnu en chance. Ægtefællerne genopdager hinanden og går stemningsfulde ture langs stranden. Disse kønne scener er meget banale, og man er ikke overvældet af lidenskaben mellem Binoche og Coster-Waldau, som ellers begge hver for sig gør det godt.

   Rebecca prøver at falde til ro i nærmiljøet, hvor Marcus er lidt af en stjerne. Hovedkonflikten har dog at gøre med forholdet mellem mor og datter. Det er Steph selv, som foreslår sin mor, at de sammen besøger en flygtningelejr. Da partisaner angriber, vælger Rebecca at blive på stedet og tage de nødvendige billeder. Datteren føler sig svigtet og skubbet til side, men må samtidig beundre sin mors passion for noget større. Hun begynder også selv at fotografere på turen.

   

HJEMME igen må Rebecca forholde sig til, hvad hun har gjort. Der er bitter konsekvens i Coster-Waldau-karakterens reaktion, men Poppes film stikker halen mellem benene ved at vise en udsoningscene fra den store temaaften på skolen, hvor Steph kan rejse sig og tale om sin fantastiske mor.

   Til slut er Rebecca tilbage i Kabul, hvor de kvindelige martyrer gør en pige på Stephs alder klar til at bære mavebæltet med sprængstoffer. Det er hér, at Rebecca endelig knæler og synes at have mere end nok.

DER findes mange film om pressefolks feltarbejde. Som regel bliver konflikten i krigen, men også Rebeccas dilemma er skildret nogle gange, bl.a. i Jordan og Ridley Scotts fine bidrag til antologifilmen All the Invisible Children (2005), hvor krigsfotografen Jonathan er hjemme på orlov og føler sig fremmed i det mørke daggry ved huset.

   Erik Poppe instruerede den elegante Hawaii, Oslo (2004) og har selv en fortid som reporter for Reuter. Det er den tredje film, som han skaber sammen med forfatteren Harald Rosenløw-Eeg, og man fornemmer fortroligheden. Filmens finansiering er svensk, lokaliteterne irske, skuespillerne franske og danske. Alle taler sammen på engelsk. Tusen ganger god natt er delikat euro-pudding.

Se også Erik Poppe: Utøya 22. juli (2018) [Ti år efter utænkeligheden 1]; Erik Poppe: Kongens valg (2016) [Danmark & Norges Besættelse 80 år]; Rekonstruktion Utøya (2018) [Ti år efter utænkeligheden 2]; To versioner: Utvandrarna/ The Emigrants (1971/2021).

A Thousand Times Good Night (Tusen ganger god natt). Instr.: Erik Poppe. Manus: Harald Rosenløw-Eeg, Erik Poppe. Foto: John Christian Rosenlund. 117 min. Irland-Sverige-Norge 2013. Dansk premiere: 01.05.2014.

Fotos: Paradox Rettigheter AS/ Newgrange Pictures/ Film i Väst/ Zentropa International Sweden/ Trust Film Sales 2/ Filmbazar.dk/ Rotten Tomatoes/ Arrow Films (YouTube Trailer)

Filmen streames på FILMSTRIBEN og HBO Max

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 02.05.2014

Dronningebilleder | Margrete den Første | Queen of the North (2021)

SOM FRØ I VINDEN

Den store danske dronningeskildring

Af BO GREEN JENSEN

HUN var den stærke danske dronning, som samlede Norden i Kalmarunionen, indgik en alliance med England og fik rigerne til at stå sammen mod Tyske Orden. Kroningsbrevet er beseglet af 67 stormænd fra Danmark, Norge og Sverige i 1397. Skønt det skete for 600 år siden, er den første Margretes regeringsarbejde en forudsætning for den anden Margrethes dispositioner.

   Faktisk var Margrete Valdemarsdatter, som blev født i 1353 og døde i 1412, aldrig en officielt kåret dronning. Hun var rigets formynder og regerede via sin adoptivsøn, Erik (som egentlig hed Bugislav) af Pommern. Margrete kom til magten i 1387, da hendes biologiske søn, Oluf, døde som teenager. Margrethe 2. valgte at anerkende sin forgænger. Margrete 1. ville nikke og rose »vores« Margrethe for klædelig kløgt.

HISTORIKEREN Vivian Etting, der er forfatter til storværket En regent og hendes samtid (1986, rev. 1997, 2009, 2021), som jeg har mine grundoplysninger fra, har skrevet den artikel om Margrete, som man finder på lex.dk. Hun formulerer for så vidt præmissen for filmen, der har ventet på at få premiere, mens COVID-19 tvang riget og resten af verden i knæ:

   »Som person er Margrete 1. blevet vurderet meget forskelligt. I ældre historieskrivning blev hun stærkt idealiseret som den uselviske unge dronning, der efter sin søns død overtog regeringen for at lede landet. Nu er dette billede veget for en erkendelse af, at Margrete i høj grad agerede på baggrund af stærke personlige magtambitioner.«

   Charlotte Sieling har arbejdet længe og grundigt med storfilmen om den første Margrete. Når hun taler om forproduktionen, bliver det betonet, at hun og produceren Lars Bredo Rahbek »fra begyndelsen« vidste, at det ikke skulle være en »fødsel til død«-livsfortælling. Hvorfor bliver aldrig uddybet. Var det for dyrt, for besværligt, véd vi for lidt?*

BESKRIVELSEN af livet ved hoffet giver afgjort appetit på mere. Da Erik (Morten Hee Andersen) ved sin forlovelsesfest lægger an på tjenestepigen Astrid (Agnes Rase), spørger han, hvor hun kommer fra og formulerer en vidtløftig scorereplik, som dialogen vender tilbage til, med stadig mere alvor, da himlen bliver mørk, og regeringsmagten vakler.

   Erik siger, at fødesteder er uden betydning. Vi er alle Guds mælkebøttefrø, som blæser i vinden, indtil vi lander på en fremmed mark og blomstrer i solen. Astrid giver senere efter for kongen, men hendes loyalitet er hos Margrete, der har reddet hende fra en skæbne som slave hos piraterne på Gotland. Piraterne har heltestatus. De er dronningens guerillahær.

   Dét er den ene grundlære i filmen: at skæbnen er foranderlig; at vi navigerer mellem klipper, stiger og falder på livets trappe. Den anden er en erkendelse af, at man må gøre det nødvendige. Hele filmen er et nærbillede af, hvordan Margrete må gøre sig hård, da hun konfronteres med »manden fra Graudenz« (Jakob Oftebro), som måske/måske ikke er sønnen Oluf.

MAN har filmen igennem en lille forhåbning om, at Margrete vil sige fra over realpolitikken, som er inkarneret i biskop Peder Jensen Lodehat (Søren Malling), dronningens ven og rådgiver, der er skildret som en nordisk Macchiavelli. Det gør hun ikke. Hun kommer til fornuft, så den kendte historie kan skrives. Men som menneske er filmens Margrete mest interessant, når hun tvivler på magtapparatet og bryder de faste rutiner.

   Som tilskuer reagerer man spontant på replikken om Guds mælkebøttefrø. Vivian Etting beskriver, hvordan »den lille barnedronning« voksede op på Akershus i Norge. Jeg ville gerne have set en halv time om, hvordan pigen udviklede til matriarken, som Trine Dyrholm fremstiller med en kraft, tyngde og skrøbelighed, der netop er majestætisk.

HELDIGVIS kan forfatterne ikke dy sig for at vise et glimt af Margrete som barn. Filmen udspiller sig over ni dage i 1402, da Tyske Orden saboterer forlovelsesfesten og forhandlingerne med England ved at sende »den falske Oluf« retur. Norges leder, Asle Jonsson (Bjørn Floberg) er ikke i tvivl. Han har set sin konge i levende live, og situationen må genovervejes.

   Biskop Peder vil henrette Oluf. Johan Sparre (Magnus Krepper) smeder rænker. Kong Erik surmuler og prøver at forhandle direkte med gesandten Bourcier (Paul Blackthorn). Denne er imponeret af Margretes person og politiske klarsyn. Han kommer med en klar dagsorden: at sikre britisk arveret.

   Før alt dette ser vi glimt af Margrete, som hun var, før intrigerne og positioneringen tog fart. Margrete var Valdemar Atterdags datter. Vi ser aldrig hendes fars ansigt, men vi ser ham vaske blodet af sine hænder efter slaget ved Visby på Gotland i 1361. Margrete må da være otte år. Pigen holder ringen med seglet, mens hun sidder i sin fars favn og ser direkte på fremtiden og den moderne tilskuer. Kongen ser vi kun bagfra. Han ligner noget fra sagntiden.

BILLEDSIDEN er smukt tilrettelagt af Rasmus Videbæk. Ridderborgene må være skabt med CGI, men det er gjort, så man ikke ser sammenføjningerne. Man hører dem derimod i dialogen. Alle taler moderne dansk. Det er fint, men at bruge vendingen »nyttige idioter« er lige én tak for tidssvarende.

   Universet ligner både fantasy som Game of Thrones, britiske Shakespeare-film og serier som The Tudors, der var sagen i sidste årti. Nærmeste slægtning er dog Shekhar Kapurs to store film, Elizabeth (1998) og Elizabeth: The Golden Age (2007), hvor Cate Blanchett spiller Elizabeth I. Margrete arbejder lige så bevidst med sit image. Der er 200 år mellem de to regenter, men det er det samme politiske teater, de samme personlige tilvalg og afsavn.

BAGEFTER har man en mørk, fortumlet historie i baghovedet og en idé om, hvordan de historiske alliancer blev skabt. Men det er enkelte scener, der sætter sig bedst og vil blive der længst: barnet med seglet på Gotland; dronningen og ambassadøren, der beundrer jagtfalkens kredsen; den 7-årige prinsesse Filippa, Eriks tilkommende, som fremsiger en lang lovprisning på fransk – som ingen forstår – og bliver rost for sit fine lille digt.

   Især det sidste er et rent og tidløst filmøjeblik, som ingen anden kunstform kunne forløse. Jeg regner med, at hele Danmark skal se Margrete den Første, så jeg undlader at gå i flere detaljer. Charlotte Sieling har skabt en moderne dronningeskildring, der taler til unge som ældre. Hun har gjort historien levende, og dét i sig selv er en mægtig bedrift.

Se også Dronningebilleder | Patrice Chéreau: La Reine Margot (1994); Dronningebilleder | Mary Queen of Scots (2018); Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006); Justin Chadwick | Peter Morgan: The Other Boleyn Girl (2018); Dronningebilleder | Sofia Coppola: Marie Antoinette (2006); Dronningebilleder | Pablo Larrain: Spencer (2021) [Oscars 2022]; Dronningebilleder | Marie Kreutzer: Corsage (2022) + Den dybeste skæring: Leonard Cohens »Queen Victoria« (1973).

*) Mikkel Leth Jespersens Dronningen griber magten (Aarhus Universitetsforlag, 2022) er en kortfattet, dugfrisk indføring i serien 100 danmarkshistorier, hvor 100 emner fra 100 udvalgte år præsenteres i bøger på 100 sider. Jeg er selv en tilfreds og trofast modtager. Serien kommer vidt omkring i mentalitetshistorien og er altid ført helt op til deadline. Bøgerne udkommer også i podcastformat.

Margrete den Første var Bodil-nomineret i 7 kategorier og Robert-nomineret i 13. Filmen fik Bodil-priser for bedste manus, foto og scenografi. Ved Robert-uddelingen modtog Margrete trofæer for bedste mandlige birolle, bedste kostumer og scenografi. Bodil-priserne [Bodil Awards] uddeles af Danske Filmkritikere. Robert-priserne [Danish Film Awards] uddeles af Det Danske Filmakademi. Filmens internationale titel er Margrete: Queen of the North. Interessen har hidtil været behersket.

Margrete den Første. Instr.: Charlotte Sieling. Manus: Sieling, Maya Ilsøe, Jesper Fink. Foto: Rasmus Videbæk. 120 min. DK-Sverige-Norge-Island-Tjekkiet 2021. Dansk premiere: 16.09.2021.

Fotos: SF Studios/ Filmkameratene A/S/ Truenorth Productions/ Sirena Film/ Film i Väst/ DFI/ TV2 Danmark/ SFI/ Norsk Filminstitutt/ Icelandic Film Center/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Eurimages/ Czech Film Fund/ Polish Film Institute/ Dronning Margrete og Prins Henriks Fond/ Carlsbergfondet/ A.P. Møller Fonden/ MEDIA/ Nationalmuseet/ Danmarkshistorien.dk/ Gyldendal/ Lex.dk/ Aarhus Universitetsforlag

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film.

2K Blu-ray fra SF Studios 07.03.2022

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.09.2021. 

Per Petterson | Hans Petter Moland: Ud og stjæle heste (2019)

I FORTÆLLINGENS LYS
Stor film efter en grænseløs bog

Af BO GREEN JENSEN

NORGE i november 1999. Enkemanden Trond ser frem til at fejre årtusindeskiftet alene i huset, som han købte og satte i stand efter sin hustrus død tre år før. »Hele livet har jeg længtes efter at være alene på et sted som dette. Selv når det har været bedst,« siger han med den melankolske stemme, som er karakteristisk for Per Pettersons romaner.*

   Det er ikke et tilfældigt sted. Det er sæterhytten, hvor han tilbragte den sidste grænseløse sommer med sin far, som bagefter sendte ham hjem til Sverige og blev hos en anden familie. Det skete i 1948, da Trond var 15 år. Han har naturligvis ikke tænkt på det hver dag. Trond fik et rigt liv og blev selv bedstefar. Alligevel er det, som om han har levet i skyggen.

   Tronds beretning har sit hjerte i farverne, lyset og sanseligheden, han oplevede den bestemmende sommer. Men nutidens rammefortælling, hvor alt er mere fornuftigt indrettet, udgør en vigtig skal om historien. Ud og stjæle heste er en af de historier, hvor fortælleren ser på sit yngre jeg og omsider forstår, hvad der skete.

DEN unge mand lærte tabet og begæret at kende. Trond og hans far var alene af sted, fordi faderen sagde, at han ikke kunne tænke, når der var kvinder. Trond blev ven med den lidt ældre Jon. De gik på jagt og red på Barkalds heste. En dag kom Jon uden geværet. Samme morgen havde den ene af hans brødre, Lars, skudt den anden, Odd, mens de legede.

   Jon skulle passe tvillingerne. Drengenes far kom hjem og tog sig af det. Ingen tilgav nogen sinde Jon. Drengenes mor fik en særlig aura over sig. Trond blev betaget af kvinden. Han vidste ikke, at hans far og Jons Mor allerede havde et forhold. Det er dog klart for publikum, som nu ser tilbage sammen med Trond.

DA Odd dør, skal træerne pludselig fældes. Tronds far insisterer og sender en stor last ned ad elven, skønt tiden ikke er inde endnu. Der er maskuline indvielsesriter. Resten af livet spørger Trond sig selv, hvad hans far ville gøre. Men han ser ham aldrig igen. Hver dag går han hen på stationen og venter. Så holder han op.

   Tronds far valgte en anden familie. Det er stadig ikke til at forstå. Tilbage i 1999 får han endelig hilst på sin nabo, en pudsig og pertentlig mand, der præsenterer sig som Lars Haug (» - med g«). Også drengen, der dræbte sin bror, er blevet en gammel enspænder. Han overtog gården. Fik han også det bedste af kærligheden, som Trond skulle have?

PER Pettersons roman er jeg-fortalt i en blanding af observerende nutid og strømmende erindring. Overgangen mellem dengang og nu er porøs. Der er en indviklet baggrund om krigsårene og de lokale relationer.

   Hans Petter Moland har luget ud i detaljerigdommen, så sommeren, der forvandlede alt, står alene. Hestene, som har navne i bogen, er blot taktile jag af bevægelse hér. Trond og hans far står på hænder i regnen. Lyset om kvinden er lige så klart som synet af rullende træstammer.

   Stellan Skarsgård er castet perfekt som den 67-årige Trond. Jons mor (Danica Curcic) og Tronds far (Tobias Santelmann) ligner kommunistiske propagandafigurer, når de bakser heroisk med tømmer og korn. Som naboen skaber Bjørn Floberg med enkle midler en fuld figur. Jon Ranes står distancen som Trond i ung version.

DANSKE Rasmus Videbæk fik en sølvbjørn for de enestående billeder, da Ud og stjæle heste blev vist på Berlinalen. Filmen modtog seks af de ni Amanda-priser (den norske Bodil), som den var indstillet til, og blev landets officielle kandidat, både til de europæiske EFA-priser og den amerikanske Oscar for bedste fremmedsprogede film.

   Det er et sjældent smukt eksempel på nordisk samarbejde. Alligevel er det en russisk film, som Moland sætter af fra. Far/søn-forholdet ligger både tematisk og æstetisk tæt på billedet af den hjemvendte far og hans først beundrende, så forfærdede søn i Andrej Zvjagintsevs The Return (2003). Der er det samme my(s)tiske blik på naturen og tabet af uskyld.

ROMANEN er oversat til 50 sprog og trykt i mere end en million eksemplarer. Per Petterson har sagt, at han fik ideen, da han gik en tur i skoven med sin svigerfar. De standsede ved en elv, og den gamle mand fortalte. Det var måden, han talte på, som fangede forfatteren. Det var, som om ansigtet blev selvlysende, når manden forsvandt i erindring. Han var så stærkt tilbage i alt dét fra dengang.

   Jeg har set Molands film flere gange. Det er en dyb historie med mange lag og en ekstra tyk bund af livsvisdom. Men det er billederne af naturen, som gør et uudsletteligt indtryk, og det er i distancen mellem nu og da, at fortællingen skabes. Også Trond bliver selvlysende af at huske. Og varmen bliver hos publikum efter filmen.

*) Citeret efter Annelise Ebbes oversættelse. Roskilde-forlaget Batzer & Co. har udgivet alle Per Pettersons bøger på dansk. 

Se også Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006); Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010); Hans Petter Moland: Kraftidioten | In Order of Disappearance (2014)

Ud og stjæle heste (Ut og stjæle hester). Instr. og manus: Hans Petter Moland. Foto: Thomas Hardmeier, Rasmus Videbæk. 123 min. Norge-Sverige-Danmark 2019. Dansk premiere: 03.10.2019.

Fotos: 4½ Film/ Zentropa Entertainments/ Film i Väst/ Nordisk Film/ Helgeland Film/  NFI/ DFI/ SFI/ Nordisk Film & TV-Fond/ Lithuanian Film Centre/ TV2 Danmark/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Camera Film/ MFA+ FilmDistribution/ Forlaget Batzer & Co.

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray + DVD 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.10.2019

Hans Petter Moland: Kraftidoten | In Order of Disappearance (2014)

BLÅ SNE OG BLODIGE SVANER

Selvtægt for sjov i det øverste Norge

Af BO GREEN JENSEN

MULIGVIS skranter ideen om Norden, men på film er tanken stadig vital. Hans Petter Moland, Kim Fupz Aakeson og Stellan Skarsgård havde stor succes med En ganske snill mann (2010, int. A Somewhat Gentle Man). Nordmanden instruerede, danskeren skrev manuskriptet, og svenskeren spillede den kriminelle Ulrik, som løslades efter en lang fængselsdom og døjer svært med sin resocialisering. De fortsætter samarbejdet i Kraftidioten.

   Også Nils er i grunden en ganske rar mand. Han kører sneplov for kommunen i det høje norske vinterland, som en stor del af filmen er henlagt til. Om morgenen er det Nils, som trodser elementerne og kører forrest i karavanen af biler, når lillebyens indbyggere skal på arbejde. Hans spektakulære maskine er ny og gigantisk. Når den pløjer sig gennem den blå sne, har filmen sine stærkeste billeder.

NILS er afholdt i nærmiljøet. Han har netop båret slips, så han kunne modtage prisen som kommunens æresborger, da politiet i Oslo ringer og meddeler, at hans søn er død af en heroin-overdosis. Nils véd, at det ikke kan være sandt. Politiet siger, at sådan reagerer alle forældre. Den anstændige mand bliver vred, og han har salen på sin side. Prologen har vist, hvordan sønnen blev dræbt ved en fejl.

   Da myndighederne ikke vil efterforske dødsfaldet, men tværtimod betragter sønnen som en kriminel fodsoldat, bliver det for meget for Nils. Manden med Ploven bliver Manden med Leen. Mens han dræber gerningsmændene, forløses en vild og befriende kraft, der kan kompensere for sorgen. Kraftidioten bliver en nordisk pendant til selvtægtsklassikere som Michael Winners Death Wish (1974, da. En mand ser rødt), Paul Schraders Hardcore (1979, da. Hårdkogt) og Steven Soderberghs The Limey (1999, da. Englænderen).

NILS begynder udrensningen i narkomiljøets laveste kaste, men snart fører blodsporene til større fisk. »Greven« (Pål Sverre Hagen) har i forvejen problemer. Han har arvet sit imperium efter en legendarisk far og har brug for at sætte sig i respekt, men hans dage går med at holde en nævenyttig eks-hustru (Birgitte Hjort Sørensen) fra livet og være en far for sin dreng. Ydermere presses han af serbiske gangstere. De anføres af »Papa« (Bruno Ganz), som spiser lapsede nordmænd til frokost.*

   Tonen er lagt efter brødrene Coen i Fargo, og filmen har et fantastisk højt body count. Hver gang et liv går til, bliver navnet skrevet på lærredet sammen med fødsels- og dødsår. De tørre tal markeres med stjerne og kors, ganske som i dødsannoncer. Der er ofte flere navne i feltet. Efter alle-mod-alle-opgøret til slut, bliver feltet fyldt fuldkommen ud.

MOLAND og Fupz Aakeson kan deres kram. Kraftidioten er et sejt genrestykke med tilløb til hård realisme. Det lykkes i lange stræk at dosere den blodskudte humor med norsk snusfornuft og en næsten bibelsk retfærdighedssans. Nils fortrækker ikke en mine. Greven er neurotisk eksalteret. Papa venter stoisk i skyggen.

   Det er evige kræfter, der kæmper i sneen. Det er også en hårdkogt røverhistorie fra Norge. Man savner måske en finsk faktor i det skandinaviske bagland. Den er der dog, hvis man ser efter. Det er med nedbarberet udtryksløshed og et pokerfjæs som hos Aki Kaurismäki, at den stilfærdige mand går amok.

Se også Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006) og Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010)

*) Bruno Ganz (1941-2019). Den schweizisk fødte karakterskuespiller var en drivkraft i europæisk art cinema gennem næsten 60 år. Han fik sit gennembrud i film af Éric Rohmer (Marquise von O...), Werner Herzog (Nosferatu) og Wim Wenders (Himlen over Berlin; Så fjern, så nær!). Et højdepunkt var rollen som Adolf Hitler i Oliver Hirschbiegels Der Untergang (2004). Ganz blev i stigende grad en slags talisman for auteur-instruktører. To af de sidste store roller var som Vergil-skikkelsen i Lars von Triers The House that Jack Built (2018) og kommandanten i Terrence Malicks A Hidden Life (2019). Ganz medvirkede i mere end 100 film. Han lavede også tv og teater. Den sidste screen credit var som fortællerens far i  Anders Østergaard og Erzsébet Rácz’s dansk-tyske Vinterrejse (2019). Bruno Ganz blev 77 år. Han har vist sig uerstattelig.   

Kraftidioten. Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Kim Fupz Aakeson. Foto: Philip Øgaard. 116 min. Danmark-Sverige-Norge 2014. Dansk premiere: 03.07.2014.

Fotos: Paradox/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Miracle Film Distribution

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Nordic, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.07.2014