Mia Hansen-Løve: Un beau matin/ En dejlig morgen (2022)

VED SLUTNINGEN
Moden fortælling om svær virkelighed

Af BO GREEN JENSEN

VED slutningen på livet venter en række afviklinger. Det er ubehageligt stof, mørk materie, som de fleste nødigt forholder sig til: sygdom, ældelse, ophør; fysisk og mentalt forfald. Vi bruger en stor del af livet på at vænne os til, at det slutter en dag. Idealet er en værdig død. I praksis bliver slutningen ofte en kæde af uværdigheder, selv når alle parter gør deres bedste.

   Sandra (Léa Seydoux), som er i midten af trediverne, har et realistisk og resigneret forhold til tilværelsen. Hun arbejder som simultantolk og sørger for sig selv og datteren Linn (Camille Leban Martins), der er otte år. De er alene efter Linns fars død, som ligger nogen tid tilbage og er absorberet. Det samme gælder for så vidt den forandring, der fulgte med Sandras fars sygdom.

GEORG Kienzler er professor i filosofi og har levet i sit arbejde. Han har en indviklet, nervenedbrydende sygdom med et symptomsæt, som ligner demens. Han er blind, men ikke helt blind. Balanceevnen er stærkt reduceret. Han forstår alting halvt, men har mistet sit sprog. Der har været tilsynsordninger. Nu er det tid til at anbringe ham, men Georg er ikke en føjelig mand. Han er bange og vred og besværlig. Pascal Greggory spiller ham passiv-aktivt – og fremragende.

   »Jeg møder stadig hans studerende alle vegne,« siger Sandra, da hun tilfældigt støder ind i Clément (Melvil Poupaud), som kendte hendes afdøde mand. Clément har sin egen familie, der mest bliver sammen for syns skyld. Sandra og Clément indleder et forhold. For Sandra bliver det et nærende helle. Han kommer og går, siger fra, får anfægtelser, vender tilbage. Når han deltager, er de en lille familie, der fungerer sammen og arbejder godt.

   Un beau matin begynder, da udflytningen skal eksekveres. Sandras mor er videre med sit eget seniorliv og trives i et nyt ægteskab. Hun er på gaden med De Gule Veste og har en intellektuel profil. Hun er i store træk den samme karakter, som blev fravalgt på grund af sin alder i Mia Hansens-Løves forrige film, L'avenir (2016, da. Dagen i morgen), hvor Isabelle Huppert havde rollen. I En dejlig morgen bliver hun spillet af Nicole Garcia.

BESKRIVELSEN af de praktiske, komplekse og absolut usentimentale forhold – les choses de la vie, som Claude Sautet kaldte dem – udgør for så vidt hele »plottet« i En dejlig morgen. Mia Hansen-Løve skildrer afviklingen i en saglig, anti-æstetiserende tone. Emne og anslag giver filmen en vis lighed med François Ozons Tout s'est bien passé (2021, da. Alt gik godt), der skildrede aktiv dødshjælp og en forpligtende datter/far-relation i samme register. Fransk film forstår sig på svær virkelighed.

   Mia Hansen-Løve – som selv er 42 år – har fra begyndelsen været god til at se tilværelsen fra alle livsaldre. Hun fortalte om sin ungdom i Un amour de jeunesse (2011). Hendes storebrors lange nedtur inspirerede musikfilmen Eden (2014). I Bergman Island (2021, da. Bergmans ø) kom en kvindelig filmskaber med sin mere feterede auteur-ægtemand på skriveophold i Bergman-refugiet på Fårö. Der var tre lag af sammenfiltret fiktion. Hansen-Løve var selv på Fårö med partneren Olivier Assayas. Bergmans ø var bemærkelsesværdig på alle måder. En af dem var, at den dristede sig til at anfægte Bergman-legenden.

   Hansen-Løve siger selv, at hun ville lave en enkel og jordbunden film efter de metateksuelle manøvrer i Bergmans ø. Tonen i Un beau matin er klar og koncis som et stillebens streg. Et glas vand, der står på køkkenbordet i solen. Léa Seydoux spiller Sandra uden henvisning til »stjernen« Léa Seydoux.

DET bedste greb i filmen er forholdet til alle faderens ting. Hans bøger, hans billeder, hans musik. Sandra vil opmuntre Georg med en Schubert-sonate, han holdt særligt af. Nu vil han aktivt ikke høre den, fordi han bliver urolig. Hendes egen musik er Jan Johanssons »Liksom en herdinna«, der indleder filmen og følger med, når hun er på tolkeopgaver. Mia Hansen-Løve hørte første gang Bellman-kompositionen i Ingmar Bergmans The Touch (1971, da. Berøringen). Så idolet er ikke afskrevet helt.*

   Georgs bøger er værdifulde, de har fyldt hans arbejdsliv, hun voksede op med hans bibliotek. Nu vil ingen vide af dem. Sandras mor, som selv har rigeligt, vil i særdeleshed ikke have dem. Det ender med, at Sandra inviterer Georgs studerende. De unge voksne er benovede ved at stå i det allerhelligste. Som er en død samling i et afviklet hjem.

SANDRA beholder selv digtbøgerne. Og hvem siger, at Clément er gået for bestandig? Hele omhuen, der er lagt i skildringen af forholdet til intellektuel ejendom, er bemærkelsesværdig. Det samme er livsfarven på de grå plejehjem, hvor ubønhørligheden står mejslet.

   Mia Hansen-Løve laver stadig åbne og risikovillige film, der forholder sig til den mørke materie – og til underet i den lysende hverdag. Hun kom til som en moden, fuldt færdig filmskaber og bliver ved i samme afklarede form.

*) »Liksom en herdinna, högtids klädd« har nr. 80 i Fredmans epistlar, den ene af de to store sangcyklusser, som Carl Michael Bellman (1740-1795) er berømt for. Hyrdindevisen er vagt »Greensleeves«-agtig. Jazzpianisten Jan Johansson (1931-1968), som døde alt for tidligt, fortolker den instrumentalt og symfonisk på triplealbummet Musik genom fyra sekler (1969), som var kronen på et livsværk, der blev klassisk allerede med Jazz på svenska (1964). Jan Johansson skrev musik til Bo Widerbergs Barnvagnen (1963) og Mai Zetterlings Nattlek (1965). Han er ikke mindst elsket for »Här kommer Pippi Långstrump«, signatursangen fra tv-serien med Inger Nilsson, som Olle Hellbom instruerede i 1969.

Se også Mia Hansen-Løve: Eden (2014); Mia Hansen-Løve: L'avenir/ Things to Come (2016); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/ Bergmans ø (2021).

Un beau matin (En dejlig morgen). Instr. & manus: Mia-Hansen Løve. Foto: Denis Lenoir. 112 min. Frankrig-UK-Tyskland 2022. Dansk premiere: 02.03.2023.

Fotos: Les Films Pelléas/ MUBI/ Razor Film Produktion/ Dauphin Films/ CN6 Productions/ Canal+/ Ciné+/ ARTE/ CNC/ FFA/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Les Films du Losange/ Another World Entertainment/ Unifrance/ YouTube [Sony Pictures Entertainment - Extended Cannes Trailer]. 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 02.03.2023; trykt 03.03.2023.

Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021)

LYS OG REFLEKSER

En film i en film om et par og et landskab

Af BO GREEN JENSEN

DER er ingen skyer på himlen, da instruktørparret Chris (Vicky Krieps) og Tony Sanders (Tim Roth) ankommer til Fårö. Det er sommer som i Sommeren med Monika (1953), og øen ligner sig selv fra Persona (1966), Skammen (1968) og Passion (1969). Alle gæster på Fårö reagerer sådan. Man kan knap nok ånde for Bergmans legende.

   Chris og Tony kommer til refugiet i Bergman Center for at skrive på hver sin film. Det sker i forbindelse med Bergman Week, som hvert år trækker cineaster fra hele verden til øen. Tony er æresgæst, og Stig Björkman udspørger ham foran publikum efter den udsolgte visning af en af hans film.

   Vi ser en scene fra værket, som ligner en stilbevidst gyser. Det er nat, og der er skinger musik, mens the final girl flygter gennem gaderne. Efter visningen bliver Tony rost for fascinationskraften i »everything you do«. Tony Sanders er en etableret auteur. Chris er yngre og arbejder mere ubemærket.

NU er hun træt af at vente. »Din Q & A blev ved i evigheder« skriver hun i sms’en til Tony, der må tage alene med turbussen på den officielle »Bergman Safari«. Chris går på opdagelse sammen med Bergman-eksperten Hampus Nordenson, der ligesom Stig Björkman spiller sig selv. De kommer gennem Bergmans historie og røber lidt om sig selv for den anden.

   Hampus og Chris lagde mærke til hinanden, da han solgte hende et par solbriller magen til dem, som Bibi Anderson bærer i Persona. Bibis briller koster 800 kroner i Centrets travle gaveshop. Alt på Fårö har relation til Ingmar Bergman (1918-2007), som ganske vist kom sent til øen, men blev og gjorde den til sit sted. Er forbindelsen skrøbelig, kan den forstærkes.

FILMSKABEREN Mia Hansen-Løve (f. 1981), som er fransk ind til benet, skønt navnet er norsk, boede selv i Fårö-refugiet med sin daværende partner, Olivier Assayas, da hun begyndte på at skrive Bergman Island. Der er en smule mild satire over den kommercielle udnyttelse, men hun deler betagelsen og atmosfæren. Alle på øen takkes til slut.

   Chris og Tony bor i huset ved siden af Bergmans private biograf, hvor han så en film klokken tre hver eftermiddag. Sædet med fåreskindspuden skal være tomt. Det er jo hér, at mesterens genfærd skal sidde. De sover i værelset, hvor Scener fra et ægteskab (1973) blev optaget. Chris spørger forsigtigt til forholdet mellem Bergman og de ni børn, han fik med seks kvinder. Hun gør det fra en #metoo-vinkel, som alle eksperterne taler hen over.

TONY skriver støt og godt. Chris bladrer i hans arbejdsbog, som er fuld af sirlige notater og skitser af en kvinde i sadomasochistiske positioner. »Er hun dig eller mig?« står der på sidste side. Vi kan se på Chris, at filmen er typisk for Tony Sanders. Hun er en smule irriteret på hans facon. I hvert fald har Chris irriteret stemme, da hun ringer hjem og taler på tysk.

   Chris kan ikke komme videre med sin egen idé. Da hun fortæller den til Tony, begynder fiktionerne at blande blod. Det er en time inde i filmen. Mia Hansen-Løve er naturligt optaget af Bergmans myte, men hun nærmer sig meta- og autofiktionen med den samme slentrende tilgang, som præger karaktererne i Eden (2014) og L'avenir (2016, da. Dagen i morgen).

   I Chris’ film – som hedder The White Dress – kommer Amy (australske Mia Wasikowska) til Fårö for at deltage i veninden Nicolettes bryllup med Jonas (Joel Spira). Han er den eneste fra øen, som har et andet take på legenden. Det er faktisk forløsende, da Jonas udbryder: »Fuck Bergman!«. Amy er mere interesseret i gensynet med Joseph (norske Anders Danielsen-Lie). De har en forhistorie.

DER ER INTET KLART SKEL mellem de fiktive kategorier. Virkelighederne flyder sammen, da Hampus fra rammehistorien optræder i Chris’ genfortælling. Hun og Danielsen-Lie (nu som »Anders«) spiller Ludo i køkkenet, da optagelserne til filmen-i-filmen (som måske/måske ikke bliver lavet) er forbi.

   Chris’ egen film er stærk. Optikken er i Bergmans ånd, men hendes metode er noget nær modsat. Fårö og Bergman er godt, givent stof. Man fornemmer, at Hansen-Løve selv er overrasket over, hvordan hun får stedet foræret. Bergman Island er filmen, der skriver sig selv. Hun skal blot hælde vand på den tørrede kaffe. Alle smagsstofferne i historien er der i forvejen og mere til.

INGMAR Bergman beskriver i erindringsbogen Laterna Magica (1987), hvordan han kom til Fårö i 1960, da han skulle indspille Som i et spejl. Han ville optage på Orkney-øerne, men producenten ville blive i Sverige. Han og husfotografen Sven Nykvist besøgte Fårö for at kunne insistere på Orkney med overbevisning. Men topografien var simpelt hen hans:

   »Det gamle hus skulle ligge i en lille have med gamle æbletræer. Vi fandt haven, huset kunne vi bygge. Der skulle være en stenet strand, vi fandt en stenet strand, som vendte ud mod evigheden (...) Egentlig ved jeg ikke, hvad der skete. Hvis man vil være højtidelig, kan man sige at jeg har fundet mit landskab, mit virkelige hjem. Vil man være morsom, kan man tale om kærlighed ved første øjekast.«

CHRIS er hele tiden slået af den store diskrepans mellem harmonien i naturen og den dæmoniske rugen i filmværket. Men hvad hun gør med Fårö, stemmer helt overens med mesterens egen udlægning:

   »Min bundethed til Fårö har flere grunde: først kom der signaler fra min intuition: Det her er dit landskab, Bergman. Det svarer til dine inderste forestillinger om former, proportioner, farver, horisonter, lyde, stilheder, lys og reflekser. Her er der tryghed. Spørg ikke hvorfor, forklaringer bliver kluntede efterrationaliseringer. Sådan her for eksempel: I dit arbejde søger du forenkling, proportion, anspænding, afspænding, åndedrag. Fårö-landskabet giver dig alt dette i rigt mål.«

CHRIS og Tony gennemlever vel en lys version af Ulvetimen. Hansen-Løve har slet ikke Bergmans strenghed. Hun vil heller ikke have den. Bergmans ø er en eftertænksom film, der handler om kemien i et kunstnerpar og forholdet mellem kvinder og mænd. Datteren June bærer daggryet med sig, da hun endelig kommer med virkelighed.

Se også Mia Hansen-Løve: Eden (2014); Mia Hansen-Løve: L'avenir/Things to Come (2016); Mia Hansen-Løve: Un beau matin/ En dejlig morgen (2022); Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Ingmar Bergman | Liv Ullmann: Trolösa/Faithless (2000); Bergmans ø: Liv & Ingmar (2012).

Bergman Island (Bergmans ø). Instr. & manus: Mia Hansen-Løve. Foto: Denis Lenoir. 112 min. Frankrig-Sverige-Tyskland 2021. Dansk premiere: 13.04.2022.

Fotos: Arte France Cinéma/ Barnstormer Productions/ CG Cinéma/ Dauphin Films/ Film Capital Stockholm/ Gotlands Filmfond/ Neue Bioskop Film/ Plattform Produktion/ RT Features/ Scope Pictures/ Swedish Film Institute/ Swedish Television/ Talipot Studio/ Kinology/ Angel Films/ Cineuropa/ CineMaterial/ Filmaffinty/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra MUBI 19.09.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.04.2022.

Mia Hansen-Løve: L'avenir/Things to Come (2016)

ET NYTTIGT OG VIRKELIGT LIV
En ung kvindes film om at blive ældre

Af BO GREEN JENSEN

AT blive ældre er ofte en øvelse i, hvordan man spiser nådsensbrød. Eller selv bager ét, der er nærende nok til at kompensere for tabet af ungdom. Dagen i morgen handler, som titlen antyder, om ting, der kan og sikkert vil ske for os alle. Hvis ellers vi er »heldige« og lever længe nok, vel at mærke.

   Nathalie Chazeaux er på vej mod de 60 og fører i det store hele, hvad hun selv ville kalde et nyttigt liv. Hun underviser i filosofi på en velanskrevet læreanstalt og har selv redigeret den antologi, som eleverne bruger. Privat er hun gift med kollegaen Heinz (André Macon). De har to voksne børn og et sommersted i Bretagne, som hun har nydt at indrette.

DET betyder ikke, at der ikke er problemer. Hendes aldersfornægtende mor (Edith Scob fra Holy Motors og kultklassikeren Les yeux sans visage) ringer på alle tider af døgnet. Børnene er skuffelser, der sværmer for det banale – slet ikke som Fabien (Roman Kolinka), hendes gamle elev, der manuducerer på École Normal og har skrevet om Theodor Adorno til serien, som Nathalie redigerer.

   Der er ikke så meget tilbage af ånden fra maj '68. På skolen demonstrerer eleverne i protest mod regeringens pensionsreform. Nathalie har slet ingen tålmodighed med de skingre unge stemmer. Hun bryder blokaden, så hendes elever kan komme ind. De får et fyndord af Jean-Jacques Rousseau til overvejelse. Det stammer, siger Nathalie, fra en tid, hvor ideer var mere end påskud.

ALT dette udgør den flimrende baggrund for et som sagt ganske virkeligt liv. Dagen i morgen begynder med et flashback til tidevandsøen Grand Bé, hvor digteren Chateaubriand er begravet. Eller måske er resten af filmen et flashforward til de gnidrede, grå ting, der venter. I hvert fald er Nathalie både træt af det hele og ganske tilfreds, da hendes liv styrter sammen.

   Det sker på flere fronter. Heinz forlader Nathalie. Hendes mor dør og efterlader et overraskende tomrum. På forlaget kommer der djøf-typer til. De lukker Nathalies serie og aflyser et optryk af antologien. Da hun går i vrede, ser de opgivende på hinanden. Demonstranterne bruger det samme blik. Det siger: Flyt dig, gå dog hjem og dyrk kartofler, det er ikke din tid mere.

SÅ med ét er den aldrende kvinde i fald. Mia Hansen-Løve (Eden), som selv er 35 og kunne være Nathalies datter, beskriver processen med indlevelse. Faserne ligner de stadier, som Elisabeth Köbler-Ross kortlagde i forbindelse med erkendelsen af, at man skal dø. Først er der afvisning og forurettet vrede, siden forsøgvis forhandling, akut depression og til slut en blank, total accept.

   Hvis man når den sidste base, er man endelig i ukendt land. Her venter en slags frihed og en mulighed for at undersøge, hvad tilværelsen indeholder.

NATHALIE bruger sit nye liv på det sidste. Hun raser ud ved at knuse de fælles effekter i huset i Bretagne. Så samler hun resterne op og besøger Fabien i det radikale kollektiv, hvor han er flyttet ud med sin kæreste, så de kan planlægge revolutionen igen. Der er endelig en chance for at realisere den vagt ødipale relation mellem elev og lærerinde. Gå selv ind og se, om den bliver grebet.

   63-årige Isabelle Huppert har spillet mange skarpe kvinder, altid på sin egen alder, siden hun brød igennem som kniplersken i Claude Gorettas La dentellière (1977, da. Jeg elsker dig). Dagen i morgen er den ene af to store film med Huppert fra 2016. Den anden er Paul Verhoevens Elle (2016), som gradbøjer flere klicheer om kønspolitik.

   Huppert er fremragende som Nathalie. Hun bærer filmen i pagt med det detaljerede manuskript, som Mia Hansen-Løve selv har skrevet. Det er en stille, præcist registrerende film, som iagttager en overflødiggjort kvinde.

L’AVENIR er stemt i tonen fra Claude Sautet og Eric Rohmer. Som altid hos Hansen-Løve spiller musik en medskabende rolle. Her er Schubert blandet op med Woody Guthries »Ship in the Sky« og visen »À la claire fontaine«, men det smukkeste sted er en vandring i sneen, hvor Donovans »Deep Peace« (fra albummet Sutras) bliver signaturen for en scene, der ånder og er i sig selv.

   Dagen i morgen er næppe for alle, men den rammer enhver, som har fantasi til at forestille sig, hvordan ungdommen sikkert udløber en dag. Vi vil slet ikke bruge klicheen gråt guld. Der er bare et liv, som bliver ved med at brænde.

Se også Mia Hansen-Løve: Eden (2014); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021); Mia Hansen-Løve: Un beau matin/ En dejlig morgen (2022). 

L'Avenir (Dagen i morgen). Instr. og manus: Mia Hansen-Løve. Foto: Denis Lenoir. 102 min. Tyskland-Frankrig 2016. Dansk premiere: 17.11.2016.

Fotos: CG Cinéma/ Detailfilm/ ARTE/ Canal +/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube [IFC Trailer + clips]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, HBO Nordic, iTunes, MUBI, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye 07.11.2016

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.11.2016

Mia Hansen-Løve: Eden (2014)

FORTABT I MUSIKKEN
Tyve år i technokulturen

Af BO GREEN JENSEN

DET er svært at blive gammel som DJ. Hver nat står man i lyset og spiller frydens musik for et mørkt dansegulv, der bølger af pumpende kroppe. Der er en vis evig absurditet over jobbet, og man slår sig på hjernen med stoffer og sprut.

   Uden for klubben bliver vennerne voksne. En dag har smagen ændret sig, og tiden vil høre en anden musik. Nu har man ikke midashænder mere. Så venter tinnitus og abstinenser. Hvem holder da af en aldrende DJ?

   Klublivets udfordringer er skildret i en hel undergenre af film: den amerikanske 54 (1998), Michael Winterbottoms 24 Hour Party People (2002), den canadiske It’s All Gone Pete Tong (2004), den tyske Berlin Calling (2008). Senest var Northern Soul (2014) et portræt af klubkulturen i 1970ernes Lancashire.

HVER generation har sit sted og sin strømning, men DJ’ens liv bliver uvægerligt skildret som en rejse fra eufori til melankoli. Der er ingen vej ud, hvis man har musikken i blodet. David Bowies bannersang fra Lodger sagde det hele allerede i 1979: »I am a DJ/ I am what I play/ Can’t turn around, no, can´t turn around.«

   Eden følger en fransk DJ’s karriere fra 1992 til 2013. Paul Vallée er 16 år, da han og vennen Stan begynder at optræde sammen som duoen Cheers. De vender ikke bare plader, men skaber nye rum i bevidstheden. De siger selv, at de spiller »N.Y. Garage with a Parisian twist«. Over tid bliver stilen kendt som French Touch.

   

MIA Hansen-Løve (f. 1981) har skrevet Eden sammen med sin storebror, Sven, der var DJ i 90erne. Visse træk er ændret, men musikerne har beholdt deres navne og historier. Filmen bruger den originale musik. Thomas Bangalter (Vincent Lacoste) og Guy Manuel de Homem-Christo (Arnaud-Azoulay) fra Daft Punk, technoscenens krumtap, er bare store drenge. De bærer endnu ikke masker, hjelme eller robotudstyr.*

   Trods sit navn er Hansen-Løve fransk. Som 16-årig medvirkede hun i Fin août, début septembre (1998) og blev kæreste med instruktøren Olivier Assayas. Félix de Givry, som spiller Paul Vallée, fandt hun i Aprés mai (2012, da. Efter revolutionen), hvor Givry havde rollen som den unge Assayas i 1968. Hansen-Løve har skildret sin ungdom i Le père de mes enfants (2009) og Un amour de jeunesse (2011). L'avenir (2016, da. Dagen i morgen) er et forvarsel om, hvad der venter os alle. Isabelle Huppert spiller filosofilæreren, der bliver hægtet af ved pensionsalderen.

   Hansen-Løves seneste film, Bergman Island, havde premiere på Cannes Festivalen i 2021. Vicky Krieps og Tim Roth spiller filmskaberparret, der besøger Fårö i den svenske skærgård, hvor Ingmar Bergman boede de sidste 40 år af sit liv. De skal skrive hver sit manuskript i refugiet, og i Krieps' metafiktion begynder Bergman'ske skikkelser at blande sig med virkeligheden. Mia Wasikowska og Anders Danielsen Lie har de bærende roller i filmen-i-filmen. Løve-Hansen har endnu ikke lavet en film, der var uden sin særlige tone.

  

EDEN er fortalt i to akter. Første del hedder »Paradise Garage« og dækker årene 1992-2001. I begyndelsen er der kun varme og tillid. Kulden sætter ind, da Cheers går fra hinanden. Paul har korte affærer med amerikanske Julie (Greta Gerwig), arabiske Yasmin (Golshifteh Farahani) og franske Margot (Laura Smet). På gulvet sidder Juliette Lamet og ser til fra lillesøsterens perspektiv.

   Lyset bliver mindre efter 2000. Tegneseriekunstneren Cyril begår selvmord i november 2001, da kulturen stadig er i chok over 9/11. Hele kredsen samles for at sende ham afsted. Årene 2003-06 er præget af generel omkalfatring og afvikles i en montage. Diverse døgnfluer fungerer som kronologiske markører: Tony Humphries, PS1, Showgirls, La India, Crystal Waters’ »Gypsy Woman«.

ANDEN akt hedder »Lost in the Music« og ajourfører fortællingen. Den fatalistiske Paul er i mange henseender en stoisk og smuk Peter Pan. Alligevel får hans historie et skær af tragisk vemod. Der er ingen ironi. Filmen deler hans fryd ved musikken og hans tro på, at utopien kan bære. Også selv om den ved, hvor det ender.

   Eden tager farve efter musikken. Den flyder som i en endeløs trance, hvor tiden er sat ud af drift. Strukturen er imponerende konsekvent. Marion Monnier har klippet de enkelte scener, så bevægelsen bliver en besværgende gestus.

ENDELIG er Robert Creeleys digt »The Rhythm« sat som coda. Små drenge bliver til gamle mænd, uden at have været voksne. Livet pulserer som rytmen »from window to door/ from ceiling to floor/ light at the opening/ dark at the closing.«

   Eden er en sublim sædeskildring. Trods et lydspor, der citerer fra 40 technosange, kan man se den uden at føle alverden for genren. Hér er selve tiden, der glider os af hænde. Det er en mørk og meget bevægende film, der rammer én som de bedste steder hos Marcel Proust og F. Scott Fitzgerald. Med en svimmel, akut bittersødme.

Se også Mia Hansen-Løve: L'avenir/ Things to Come (2016); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021); Mia Hansen-Løve: Un beau matin/ En dejlig morgen (2022).

*) I juli 2015 talte Mia Hansen-Løve med Vice Magazine om filmen, sin bror og hans kreds: »De var ikke bare DJs: de var musikere, producere, kunstnere, radioværter, managers, designere – det hele var forbundet i dét, der siden blev kendt som The French Touch. Daft Punk var en del af dét. Vi vidste ikke, hvor berømte de ville blive, de havde bare en særlig udstråling. Som store drenge var de ikke noget særligt at se på, men de vidste, hvad de ville med det hele. Det var en af de store forskelle på folk som dem og folk som min bror, der levede i øjeblikket, uden at tænke over, hvor han ville hen.«

   Den 22. februar 2021 lagde Daft Punk en skæring med titlen »Epilogue« på YouTube. Efter fem minutter (5:20) vises i 15 sekunder et skilt med teksten: 1993-2021. Udgivelsen markerer slutningen på Daft Punk. Bangalter og Guy-Man vil dog fortsat lave musik hver for sig.

Eden. Instr.: Mia Hansen-Løve. Manus: Sven og Mia Hansen-Løve. Foto: Denis Lenoir. 131 min. Frankrig 2014. Dansk premiere: 17.09.2015.

Fotos: CG Cinéma/ Canal+/ Camera Film/ Cinematerial/ Cineimage

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 18.09.2015