Liv og teater: Kasper Holten: Juan | Mozart's Don Giovanni (2010)

ET STED I DEN EUROPÆISKE NAT

Evig forfører i nutidsforklædning

Af BO GREEN JENSEN

HAN er manden, der lever for at erobre så mange forelskede kvinder som muligt. Han bruger deres kroppe, før han knuser deres hjerter, og hvert forhold udgør en voldtægt, der kulminerer i kærlighedsakten. Det er vigtigt, at kvinderne giver sig hen, men det er mindst lige så vigtigt, at de gør modstand.

   Myten om den store forfører har levet gennem 500 år. Først var han en social pirat, der udfordrede hierarkiet. Siden blev han kunstneren, der ikke vil give køb på sin frihed. I dag kan man sende ham i terapi – eller »aflyse« ham som uforbederlig krænker – men Don Juan er uhelbredelig. Der er ingen kur for hans besættelse, og det er dén, som kvinderne tænder på.

   Han inkarnerer et evigt princip om at jage, men i sig selv har han hverken fred eller varme. Så han sætter pris på kvinderne, og på sin måde elsker han dem. Han fylder deres sjæle med sin egen mangel på sjæl. Bagefter ser han sig ikke tilbage, men når han træder parringsdansen, er der ingen elsker som Don Juan.

   Forføreren færdes i alle kunstarter. I musikken hører Mozarts opera Don Giovanni (1787) til de slidstærke fremstillinger. Den er filmatiseret flere gange, mest mindeværdigt i 1979 af Joseph Losey. Tiden er dog mere end moden til Kasper Holtens strømlinede opdatering, som angriber stoffet empatisk, men bestemt ikke uden respekt.

OPERAFILM er en distinkt undergenre med to eller tre hovedspor. Man kan filme en klassisk opsætning og blive i teaterrummet. Franco Zeffirellis versioner af La Traviata (1982) og Otello (1986) er eksempler. Skal værket varieres, kan man inddrage prøveforløbet, og scenebilledets kunstige virkelighed kan være en stil og et mål i sig selv, som det ses i Trollflötan (1975, da. Tryllefløjten), Ingmar Bergmans tv-udgave af Die Zauberflöte (1791).*

   Modsat kan man søge ud af teatrets kukkasse, bruge hverdagsrummet som realistisk arena eller udvide og forstærke virkeligheden med special effects, så resultatet ligner en filmmusical. Baz Luhrmanns (La Boheme, 1994) og Zhang Yimous (Turandot, 2000) overdådige operaproduktioner er udtryk for en praksis, der blev skabt i Hollywood.

TYPISK skal der strammes og beskæres. Man kan endvidere ændre den historiske baggrund og omplante forestillingen kronologisk. Mark Dornford-Mays U-Carmen (2005) udspiller sig i et sydafrikansk township, hvor teksterne bliver sunget på swahili. Kenneth Branaghs riff på Tryllefløjten, The Magic Flute (2006) er henlagt til skyttegravslandskabet i 1. verdenskrig. Patrice Chéreau fortolkede Wagner som borgerlig fabel, og Kasper Holten videreførte ideen i sin monumentale sceneopsætning af Ringen.**

   Det gør naturligvis en forskel, om man fortolker en klassiker eller præsenterer et originalt værk. Carlos Saura kan gå ud fra, at publikum kender sangen på forhånd, når han bruger Mozarts opera i Io, Don Giovanni (2009), der fortæller om digteren Lorenzo da Ponte (1749-1838), som skrev tekst til musikken. Ligesådan Milos Forman i Amadeus (1984), der bygger på et skuespil af Peter Shaffer. Derimod er ungaren Kornél Mundruczós Johanna (2005) en særdeles vellykket filmopera, komponeret til lejligheden af Zsófia Tallér. Her må man selvsagt prioritere musikken og lade hver tone stå. Til gengæld er der mulighed for at skabe en ny verden.

 

  

HOLTEN er konsekvent kontemporær i Juan. Han destillerer forviklingshistorien og forkorter værket med henved en time, så nøglescenerne samles i det sidste døgn af forførerens liv. Derved mister filmen sikkert en del af sin styrke som Mozart-version. Til gengæld kommer den tættere på kernen i Don Juan-myten, som er universel.

   Det skælmske præg af opera buffa trænger kun igennem sporadisk. Snarere er værket læst som en forførers tragedie. Det er den samme kolde ild, den samme eksistentielle umættelighed, som Manden inkarnerer i Federico Fellinis Casanova (1976).

LORENZO da Pontes libretto er oversat til mundret engelsk. Man synger om e-mails, siger fuck hele tiden, og Leporello bemærker om Zerlinas tilkommende, at »Massetto is losing it big time«. Stephen Frys tekst til Branaghs Tryllefløjten var lige så forhippet moderne. Dét er en satsning. Som Raymond Chandler sagde, ældes intet så hurtigt som slang. Man må derfor skabe sin egen, der er vaccineret mod tid.

   Juan (Christopher Maltman) er en karismatisk konceptkunstner med tjekket fysik. Assistenten Leporello (Mikhail Petrenko) dokumenterer hans erobringer, så de kan indgå i installationen The Woman Project, der er forførerens livsværk. Anna (Maria Bengtsson), Elvira (Elizabeth Futral) og Zerlina (Katija Dragojevic) gestalter tre evige kvindetyper.

   Handlingen er henlagt til en arketypisk storby (Budapest) et sted i den europæiske nat. Stengæsten, som stammer fra det ældste bevarede Don Juan-drama (Tirso de Molinas Bedrageren fra Sevilla, 1630), er en hjemløs, der skygger den festklædte kunstner. Han kunne være Døden eller Djævelen, men er i sandhedens time Forføreren selv.

BEDST forløst er skildringen af Juans umættelighed. Han agerer, takserer og manipulerer, men han nærer en sult, som ikke kan stilles. En særligt bevægende scene er dén, hvor han beskriver sin kærlighed til Kvinden. For tilskueren tror ham. Han synger til Elvira, mens han presser sin krop mod endnu en kvinde. Han jager en fred, som han aldrig vil finde, og dør på passende vis i en bil.

   Skal det være sådan, skal det slet ikke være. Også i Holtens version er Juan ufortrøden, men han vælger sin skæbne med samme trods som fortælleren i en sang af Bruce Springsteen. Da er han mere et menneske end et princip, og dét er styrken i filmens projekt. Myten lever. Sangen har vinger. Helten er blevet en mand af i dag.

Se også Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac | Liv og teater; Klassiske karakterer: Anna Karenina; Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001) | Musicals; Liv og teater: Les Misérables 1980-2023 | Musicals; Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; John Madden/ Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673 | Liv og teater. 

*) Et sjældent set Bergman-værk er Don Juan, der blev produceret for svensk skole-tv i 1965. Det var ikke Mozarts opera, men Molières komedie Dom Juan ou le Festin de Pierre (1665), som formidlingsopgaven handlede om. Her er synsvinklen hos tjeneren Sganarelle, som kommenterer sin herres mangel på gudfrygtighed. Bergman instruerede Ernst Hugo Järegård i rollen. Dom Juan debuterede i 1955 på Malmö Stadsteater. Don Juan bruger 1965-opsætningen på Dramaten. Bergman iscenesatte stykket for sidste gang i 1983 på München Residenztheater i Tyskland.

   Djävulens öga (1960, da. Djævelens øje) med Jarl Kulle og Bibi Andersson ligner, men er ikke helt filmskaberens eget take på en moderne Don Juan. Der er snarere tale om pligtarbejde. I Billeder (1990) skriver Bergman: »Djævelens øje fortsætter komedielinien. Selskabet havde købt en støvet dansk komedie, der hed Don Juan vender tilbage. Dymling og jeg indgik en skændig overenskomst. Jeg ville instruere Jomfrukilden, som han afskyede. Han ville, at jeg skulle tage mig af Djævelens øje, som jeg afskyede. Begge var vi meget fornøjede med vor overenskomst og syntes, vi havde narret hinanden. I virkeligheden havde jeg bare narret mig selv.« [s. 348] 

   Don Juan vender tilbage var et hørespil af Oluf Bang. Carl Anders Dymling var direktør for Svensk Filmindustri, det nuværende SF Studios. Billeder er oversat af Jørgen Stegelmann. Bogen former sig som en kommentar til erindringsbogen Laterna Magica (1987). 

 

**) Først og fremmest er Juan et kinetisk eksperiment, et forsøg på at skabe bevægelse og flytte dramaet ud af teatret. Der er ikke tale om Holtens definitive bud på Don Giovanni. Filmen blev til i vinduet mellem hans første periode på Det Kongelige Teater, hvor Ringen og Tannhäuser var højdepunkter, og hans turnus som operachef på Royal Opera House i London 2011-2017. Her blev Holtens Don Giovanni (2014), som kun har moderniteten til fælles med filmen, en fast del af repertoiret. Produktionen er genopsat fem gange, senest i september 2022. Scenografen Es Devlin har konstrueret en roterende bygning med åben facade, som muliggør næsten filmiske sceneskift. Holten kom tilbage fra London i 2018 og blev skuespilchef på Det Kongelige Teater. Siden har både Don Giovanni (i Christoffer Berdals instruktion), Molières Don Juan (i Anna Balslevs instruktion) og Amadeus (i Holtens egen version) været på plakaten. 

***) Poul Larsens monografi om Don Juan-motivet (Berlingske Leksikon Bibliotek, 1974) er en nyttig indføring i mytens ophav og anvendelse hos Tiro de Molina, Molière, Mozart, E.T.A. Hoffmann, Lord Byron, Chr. D. Grabbe, Honoré de Balzac, Alfred de Musset, Prosper Mérimée og Nikolaus Lenau. Den suppleres perfekt af Niels Barfoeds disputats Don Juan. En studie i dansk litteratur (Gyldendal, 1978).  

Juan (Mozart's Don Giovanni). Instr.: Kasper Holten. Manus: Mogens Rukov, Kasper Holten. Foto: András Nagy. 104 min. Danmark 2010. Dansk premiere: 07.04.2011.

Fotos: Blankov & Schønnemann Pictures [Stillfotograf: Steffen Aarfing]/ Eurofilm Stúdió/ Zentropa Entertainments/ Film i Väst/ TrustNordisk/ SF Studios/ Axiom Films/ CineMaterial/ Ingmar Bergman Archives (Stiftelsen Ingmar Bergman)/ Royal Opera House | Es Devlin homepage.

Filmen streames på FILMSTRIBEN

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 08.04.2011 - revideret og ajourført i januar 2024

Mia Hansen-Løve: Un beau matin/ En dejlig morgen (2022)

VED SLUTNINGEN
Moden fortælling om svær virkelighed

Af BO GREEN JENSEN

VED slutningen på livet venter en række afviklinger. Det er ubehageligt stof, mørk materie, som de fleste nødigt forholder sig til: sygdom, ældelse, ophør; fysisk og mentalt forfald. Vi bruger en stor del af livet på at vænne os til, at det slutter en dag. Idealet er en værdig død. I praksis bliver slutningen ofte en kæde af uværdigheder, selv når alle parter gør deres bedste.

   Sandra (Léa Seydoux), som er i midten af trediverne, har et realistisk og resigneret forhold til tilværelsen. Hun arbejder som simultantolk og sørger for sig selv og datteren Linn (Camille Leban Martins), der er otte år. De er alene efter Linns fars død, som ligger nogen tid tilbage og er absorberet. Det samme gælder for så vidt den forandring, der fulgte med Sandras fars sygdom.

GEORG Kienzler er professor i filosofi og har levet i sit arbejde. Han har en indviklet, nervenedbrydende sygdom med et symptomsæt, som ligner demens. Han er blind, men ikke helt blind. Balanceevnen er stærkt reduceret. Han forstår alting halvt, men har mistet sit sprog. Der har været tilsynsordninger. Nu er det tid til at anbringe ham, men Georg er ikke en føjelig mand. Han er bange og vred og besværlig. Pascal Greggory spiller ham passiv-aktivt – og fremragende.

   »Jeg møder stadig hans studerende alle vegne,« siger Sandra, da hun tilfældigt støder ind i Clément (Melvil Poupaud), som kendte hendes afdøde mand. Clément har sin egen familie, der mest bliver sammen for syns skyld. Sandra og Clément indleder et forhold. For Sandra bliver det et nærende helle. Han kommer og går, siger fra, får anfægtelser, vender tilbage. Når han deltager, er de en lille familie, der fungerer sammen og arbejder godt.

   Un beau matin begynder, da udflytningen skal eksekveres. Sandras mor er videre med sit eget seniorliv og trives i et nyt ægteskab. Hun er på gaden med De Gule Veste og har en intellektuel profil. Hun er i store træk den samme karakter, som blev fravalgt på grund af sin alder i Mia Hansens-Løves forrige film, L'avenir (2016, da. Dagen i morgen), hvor Isabelle Huppert havde rollen. I En dejlig morgen bliver hun spillet af Nicole Garcia.

BESKRIVELSEN af de praktiske, komplekse og absolut usentimentale forhold – les choses de la vie, som Claude Sautet kaldte dem – udgør for så vidt hele »plottet« i En dejlig morgen. Mia Hansen-Løve skildrer afviklingen i en saglig, anti-æstetiserende tone. Emne og anslag giver filmen en vis lighed med François Ozons Tout s'est bien passé (2021, da. Alt gik godt), der skildrede aktiv dødshjælp og en forpligtende datter/far-relation i samme register. Fransk film forstår sig på svær virkelighed.

   Mia Hansen-Løve – som selv er 42 år – har fra begyndelsen været god til at se tilværelsen fra alle livsaldre. Hun fortalte om sin ungdom i Un amour de jeunesse (2011). Hendes storebrors lange nedtur inspirerede musikfilmen Eden (2014). I Bergman Island (2021, da. Bergmans ø) kom en kvindelig filmskaber med sin mere feterede auteur-ægtemand på skriveophold i Bergman-refugiet på Fårö. Der var tre lag af sammenfiltret fiktion. Hansen-Løve var selv på Fårö med partneren Olivier Assayas. Bergmans ø var bemærkelsesværdig på alle måder. En af dem var, at den dristede sig til at anfægte Bergman-legenden.

   Hansen-Løve siger selv, at hun ville lave en enkel og jordbunden film efter de metateksuelle manøvrer i Bergmans ø. Tonen i Un beau matin er klar og koncis som et stillebens streg. Et glas vand, der står på køkkenbordet i solen. Léa Seydoux spiller Sandra uden henvisning til »stjernen« Léa Seydoux.

DET bedste greb i filmen er forholdet til alle faderens ting. Hans bøger, hans billeder, hans musik. Sandra vil opmuntre Georg med en Schubert-sonate, han holdt særligt af. Nu vil han aktivt ikke høre den, fordi han bliver urolig. Hendes egen musik er Jan Johanssons »Liksom en herdinna«, der indleder filmen og følger med, når hun er på tolkeopgaver. Mia Hansen-Løve hørte første gang Bellman-kompositionen i Ingmar Bergmans The Touch (1971, da. Berøringen). Så idolet er ikke afskrevet helt.*

   Georgs bøger er værdifulde, de har fyldt hans arbejdsliv, hun voksede op med hans bibliotek. Nu vil ingen vide af dem. Sandras mor, som selv har rigeligt, vil i særdeleshed ikke have dem. Det ender med, at Sandra inviterer Georgs studerende. De unge voksne er benovede ved at stå i det allerhelligste. Som er en død samling i et afviklet hjem.

SANDRA beholder selv digtbøgerne. Og hvem siger, at Clément er gået for bestandig? Hele omhuen, der er lagt i skildringen af forholdet til intellektuel ejendom, er bemærkelsesværdig. Det samme er livsfarven på de grå plejehjem, hvor ubønhørligheden står mejslet.

   Mia Hansen-Løve laver stadig åbne og risikovillige film, der forholder sig til den mørke materie – og til underet i den lysende hverdag. Hun kom til som en moden, fuldt færdig filmskaber og bliver ved i samme afklarede form.

*) »Liksom en herdinna, högtids klädd« har nr. 80 i Fredmans epistlar, den ene af de to store sangcyklusser, som Carl Michael Bellman (1740-1795) er berømt for. Hyrdindevisen er vagt »Greensleeves«-agtig. Jazzpianisten Jan Johansson (1931-1968), som døde alt for tidligt, fortolker den instrumentalt og symfonisk på triplealbummet Musik genom fyra sekler (1969), som var kronen på et livsværk, der blev klassisk allerede med Jazz på svenska (1964). Jan Johansson skrev musik til Bo Widerbergs Barnvagnen (1963) og Mai Zetterlings Nattlek (1965). Han er ikke mindst elsket for »Här kommer Pippi Långstrump«, signatursangen fra tv-serien med Inger Nilsson, som Olle Hellbom instruerede i 1969.

Se også Mia Hansen-Løve: Eden (2014); Mia Hansen-Løve: L'avenir/ Things to Come (2016); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/ Bergmans ø (2021).

Un beau matin (En dejlig morgen). Instr. & manus: Mia-Hansen Løve. Foto: Denis Lenoir. 112 min. Frankrig-UK-Tyskland 2022. Dansk premiere: 02.03.2023.

Fotos: Les Films Pelléas/ MUBI/ Razor Film Produktion/ Dauphin Films/ CN6 Productions/ Canal+/ Ciné+/ ARTE/ CNC/ FFA/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Les Films du Losange/ Another World Entertainment/ Unifrance/ YouTube [Sony Pictures Entertainment - Extended Cannes Trailer]. 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 02.03.2023; trykt 03.03.2023.

Sparks | Leos Carax: Annette (2021)

FORTALT MED LARM OG BULDER
Den postmodernistiske filmmusical

Af BO GREEN JENSEN

ANNETTE er kærlighedsbarnet, som bliver resultatet, da operasangeren Ann Defrasnoux (Marion Cotillard) forelsker sig i standupkomikeren Henry McHenry (Adam Driver). Pigen er alt, som er godt og uskyldigt. Hun får det bedste frem i begge de tragiske karakterer.

   Senere, da stormen har revet alting i stykker, kan Henry i hvert fald holde sig til dét. »I'm a Good Father,« gentager han – undrende – for sig selv i en af de bedste sange fra den tæt gennemskrevne filmmusical, som Ron og Russell Mael – dvs. duoen Sparks – har realiseret sammen med Leos Carax.

MEN først er der sat flere sæt anførselstegn om fiktionen. Filmen begynder i kontrolrummet i studiet, hvor instruktøren kalder sin assistent hen til skærmen, som han sidder ved. »So May We Start?« spørger koret i den første af 30 fyldige sange. Det er dén, der lyder mest som et Sparks-hit fra 1970rnes poptid.

   Nu går hele ensemblet i procession ud på gaden i Los Angeles for at opføre sin forestilling. Til slut er der en tilsvarende finale, hvor kompagniet samler op og pakker sammen. Alle de døde lever igen. Også Sparks og Carax er i billedet. Det er en gestus i ånden fra klassisk teater. Verden er en scene. Livet er en sang. Vi gør vores flygtige støj og forsvinder.

BRØDRENE Mael har altid drømt om at skabe en filmmusical. Det er Ron (f. 1945) med moustachen, der skriver, og Russell (f. 1948), som synger med svimmel falset. Der er flere kuldsejlede projekter i bandets 50-årige karriere. De fortalte om dem til Edgar Wright i dokumentaren The Sparks Brothers (2021), som også fik dansk biografpremiere.

   Jeg vidste ikke, at Jacques Tati og Sparks nåede langt med en musical, som ikke blev produceret. Ej heller at brødrene brugte seks år på at forberede en manga-musical (Mai, the Psychic Girl) til Tim Burton, som svigtede dem. Jeg har til gengæld sat stor pris på Sparks-albummet med den fine og sirlige fabel om The Seduction of Ingmar Bergman (2009). Ingmar Bergman besøger Hollywood og bliver tilbudt en stor produktion. Han er fristet og flanerer i filmbyen. Det er Greta Garbo, som sender ham hjem til det rigtige arbejde.

EXCENTRIKEREN Leos Carax (f. 1960) er det perfekte match for Mael-brødrene. Han er den eneste nulevende instruktør, der kunne skære Annette så skævt og nøjagtigt. Carax’ tilgang til filmmusicals er ikke den amerikanske. Det er den håndlavede virkelighed fra Les parapluies de Cherbourg (1964, da. Pigen med paraplyerne) og andre originale nouvelle vague-klenodier, som Jacques Demy og Agnès Varda lavede sammen.

   Demy holdt af Hollywood og føjede verdenerne sammen i Les demoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort), hvor Gene Kelly gæsteoptræder. Det er nok dén film – og Lars von Triers Dancer in the Dark (2000) – som Annette ligner mest. Ron Maels musik flirter med dissonans, men har også klassiske kærlighedssange som »We Love Each Other So Much«. Før i tiden ville man tale om en postmodernistisk filmmusical.

DER er i Mauvais Sang (1986, da. Natten er ung) en ikonisk scene, hvor Denis Levant danser til David Bowies »Modern Love«. I Holy Motors (2012) står Kylie Minogue på et hustag og synger melankolsk hverdagsopera. Hun er i beigefarvet trenchcoat og ligner Jean Seberg i tiden for Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs).

   Scott Walker (1943-2019) skrev musikken til Pola X (1999), som var en fri filmatisering af Herman Melvilles Pierre; or the Ambiguities (1852), dvs. opfølgeren på Moby-Dick.

   Bemærk alle x’erne. Carax hedder egentlig Alex Dupont. Hans professionelle alias kombinerer navnene Alex og Oscar: »Jeg blev født i 1976, i et mørkt rum i biografen. Jeg lavede film for at blive forældreløs. Før var det, som om jeg havde sovet i sytten år,« sagde han til magasinet Télérama, da Holy Motors blev vist i Cannes i 2012.

   Netop i Cannes fik Annette premiere. Det var filmen, som genåbnede festivalbyen efter COVID-19-aflysningen i 2020.

HANDLINGSGANGEN er enkel og klar som i en opera. Det er en variation over motivet fra A Star is Born. Ann og Henry er stjerner i hver sin galakse. Hun synger på ophøjede operascener. Henry går på i bokseudstyr og hudfletter tiden med en sarkasme, som publikum elsker ham for.

   Henrys standupshow hedder Ape of God, dvs. »Guds abe«. Det er sikkert en overlagt henvisning til Wyndham Lewis’ satiristiske kunstnerroman – Ron Mael har aldrig lagt skjul på, at han er belæst. Henry kunne være en Anders Matthesen, som smelter ned, men figuren er især inspireret af Andy Kaufman (1949-84), som virkelig gik til på den måde. Kaufman endte i bizar fribrydning med kvinder (som skildret af Milos Forman i 1999-filmen Man on the Moon). 

   Guds Abe raser, klynker, hoverer og regerer. Han ryger tæt og ruller sig rundt på scenen i simulerede samlejer. Han drikker vodka som af en sutteflaske og sætter en ære i at provokere. Han er en mændenes mand af sin tid. Der er alligevel ægte kant i satiren. Ron Mael lader ham synge to strofer af Tom Lehrers »National Brotherhood Week« – filmen har virkelig 70er-stambog.*

MEN hjemme begynder lykken at skride. Pludselig er Henry ikke sjov mere. Hver bitter vittighed falder til jorden. Han klager fra scenen i Las Vegas og siger, at det er som »trying to enjoy a blowjob in a gas chamber«. »Not funny, Henry,« råber hans fans. Det er ikke morsomt. Henry er en afstumpet skiderik. Han fortjener alle de knubs, som han får.

   For så vidt som dramaet har et kor, er det sladderjournalisterne. De kvidrer om parrets livsstil og følger graviditeten up close. Så slår de til med skadefryd, da Henrys trone vakler. »Six Women Have Come Forward« er filmens version af #MeToo-justits. Henry var oppe, og nu skal han ned. Der bliver ikke lagt fingre imellem.

   Imens bliver Ann mere fjern. Tredje hjul i tragedien er Dirigenten/ Akkompagnatøren (Simon Helberg), som elsker Ann. I anden akt er det af og til ham, der fortæller.

EN sejlbåd forliser i stormen. Uvejret er realiseret med sætstykker, som på et teater, men undervandsoptagelserne er i realistisk format. Annette er med om bord og ser det hele ske. Senere véd hun noget om Far. Det er samtidig sandt, at hun får det bedste i ham frem. Den rugende Henry er virkelig en god far. Men Annette kender sandheden. For sig selv er og bliver han Guds Abe.

   Annette taler aldrig, men Henry opdager, at hun kan synge. Det er som at høre engle i himlen. Verden ligger for hendes fødder, da hun turnerer med Henry og Akkompagnatøren. Mændene har mægtige konflikter. Der er ét drab mere, og barnet siger fra. Henry falder lige så hårdt og fortjent som Othello, Macbeth og de øvrige forbilleder.

NU er han klar til at blive et godt menneske, men er soning mulig efter så meget? Det ville det være i en traditionel musical, så Henry er fortrøstningsfuld og synger til sin datter om kærlighedens kraft. For Ron Mael og Carax er det nok ikke nok at sige undskyld. Gå selv ind og se, hvad der sker.

   I hovedparten af filmen bliver Annette fremstillet af en digital marionet. Det løser flere logistiske problemer, og man vænner sig til surrealismen. Det er derfor meget virkningsfuldt, da dukken bliver levende efter to timer. Stilgrebet er regulært genialt. Det har taget sin tid, men hér bliver det hele omsider virkeligt for den narcissistiske Henry.

HVIS noget af ovenstående taler til dig, vil du nyde Annette. Hvis det lyder fortænkt, skal du holde dig væk. Annette ligner ikke La La Land, In The Heights eller andre nye musicals, som trods alt hylder genren. Annette er en fuldvoksen filmopera. Det er krævende stof. Men godt nyt for fans af Sparks og Carax. Begge naturkræfter er i stor form og leverer.

   Det samme gør Cotillard og Adam Driver. Han synger med sin egen begrænsede stemme. Det er en væsentlig pointe, at det ikke lyder særligt godt. Det lyder som et menneske. Annette er julegaven til alle, som ikke gider flere superhelte og mere West Side Story.

Se også Slipstream | Leos Carax: Holy Motors (2012) og Sparks | Edgar Wright: The Sparks Brothers (2021).     

*) Tom Lehrers satiriske sangværk er beskrevet i en note til artiklen om W.S. Gilbert og Arthur Sullivan. Percy Wyndham Lewis (1882-1957) var blandt de vigtigste skikkelser i mellemkrigstidens britiske og amerikanske modernisme. Han udgav magasinet BLAST (1914) og formulerede et manifest for vorticismen, der så en rollemodel i digteren Ezra Pound. Lewis skrev kritiske essays, polemiske pamfletter og romaner som Tarr (1918). Trilogien The Human Age, som består af The Childermass (1928), Monstre Gai (1955) og Malign Fiesta (1955), er et forsøg på at samle århundredet op. Han havde venner i Bloomsbury-kredsen, men Lewis var evigt i opposition. Snart sagt alle fra tidens gallerier og saloner er med i nøgle- og programromanen Apes of God (1930). De bliver alle karikeret og skåret grundigt ned. Hvis Lewis læses i dag, er det for denne monumentale satire. Lewis er stadig kontroversiel. Det skyldes især de nationalsocialistiske sympatier og den udtalte anti-semitisme i hans tidlige værker. Han reviderede begge synspunkter og blev i 1940erne, som han tilbragte i USA, en ivrig fortaler for Franklin Delano Roosevelts demokratiske program. I erindringsbøgerne Blasting and Bombardiering (1937) og Rude Assignment (1957) nuanceres de ekstreme positioner. Som kunstner var han kolorist og kubist. Malerierne er brillante.

Annette. Instr.: Leos Carax. Manus: Ron & Russell Mael, Leos Carax. Foto: Caroline Champetier. 140 min. Frankrig-Tyskland-Belgien-Japan-Mexico-Schweiz 2021. Dansk premiere: 16.12.2021.

Fotos: CG Cinéma/ Tripus P Film/ Arte France Cinéma/ Another World Entertainment/ Théo Films/ UGC/ Detailfilm/ Scope Pictures/ Wrong Men North/ RTBF/ Euro Space/ Piano/ Garidi Films/  MUBI (official trailer)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames (juli 2025) på AppleTV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray fra MUBI (UK) 10.01.2022

4K UHD + 2K Blu-ray fra Alamode Film (Tyskland) 22.04.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.12.2021

Sparks | Edgar Wright: The Sparks Brothers (2021)

GNISTRENDE GALSKAB
Hengiven hyldest fra fan nr. 1

Af BO GREEN JENSEN

DE amerikanske brødre Ron (f. 1945) og Russell (f. 1948) Mael har lavet vild, excentrisk og uforudsigelig pop i 50 år efterhånden. Siden Halfnelson (1971) og Woofer in Tweeter’s Clothing (1972), hvor der første gang står Sparks udenpå, er det blevet til 25 album med mange hundrede sange.

   Det svirrer med tal og sandfærdige skrøner i Edgar Wrights hengivne dokumentar, som tager historien fra en ende af. Instruktøren af Baby Driver (2017) og Last Night in Soho (2021) er selv et kultfænomen. Han er superfan af Sparks, og når nu ingen andre ville give historien vingefang.

   Sparks har fans i fire generationer. For de fleste i min begynder historien med »This Town Ain't Big Enough for Both of Us« fra albummet Kimono My House, som var et monsterhit i 1974. Det samme var Propaganda (1975) og i lidt mindre grad Indiscreet (1976). Brødrene havde i de år kontrakt med britiske Island Records, og deres kernepublikum var europæisk.

DET er et stort paradoks i historien om Sparks, at de egentlig altid har prøvet at gøre det godt i hjemlandet. Det er lykkedes i perioder. Hele Rons hvide »pop som popkunst«-æstetik er rundet af svirpende Hollywood-drømme. Gratuitous Sax & Senseless Violins (1994) er en repræsentativ albumtitel.

   De kommer fra Pacific Palisades i Californien. Deres far, som døde tidligt, tog dem med i biografen. Deres mor kørte bilen til Las Vegas, så de kunne se The Beatles to gange. Ron fik moustache som Adolf Hitler og Charles Chaplin. Da Paul McCartney forklædte sig som Ron Mael, vidste brødrene, at de var blevet til noget.*

ADSKILLIGE backingbands er forladt hen ad vejen. Efter Indiscreet tog brødrene hjem og forsøgte at erobre USA. Det lykkedes hverken med Big Beat (1976) eller Introducing the Sparks (1977), men No. 1 in Heaven (1979), som Giorgio Moroder tæppebelagde med ur-synthesizer og Russells vokal, var et profetisk album. Cirka hér forlod jeg bordet og kom først igen, da der var furore om Lil’ Beethoven i 2002.

   I foråret 2008 så Sparks tilbage og samlede det fulde værk ved 21 koncerter i London. Hver aften opførte bandet et originalt album i hele sin udstrækning. I anden del var sanglisten sat efter afstemning blandt fans på bandets website. Den retrospektive »Sparks Spectacular« kulminerede i en præsentation af album nr. 21, Exotic Creatures of the Deep.

   Sparks nyder p.t. en stor renæssance, fordi de har skrevet sange til musicalen Annette, der var årets åbningsfilm i Cannes 2021. Leos Carax har instrueret Adam Driver og Marion Cotillard i Annette.

WRIGHTS film består af arkivklip, nye interviews med gamle partnere og snurrige indspark fra brødrene selv. De taler nødigt om Annette, for det er så tit gået galt med filmprojekter. Sparks og Jacques Tati var langt med et samarbejde. I sen-80erne, da deres aktie var lavest, brugte de seks år på at skrive Mai, the Psychic Girl, en manga, som Tim Burton skulle instruere.

   Der er meget filmkultur i Sparks. I foromtalen af Annette må det undre, at flere ikke nævner The Seduction of Ingmar Bergman (2009), som er en af de skæveste rockmusicals. I 1956 er Ingmar Bergman i Hollywood og bliver tilbudt en stor studiefilm. Han leger med tanken og ser på filmbyen. Greta Garbo råder ham til at tage hjem.

DE gamle mænd mødes i studiet hos Russell hver dag. De laver et album om året. Det seneste hedder A Steady Drip, Drip, Drip (2020). Måske er Sparks for sære til at være populære. Der er i hvert fald en udmattelseseffekt. Efter filmen styrer man ikke direkte mod hylden med Sparks. Man har nok for nu – men er lykkeligt mæt.

Se også Sparks | Leos Carax: Annette (2021) [Musicals]; Edgar Wright: Last Night in Soho (2021).

*) McCartney er forklædt som Ron Mael i videoclippet, som promoverer »Coming Up«, første skæring på McCartney II fra 1980. McCartney spiller selv alle instrumenter på albummet og er  i samme ånd castet som alle ti medlemmer af spoofbandet The Plastic Macs. Kun Linda McCartney supplerer. Keith McMillan instruerede clippet, som blev lanceret på The Kenny Everett Video Show den 14. april 1980. DR sendte faktisk Kenny Everett-programmerne, som inspirerede bl.a. Jarl Friis-Mikkelsen, Kim Shumacher og lidt senere Casper Christensen med hensyn til værtstil. Vi er så langt tilbage i kronologien, at end ikke MTV fandtes. Kanalen, som ændrede medielandskabet, blev lanceret den 1. august 1981, på passende vis med Buggles-hittet »Video Killed the Radio Star«. I dag ligger alting selvsagt på YouTube. »Coming Up« er med på dvd-antologien The McCartney Years (2007). McCartney udpeger selv Ron Mael, Hank Marvin og John Bonham på kommentarsporet. Og siger, at det hele var for at have en vinkel og for sjov. Sjovt er det. Sangen er ikke noget særligt, men clippet viser McCartney i et visuelt overskudshumør, der fører tankerne tilbage til Magical Mystery Tour.     

The Sparks Brothers. Instr. og manus: Edgar Wright. Foto: Jake Polonsky. 120 min. UK-USA 2021. Dansk premiere: 21.10.2021.

Fotos: Focus Features/ Media Rights Capital/ Complete Fiction/ Universal Pictures/ Island Records/ CineMaterial

Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Amazon Store, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay. Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Universal Studios (UK) med koncert og interviews i fuld længde 18.10.2021. 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.10.2021.