Translate

Viser opslag med etiketten Fransk film. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fransk film. Vis alle opslag

tirsdag den 4. oktober 2022

Klassiske karakterer: Dangerous Liaisons | Les liaisons dangereuses


LACLOS I KOREA
Universel, intrigant og uopslidelig

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN er både evig og velkendt. To depraverede aristokrater, en mand og en kvinde som begge har lagt ungdommen bag sig, lever i stigende grad for de kicks, der tilbyder sig i forførelsens sødme. De indgår da et hjerteløst væddemål. Manden skal forføre en ung og ivrig uskyld, som kvinden har grund til at sætte på plads. Som belønning får han adgang til den smukke fromme enke, hvis dydige sanselighed under alle omstændigheder er en torn i øjet på begge de livstrætte hedonister. Som definitiv belønning vil forføreren endelig få adgang til den intrigante kvindes seng. Det er et spil, de har haft kørende i mange år, og ingen af dem bliver yngre. Nu må det være på tide.
   Længe går det efter planen. Den erfarne jæger anvender alle sine elskovstricks, får hurtigt nedlagt den ivrige uskyld og kommer gradvis også ind på livet af den æggende retskafne enke. Så bliver jægeren fanget af byttet og forelsker sig i enken, der i dén grad forløses og folder sig ud. Furien raser, jægeren vakler, byttet bæver som et vådt rosenblad og er helt i lidenskabens vold. Det ender galt for dem alle. Kærligheden ligger tilbage og bløder, mens al anstændighed rives itu. De gode har muligvis grund til at græde, men der er slet ingen onde som ler, da det gælder.


FÅ tekster har holdt sig så friske eller udvist så megen tilpasningsevne som brevromanen Les Liaisons dangereuses (1782, da. Farlige forbindelser), der med syrlig bedrøvelse spidder de tre karakterer på deres forfængelighed.
   Pierre Ambroise Choderlos de Laclos (1741-1803) skrev sin tekst i revolutionstidens Frankrig, inspireret af Jean-Jacques Rousseau, den romantiske frihedsforkynder, som han angiveligt ville advare imod, men også i overensstemmelse med den jævnaldrende Marquis de Sade, Rousseaus mørke modpol, som i sine monomane pornografiske skrifter beskæftigede sig med de samme temaer og problemstillinger.*
   Der er mere end en banal elskovstrekant på spil i Laclos’ elegante konstruktion, eksempelvis kønspolitik, nihilisme over for engagement og den evige sandhed om kødets skrøbelighed, som ingen store tankesystemer hidtil har kunnet bortforklare.



ERGO er historien blevet nyfortolket, genfortalt, opført på scener og filmatiseret et utal af gange. Dangerous Liaisons, den britiske dramatiker Christopher Hamptons skuespil over bogen, har i sig selv fået status som grundtekst, men før Hampton havde Roger Vadim allerede forsøgt at modernisere og aktualisere Laclos i sin charmerende filmatisering fra 1959, Les Liaisons Dangereuses (da. Farlige forbindelser), med Jeanne Moreau, danske Annette Strøyberg, som dengang var gift med Vadim, og den alt for tidligt afdøde Gérard Philipe (1922-1959), manden som var Fanfan la Tulipe i sit hjerte.



I 1988 instruerede englænderen Stephen Frears sin amerikanske filmudgave af Hamptons tekst med John Malkovich som Valmont, Glenn Close som Marquise de Merteuil og Michelle Pfeiffer som byttedyret Madame de Tourvel. Denne nyklassiker, som frem for alt siger noget om sin egen tid, 1980erne, blev for de fleste en film til at elske og nyde. Tjekken Milos Forman kunne imidlertid ikke fordrage Hamptons blik på Laclos og instruerede i 1989 sin særligt vinklede udgave, Valmont, med Colin Firth, Annette Bening og Meg Tilly i de strategiske roller.
   Forman holdt fast i en fiks idé om, at gode film bør have ét og kun ét identifikationspunkt. På den måde fik han i 1981 reduceret E.L. Doctorows Ragtime til en skygge af det litterære forlæg, men Valmont er et rimelig vellykket forsøg på at romantisere og menneskeliggøre Laclos. Blot har varmen og livet, hele filmens åndedræt, kun lidt at gøre med den hjertets bitre lære, som er og bliver hovedsagen.
   Af mere eksotiske filmatiseringer må nævnes Roger Kumbles Cruel Intentions (1992), som overfører skelettet og karaktererne fra Laclos til et teenagemiljø på Manhattan. Den fantastiske danske titel var Sex Games. Filmen fortjente faktisk lidt bedre.



DER er ingen ubehagelige overraskelser i Je-yong Lees koreanske udgave af Farlige forbindelser, som på engelsk bærer titlen Untold Scandal. Relationerne fra Laclos er intakte, og skønt handlingen er omplantet til en anden kultur, befinder vi os fortsat i 1780erne, nu i slutningen af Chosun-dynastiet.
   Valmont-figuren Jo-won (Bae Yong-jun) er om muligt en værre sjuft end sædvanligt, og den manipulerende Lady Cho (Lee Mi-Sook) er en smuk, lad og liderlig tvilling til originalens Marquise de Merteuil. Jo-won skal deflorere den naive Soh-ok, der er lige så lærenem som hun er uskyldig, men hans belønning er den tilknappet æggende enke Lady Sook (Jeon Do-yeon), som ikke nåede at miste sin mødom, før hendes tilkommende døde. Lady Sook har nu været enke i ni år, og Jo-won vil have hende, koste hvad det vil.



HANS forehavende lykkes, men det kommer til at koste alt for dem alle. I brede, klare, formelt smukke billeder og overdådige interiører, der er designet efter alle kunstens regler af scenografen Byeong-il Kim, folder filmen sin evige lignelse ud og demonstrerer, hvor galt det kan gå os, hvis vi tror at hjertet blot er en muskel.
   Historien fungerer fornemt på koreansk, hvor særlige træk som den fromme Lady Sooks katolicisme giver bedre mening end i europæisk sammenhæng. Je-yong Lees film er i øvrigt ikke den første asiatiske udgave af Farlige forbindelser. Allerede i 1978 instruerede Toshiya Fujita sin japanske version under titlen Kiken na kankei.



MEST opsigtsvækkende er måske den udførligt skildrede seksualitet, som gør hele historien mere konkret. I vestlige udgaver er grundvilkåret, den kødelige sandhed, i regelen skjult af eufemismer, fejende skørter og elegante omskrivninger. Her får vi sagens kerne op på lærredet i stort format – til og med i første scene.
   Udførlig sex har de seneste år været standardudstyr i film, som kommer fra Sydkorea. Andre store temaer er politisk fortrængning og seksuel ligestilling. Måske har man holdt igen lidt for længe og er nu tilbøjelig til at overdrive de skandaløse virkemidler.
   I hvert fald kan den koreanske filmsex blive ufrivilligt komisk. På Mostraen i Venedig så jeg Im Sang-soos særdeles seriøse Baramnan gajok (2003, int. A Good Lawyer’s Wife). I første scene etablerede den gode hustru et udenomsægteskabeligt forhold. I anden scene stod hendes mand, som heller ikke var indbegrebet af troskab, og diskuterede mulig kompensation til ofrenes familier ved en nyåbnet massegrav. I tredje scene havde hustru og elsker hed sex på kanten af selvsamme grav.



FARLIGE forbindelser er anderledes velafstemt. Vi får atter lov at føle forelskelsen, forsmåelsen og fortabelsen sammen med Valmont, Merteuil og Madame de Tourvel, som også hér er den mest komplekse og bestemt mest lidenskabelige figur. Laclos er landet i Korea på smuk og betagende lykkelig vis. 
   Det er en billedskøn film med en bitter moral, der ikke har tabt relevans, siden historien blev skrevet i 1782. Sådan er vi vel, når det kommer til stykket, overalt og til alle tider. Det kan man naturligvis beklage, men beklagelse har aldrig været sagen i Les Liaisons dangereuses. Det har ærlig selvindsigt derimod, og af den er der masser i Je-yong Lees film.



DER er ingen tegn på afmatning i interessen for nye versioner. Josée Dayans canadisk-fransk-britiske tv-udgave fra 2003 er en højt profileret to-delt miniserie med Catherine Deneuve, Rupert Everett, Nastassja Kinski og Danielle Darrieux, der i anslaget moderniserer Laclos på samme måde, som Roger Vadim gjorde 40 år før. I Jin-ho Hurs kinesiske Weixian Guanxi (2012) er typerne og intrigen omplantet til rigt finansmiljø i 1930ernes Shanghai. Zhang Ziyi har Madame Tourvel-rollen mellem Jang Don-Gun og Cecilia Cheung. 
   Netflix-spillefilmen Les Liaisons Dangereuses (2022) er en fransk teenage/YA-udgave, skrevet og instrueret af Rachel Suissa. En amerikansk miniserie med internationalt cast har premiere på Starz/Disney+ i november 2022. Clarice van Houten, Lesley Manville, Clare Higgins, Alice Englert og Paloma Faith er blandt de medvirkende. Laclos' egen tid er atter baggrunden, men kønspolitikken er efterjusteret.
   Der er sært nok ingen sci-fi versioner af Farlige forbindelser. Det må være et spørgsmål om tid, før de kommer.



*) Laclos og de Sade er antagonister i romanen The Dangerous Memoir of Citizen Sade (2000) af englænderen A.C.H. Smith (f. 1935). De to mænd sad i fængsel sammen – karrieresoldaten Laclos for sine politiske loyaliteter; aristokraten de Sade for sin subversive seksualitet – og kunne angiveligt ikke fordrage hinanden. Smith ser dem som komplementære modsætninger, der koncentrerer hver sin version af kynismen. Bogen kan stadig bestilles på forfatterens hjemmeside.
   Laclos forlod hæren i 1788 og førte en omtumlet tilværelse i revolutionsperioden, hvor han bl.a. arbejdede i Krigsministeriet. Han sad i fængsel fra 1793-94. Han vendte tilbage til hæren i 1800 – nu som bonapartist – og døde som øverstbefalende for reserveartilleriet i Italien.
   Les Liaisons dangereuses findes på dansk i tre udgaver. Jens Zetlin Kielland oversatte den som De farlige Bekendtskaber (Branner, 1918); udgaven fra Arthur Jensen (1945) har forord af Paul V. Rubow og illustrationer af Aagaard Andersen. Senest udkom Farlige forbindelser i Ellen Kirks version (Gyldendal, 1989), da Frears/Hampton-filmen havde dansk premiere.   



Les Liaisons dangereuses 1960 (Farlige forbindelser). Instr.: Roger Vadim. Manus: Claude Brulé, Roger Vailland, Roger Vadim. Foto: Marcel Grignon. 111 min. Frankrig 1959. Dansk premiere: 10.04.1961.

Dangerous Liaisons (Farlige forbindelser). Instr.: Stephen Frears. Manus: Christopher Hampton. Foto: Philippe Rousselot. 119 min. UK-USA 1988. Dansk premiere: 07.04.1989.

Valmont. Instr.: Milos Forman. Manus: Jean-Claude Carrière, Milos Forman. Foto: Miroslav Ondricek. 137 min. UK-Frankrig 1989. Dansk premiere: 16.02.1990.

Les liaisons dangereuses (Farliga förbindelser). Instr.: Josée Dayan. Manus: Eric-Emmanuel Schmitt. Foto: Caroline Champetier. 252 min. Frankrig-UK-Canada 2003. Svensk premiere: 03.01.2005.

Untold Scandal/ Jo-seon-nam-nyeo sang-yeol-ji-sa (Farlige forbindelser). Instr.: Je-yong Lee. Manus: Dae-woo Kim, Hyeon-jeong Kim, Je-yong Lee. Foto: Byeong-il Kim. 124 min. Sydkorea 2003. Dansk premiere: 07.01.2005.

Weixian Guanxi (Farlige forbindelser). Instr.: Jin-ho Hur. Manus: Geling Yan. Foto: Byung-seo Kim. 110 min. Kina-Singapore-Sydkorea 2012. 


Fotos: B.O.M. Film Productions/ CJ Entertainment/  Warner Bros./ Lorimar/ Alchetron (Laclos Portrait)/ Britannica (de Sade Portrait)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity 
Les Liaisons Dangereuses (1959) er udsendt på Blu-Ray i 2019
Dangerous Liaisons (1988) streames på Blockbuster, HBO MAx, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime
Valmont (1989) streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime og Viaplay
Untold Scandal streames ikke i Europa, men er udsendt på Blu-Ray i 2014
Alle de nævnte film findes på 2K Blu-Ray
Første del af artiklen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2005.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , ,

fredag den 29. juli 2022

Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016)


DET HANDLER OM VIRKELIGHEDEN
En hård og alligevel herlig historie

Af BO GREEN JENSEN

EN historie for hele familien om børn, der ikke har nogen familie. Det er sådan cirka, hvad denne film er.
   Mit liv som Squash er frarådet børn under syv. Det skal du faktisk tage ret alvorligt. Hvis du ser den med dine små søskende, er der meget svært stof, som må forklares.
   Drengen Ikaros er ti år, da hans i forvejen tyndslidte verden går i stykker. Hans far forsvandt på et tidspunkt. Hans mor sidder dagen lang og drikker øl foran tv’et nede i stuen. Ikaros har værelse på loftet. Han ser sin far som en superhelt, der fløj væk, og har malet hans billede på en drage.
   Det er Mor, der kalder Ikaros for Squash – du ved den dér tykke agurk, man skærer i skiver og steger. Hun dør ved et uheld. Hun har drukket for mange øl og kravler op ad stigen til loftet. Dét er i lang tid det værste for drengen. Det er ikke hans skyld, at moderen døde – men det var ham, der gjorde det.



DRENGENS sag bliver behandlet af en varm og venlig politimand, der hedder Rasmus. Han følger Squash ud til et stort, gammelt hus, hvor alle de anbragte børn har forfærdende historier. De handler om omsorgssvigt, stofmisbrug, vold og andre overgreb. Alt dét du ellers aldrig hører om i børnefilm. Det er fortællinger, der gør dig stille. For hvad kan du egentlig sige?
   Heldigvis er der gode voksne i huset, og Squash bliver en del af familien. Nogle af de andre børn har levende forældre, der ikke magter at tage sig af dem. Den hårdkogte Simon er først en værre plageånd. Men på bunden er han en god kammerat, og det er Simon, der redder Squash og Camilla.



HVEM Camilla er? Hun er pigen, der ændrer det hele for Squash og giver ham en grund til at smile. Hun er såret i sit inderste. Hendes mor blev dræbt, og hun så det. Nu vil Camillas moster tage sig af pigen, ikke fordi hun holder af hende, men fordi hun kan få penge af de sociale myndigheder.
   Squash er forelsket i Camilla. For første gang får han farve i kinderne. Politimanden Rasmus tilbyder at blive plejefar for begge børn. Samtidig gør Camillas væmmelige moster ekstra meget for at få niecen med hjem. En dommer skal afgøre sagen. Da det ser allerværst ud, tager Simon affære.



JEG ved godt, at man ikke skal røbe, hvad der sker i en film. Men den hér er så mørk – og alligevel både så vigtig og fin. Det kan være godt at vide, det ikke ender sort-i-sort. Det er ikke nogen Disney-film, hvor magiske kræfter hjælper prinsessen. Det handler om virkeligheden, og somme tider kan den være bedre endnu.
   Mit liv som Squash er animeret med stop-motion, dvs. at det er små figurer, som Claude Barras har formet i hænderne og flyttet billede for billede. Det svarer til gammeldags tegnefilm, der er lavet uden brug af computer.
   Det bedste sted i filmen er en weekend, hvor børnehjemmet tager på skitur. De leger i sneen og holder en sej dansefest. På skiskolen er der andre børn, som har forældre, der passer på dem. Børnene fra hjemmet og børnene fra de trygge familier ser på hinanden med store, undrende øjne.



CÉLINE Sciamma har skrevet filmen efter en bog af Gilles Paris. Hun er god til at skrive om svære emner. I 2014 lavede hun den film, som hedder Girlhood. Det kan være, din storesøster har set den.
   Der var en dansk film, Terkel i knibe fra 2004, som brugte den samme blanding af barsk virkelighed og børns ukuelighed. Den var bare mere anstrengt morsom og vild. Men begge film har hjertet på det rette sted. Det handler altid om varme og selvværd – og om at hjemme er noget, man har indeni.


I 2016 blev Ma vie de Courgette valgt som årets bedste europæiske animationsfilm. Den var også kandidat til en Oscar. Du skal se Mit liv som Squash, hvis du tør blive blød som en kogt agurk. Du vil godt nok sætte pris på din egen dødssyge familie bagefter.



Fotos: Rita Productions/ Blue Spirit Animation/ Gébéka Film/ KNH/ RTS/ SRG - SSR/ Rhône-Alpes Cinéma/ France 3 Cinéma/ Hélium Films/ Office Féderal de la Culture/ Eurimages/ Canal+/ Ciné+/ CNC/ Suissimage/ Angel Films/ CineMaterial.
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes og SF Anytime
Teksten stod i Weekendavisen Faktisk 10.02.2017
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , ,

mandag den 18. juli 2022

Animation | The Swallows of Kabul/Les hirondelles de Kaboul (2019)



HIMLEN OVER KABUL
Afghanistan ved årtusindeskiftet

Af BO GREEN JENSEN

FORMEN, stilen og stilheden er det vigtigste i Les hirondelles de Kaboul, en håndtegnet animationsfilm for voksne, som franske Zabou Breitman (f. 1959) og Éléa Gobbé-Mévellec (f. 1985) har skabt på baggrund af Yasmina Khadras roman.
   Det handler dog om støjen af krig og fanatisme. I 2000 har Taleban fuld kontrol over Kabul. Der er indført sharialovgivning. Befolkningen lever i eller med det, alt efter hvor de placerer sig socialt. Det er stadig muligt at afvige hjemme, men i offentligt rum er der helt lukket ned.
   Der er fire forbundne skæbner i mønstret. Læreren Mohsen er gift med kunstneren Zumaira, som nægter at overgive sig til pøbelvældet. Mohsen er ikke så stærk. Han hader sig selv for at gøre det, da han må tage del i en offentlig stening på gaden. Lidt efter lægger han kraft i, og noget inde i ham giver efter.
   Mohsen og Zumaira elsker hinanden. Da han dør, får hun skylden og bliver anbragt i en celle hos Atiq. Fangevogteren går alene omkring og grubler over, hvad der skal ske, når hans kræftsyge hustru forsvinder. Zumaira, som han forelsker sig i, bliver sikkert den sidste indsatte i fængslet. Hun skal stenes på byens stadion foran et stort publikum.


KHADRAS roman var første bind i en trilogi, som omfatter L’Attentat (2005) og Les Sirènes de Bagdad (2006). Bøgerne findes også på dansk. Gyldendal udgav Svalerne i Kabul i Hans Peter Lunds oversættelse i 2009, da Sirenerne i Bagdad havde skabt interesse for forfatterskabet. Siden er udkommet Ce que le jour doit à la nuit (2008, da. Som nat følger dag) og L'Equation africaine (2011, da. Sort måne).
   Det vidste jeg ikke, da jeg så The Swallows of Kabul på Cannes Festivalen i 2019. Men det slog mig, at filmen var mere nuanceret i sin skildring af de afghanske mænd, end man ser det i de fleste kulturkritiske fiktionsfilm. Jeg forstod både Mohsen og Atiqs reaktioner. Jeg kunne faktisk sætte mig i deres sted. Zumaira syntes snarere at være en smuk konstruktion.



DET indtryk var ikke grebet i flugten, viser det sig. Yasmina Khadra er et pseudonym for algerieren Mohammed Moulessehoud (f. 1955), som lever og skriver i Frankrig, hvor hans bøger har et stort publikum.
   Svalerne i Kabul er en lille roman, der sætter sin stemning med anslag og flygtige streger. Zabou Breitman benytter i filmen en form, der passer perfekt til impressionismen. Hun tegner i tusch på akvarel. Der er balance mellem detalje og utydelighed. Det er som at se på flydende skitser.
   Derved opstår en kuriøs dybdevirkning. En tegning kan på én gang være yndefuld og grusom. Især de stille scener, som følger med Atiq, har meget ud af metoden. På lydsiden arbejdes der på samme intime måde. Man er sig hensat til et hørespil, ikke en fræsende podcast.
   Det bliver på den måde en melankolsk historie, som skildrer alt det, der kunne have været, hvis tanken og kroppen var frie. Atiq siger ikke meget. Han går hjem til sin hustru, der prøver at gøre ham glad til det sidste. Han finder Zumairas hus og ser hendes vægmalerier. Vi kan ikke se hans ansigt. Men det er her, han beslutter sig for at handle.


   
SVALERNE i Kabul er et kærlighedsdrama, der angriber de historiske kræfter på samme indirekte måde som gamle episke helaftensfilm. I David Leans Doktor Zivàgo (1965) ser Julie Christie ud mellem isblomsterne i det sibiriske gulag og siger til Omar Sharif: »These are awful times to be alive in«. Den politiske ramme er primært en baggrund.
   Man får mere at vide om livet under taleban i spillefilmen Kandahar (2001) og dokumentaren The Afghan Alphabet (2002), begge instrueret af iraneren Mohsen Makhmalbaf; i Siddiq Marmaks Osama (2003) og i Klokken fem om eftermiddagen (2003), der er instrueret af Samira Makhmalbaf efter hendes fars roman. Men ingen af dem har noget, der ligner den forspildte skønhed i animationsfilmen.



THE Swallows of Kabul er månedens film i Cinemateket. Her fungerer den som ouverture til VOID, den internationale festival for animationsfilm, der i 2020 afholdes i sin femte udgave. Der vises mere end 100 titler, både nye film og klassikere som Richard Linklaters fortolkning af Philip K. Dicks A Scanner Darkly (2006).
   Danske biografgængere har aldrig for alvor opdaget, at animationsfilm kan være for voksne. Vi er med på, at formen er magisk, men vi vil dele den med vores børn. Værker som The Prophet (2014), Loving Vincent (2017) og Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018) har skubbet på i den rigtige retning. The Swallows of Kabul føjer sig smukt til de titler.

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016).

The Swallows of Kabul (Les hirondelles de Kaboul). Instr.: Zabou Breitman, Élea Gobbé-Mévellec. Manus: Zabou Breitman, Patricia Montagne, Sébastien Tavel. 81 min. Frankrig-Schweiz, Luxembourg, Monaco 2019. Dansk premiere: 12.01.2020 [Cinemateket].


Fotos: Les Armateurs/ Mélusine Productions/ Close Up Films/ Arte France Cinéma/ RTS/ KNM/ Canal+/ Eurimages/ MEDIA/ CNC/ Fonds National de Soutien à la Production Audiovisuelle du Luxembourg/ La Région Île-de-France/ Cinéforum/ DFI/ E. Robert Espalieu (Yasmina Khadra Portrait)/ VOID Festival
Filmen streames ikke p.t. - på dvd fra France Télévisions Distribution  
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2020
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , , , ,

torsdag den 2. juni 2022

Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux/Om guder og mænd (2010)


TYVE I PARADIS
Om retten til ikke at vælge side

Af BO GREEN JENSEN

»Jeg har sagt: I er guder, I er alle sønner af den Højeste. Dog skal I dø som mennesker, og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden, for du har alle folkene som ejendom.«
   Titlen er taget fra Salmernes Bog, og Om guder og mænd er overhovedet oplyst af kristne begreber, som i filmkunsten sjældent behandles på et mere end kosmetisk plan. Ikke siden Michael Powells Black Narcissus (1947, da. Den sorte lilje), hvor Deborah Kerr havde rollen som priorinde på et kloster i Himalaya, har en ægte teologisk dagsorden fyldt så meget som i Des Hommes et des dieux.*
   Baggrunden er desværre autentisk. Natten til den 27. marts 1996 blev syv munke fra cistercienserklostret i Tibhirine i Algeriet ført bort af partisaner fra Groupe Islamique Armé, som krævede lederen Abdelhek Layada løsladt. Den 23. maj erklærede GIA, at munkene var blevet henrettet. Xavier Beauvois' film rekonstruerer forløbet, men undlader at sætte nationalitet på. Det kunne være hvor som helst i den franske Maghreb.



BEAUVOIS er først og fremmest interesseret i mændenes forsøg på ikke at engagere sig. For kan åndeligheden forholde sig ren, når historiens vinde raser? Og er det fast tro eller formastelighed, hvis man vælger at blive og sætte livet på spil? Munkene bliver flere gange bedt om at rejse, mens konflikten i området eskalerer til en regulær borgerkrig mellem regeringen og Den Islamiske Frelserfront.
   Traditionelt har brødrene, som alle er ældre, fransktalende mænd, levet i fred med den muslimske befolkning. Klostret fungerer som områdets nærhospital. Broder Luc (Michael Lonsdale) tilser børnene og giver deres mødre nye sko. Lederen Christian (Lambert Wilson) kender både Koranen og Bibelen og er fast besluttet på ikke at lade sig presse, hverken af partisanerne eller de aggressive regeringstropper.



FILMEN skildrer i roligt tempo og meget smukke billeder, hvordan det i længden ikke er muligt at opretholde klostrets urørlige status. Den første oprørsleder har respekt for Christians standpunkt, men snart bliver han erstattet af mere kompromisløse kræfter. Krigen intensiveres. I bogstavelige, men effektive scener står brødrene sammen og synger i farvet lys under billedvinduet, mens skuddene falder.
   En aften, da munkene igen har diskuteret, om de skal rejse eller blive, henter Luc to flasker ædel vin og lægger Tjajkovskijs Svanesøen på grammofonen. Her er filmens sande hjerte. Man deler brødrenes glæde og forstår, hvad forklarelse er. En regeringshelikopter hænger over klostret og er ved at overdøve musikken. Det lykkes ikke i første omgang, men den stemningsfulde nadver er munkenes sidste triumf.



OM natten føres syv af dem væk. Christians ord om at have levet rigtigt og gjort, hvad man kunne, så man atter kan mødes »som tyve i Paradis«, bliver fremsagt over et billede, som viser bordet, hvor munkene sad. Nu er stolene tomme. Til sidst forsvinder munkene ind i sneen sammen med soldaterne. En tekst fortæller, hvornår de blev dræbt. Kun den gamle Amédée overlevede og kunne fortælle historien.
   Des hommes et des dieux er en prunkløs film, som på én gang forsvarer mændenes ydmyghed, forklarer deres position og undrer sig over samme. Der er ikke noget ædelt over måden, som det slutter på. Munkenes død er en blank parentes i en verden, som er fuld af religiøs fanatisme og politiske myrderier. Også ved ikke at handle, taler brødrene trods alt bødlernes sprog.



HVIS man undersøger forhistorien, er der flere forklaringer på munkenes død. Det står klart, at de blev brugt som brikker i et politisk spil, som de nægtede at tage del i. Flere kilder hævder, at mændene døde i en mislykket redningsaktion. Andre mener, at GIA var i ledtog med regeringens sikkerhedsstyrker. Det spiller ingen rolle. Det er præcis disse jordiske spilfægterier, som munkene ikke vil opsluges af.
   Des hommes et des dieux handler om retten til ikke at vælge side, til ikke at tage del i krigen, som altid er et brodermord, fordi vi alle tilhører menneskeslægten og udgør en global familie. Xavier Beauvois’ film ligner en anakronisme, men er skabt i hjertet af tiden og taler meget stærkt til samme. Her giver troen atter mening. Det er det bedste forsvar for kristne værdier, man har set noget sted i nyere sted.



*) Black Narcissus fra 1947 er en klassisk film om tro og fortrængning blandt britiske nonner, der er kommet til Himalaya for at etablere et kloster. Deborah Kerr er søster Clodagh, som får missionen betroet; Kathleen Byron er den psykotiske søster Ruth. Michael Powell og Emeric Pressburger optog filmen i Pinewood Studios, men det lykkedes fotografen Jack Cardiff at skabe betagende bjergbilleder. Især scenerne fra klokketårnet har sat sig.
   BBC fandt i 2020 på at lave en ny miniserie. Gemma Arterton har fået Kerrs rolle og fungerer endnu bedre. Søster Ruth bliver stadig overspillet. Som manden på stedet var David Farrar fra den gamle film blevet ubærlig. Alessandro Nivola er en forbedring. Diana Rigg medvirker i sin sidste tv-rolle, og Jim Broadbent ankommer ved juletid. Skønt meget er skabt med CGI, har filmholdet faktisk været i Nepal.
   Billederne og Brian Easdales musik var det bedste i den gamle film. Anna Dudleys score står svagere, men billedsiden kan måle sig med Jack Cardiffs. Charlotte Bruus Christensen begyndte som Thomas Vinterbergs fotograf på Submarino. Hun er både instruktør og fotograf på Black Narcissus. Hvordan serien er havnet hos Disney, kan man bare gisne om. Men smuk og berigende er den. 3 episoder, 176 min. Disney+

Om guder og mænd (Des hommes et des dieux). Instr.: Xavier Beauvois. Manus: Etienne Comar og Xavier Beauvois. Foto: Caroline Champetier. 122 min. Frankrig 2010. Dansk premiere: 07.04.2011.


Fotos: Why Not Productions/ Armada Films/ France 3 Cinéma/ France Télévisions/ Canal+/ Cine+/ CNC/ Cinémage 4/ Cofinova 6/ Soficinéma 6/ CAMERA FILM/ CineMaterial/  Sony Pictures Classics (Trailer via YouTube)/ Artificial Eye Curzon (via DVDBeaver/ Gary Tooze) (Blu-Ray screenshots)/ Unifrance
Filmen streames (juli 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri) fra Curzon Artifiicial Eye (UK) 11.04.2011
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.04.2011 + 04.06.2021 [Black Narcissus Note]
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , , , , ,
Abonner på: Opslag (Atom)