Robert Eggers: The Northman (2022)

AMLED FØR HAMLET

Nordiske guder og (anti)helte

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med ravne på vej gennem stormen og kolossal musik, som får biografen til at skælve. Titlerne skrives med runer, og alting i verden er kaos.

   Senere kommer der stille steder, men det er egentlig sådan The Northman bliver ved: en skabelsesemmende skrøne, der vil give os den fulde sagaoplevelse.

   The Northman er lavet til fans af voldsomme serier som Vikings (2013-2020), men forfatteren Sjón og instruktøren Robert Eggers har samtidig en regulær ambition om at være mere historisk korrekte. Det er den nye, kosmopolitiske version af vikingetiden, som bærer den drabelige fortælling om hævneren Amleth (Alexander Skarsgård), søn af kong Aurvandill (der er uden forbindelse til eddadigtningens Aurvandil – men måske navngivet efter ham, ligesom vi kalder vores børn Freja og Thor). 

   Man bevæger sig frit i Nordsøen og den baltiske region, fra Irland og de britiske øer til Volga og Byzantium; fra Amerika, Island og Grønland til Romerriget i syd. Fordrevne høvdinge finder et nyt sted, måske en ø i Hebriderne eller en vig – som ordet »viking« kommer af – i Island at kolonisere. Der er blomstrende handel og rig kulturel udveksling. Der er militære plyndringstogter, hvor krigerne oplæres i at gå bersærk og tage trælle.

   Det er også skibsbegravelsernes tid. Det er i store træk det samme billede af kulturen, som arkæologen Jeanette Varberg giver i Viking – Ran, ild og sværd (2019), der er den kurante fremstilling af Nordsøkulturen, der havde sin blomstring fra ca. 750-1050, men strakte sig over en meget længere periode.  

ÅRET er 895. Som dreng ser Amleth sin far (Ethan Hawke) blive myrdet af onkel Fjölnir (Claes Bang), der overtager både tronen og dronning Gudrun (Nicole Kidman). Sidst nogen greb fat i Amled før Hamlet, var da Gabriel Axel (1918-2014) lod Christian Bale, Gabriel Byrne, Helen Mirren og Kate Beckinsale spille ømt egnsteater i Prinsen af Jylland (1994).

   Sjældent har to film haft mindre til fælles, bortset fra hårdt vejr og grove gevandter. Axel, som havde brugt materialet fra Saxo og sagaerne i Den røde kappe (1967), realiserede en gammel drøm at gøre det mindre og mere realistisk. Han nedskalerede alt ved historien. Erik Kjersgaard var medforfatter, og Per Nørgaard skrev ny musik for gamle instrumenter. Det hele blev skudt på Hjerl Hede. Prinsen af Jylland har noget af ånden fra Roman Polanskis (1971) og Justin Kurzels (2015) forsøg på at give Macbeth fysisk tyngde og ny relevans. Axels film accentuerer en tidløs småborgerlighed. Eggers' film er en rasende åbenbaring i forhold..

   Den voksne Amleth kommer forklædt som træl, da han har lært at gå ulvebersærk. Han forelsker sig i Olga (Anya Taylor-Joy) fra Ukraine. Og hævner sig så eftertrykkeligt, at alle i salen får kvalme. Det er i forvejen en barsk tid. Kongsgårdene lader trælle dyste i en slags primitiv hockey, som er livsfarlig. Her demonstrerer Amleth sin fysik. Han får et magisk sværd, som kun kan bruges i mørke eller ved Hels port.

FORFATTEREN Sjón har bidraget med den islandske baggrund. Det kunne være interessant at høre, hvad han synes om filmen, der ligner en blanding af fantasy og spaghettiwestern. Det er en altomsluttende oplevelse. Man kan knap have neutrale reaktioner.

   Eggers har gjort betydeligt indtryk med to små produktioner, som blev store arthousehits. The Witch (2015) kom fra puritanernes tid i New England, og i The Lighthouse (2019) var Willem Dafoe og Robert Pattinson fyrmestre, som fik økuller sammen. Her har Eggers for første gang et stort budget til rådighed.

   The Northman ligner på den måde The Green Knight (2021), som var David Lowerys tilsvarende riddertidsfantasi. Lowery tog afsæt i digtet om Sir Gawain og den grønne ridder. Her er grundhistorien fra Saxo smagt til med elementer fra Bjowulf-kvadet og sagaen om Sigurd Fafnersbane.

NÅR man har vænnet sig til støjen, kommer stoffet til sin ret. Især lykkes det at nuancere psykologien. Eggers rekonstruerer en verden, der hænger sammen, så brutal den nu er. Man kan lige nøjagtigt fornemme en hverdag i scenerne fra den islandske kongsgård. Der er end ikke tilløb til regressiv eskapisme eller fejlanbragt nostalgi. Ingen får lyst til at rejse tilbage.

   Magien er mere end generisk filigran; der er ægte forankring. Björks blinde seerske er ærefrygtindgydende makaber, og slutopgøret ved Hels port synes virkelig at være skudt i klodens kogende indre. Gudrun og Fjölnir er komplekse og interessante figurer med en mere moderne psykologi. Det er ikke Margrete den Første. The Northman er en monstrøsitet, men der er tænkt over, hvorfor effekterne bruges. Vi skal virkelig se Ragnarok denne gang.

The Northman. Instr.: Robert Eggers. Manus: Sjón, Robert Eggers. Foto: Jarin Blaschke. 136 min. USA-Kina-UK 2022. Dansk premiere: 13.04.2022.

Fotos: New Regency Productions/ Focus Features/ Universal Pictures/ Perfect World Pictures/ Square Peg/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Spirit Entertainment (UK) 24.03.2025

Anmeldelsen trykt (i lidt kortere form) i Weekendavisen Kultur 14.04.2022.

Bergmans ø: Liv & Ingmar (2012)

BALLADEN OM INGMAR & LIV

40 år efter kærlighedsmødet

Af BO GREEN JENSEN

SEPTEMBER 2012: Liv Ullmann (f. 1938) er til overflod Liv Ullmann – følsom, varm og så moderligt viis, at selv en patetiker kan få rigeligt – i dokumentarfilmen Liv & Ingmar, der er instrueret af Dheeraj Akolkar, men synes at komme fra Ullmanns egen hånd.

   I hvert fald er hendes beretning om samlivet med Ingmar Bergman (1918-2007) skrevet ned på forhånd og fremført som monolog i et sprog så ciseleret, at man fornemmer subtile metriske mønstre. Det trækker noget fra spontaneiteten og giver Liv & Ingmar et distraherende præg af iscenesat fortrolighed.

ALLIGEVEL er det interessant at følge Ullmann, mens hun går rundt i huset på Fårö og fortæller. Hun var 24, og Bergman var 46, da de fandt sammen under optagelserne til Persona (1966). Hun blev skilt fra Gappe Strang og boede med Bergman på Fårö, mens hun spillede over for Max von Sydow i Vargtimmen (1968, da. Ulvetimen), Skammen (1968) og En passion (1969, da. Passion). Sammen fik de datteren Linn, der som bekendt blev en estimeret forfatter.

   Efter bruddet tog Ullmann til USA og var the flavor of the month i fire-fem år. Hun og von Sydow var uforglemmelige som Kristina og Karl Oskar Nilsson fra Småland i Jan Troells monumentale saga om Utvandrarna (1971) og Nybyggarna (1972) efter Vilhelm Mobergs romaner om de skandinaviske immigranter.

   Efter hits and misses kom hun hjem og blev den nordiske diva, vi dyrker i dag. Hun blev også en god og solid instruktør, der kunne virke på dansk (Sofie, 1992), norsk (Kristin Lavransdatter, 1995), svensk (Enskilda samtal, 1996; Trolösa, 2000) og engelsk (Miss Julie, 2014). Ulmann og Bergman kunne altid arbejde sammen. De blev rigtige venner, da begge havde givet slip på kærligheden.

OM dét, om værdien af at give slip, så man ikke gror fast i en bitter tilstand af »hvad-nu-hvis« og »kunne-have-været«, taler Ullmann meget smukt i filmen. Til slut fremviser hun Ingmars kalender, en håndtegnet ting med farver, som falmer i solen. Han plejede at friske dem op. Nu forsvinder skriften lidt mere for hvert år og vil snart være borte i lyset. Som han er, og som hun snart vil være.

   Når hun taler med denne slags indsigt, gør det ikke noget, at fortællingen i vid udstrækning består af citater. Og det er sørgmuntert at høre om den skinsyge Bergman, der bygger en mur rundt om huset og venter ved lågen hver onsdag, når hun har set sine venner. Han jager hende gennem huset og sparker døren til værelset ind. En hjemmesko hvirvler i luften. Så ler de og bliver venner igen, fordi det er morsomt.

PÅ optagelsen til Skammen sørger Ingmar for, at de fryser i virkeligheden, så det ser rigtigt ud på film, da hun og von Sydow ligger i båden. Ullmann viser et foto. Ene af alle sidder Bergman indsvøbt i fåreskind. Ved frokost fik de mad sendt ned og besked på at blive i båden.

   Liv forstod, at Ingmar tog hævn, men von Sydow fattede ikke, hvorfor de skulle lide. Ingmar ville skrive, høre musik og være alene sammen i huset. Ullmann anfægter ikke, at det var måden for ham, men hun ved, at hun rejste til tiden.

Se også Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Ingmar Bergman | Liv Ullmann: Trolösa/Faithless (2000); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021). 

Liv & Ingmar (Liv & Ingmar - en kærlighedshistorie). Instr.: Dheeraj Akolkar. Manus: Ragnhild Lund, Dheeraj Akolkar. Foto: Hallvard Bræin. 89 min. Norge-Sverige-UK 2012. Set på Haugesund Film Festival 2012. 

Fotos: Nordic Stories/ Svensk Filmindustri/ SVT/ Norsk Filminstitutt/ Vardo Films/ Stiftelsen Ingmar Bergman

Filmen streames på DRTV

Udtag af festivalreportage i Weekendavisen Kultur 24.09.2012

Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016)

NÅR BESATTE MÆND FORELSKER SIG
En blid lille film om den hårdeste sport

Af BO GREEN JENSEN

OLLI Mäki (1936-2019) var en lille finsk bokser, som skabte store overskrifter, da han mødte amerikaneren Davey Moore (1933-1963) i en kamp om verdensmesterskabet i fjervægt.*

   Det skete den 17. august 1962 på det olympiske stadion i Helsinki, og kampen var en fjer i hatten, både for Finland som boksenation og for Mäkis energiske promoter, Elis Ask, der var tidens finske svar på Mogens Palle.

   Mäki vandt ikke kampen. Han blev tværtimod slået ud i anden omgang og måtte høre for det gennem resten af en karriere, som i øvrigt var lang og agtværdig. Alligevel var det »den bedste dag i Olli Mäkis liv«. Her valgte han én gang for alle at sætte nærværet over sine sejre i ringen og træningens krav om splendid isolation.

   Jeg anede intet om Olli Mäki, da jeg så Juho Kuosmanens herlige film første gang. Det var på Cannes Festivalen 2016, hvor den blev vist i Un Certain Regard-programmet. The Happiest Day in the Life of Olli Mäki fik både UCR-prisen og et Camera d’Or for årets bedste debut.

   Filmpriser ligner boksetrofæer: Forgyldte figurer, der står på en hylde og samler støv; bizarre små skulpturer med en relativ symbolværdi. Det er sådan en film, man skal se, før postyret giver mening. I referat er den bare en lille finsk ting.

KUOSMANEN tegner et varmt portræt af bokseren og hans svundne tid, der ligner Danmarks 50ere ikke så lidt. Det sker i fine sort-hvide billeder og med Jarkko Lahti i rollen som Mäki. Eero Milonoff er Elis Ask, som har et sønderslidt familieliv og satser alt på VM-kampen, men filmens livgivende sol er Oona Airohla, som spiller kvinden, der blev bokserens skæbne.

   Olli havde muligvis tabt, også hvis han ikke var blevet forelsket i Raija Jänkä. Efter at have bokset som amatør og vundet EM-titlen i letvægt, måtte Mäki sulte sig og træne ekstremt for at nå ned på de 57 kilo, som er den øvre grænse i fjervægt. Man har set de scener mange gange i amerikanske boksefilm, hvor det aldrig kommer på tale at træde ned og gå sin vej.

DEN rituelle træning findes også hos Kuosmanen, men hans film er gjort af et helt andet stof. Ikke at den underkender sporten eller tager noget fra bokseren, men den har sit hjerte i livet uden for ringen.

   Det meste af titelkampen foregår off screen, og på vej hjem efter nederlaget – der objektivt set er en ydmygelse – passerer Olli og Raija et gammelt par, som støtter sig til hinanden og smiler og hilser. Olli og Raija smiler også. De har endelig fred til at dyrke hinanden.

   Fordi jeg blev siddende og læste de tekniske credits til slut, fik jeg hele rollelisten med. Nederst er anført »et gammelt og lykkeligt par«, som bliver spillet af Olli og Raija Mäki. Jeg forstod for det første, at kampen i Finland faktisk fandt sted. For det andet fik jeg en stor klump i halsen, fordi parret havde fulgtes ad lige siden.

DER er nok en vis nostalgi på spil i skildringen af de spæde 1960ere, som stadig lugter indeklemt af nøjsomhed og efterkrig. Fremtiden ligger langt fra Helsinki – for de fleste at se i et USA, hvor konsumerismen er ved at tage fart.

   Der er pragtfulde scener, hvor Olli bliver gjort til en kejtet talsmand for tvivlsomme og vilkårlige varer. Olli Mäki er ingen James Bond. Den lille mand må stå på en skammel – ganske som filmstjernen i Sofia Coppolas Somewhere – for at virke tilpas viril og dominerende. Noget som bokseren slet ikke er.

   60erne er en historisk provins. De fremstår med en patina, der får én til at huske onklernes tid, seksdagsløb i Forum, tyk cerutrøg, Hudibras, knallertolie, Gunnar »Nu« Hansen og gamle numre af Populær Mekanik. Selv store sportsfolk var halvamatører. Verdenspressen talte fem-seks tykke mænd.

BOKSEREN stammer fra landet, og filmen følger ham hjem med kærlige øjne, da han når et dødt punkt i sin træning. Olli kommer i mål, skønt han vakler. Det er en smuk beskrivelse af, hvad der sker, når besatte mænd forelsker sig, og den handler ikke alene om boksning. Olli Mäki kunne for den sags skyld være kunstner, forretningsmand eller forfatter.

   Vil man dyrke sin disciplin og blive mester eller leve livet til fulde hver dag? Det er, som englænderne siger, et conundrum, et nærved uløseligt paradoks. Kunstneren kan isolere sig og male mesterværket, der måske-måske ikke er værdsat. Eller gå ind i nærværet med sine kære. Olli Mäki og filmen vælger det sidste. Det er en ren fornøjelse at se.

Se også David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Sjette kapitel: Rocky Balboa (2007); Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); Tilbage til ringen: Grudge Match (2013); Antoine Fuqua: Southpaw (2015); Mikkel Serup: Den bedste mand/ Pound for Pound (2017); Jean-Stéphane Sauvaire: A Prayer Before Dawn (2017).

*) Davey Moore, som i den finske film bliver spillet af John Busco Jr., døde kun 29 år gammel efter skader, som han pådrog sig i 10. omgang af en kamp med cubaneren Sugar Ramos. Det skete den 21. marts 1963 for øjnene af 22.000 tilskuere på Dodgers Stadium i New York. Ydermere blev kampen transmitteret i tv. Da Moore døde fire dage senere, udløste det en debat om regler og vilkår for professionel boksning i USA.

Også hvis man ikke følger sporten, vil man kende navnet på den døde bokser. Bob Dylan skrev sangen »Who Killed Davey Moore?«, som i samtiden blev særligt populær med Pete Seeger (1919-2014), der synger den på koncertalbummet We Shall Overcome (1963). Det var i protestsangenes store tid, lige før den moderne folkemusik blev elektrisk. Phil Ochs (1940-1976) skrev samme uge »The Ballad of Davey Moore«. Det var en særlig politisk krølle på sagen, at boksning var blevet forbudt i Cuba efter revolutionen. Sugar Ramos »came here from Cuba's door/ Where boxing ain't allowed no more«. Både Ochs og Dylan havde sangene i deres koncertrepertoire, men fravalgte dem, da de indspillede deres første studiealbums. Dylans egen version er samlet op på The Bootleg Series Volumes 1-3 (Rare and Unreleased) (1991) og i en senere optagelse på The Bootleg Series Vol 6: Live 1964, Concert at Philharmonic Hall (2004). Ochs' sang kan bl.a. høres på Live at Newport (1996) og The Early Years (2000).

Pete Seegers ikoniske album er optaget i den amerikanske kulturkanon. Vi hørte det i engelsktimerne, da jeg gik i 1. real på Korsvejens Skole i 1970. Dylans sang om Davey Moore har rødder i børnerimet »Cock Robin«, hvor fuglene en efter en fralægger sig ansvaret. Det samme har Norman Rostens digt om veninden Marilyn Monroe (1926-1962), som var død i august året før. Seeger kombinerer »Who Killed Norma Jean?« og »Who Killed Davey Moore?« i et effektivt medley, så refrænet »How come (s(he) died and what's the reason for?« kommer til at gælde begge unge døde. Jeg kan varmt anbefale boxsættet We Shall Overcome: The Complete Carnegie Hall Concert – Historic Live Recording June 8, 1963 (med en fuld spilletid på to timer), som Columbia Records udgav i 1989. 

Den bedste dag i Olli Mäkis liv (Hymyilevä mies – Den lyckligaste dagen i Olli Mäkis liv). Instr.: Juho Kuosmanen. Manus: Mikko Myllylahti, Juho Kuosmanen. Foto: Janni-Petteri Passi. 92 min. Finland-Sverige-Tyskland 2016. Dansk premiere: 02.02.2017.

Fotos: Aamu Filmcompany/ MUBI/ Wikipedia (Olli Mäki portrait)/ CineMaterial/ Cineuropa/ Festival de Cannes/ 41Shadows/ Wikimedia Commons/ Columbia Records/ Sony Music

Filmen streames på Apple TV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, YouTube Film

2K Blu-ray fra Atlantic Film (regionsfri) 04.01.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 03.02.2017

Etnisk arrogance: Sameblod (2016)

SAMERNES SAG
Foragt, fortrængning, frigørelse

Af BO GREEN JENSEN

SAMERNE er det fortrængte skandinaviske naturfolk. Befolkningen i Lapland blev behandlet lige så dårligt som de oprindelige amerikanere og de danske inuitter, men der er færre film om Sápmi, som nationen hedder på samisk.

   Amanda Kernells Sameblod er en klassisk udviklings- og frigørelsesskildring, som råder bod på fortielsen. Den gør for samernes sag, hvad Phillip Noyces Rabbit-Proof Fence (2002) gjorde for de australske aboriginals, og er i nordisk sammenhæng et sidestykke til Louise Friedbergs Eksperimentet (2010) om 1950ernes danske forsøg på at »opdrage« anbragte grønlandske børn.

SØSTRENE Elle-Marja og Njenna (spillet af søstrene Lene Cecilia og Mia Erika Sparrok) vokser op i Lapland i efterkrigstiden. Der bliver tisket og talt grimt om samerne på egnen, som er fuld af den svenske version af white trash. Det er lovpligtigt at gå i skole og lære svensk. Det er til gengæld ikke muligt at tage en videregående uddannelse, hvis man er same. »Jeres hjerner fungerer på en anden måde,« siger lærerinden, som fatter interesse for Elle-Marja.

   I skolen bliver pigerne udsat for ydmygende frenologiske undersøgelser i Josef Mengele-genren. I samernes bagland er man totalt afvisende over for svenskernes civilisation. Elle-Marja er altid pigen i midten. Hun forelsker sig, flygter til Uppsala og snyder sig ind på Akademiet ved at tage et svensk navn.

SAMEBLOD er meget smukt fotograferet og eksponeret i en tidløs form, der vil tale til alle med hjerte for sagen. Man lærer, hvad det vil sige at joike, og kan på sikker afstand føle indignation på samernes vegne. Lene Cecilia Sparrok spiller Elle-Marja, så man synes, man kender pigen bagefter.

   Den unge kvindes fortælling er forankret i en nutidig ramme, hvor Elle-Marja som gammel besøger Sápmi med sin voksne søn, der kun kan tre samiske ord. Her må Elle-Marja forholde sig til sin egen foragt og fortrængning. Intet er enkelt i denne konflikt, og filmen lader såret være vidt åbent.

   Sameblod modtog adskillige priser, herunder Europaparlamentets LUX-pris og debutantprisen på Venice Days (Giornate degli autori). I Sverige var den Guldbagge-nomineret i otte kategorier og vandt for bedste manus (Kernell) og klip (Anders Skov). Lene Cecilia Sparrok blev årets kvindelige hovedrolleindehaver, og Sameblod modtog publikumsprisen. 

Se også Louise Friedberg: Eksperimentet (2010) og Etnisk arrogance: Rabbit-Proof Fence (2002).

Sameblod (Sami Blood). Instr. og manus: Amanda Kernell. Foto: Sophia Olsson. 110 min. Sverige-Norge-Sápmi-Danmark 2016. Dansk premiere: 09.03.2017.

Fotos: Bautafilm/ Nordisk Film/ DFI/ Filmbazar/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies.  

Anmeldelsen er en Filmrevy fra Weekendavisen Kultur 10.03.2017

Hans Petter Moland: Kraftidoten | In Order of Disappearance (2014)

BLÅ SNE OG BLODIGE SVANER

Selvtægt for sjov i det øverste Norge

Af BO GREEN JENSEN

MULIGVIS skranter ideen om Norden, men på film er tanken stadig vital. Hans Petter Moland, Kim Fupz Aakeson og Stellan Skarsgård havde stor succes med En ganske snill mann (2010, int. A Somewhat Gentle Man). Nordmanden instruerede, danskeren skrev manuskriptet, og svenskeren spillede den kriminelle Ulrik, som løslades efter en lang fængselsdom og døjer svært med sin resocialisering. De fortsætter samarbejdet i Kraftidioten.

   Også Nils er i grunden en ganske rar mand. Han kører sneplov for kommunen i det høje norske vinterland, som en stor del af filmen er henlagt til. Om morgenen er det Nils, som trodser elementerne og kører forrest i karavanen af biler, når lillebyens indbyggere skal på arbejde. Hans spektakulære maskine er ny og gigantisk. Når den pløjer sig gennem den blå sne, har filmen sine stærkeste billeder.

NILS er afholdt i nærmiljøet. Han har netop båret slips, så han kunne modtage prisen som kommunens æresborger, da politiet i Oslo ringer og meddeler, at hans søn er død af en heroin-overdosis. Nils véd, at det ikke kan være sandt. Politiet siger, at sådan reagerer alle forældre. Den anstændige mand bliver vred, og han har salen på sin side. Prologen har vist, hvordan sønnen blev dræbt ved en fejl.

   Da myndighederne ikke vil efterforske dødsfaldet, men tværtimod betragter sønnen som en kriminel fodsoldat, bliver det for meget for Nils. Manden med Ploven bliver Manden med Leen. Mens han dræber gerningsmændene, forløses en vild og befriende kraft, der kan kompensere for sorgen. Kraftidioten bliver en nordisk pendant til selvtægtsklassikere som Michael Winners Death Wish (1974, da. En mand ser rødt), Paul Schraders Hardcore (1979, da. Hårdkogt) og Steven Soderberghs The Limey (1999, da. Englænderen).

NILS begynder udrensningen i narkomiljøets laveste kaste, men snart fører blodsporene til større fisk. »Greven« (Pål Sverre Hagen) har i forvejen problemer. Han har arvet sit imperium efter en legendarisk far og har brug for at sætte sig i respekt, men hans dage går med at holde en nævenyttig eks-hustru (Birgitte Hjort Sørensen) fra livet og være en far for sin dreng. Ydermere presses han af serbiske gangstere. De anføres af »Papa« (Bruno Ganz), som spiser lapsede nordmænd til frokost.*

   Tonen er lagt efter brødrene Coen i Fargo, og filmen har et fantastisk højt body count. Hver gang et liv går til, bliver navnet skrevet på lærredet sammen med fødsels- og dødsår. De tørre tal markeres med stjerne og kors, ganske som i dødsannoncer. Der er ofte flere navne i feltet. Efter alle-mod-alle-opgøret til slut, bliver feltet fyldt fuldkommen ud.

MOLAND og Fupz Aakeson kan deres kram. Kraftidioten er et sejt genrestykke med tilløb til hård realisme. Det lykkes i lange stræk at dosere den blodskudte humor med norsk snusfornuft og en næsten bibelsk retfærdighedssans. Nils fortrækker ikke en mine. Greven er neurotisk eksalteret. Papa venter stoisk i skyggen.

   Det er evige kræfter, der kæmper i sneen. Det er også en hårdkogt røverhistorie fra Norge. Man savner måske en finsk faktor i det skandinaviske bagland. Den er der dog, hvis man ser efter. Det er med nedbarberet udtryksløshed og et pokerfjæs som hos Aki Kaurismäki, at den stilfærdige mand går amok.

Se også Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006) og Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010)

*) Bruno Ganz (1941-2019). Den schweizisk fødte karakterskuespiller var en drivkraft i europæisk art cinema gennem næsten 60 år. Han fik sit gennembrud i film af Éric Rohmer (Marquise von O...), Werner Herzog (Nosferatu) og Wim Wenders (Himlen over Berlin; Så fjern, så nær!). Et højdepunkt var rollen som Adolf Hitler i Oliver Hirschbiegels Der Untergang (2004). Ganz blev i stigende grad en slags talisman for auteur-instruktører. To af de sidste store roller var som Vergil-skikkelsen i Lars von Triers The House that Jack Built (2018) og kommandanten i Terrence Malicks A Hidden Life (2019). Ganz medvirkede i mere end 100 film. Han lavede også tv og teater. Den sidste screen credit var som fortællerens far i  Anders Østergaard og Erzsébet Rácz’s dansk-tyske Vinterrejse (2019). Bruno Ganz blev 77 år. Han har vist sig uerstattelig.   

Kraftidioten. Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Kim Fupz Aakeson. Foto: Philip Øgaard. 116 min. Danmark-Sverige-Norge 2014. Dansk premiere: 03.07.2014.

Fotos: Paradox/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Miracle Film Distribution

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Nordic, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.07.2014

Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010)

EN STØVLE BLANDT LAKSKO

Nordisk noir med sjæl og hård humor

Af BO GREEN JENSEN

SAMERNE sælger våben, og man må ikke ryge noget sted. Verden er ikke den samme, da Ulrik (Stellan Skarsgård) efter 12 år i skyggen bliver lukket ud til en norsk fimbulvinter. »Husk nu at se fremad,« siger fængselsbetjenten og understreger ordene med en opmuntrende gestus, da Ulrik et øjeblik tøver i porten.

   Manden har tillagt sig måne, mave og hestehale, mens han afsonede sin drabsdom. Stikkeren var bror til en kollega, som Ulrik skød, fordi sjuften duskede Wenche (Kjersti Holmen). Måske har tanken om hævn holdt ham oppe, men med ét forekommer ideen abstrakt. Ulrik sætter sig på en bænk for at vente. Der er sne og fladt land, så langt øjet rækker. Han fortrækker ikke mine.

SENERE møder han godfather Jensen (Bjørn Floberg) og lakajen Rolf (Gard Eidsvold) på kaffebaren, hvor discountgangsterne hænger ud. Jensen har passet butikken. Der er hver måned blevet betalt til Wenche og lille Geir. Nu sørger chefen også for, at Ulrik får autoarbejde hos Sven (Bjørn Sundquist) og logi hos Karen Margrethe (Jorunn Kjellsby), som bag en barsk facon og et lidet tillokkende ydre er en romantisk sjæl på sin måde.

   I hvert fald kommer hun med aftensmad, når Ulrik sidder på sengen og ser polske quizshows. Hun råber på Gud og Jesus Kristus, mens han bestiger hende og gør sin pligt. Bagefter klapper hun hans skulder, som var han en pålidelig hest.

DAGENE går i den norske provins, som Hans Petter Moland skildrer med masser af deadpan i grinestykket En ganske snill mann. Kim Fupz Aakeson har skrevet det finurlige manuskript, og med svenske Skarsgård i titelrollen er filmen overhovedet et sjældent vellykket eksempel på nordisk teamwork. Tonen smager af brødrene Coen (i Fargo) og Aki Kaurismäki (i Manden uden fortid). Det hele kan af og til også minde om en norsk version af Frygtelig lykkelig.*

   En af filmens løbende vittigheder er kvindernes beredvillighed. Alle vil gerne give manden en hurtig tur, når han nu har savnet sex så længe. Ulrik er mest interesseret i at få en relation til sønnen Geir (Jan Gunnar Røise), som er blevet voksen og har fået familie, mens han sad inde. Wenche skrev Ulrik helt ud af bogen, og Geir har simpelt hen sagt til Silje (Julia Bache-Wiig), at hans far var død. Ulrik vil gerne tages til nåde. Han har fået et blødere væsen, meget som Erik Clausens figur i Løsladt på prøve. Faktisk er han blevet en ganske rar mand.

DÉT passer slet ikke Jensen. Gangsteren ligner en brugtvognsforhandler, vennesæl, ærekær og gemytlig, men er snu og lidt ond bag sin drævende facade. Har han ikke betalt for pistolen, som de købte af samernes mafia på konferencehotellet, hvor Ulrik stak ud som en støvle blandt laksko? Jensen vil ikke kendes ved Ulrik, før denne siger ja til at dræbe igen. Det kan ikke nytte, at man i underverdenen får opfattelsen af, at Jensen bare kan ignoreres.

   Ulrik er dog ikke til at rokke. På værkstedet er han blevet forelsket i Merete (Jannike Kruse), som også rækker ud efter ham, da Ulrik med brutal ekspertise har sørget for, at eksmanden aldrig vil slå hende. Vinteren har varet længe nok. Det er ved at blive forår i Ulrik. Nu er problemet, at Karen Margrethe bliver jaloux. Geir fortæller sin hustru om Ulrik, men hendes barn skal i hvert fald ikke vokse op med en morderisk farfar. Ergo har han at holde sig væk.

NÅR det nytter så lidt at være snill, vil Ulrik alligevel bruge pistolen og fjerne manden, som fjernede ham og som Jensen vil have fjernet. Da han konfronterer Kenny (Henrik Mestad), kommer endnu en skjult sammenhæng for en dag. Ulrik tøver. Jensen raser. Silje skal føde. Det er deus ex machina big time. Hvor mon det ender? Gå selv ind og se, men husk at poesiens gud som regel bakker de retskafne op. I hvert fald hvis filmen er nordisk og sjov.

MORSOM er denne fortælling bestemt. Den er lun, lakonisk og rigtigt godt skåret. Der er dog en tendens til at malke hver scene for latter og bygge alt op af komiske sætstykker. Karen Margrethes blå lår og store orgasmer er kun sjove første gang. Bjørn Sundquists værkstedsejer, der kan tale i lang syntaks uden at trække vejret, er et absurd og overflødigt ornament. Ofte venter man sig mere, end man får. Rolf, der altid bliver trådt på, måtte godt reagere mere ekstremt. Flobergs figur er svær at tage alvorligt, men charmerende som bare pokker.

   Den poetiske slutning er ren Kaurismäki med en umiskendelig anakronistisk følelse af 1950erne; en anden slags film fra en anden slags tid; sagte forår, rene hjerter og så videre. Hans Petter Moland er en alsidig instruktør, der har lavet storfilm om vietnamesiske flygtninge (The Beautiful Country, 2004) og bevægende politisk revisionisme (Kammerat Pedersen, 2006). Her er han brødrene Coen på norsk. Det er sjovt nok, mens det varer, men man tager ikke meget med sig hjem.

*) I tilbageblik ligner En ganske snill mann en skitse til den undergenre – nordisk noir med grotesk udstedsfaktor – som bliver et distinkt spor i 2010erne og 20erne med Moland/Fupz Aakeson/Skarsgård-triumviratets egen Kraftidioten (2014, eng. In Order of Disappearance), Molands amerikanske remake Cold Pursuit (2019), Netflix-serien Lilyhammer (2012-2014) og Dagúr Karí/Fupz Aakeson-serien Welcome to Utmark, som åbnede på HBO Nordic i 2021. Ole Bornedal (Dræberne fra Nibe/Small Town Killers, 2017), Henrik Ruben Genz (Frygtelig lykkelig/Terribly Happy, 2008)), Jannik Johansen (Mørke/Murk, 2005) og Anders Thomas Jensen (Blinkende lygter, Mænd & høns, Retfærdighedens ryttere) er afgjort fellow travellers. Coen-brødrenes Fargo (1996), serien efter samme (2014- ) og Sam Raimis A Simple Plan (1998), efter roman og manus af Scott B. Smith, er anduvningsmærker, men vigtigst er nok David Chase-serien The Sopranos (1999-2007), som giver New Jersey-gangsterne familie, lavpraktisk hverdag og et kompliceret sjæleliv, selv om provinsatmosfæren mangler. Afsættet til The Sopranos blev taget i komedierne Analyze This (1999) og Analyze That (2002) af Harold Ramis (1944-2014), men urstedet er Elmore Leonard-romaner som Get Shorty (1990), Rum Punch (1992) og Out of Sight (1996). Subgenren står i stejl kontrast til den mondænt polerede urbanitet i hovedsporet Nordic Noir (om det så gælder viften af politiserier eller kommunalpolitiske intriger som i Adam Prices DR-serie Borgen (2010-2013)).  

En ganske rar mand (En ganske snill mann). Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Kim Fupz Aakeson. Foto: Philip Øgaard. 103 min. Norge 2010. Dansk premiere: 02.09.2010.

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2010